At glæde sig til i det nye år…


Jeg har ikke set Hobitten (2012), for jeg går ikke meget i biffen, men se den skal jeg helt sikkert, og den bliver nok også købt, når den bliver frigivet, da jeg har alle de andre. Har du set den, vil jeg da gerne høre, hvad du synes?

Alexander (2004)

Vi har snart set en del af dem storfilmene. Episke værker om store mænd i store krige, slag og hver deres tidsaldre. Der var Troy, Braveheart, Gladiator o.s.v. Og så er der Alexander (2004) instrueret af Oliver Stone (JFK – historien der ikke ville dø, Født den 4. juli), som jeg så forleden. Jeg ved ikke, hvad jeg egnetlig forventede af den, men jeg ved, hvad jeg fik. Jeg fik en “på dusinet” skåret storfilm. Har du set de andre nævnt, har du også set denne. Og så vil jeg sige Gladiator (2000) for mig, er den bedste af nævnte.

Denne er visuelt meget, meget flot, men så er alt også sagt. Den er for lang, der er for lidt handling og det hele står ligesom i stampe. Man følger Alexander fra barn, via en fortæller Old Ptolemy (Anthony Hopkins) som har fulgt ham hele livet, gennem sin egen tjeneste ved hoffet. Også en model der er brugt utallige gange. Og det kan gøres mere eller mindre heldigt. Her bliver det lidt rodet, fordi man springer for meget i fortællingen.

Rollen som hans enøjede meget excentriske og diktatoriske far har en helt ukendelig Val Kilmer, og hans mor Olympias spilles af Angelina Jolie. I filmen har Alexander et tydeligt kærlighedsforhold til barndomsvennen Hepheistion, som spilles af Jared Leto – deres kærlighed holder livet ud. Alexanders far bliver dræbt, da han kun er i tyverne og dermed bliver han konge af Makedonien. Og så skal der indtages lande, og han drager mod øst i endeløse slag, der kræver uhyggelige ofre, men også bringer ham en kone – Roxane (Rosario Dawson).

Har du ikke andet at lave, så se den, ellers nøjes med Traileren her, for du har set det hele før som sagt. Ikke engang de ellers flotte (i nogen tilfælde fejlcastede) navne, og fantastisk scenografi, kan redde den. Vil du læse lidt om den rigtige Alexander den Store, kan du gøre det her.