Valentineshilsen til alle jer


Tjah ingen stor hemmelighed, at jeg ikke har nogen “Mr. Right” at fejre Valentinesdag med i dag. Det er okay, og lige nu står der ligesom også andre ting på programmet, kan man jo roligt sige. Så at fejre er nok ikke lige det, der står øverst på min seddel uanset om jeg så havde haft. Men lidt omsorg og hygge og forkælelse, kan man vel altid bruge. Det er der så ikke så meget af – ikke på den måde ihvertfald.

Min Valentinesaften er indtil nu gået med, at lufte hund en times tid, og så skal jeg jo også have lidt aftensmad. Og hyggen, tjah den bliver her ved computeren. At Valentinesdag ikke kun er for kærestepar, men også er dagen, hvor man kan sende hilsener til venner m.m. er det vist de færeste, der tænker på. Men jeg tænkte på mens jeg gik tur, at jeg ville sende en hilsen her:

En stor og varm kærlig hilsen til alle mine dejlige venner, der støtter og opmuntre mig i en tid, der for nu at sige det mildt, er rigtig barsk. Jeg holder utroligt meget af jer, og I er guld værd, hver og en. Tak for det, og for alle gode tanker og hilsener, der stadig bliver sendt til far og jeg. Det hjælper altså – det gør det.

Jeg håber far snart vil være så meget “med”, at han også kan sætte pris på jeres support. Hermed prøver jeg at udtrykke tak for os begge. Vi har indtil nu vundet “slaget”, men mangler “krigen” som sådan, og der er lang vej igen, så vi er taknemmelige for forsat støtte. Tusind, tusind tak!

I nødens stund….

I sådan en situation (fars sygdom), skal jeg love for, man finder ud af, hvem ens venner er. Som jeg har nævnt, så er jeg utroligt taknemmelig for alle jer, der støtter og bakker op, så meget I kan. Om det så bare er en lille hilsen om god bedring til far, så luner det altsammen. For jer, kan jeg ikke takke nok!

Når det er sagt, så kan jeg heller ikke lade være at bemærke dem, som overhovedet ikke har sagt et “pip”! Folk som jeg egentlig anså for at være venner. Ikke så meget som et god bedring til far. Om ikke andet, så for min skyld, for mig kender de jo, omend de måske ikke kender far. Og ikke mindst, så ved jeg, at jeg har været den første til at støtte og opmuntre dem i svære situationer. Og selvom jeg prøver at hænger hårdt på at være positiv, og fokusere på det gode, så noterer jeg mig altså også lige resten…..!

Af hjertet tusind, tusind tak!


Garbo i sin kurv i fredags

Fredag var som I ved en tung, tung dag. Det gik som sådan noget nu kan, og jeg var selvfølgelig rigtig ked af det. Dog hjalp det, at min lille ven så tydeligt ikke havde det godt de sidste dage, og at håbe på noget mirakel kunne jeg jo ikke. Ligeledes var det den dyrlæge jeg allerhelst ville ind til, der synes han ville tage mig, fordi jeg havde siddet i venteværelset et pænt stykke tid. Det er altså ikke ret rart i sådan en situation. Han bekræftede mig i og roste mig for beslutningen. Det var helt, helt sikkert tid. Garbo fik som han sagde et rigtig langt liv, og det er jeg glad for, samtidig med at jeg selvfølgelig nu savner hende helt enormt meget. Her er frygteligt tomt.

Jeg har haft i alt 3 katte i mit liv og de har alle været dejlige personligheder og har alle sat deres større eller mindre poteaftryk i mit hjerte. Dog vil jeg sige, at forholdet jeg fik til Garbo i de år, hvor vi var helt alene, var noget ganske særligt og hendes personlighed fik rigtig lov at komme til udtryk. Og hvilken en. Hun var en fantastisk dejlig og meget, meget klog kat. Alle der har mødt hende ved, hvad jeg taler om. Og smuk var hun, som I ved også.

Tomheden bliver formentlig mindre, og jeg tilpasser mig et nyt liv uden kat i huset. Eller dyr i det hele taget. I mit hjem havde vi altid hund. Og nej jeg skal ikke have nogen ny kat. Ikke at jeg ikke kunne i princippet, men jeg udviklede slem allergi lige inden, jeg flyttede herind og det er kun blevet værre og værre. Så derfor og så fordi jeg i princippet ikke kan lide konceptet indekatte. Det kunne gå fordi Garbo var så gammel og jeg vidste, at hun stort set ikke gik ud den sidste tid i huset. Her var hun ude og trække luft ude på altanen, hvilket hun også var i fredags.

Tusind, tusind tak for alle de varme og dejlige hilsener i anledning af Garbo’s bortgang. De har virkelig lunet og trøstet mig, ligesom et utal af varme kram og sms’er og en sød veninde, der støttede mig over skype i de sidste svære timer. Det var dælme ikke sjovt. Det er i nødens stund man kender sine venner, og det er virkelig sandt. Tusind tak, for at I skrev og var der!

Til dem som måske (det var der en der kunne) finde på at sige, at jeg jo bare kunne få en ny, og det jo bare var en kat! Det står helt for egen regning. Hvis man kan finde på at sige sådan, har man i min verden helt misforstået noget, og gået glip af det fantastiske forhold, man kan få til sin kat, hund eller hvad det måtte være. Det er en lille sjæl og hun var min allerbedste lille ven i 18 år. Det er dælme ikke “bare” noget som helst!

Igen tak til alle jer der forstår og for jeres deltagelse!