Onsdagsslettelse



Ordrup Krat – igen i søndags var det tåget

I går blev det efterhånden forhadte TV hentet. Thank God, og jeg håber nu at få mine penge retur snarest. Alt er sendt afsted, så det skulle kunne lade sig gøre. Det er nok mig, men den slags ting, kan bringe mig helt ud af fatning, at have hængende over hovedet, og at det nu er ude af verden er en stor lettelse. Nu kan jeg flytte fokus og få bestilt en tur til den tur til London, jeg har planlagt nu et stykke tid. Dog har alt det bøvl drænet mig noget, ligesom brevet forleden også “slog bunden lidt ud af mig”, så forventningens glæde skal lige indfinde sig igen. Nu vil jeg betale en regning, og så kan jeg begynde på, at lave lige hvad jeg har lyst til, og så må vi se, hvad det ender i.

I søndags gik jeg en lang tur, faktisk var jeg afsted i næsten 4 timer. Blandt andet var jeg afsted for at besigtige og fotografere banen, som gennemgår store forandringer i øjeblikket. Det bliver en helt ny bane, vi skal indtage, år sæssonen starter igen. Men lige så meget for at få noget luft og motion. Det må man så sige, jeg fik, og var godt træt, da jeg landede her.

I går var jeg et smut i stalden og havde ærligt talt travlt, men som altid var det dejligt og hyggeligt at se alle. Det er der og hos de søde venner der og iøvrigt, jeg skal hente mit overskud, når jeg er lidt sådan “rundt på gulvet”. Nu vil jeg gå ud og hente mig en kop te, og finde ud af, hvad jeg vil putte i dagen – udover at slappe lidt af også, for det endte med at blive en lang dag i går, og det kan jeg godt mærke. Mon ikke, jeg sidst på dagen får lyst til at kigge på flybilletter? God dag til jer.

Tirsdagslinks

Jeg talte om weekendlinks, nu bliver det så tirsdagslinks istedet. Mod forventning har jeg fået lavet lidt og er ikke færdig endnu, men nu tager jeg en lille pause her.

Det er ikke noget, jeg som sådan har tænkt på før, indtil fornyelig, hvor gode venner begyndte at dele links om det på Facebook. Nogen gange kan uvidenhed være en salig fryd. For der er ting, der man egentlig helst ikke vil vide. Sagen om Palmeolien, er netop sådan en “ting”/sag. Sagen er, at der bliver fældet enorme mængder palmetræer på forbrugernes hellige alter, og der er palmeolie i næsten alting.

Jamen hvad er der så galt med det? Tjah, alle de her palmetræer er blandt andet hjem for en masse dyr, deriblandt orangutaner og mange andre dyr. Problemet er, at deres hjem forsvinder og meget ofte bliver dræbt i processen med at skaffe oliven og træerne fældes. Derfor er det godt at undgå og mange advokerer for, at få brugen afskaffet. Her kan du læse om det.

Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive et helt indlæg om det her, og det vil jeg sådan set stadig, men det her link får I nu alligevel. Det er blevet så “moderne” at folk, der er syge bare skal tage sig sammen. Det er en skævvridning i stor stil, og gør alle der vitterligen er syge, enormt utrygge, fordi de bliver mødt med mistro og nedladende bemærkninger fra et sundhedspersonale, der skulle hjælpe – jeg ved ikke, hvad du synes, men jeg synes, det er ganske forfærdeligt.

Nu vi er ved det forfærdelige, så er der en bekymrende tendens til, at yngre mennesker og socialt udsatte i stigende grad får blodpropper i hjernen. Dette skyldes flere ting, men er noget, der kan forebygges.En af dem er rygning. Iøvrigt bliver hash også sat i forbindelse med dette, ligesom man bare generelt har fundet ud af, at det er langt mere skadeligt, end hidtil troet.

Der er meget tale om cancer allevegne. Jeg har nævnt det før, ingen som helst tvivl om, at det er en skrækkelig sygdom – slet ikke. Jeg har selv flere venner, der har været “på den” og jeg har også kendt nogen, der ikke overlevede. Så jo, det er en forfærdelig sygdom. Alligevel holder jeg fast på, at det er overeksponering. Især fordi der er andre forfærdelige sygdomme -f.eks. Sclerose, som i værste fald invaliderer folk fuldstændig. Hvis Sclerosen fik bare halv så meget opmærksomhed som canceren, var man måske også længere i forskningen der. Jeg er ikke den eneste, der synes sclerosen fortjener opmærksomhed – heldigvis er der nogen, der hjælper til der også. Men hvor er TV-showet til fordel for den? Hvorfor kun cancer? Jeg synes ikke, det er fair.

Det er også blevet moderne at fokusere på madspild. Det er nu noget, jeg altid har været meget bevidst om, og selvfølgelig er det en god ting. Herhjemme har Stop Spild Af Mad vundet en masse priser for at starte foreningen. I england gør en af mine absolut favoritkokke Jamie Oliver noget for sagen. Ingen bedre til det end ham. Han angriber det så udfra de hjemmelige køkkener, og det er også rigtig fint, for der er mange, der smider alt, alt for meget ud. Der kører udsendelser på TV, hvor du kan få masser af gode tips af Jamie, ligesom du kan se gode tips og opskrifter på hans side, dedikeret til dette, hans nyeste projekt. Programmet hedder “Jamie skærer ind til benet” (ved ikke, hvorfor de altid skal finde på sådan nogen tåbelige danske titler istedet for Spar med Jamie!) og bliver vist på TV3 Puls torsdag kl. 20.00.

Sidst men ikke mindst, en artikel som påpeger, at I på jobbet, skal tage stress langt mere alvorligt.

Sidst men ikke mindst, nogle veganske og vegetariske blogs. Som sagt før, jeg støder hele tiden på den ene mere lækker end den anden. Du kan også blive inspireret til grønne indslag selvom du ikke vil være vegetar.

Dagen er gået godt. Jeg har nået mere, end jeg troede, jeg ville. Flere CD’er sat på plads, nøgleskab hængt op og generelt er jeg nået lidt længere. Ligesom jeg har fastet – gør du det endnu? Ja det gør jeg, eller rettere, jeg er kommet “tilbage på sporet”, der skal ske noget nu. God aften til jer.

The first mess

Happy Yolks

Vegan Miam

og sidst men ikke mindst den superdejlige:

A House In The Hills

Jeg håber, du må have glæde af, om ikke alle, så ihvertfald nogle af dagens links, og lader dig inspirere – og som altid hører jeg gerne fra dig.

Et af de der indlæg…..

Jeg synes egentlig som regel, at jeg klarer det meget godt. Alt taget i betragtning. At være positiv, at få gjort så meget jeg kan, og alt det her tjavs.

Normalt plejer jeg heller ikke at henfalde til den store selvmedlidenhed ret længe, og som regel går der højst et par dage, så “børster” jeg det af mig og kommer videre. Det skal dog indrømmes, at 4½ måneds svimmelhed, tinitus med gentagne tilbagefald oveni mine “helt almindelige” ting, jeg slås med, er ved at være rigeligt. Svimmelheden ër blevet bedre, men bare ikke nok. Jeg fik det rigeligt illustreret i lørdags, hvor jeg jo ville være hjælpsom som altid, på trods af, at jeg var svimmel i forvejen. Ingen god ide.

Det piner mig, for jeg vil så gerne, men jeg må bare erkende, at det går ikke. Endnu værre er det, at jeg har en periode, hvor jeg har den her udmattelse, som bare ikke lader sig forklare, og som netop gør, at jeg selv hælder til en grad af den diagnose min tidligere læge og jeg, har haft talt om. Bare for illustrere det, så ligger min grønthandler altså for enden af vejen her, og ikke engang der orkede jeg, at gå op i dag. Det var heller ikke nødvendigt som sådan, men det blev altså heller ikke til noget.

Det kniber helt gevaldigt med at overskue ting for tiden. Selv de mindste ting, kan jeg stresse over, og jeg har flere ting, som “hænger over hovedet” på mig, uden jeg ved, hvordan jeg skal løse det. Det er svært, når man bare ikke kan og har energien. Flere ting, er jeg simpelthen bare nødt til at skære væk og helt ind til benet, og bare gøre, hvad der er nødvendigt og det jeg ved, jeg akkurat kan klare. Arrangementer lige ved (som f.eks. banen) kan jeg klare, for jeg kan altid gå hjem igen og jeg kan hvile ud dagen efter.

På lørdag var meningen, at jeg skulle have været med til noget loppemarked, hvor jeg så skulle have solgt nogle af mine egne ting. I princippet en strålende ide, lige bortset fra, at tingene skal findes, pakkes og transporteres derover, jeg skal være der på dagen, pakke ned igen og tilbage igen. Det bliver droppet, for jeg kan slet ikke overskue det.

Jeg kan kun en dag ad gangen lige nu, og sådan må det bare være. Som andre så ofte også sige, man skulle tro, man havde lært det nu. Men sådan er det altså ikke, men håber altid på bedre tror jeg. Det gør jeg også, selvom det vist langt fra er realistisk. Meningen var også stald i morgen, men jeg er nødt til at tage mit helbred i ed, og ikke mindst også det mentale helbred. Jeg trænger til at stresse ned sådan mentalt også.

Når jeg nu har brokket mig og været “negativ”, så skal det også med, at jeg er utroligt taknemmelig for de dejlige venner jeg har, der bakker op og altid er glade for at se mig, når jeg orker og kan – ikke mindst dem i stalden – det betyder alverden for mig! Og de søde veninder der ringer og hører om jeg er okay og som bekymre sig og er der – så sent som i dag! Tak!

Weekendnedstressning

Puuust ud og træk vejret! Sådan har jeg det lige p.t. Jeg føler, jeg holder vejret. Dem der har haft stress, kan nok relatere til det – at man går i totalt anspændt tilstand og ikke kan slappe af rigtigt, er dødtræt, irritabel (ihvertfald kort lunte i nogen situationer), og bare kan mærke i den grad, at der skal passes på. Anyway, man lærer ihvertfald hurtigt selv at kende tegnene på det, når man har prøvet.

Hele det her med far, der blev dårlig igen, hundpasning og Herlev Hospitals fuldkommen manglende organsering og forholden sig til, noget der bare minder om et ur og en kalender, og værende helt uden hensyntagen til pårørende, for slet ikke at tale om patienter, har været rigeligt til at give mig en snert af stress. For de fleste lyder det måske ikke af så meget, men igen når man har prøvet turen før, så skal der også mindre til. Sådan er det bare.

Jeg passer på mig, så snart, jeg kan mærke symptomer. Det kan folk så mene om, hvad de vil. Jeg kender prisen, hvis jeg ikke gør. Og den vil jeg ikke betale.

Så har du et udestående med mig på nogen måde, og du ikke lige har hørt fra mig. Så har jeg ikke glemt, men jeg er nødt til at skrue ned på lavhastighedsblusset. Får jeg gjort noget er det godt, men lige nu er reglen at jeg ikke gør. Så ved I det.

Kuren i dag hed helt impulsivt selskab af en hesteveninde, der kom over og vi drak kaffe og så væddeløb, og senere spiste vi en kyllingecurry og drak lidt rødvin. Superhyggeligt og noget vi helt sikkert gør igen.

Patienten? – han har det godt. Ikke ondt nogen steder, men fuldstændig udmattet ovenpå 14 dage med “dansen rundt efter Herlev Hospitals pibe”. De kunne om morgenen sige, han skulle til undersøgelse, og så en time senere udsatte de igen. Således blev en scanning udsat, tror det var 3 gange. Sådan kan man altså ikke behandle folk. Sidste undersøgelse i denne omgang sådan lige, var fredag (på Rigshospitalet). En biopsi, der er resultat af næste fredag.

Rigtig god weekend til jer alle.

Grænser med galskaben

Det er ved at gå op for mig, at jeg strækker mig længere end det kan bære. Jeg tænker, jamen det må jeg da kunne? Og nej det kan jeg så ikke. Min gode ven sagde det så klogt i sin kommentar her forleden. For jeg SKAL pinedød også have de dage, hvor jeg INGENTING laver og bare sidder i en stol og ser dum ud eller ihvertfald slapper af. Og på det seneste (slet, slet ikke da min far var syg), har der bare ikke været den slags dage. Som det blev påpeget, så har jeg nu puttet træningen oveni, og der er stalden (som jeg elsker), men der er stadig: Tøj, der skal vaskes, en lejlighed, der skal passes med både rengøring, og alt det, man nu skal sådan et sted.

Helt bortset fra, at der jo også er mange andre ting, jeg gerne vil nå, såsom at skrive alle de indlæg, jeg har i mit hoved, men også udflugter til forskellige steder. Ofte griber jeg en dag, fordi det er godt vejr, og så hopper jeg op og falder ned på, om her er “lidt” støv i krogene. Men det kan jeg jo ikke blive ved med, for sjovt nok går støvet ikke selv sin vej (hvilket var meget, meget tydeligt i dag). Så er det jeg har tænkt, at jeg jo kunne gøre rent en anden dag. Men når jeg endelig har været her, har jeg været så udkørt, at det med rengøring er blevet nedprioriteret. Det går ikke på nogen måde. Dels kan jeg godt lide, at her ser ordentligt ud, og dels har jeg astma og nedsat lungefunktion, så der skal være rent. Før lagde jeg de der slappedage ind i programmet, og det lader til at jeg i højere grad, skal lægge et program, dels for afslapning, men også for rengøringsdage, og så følge programmet. Jeg er nødt til at have nogen dage “at løbe på”, for har jeg en rigtig dårlig dag, får jeg ikke gjort noget. Så er der andre dage, hvor jeg har lidt mere energi, og får gjort meget mere, end planlagt. Men jeg er nødt til, at være lidt mere “striks” omkring rengøringen.

Som påpeget, kan det være skidt for en selv, at være for flink. Det er jeg ofte. Jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg kan og har tid, men meget, meget ofte går det udover mig selv i den anden ende. Nu er den nye stil, at jeg i langt højere grad må tænke mig bedre om, inden jeg siger ja til noget. Ikke fordi jeg ikke vil hjælpe, men fordi jeg har et helbred, jeg er nødt til at tage hensyn til. Det er jeg lidt ked af, men det kan bare ikke være anderledes.

Når man når til et punkt, hvor man føler, man løber med hovedet under armen og man alligevel ingen vegne kommer, er det tid at stoppe op, og være kritisk. Jeg fik symptomer på stress til sidst i forløbet med far, og var lige ved at knække på det. Når man først har været der, skal der ikke så meget til. Det var næsten som om, jeg ikke kunne geare ned bagefter. Nu har jeg hevet hårdt i håndbremsen og “hevet stikket” lidt i forhold til nogen ting. Det er der måske ikke forståelse for hos nogen, men det må så være sådan.

Heldigvis er de i stalden meget søde og forstående, men jeg vil nødig se dem mindre end jeg gør nu, men jeg skal sortere på resten af ugen, så jeg får hvilet mig også! Sådan er det altså.

Metal og/eller mental træthed

Jeg ved snart ikke, om det er det ene eller det andet. Jeg synes, jeg er træt. Helt ekstremt træt. Først og fremmest er jeg selvfølgelig træt fordi jeg er småsyg stadig, og ikke mindst af at være det. Sådan meget træt.

Det er ikke det eneste der trætter. Hele situationen omkring far, er uanset at det går så meget bedre, stadig (for mig ihvertfald) utroligt stressende. Og det er der ikke meget forståelse for hos visse personer. Jeg er stadig utroligt glad for alle dem, som har vist og stadig viser omtanke, omsorg og betænksomhed på den konto. Det er der så desværre også “nogen”, der ikke gør, og det gør mig utrolig gal, men det trætter også. Og er der noget, jeg ikke har brug for, så er det at få hevet noget energi, jeg ikke har i forvejen. Argh! Det var lige et surt opstød!

Jeg prøver at være positiv, men jeg synes lige nu, det er en kamp at bevare den, men det er helt sikkert fordi kræfterne svigter mig. Så bliver det sådan. Og stresser jeg, er det også sværere at blive rask. Det ved jeg af erfaring, og det stresser mig og så kører den onde cirkel! Måske jeg skulle gå ud og få noget frokost og så bare smide mig på sofaen og prøve at give slip og slappe af? Håber jeres søndag er fredelig og stressfri.

Efterjuletravlhed

Jeg har tjekket alle symptomer på Netdoktor, og det eneste, der kan bekymre mig, er at de taler dage, og jeg har nu haft symptomer en uge. Men ved opringning til lægen kunne jeg kun lige få en fuldstændig overstresset sekretær i røret, der sagde “et øjeblik”! Og i baggrunden kunne jeg høre det hele “stå på gloende pæle”. Ikke tale om, at jeg vil forstyrre så. Der er ingen behandling og jeg gør allerede nedenstående. Jeg lover, at ringe senere på ugen og høre, hvorlænge det må stå på og forhåbentlig er det så gået over!

Citat Netdoktor

:

Behandling af hjernerystelse

Der findes ingen behandling af hjernerystelse. Symptomerne forsvinder ofte af sig selv i løbet af et par dage. For at hjernen kan få ro til at komme sig, er det vigtigt, at man holder sig i ro, indtil symptomerne er forsvundet.
Undgå:

* Støj.

* Langvarig læsning.

* At se fjernsyn i lang tid.

* Hårdt fysisk arbejde.

* Alkohol.

Forløb

Symptomerne forsvinder normalt efter et par dage, men særligt hvis man ikke holder sig i ro, kan symptomerne vare i uger til måneder. Nogle oplever, at de lang tid efter at have haft hjernerystelse fortsat har hovedpine og er svimle, er meget trætte, har svært ved at huske og koncentrere sig i længere tid ad gangen og ikke tåler støj eller alkohol så godt som tidligere. Dette kaldes det postcommotionelle syndrom.

Hvor ofte har jeg ikke sagt det?

Nu har “de kloge” sørme også fundet ud af det. At det er usundt at gå syg på arbejde. Ikke nok med det er usundt, det er decideret farligt! Jeg synes, det er rigtig rigtig ofte, jeg har i blogverden ser indlæg, om folk der koste hvad det vil må og skal og vil på job, selvom de TYDELIGT er alt for sløje til det og burde blive hjemme. Om ikke i deres seng, så ihvertfald hjemme. Ikke mindst for deres kollegaer’s skyld, som jo kan blive smittet, hvis vi taler om noget, der smitter, men sandelig også fordi det da for mig at se, helt og aldeles logisk er at stresse kroppen helt og aldelels unødvendigt, at skulle bekæmpe sygdom og samtidig yde noget på et job. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Og nu har jeg så fået ret. Ikke at det lige er en ting, jeg sådan ville ønske egentlig i denne sammenhæng. Til gengæld ønsker jeg mig i høj grad at MANGE derude lytter og “stikker piben ind” og bliver hjemme, når de er sløje. Og så er der nogen der siger – “Joh, men hvornår er jeg syg nok” – Det ved voksne mennesker godt, og de ved også hvis de er sløje. Er de i tvivl, jamen så bliv hjemme. Nu er det ihvertfald bevist at I ikke gør nogen en tjeneste med at gå på job, slet, slet ikke jer selv. Lyt nu lige.

Og så nu vi er ved det, kan jeg jo minde om stress sådan helt generelt. Der er vel nok at blive stresset af, uden at skulle føje mere til, skulle jeg mene. Pas nu for hulen lidt på jer selv derude! Det er altså ikke rart at tænke på, at jeg har mere end en i min omgangskreds, der løber mere end alt for stærkt. Og det er rigtig ufedt, når jeg hører om unge mennesker, der falder om med hjerneblødninger og hjertestop og hvad har vi – p.g.a. stress og ikke at forglemme – cigaretter – har du droppet dine!?

Ja det er for meget

072.gif

Min søde, veninde Lotte og jeg har talt meget om, det med at folk kommer “helt ud i hampen”, går ned med flaget, får en depression, lider af angst, må langtidssygemeldes m.m. Og Lotte har skrevet et fint indlæg om det på sin blog. Hun har som MANGE, MANGE andre prøvet det, ligesom jeg har. Det er sådan set ligemeget, hvad årsagerne er sådan specifikt, for det er efterhånden over hele linien. Bare de seneste dage, er jeg blevet præsenteret for 3 tilfælde, hvor det er gået galt i større el. mindre grad – det er bare mig!!! For hulen da! En venindes veninde, har en depression, og kan slet ikke håndtere det, min venindes bror og kone, er gået fuldstændig ned med flaget og hele familien har måtte støtte op, ringe til lægen, tage sig af børnene og meget meget mere – og den situation er jeg meget nervøs for! Der er vi ude i selvmordstanker og meget andet. Og et familiemedlem til en veninde, er også knækket under sygdom, skilsmisse og fyring – også meget at tage ind på een gang. Dertil kommer 2 venner, der permanent lider af panikangst.
Nu er Lotte og jeg så langt fra enige om det med medicinen. Det kan være en god hjælp. For nogen en overgang, og for nogen (min venindes bror, som er arveligt belastet) varrigt, for at undgå tilbagefald. Depression findes i mange grader, og varianter og der er nu mange gode redskaber til at måle, hvor slem den er. At samtaleterapi også er en god ting, dokumenteres her, men ved svære depressioner, er det nytteløst fordi patienten ikke orker at tage imod (ref. netdoktor), men også her nævnes det, at der meget ofte skrives medicin ud “i blinde” uden at årsager m.m. bliver undersøgt ordentligt. Og det duer selvfølgelig ikke. Der kan også læses om psykiatrifondens arbejde for, at alle kan få tilbudt samtaleterapi. Til gengæld, kan en ubehandlet slem depression føre til psykoser og blive meget meget slemt, og personen helt udenfor rækkevidde. Sådan et eksempel har jeg også haft tæt på i form af en venindes mor, der sine sidste år, levede isoleret og usselt i en bitte lejlighed, tydeligt psykisk syg. Men fordi hun ikke var til fare for nogen, kunne der ikke gribes ind – der er altså også et hul i systemet, for en del af sygdommen er jo manglende selvindsigt! Hendes børn kunne bare se på, at deres mor forfaldt fysisk som psykisk mere og mere – kan det virkelig være rigtigt? Læs resten