Grænser med galskaben

Det er ved at gå op for mig, at jeg strækker mig længere end det kan bære. Jeg tænker, jamen det må jeg da kunne? Og nej det kan jeg så ikke. Min gode ven sagde det så klogt i sin kommentar her forleden. For jeg SKAL pinedød også have de dage, hvor jeg INGENTING laver og bare sidder i en stol og ser dum ud eller ihvertfald slapper af. Og på det seneste (slet, slet ikke da min far var syg), har der bare ikke været den slags dage. Som det blev påpeget, så har jeg nu puttet træningen oveni, og der er stalden (som jeg elsker), men der er stadig: Tøj, der skal vaskes, en lejlighed, der skal passes med både rengøring, og alt det, man nu skal sådan et sted.

Helt bortset fra, at der jo også er mange andre ting, jeg gerne vil nå, såsom at skrive alle de indlæg, jeg har i mit hoved, men også udflugter til forskellige steder. Ofte griber jeg en dag, fordi det er godt vejr, og så hopper jeg op og falder ned på, om her er “lidt” støv i krogene. Men det kan jeg jo ikke blive ved med, for sjovt nok går støvet ikke selv sin vej (hvilket var meget, meget tydeligt i dag). Så er det jeg har tænkt, at jeg jo kunne gøre rent en anden dag. Men når jeg endelig har været her, har jeg været så udkørt, at det med rengøring er blevet nedprioriteret. Det går ikke på nogen måde. Dels kan jeg godt lide, at her ser ordentligt ud, og dels har jeg astma og nedsat lungefunktion, så der skal være rent. Før lagde jeg de der slappedage ind i programmet, og det lader til at jeg i højere grad, skal lægge et program, dels for afslapning, men også for rengøringsdage, og så følge programmet. Jeg er nødt til at have nogen dage “at løbe på”, for har jeg en rigtig dårlig dag, får jeg ikke gjort noget. Så er der andre dage, hvor jeg har lidt mere energi, og får gjort meget mere, end planlagt. Men jeg er nødt til, at være lidt mere “striks” omkring rengøringen.

Som påpeget, kan det være skidt for en selv, at være for flink. Det er jeg ofte. Jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg kan og har tid, men meget, meget ofte går det udover mig selv i den anden ende. Nu er den nye stil, at jeg i langt højere grad må tænke mig bedre om, inden jeg siger ja til noget. Ikke fordi jeg ikke vil hjælpe, men fordi jeg har et helbred, jeg er nødt til at tage hensyn til. Det er jeg lidt ked af, men det kan bare ikke være anderledes.

Når man når til et punkt, hvor man føler, man løber med hovedet under armen og man alligevel ingen vegne kommer, er det tid at stoppe op, og være kritisk. Jeg fik symptomer på stress til sidst i forløbet med far, og var lige ved at knække på det. Når man først har været der, skal der ikke så meget til. Det var næsten som om, jeg ikke kunne geare ned bagefter. Nu har jeg hevet hårdt i håndbremsen og “hevet stikket” lidt i forhold til nogen ting. Det er der måske ikke forståelse for hos nogen, men det må så være sådan.

Heldigvis er de i stalden meget søde og forstående, men jeg vil nødig se dem mindre end jeg gør nu, men jeg skal sortere på resten af ugen, så jeg får hvilet mig også! Sådan er det altså.

Metal og/eller mental træthed

Jeg ved snart ikke, om det er det ene eller det andet. Jeg synes, jeg er træt. Helt ekstremt træt. Først og fremmest er jeg selvfølgelig træt fordi jeg er småsyg stadig, og ikke mindst af at være det. Sådan meget træt.

Det er ikke det eneste der trætter. Hele situationen omkring far, er uanset at det går så meget bedre, stadig (for mig ihvertfald) utroligt stressende. Og det er der ikke meget forståelse for hos visse personer. Jeg er stadig utroligt glad for alle dem, som har vist og stadig viser omtanke, omsorg og betænksomhed på den konto. Det er der så desværre også “nogen”, der ikke gør, og det gør mig utrolig gal, men det trætter også. Og er der noget, jeg ikke har brug for, så er det at få hevet noget energi, jeg ikke har i forvejen. Argh! Det var lige et surt opstød!

Jeg prøver at være positiv, men jeg synes lige nu, det er en kamp at bevare den, men det er helt sikkert fordi kræfterne svigter mig. Så bliver det sådan. Og stresser jeg, er det også sværere at blive rask. Det ved jeg af erfaring, og det stresser mig og så kører den onde cirkel! Måske jeg skulle gå ud og få noget frokost og så bare smide mig på sofaen og prøve at give slip og slappe af? Håber jeres søndag er fredelig og stressfri.

Efterjuletravlhed

Jeg har tjekket alle symptomer på Netdoktor, og det eneste, der kan bekymre mig, er at de taler dage, og jeg har nu haft symptomer en uge. Men ved opringning til lægen kunne jeg kun lige få en fuldstændig overstresset sekretær i røret, der sagde “et øjeblik”! Og i baggrunden kunne jeg høre det hele “stå på gloende pæle”. Ikke tale om, at jeg vil forstyrre så. Der er ingen behandling og jeg gør allerede nedenstående. Jeg lover, at ringe senere på ugen og høre, hvorlænge det må stå på og forhåbentlig er det så gået over!

Citat Netdoktor

:

Behandling af hjernerystelse

Der findes ingen behandling af hjernerystelse. Symptomerne forsvinder ofte af sig selv i løbet af et par dage. For at hjernen kan få ro til at komme sig, er det vigtigt, at man holder sig i ro, indtil symptomerne er forsvundet.
Undgå:

* Støj.

* Langvarig læsning.

* At se fjernsyn i lang tid.

* Hårdt fysisk arbejde.

* Alkohol.

Forløb

Symptomerne forsvinder normalt efter et par dage, men særligt hvis man ikke holder sig i ro, kan symptomerne vare i uger til måneder. Nogle oplever, at de lang tid efter at have haft hjernerystelse fortsat har hovedpine og er svimle, er meget trætte, har svært ved at huske og koncentrere sig i længere tid ad gangen og ikke tåler støj eller alkohol så godt som tidligere. Dette kaldes det postcommotionelle syndrom.

Hvor ofte har jeg ikke sagt det?

Nu har “de kloge” sørme også fundet ud af det. At det er usundt at gå syg på arbejde. Ikke nok med det er usundt, det er decideret farligt! Jeg synes, det er rigtig rigtig ofte, jeg har i blogverden ser indlæg, om folk der koste hvad det vil må og skal og vil på job, selvom de TYDELIGT er alt for sløje til det og burde blive hjemme. Om ikke i deres seng, så ihvertfald hjemme. Ikke mindst for deres kollegaer’s skyld, som jo kan blive smittet, hvis vi taler om noget, der smitter, men sandelig også fordi det da for mig at se, helt og aldeles logisk er at stresse kroppen helt og aldelels unødvendigt, at skulle bekæmpe sygdom og samtidig yde noget på et job. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Og nu har jeg så fået ret. Ikke at det lige er en ting, jeg sådan ville ønske egentlig i denne sammenhæng. Til gengæld ønsker jeg mig i høj grad at MANGE derude lytter og “stikker piben ind” og bliver hjemme, når de er sløje. Og så er der nogen der siger – “Joh, men hvornår er jeg syg nok” – Det ved voksne mennesker godt, og de ved også hvis de er sløje. Er de i tvivl, jamen så bliv hjemme. Nu er det ihvertfald bevist at I ikke gør nogen en tjeneste med at gå på job, slet, slet ikke jer selv. Lyt nu lige.

Og så nu vi er ved det, kan jeg jo minde om stress sådan helt generelt. Der er vel nok at blive stresset af, uden at skulle føje mere til, skulle jeg mene. Pas nu for hulen lidt på jer selv derude! Det er altså ikke rart at tænke på, at jeg har mere end en i min omgangskreds, der løber mere end alt for stærkt. Og det er rigtig ufedt, når jeg hører om unge mennesker, der falder om med hjerneblødninger og hjertestop og hvad har vi – p.g.a. stress og ikke at forglemme – cigaretter – har du droppet dine!?

Ja det er for meget

072.gif

Min søde, veninde Lotte og jeg har talt meget om, det med at folk kommer “helt ud i hampen”, går ned med flaget, får en depression, lider af angst, må langtidssygemeldes m.m. Og Lotte har skrevet et fint indlæg om det på sin blog. Hun har som MANGE, MANGE andre prøvet det, ligesom jeg har. Det er sådan set ligemeget, hvad årsagerne er sådan specifikt, for det er efterhånden over hele linien. Bare de seneste dage, er jeg blevet præsenteret for 3 tilfælde, hvor det er gået galt i større el. mindre grad – det er bare mig!!! For hulen da! En venindes veninde, har en depression, og kan slet ikke håndtere det, min venindes bror og kone, er gået fuldstændig ned med flaget og hele familien har måtte støtte op, ringe til lægen, tage sig af børnene og meget meget mere – og den situation er jeg meget nervøs for! Der er vi ude i selvmordstanker og meget andet. Og et familiemedlem til en veninde, er også knækket under sygdom, skilsmisse og fyring – også meget at tage ind på een gang. Dertil kommer 2 venner, der permanent lider af panikangst.
Nu er Lotte og jeg så langt fra enige om det med medicinen. Det kan være en god hjælp. For nogen en overgang, og for nogen (min venindes bror, som er arveligt belastet) varrigt, for at undgå tilbagefald. Depression findes i mange grader, og varianter og der er nu mange gode redskaber til at måle, hvor slem den er. At samtaleterapi også er en god ting, dokumenteres her, men ved svære depressioner, er det nytteløst fordi patienten ikke orker at tage imod (ref. netdoktor), men også her nævnes det, at der meget ofte skrives medicin ud “i blinde” uden at årsager m.m. bliver undersøgt ordentligt. Og det duer selvfølgelig ikke. Der kan også læses om psykiatrifondens arbejde for, at alle kan få tilbudt samtaleterapi. Til gengæld, kan en ubehandlet slem depression føre til psykoser og blive meget meget slemt, og personen helt udenfor rækkevidde. Sådan et eksempel har jeg også haft tæt på i form af en venindes mor, der sine sidste år, levede isoleret og usselt i en bitte lejlighed, tydeligt psykisk syg. Men fordi hun ikke var til fare for nogen, kunne der ikke gribes ind – der er altså også et hul i systemet, for en del af sygdommen er jo manglende selvindsigt! Hendes børn kunne bare se på, at deres mor forfaldt fysisk som psykisk mere og mere – kan det virkelig være rigtigt? Læs resten