Solrig sejrrig søndag

Suspicious Mind fra før sejren i boksen, på vej til start, i opløbet og i vindercirklen med Andrew Kidney og Sabina Karlsson som står for hans velbefindende til daglig. Jockey Per-Anders Gråberg anes med grøn/hvid dragt

Jeg kunne have tilføjet til Suspicious, men det gjorde jeg ikke, for der var, når ret skal være ret, mange andre fine sejre på dagen. Men han vandt dagens hovedløb Dansk Breeders Cup. Jeg må sige, jeg var ikke overrasket, og var nok nærmest blevet det, havde han ikke vundet.

Han var også i højt humør, da jeg var og hilse på ham inden løbene, og opmærksomt fulgte med i alt omkring sig. Vejret startede meget lidt lovende. Det regnede faktisk, da jeg ankom. Men meget, meget hurtigt klarede det op og blev det mest fantastiske vejr. Det kunne faktisk ikke have været bedre.

I dag var meningen, dels at sortere en masse fotos, for tro mig, jeg har “for en gangs skyld” taget alt for mange. Og i morges skulle jeg have været på banen og fotografere græsgalops. Det kom jeg ikke. Jeg var monsterdårlig, da jeg vågnede og jeg er stadig ikke frisk, så jeg måtte skuffe, en jeg ellers havde lovet at komme. Oveni ville jeg også have været forbi stalden og hilse på Kickeertutten, men også det måtte opggives. Nu må vi se, hvordan det går i morgen. Men efter at have sovet til 13.30 har jeg da samlet lidt til dette indlæg. Jeg håber, I fik nydt det gode vejr i går.

En lang Derbyweekend

Feltet på vej rundt svinget første gang i Dansk Derby 2016< - vinderen Suspicous Mind ses stort set i midten med grøn/hvide farver

Det har været en vild weekend. Det har det, for der var både storløb i går og i dag. I går var det Scandinavian Open Championship og i dag var det Dansk Derby. Det har betydet lange dage på banen og en masse fotografering. Og selvfølgelig nyder jeg det, men det er også en hård omgang især 2 dage i træk. Det bedste ved det, er alle de søde mennesker, man også får set og talt med. Det er det altid, men der er jo altid en speciel stemning på sådan nogle storløbsdage.

At sige, det har været en god weekend forslår næsten ikke. Ingen uheld og helt fantastisk væddeløb med nogle opløbskampe, så man næsten tabte vejret. Væddeløb helt som det skal være. Der var populære sejre, ventede sejre og overraskende sejre også helt som det skal være. Nej det kunne ikke have været meget bedre. Joh, der var måske lige en detalje med vejret, men det gik selvom der kom et par byger. Og så tror jeg, at banen har sat publikumsrekord, uden jeg ved det. Men jeg kan ikke mindes at have set så mange mennesker i rigtig lang tid. Jo, det var en velllykket weekend. Nåede du ikke derud – jamen så bliver det formentlig samme set-up næste år og uanset kommer der jo både et SOC og et Derby næste år.

Jeg håber, I har haft en dejlig weekend!

Sabina Karlsson med Derbyvinderen 2016 Suspicous Mind