En smutter og undskyldning

Jeg har kvajet mig! Det sker vel for alle tænker jeg. Men jeg plejer nu ikke ligefrem at overse kommentarer her på bloggen. Ikke desto mindre, er det lykkedes mig helt at overse hele 3 søde kommentarer på et indlæg omkring turen til Berlin.

Hvordan jeg har båret mig ad aner jeg ikke, men ihvertfald undskyld til Donald, Mofling og Farmer for manglende svar indtil nu. Det var altså ikke med vilje! :-)

Mine tanker om den seneste tids Adoptionsdebat

Desværre er det ofte sådan, at ét skrækindjagende eksempel, danner grobund for forandringer. Det ikke kun i dette tilfælde, hvor ændringerne ikke er sket, men ihvertfald danner en heftig debat, både på Facebook og i medierne, der har travlt med at skrive om skrækeksemplet, og mange udtaler sig på den baggrund om fænomænet Adoption sådan generelt. Nu vil jeg så give mit besyv med. Som adopteret mener jeg godt at kunne kvalificerer mig mindst lige så godt som mange andre, til at udtale mig om emnet. Normalt prøver jeg at gøre mine indlæg væsentlig kortere end dette, men det er en kompleks debat og en meget vanskelig en også, så svært at gøre kort

På Facebook, har vi en gruppe, som hører under Adoption & Samfund, og der kører debatten også, efter sagen omkring den Etiopiske pige Amy og hendes adoption, som er kørt helt skævt fra starten af, men så kun kører helt af sporet, da hun kommer til Danmark. Det er vitterligen også en sag, der giver grobund for rigtig mange spørgsmål og emner til debat. Næsten uudtømmeligt.

Man kan spørge sig selv om mange ting i forbindelse med Amysagen og adoption iøvrigt dem vil jeg så komme ind på her, eller dem som ihvertfald melder sig hos mig, og så tanker jeg iøvrigt gør mig omkring de emner, de artikler, jeg er faldet over her nyeligen i pressen har taget op. Det er en stor mundfuld, og jeg håber, jeg kan gøre det overskueligt. Af samme grund vil det nok lige tage mig en dag eller to og få styr på dette indlæg.

Jeg tager et par artikler og nogen enkeltvis og kommentere på, og kommer med kommentarer, på noget der og skriver lidt, hvad jeg føler mig inspireret til. Meningen var, at prøve at lave et nogenlunde overskueligt indlæg, men om det lykkes ved jeg ikke. Måske fordi hele debatten og problematikkerne også er helt uoverskuelige, så bær over med mig. Kig endelig til slut, for også, der er også lidt konklusioner.

110812 Politiken: Adoptionsforløb kan og skal forbedres

I det store hele, er jeg enig med dette indlæg. Det er rigtig godt, og jeg vil her lige putte et par citater, jeg finder rigtig relevante:

Endvidere er undersøgelse af egnethed til adoption et meget lille arbejdsfelt for medarbejdere, som også har andre opgaver, og kun et par procent af ansøgerne sendes videre til forældreevneundersøgelse.

– dette forklarer, hvorfor jeg har set eksempler på forældre, der ihvertfald aldrig skulle have adopteret!

En nylig undersøgelse af tidligere anbragte unge viser, at kun 26 procent lykkes med at tage 9. klasse. Loyalitetskonflikter og uenigheder opsuger børns overskud til at udvikle sig, derfor er det en forældrekompetence at skabe indbyrdes accept og rummelighed over for barnets baggrund, så det oplever at være en del af en tryg helhed.

At unge adopterede også har krav på støtte i opvæksten, dokumenteres af, at de dobbelt så ofte indlægges på ungdomspsykiatriske afdelinger som danske unge. 80 procent af de adopterede er faktisk lidt foran skolemæssigt som 12-årige, mens 8 procent af de adopterede (mod kun 1-3 procent af danske børn) udviser svære vanskeligheder på grund af manglende tidlig omsorg før treårsalderen.

Klik herunder for at læse mere:
Læs resten

The answer my friend…..

is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind! Den sangtekst og melodi, har kværnet rundt i mit hovede hele morgenen. Jeg har set “Ved du hvem du er?” og igen fulgt en eller anden kendt persons søgen efter røddernes historie. Som altid spændende, omend lige denne her omgang ikke var den mest interessante, jeg har set. Uagtet får udsendelserne mig altid til at tænke over min egen situation udi det her “cirkus”. Underlig betegnelse, men det er, hvad det efterhånden har udviklet sig til føler jeg. Det er næsten ligemeget, hvor jeg vender mig hen, så løber jeg efter meget kort tid panden imod en stor mur. Det er ved at blive trættende nu – meget! Hvis så bare en side af familien ville lykkes, men det lader til de begge skal være mere end besværlige.

Når det så er sagt, tror jeg jo også på, at der er en mening med alting. Så et sted, så får jeg det, jeg skal have og ikke hverken mere eller mindre. Men der er ingen der kan skylde mig for at tage det “liggende “. De fik kamp til stregen de her forfædre og myndigheder ikke mindst. Undervejs prøver jeg dog også at forlige med med, at jeg måske aldrig får de svar/resultater, jeg gerne vil have.

Der hvor jeg nu løber hovedet imod muren i forhold til min biologiske mors familie er, at der før et vist årstal (som mine bedsteforældre selvfølgelig tilhører), simpelthen ikke var nogen registre eller optegnelser i mange tilfælde. Polen var for ikke så mange år siden nærmst et uland. Det kan man godt glemme, men ikke desto mindre. Det gør den side af sagen kompliceret. Hvad jeg kan gøre ved jeg ikke. Skrevet til myndighederne der har jeg gjort, men intet hørt. Så jeg tænker jeg i denne forbindelse, skal prøve at skrive til dels nogen /DanskPolsk foreninger og høre dem, hvad man gør, og dels om nogen kan hjælpe. Ligeledes har jeg haft god erfaring med at skrive til den danske ambassade i Berlin, så jeg har tænkt at prøve samme fremgangsmåde i forhold til Polen.

En ting er at Polen i sig selv er kompliceret, men at Tyskland næsten er lige så bøvlet indimellem, er en anden historie. Jeg har søgt nu i 20 år cirka, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde en klart mønster for, hvor man henvender sig. Der er ingen kommunikation instanserne imellem og man bliver skubbet fra den ene til den anden i en vild forvirring. Meget trættende og ikke mindst frustrerende. Det kræver vitterligt udholdenhed og tålmodighed. Rigtig meget! Når det er sagt, hvis man holder ved, så kan man jo være heldig, og det har jeg så også været i nogen tilfælde. Det skal heller ikke lyde helt sort, men let – nej det er det ikke.

Nu er jeg så løbet ind i, at de i Berlin er ved at omlægger arkiverne, hvorfor de ikke kan fortælle mig om de har dødsattesterne på min mormor og morfar, hvad de selvfølgelig må have. Nu skal jeg så lige have skrevet til Ambasaden og forhørt mig, om det vitterligt kan have sin rigtighed, at folk skal vente på oplysninger til 2013, hvor de er færdige med at omlægge. Det kan jeg ikke forstå, det kan.

Med hensyn til min biologiske far, er det samme problematik som altid, og jeg har efterhånden mistet troen på, det nogensinde skal lykkes. Dels er han, hvis han overhovedet lever, meget gammel og dels er det den samme “sang” jeg løber i hver gang. De skal have flere oplysninger. Fint, jeg har bare ikke flere. Nu er en privat velgørenhedsorganisation involveret, og så må vi se. Det er “let nok” at komme op med en Robert Jones på søgemaskinerne, og også en der er født den rigtige dato og år, men der skal noget at holde det op imod – er han sort, var han i militæret i Berlin etc. Ellers er det jo ubrugelig information. Og det er det, der gør det så svært.

Jeg har et fjernsynsprogram, jeg kan skrive til, hvis de stadig modtager. det ville jeg helst undgå, for jeg har intet ønske om den slags publicity, men hvis det kan bringe mig mit svar må det være sådan. Og selvom jeg får skrevet til dem, er det langt fra sikkert, de vil tage min historie eller kan finde ud af noget heller. Men lad os nu se. Men det er status på det lige nu. Så som du kan se, har jeg “et par” mails, der skal skrives udover alt det andet. Fotoet, er fra i går.

Måske jeg skulle…. og andre torsdagstanker

Det var i fredags mit brev nåede frem så vidt vides. Måske mandag, hvis vi giver det 3 hverdage. Jeg har intet hørt. Jeg gav selvfølgelig alle muligheder for kontakt, og udbad mig besked uanset, hvad svaret var. Suk, bare jeg hører, gør det ikke noget, at jeg skal vente lidt endnu, men jeg kunne være bange for, at det måske betyder, at jeg ikke hører.

Nu har jeg været indendørs og syg i næsten en uge. Jeg er ikke helt frisk, men heller ikke meget, meget dårlig, og jeg føler, jeg bliver nødt til at prøve at teste formen, så at sige ved en lille udflugt senere. Hvortil skal jeg selvfølgelig nok fortælle, når jeg vender hjem igen. Desværre har stedet, jeg ville besøge ikke åben før meget senere, så….. indtil da, må jeg underholde mig her. Og det er heldigvis heller ikke noget problem – keder mig som sagt aldrig.

Så lad være at spørge!

Kender du det, du har en sludder med nogen på Facebook eller MSN, og de spørger dig om noget rimeligt personligt/følesomt, som du så svarer på så kortfattet som muligt, men dog tydeliggør du, at emnet er følesomt. Hvorefter modtageren i den anden ende overhovedet ikke svarer, men siger, at de iøvrigt var på nettet for noget andet og vil løbe nu!!!! Det er altså dels en flad fornemmelse og meget meget ubehageligt, når man lige har fortalt noget, som for en er meget følsomt.

Så hvis du ikke gider høre svaret, eller vise den respekt svaret kræver – så lad venligst være at spørge! Men jeg skal da ihvertfald også lade være at fortælle noget, som så er følsomt åbenbart, for folk vil åbenbart ikke høre selvom de spørger. Underlig måde at være på i mine øjne. Jeg er af natur meget åben og tillidsfuld og går ud fra, at folk spørger i god mening. Men næste gang vil jeg da så sige, at det har jeg ikke lyst til at svare på, for så føler jeg mig ikke “kørt over” bagefter!

The answer my friend….

Den tekst kender vi vist allesammen…..”blowing in the wind” er det – svaret. Og svaret på hvad. Ja se det er sådan ret generelt, at folk åbenbart ikke synes, de skal svare. Nu kan det så være mere el. mindre vigtigt det man spørger om, det giver sig selv. Men som hovedregel så er det altså (efter min ringe mening), det mindste man kan at svare. Er det så endda alvorligere ting, hvorved man ved udeladelse af sit svar sætter andre i en meget pernitten situation og knibe næsten, fordi man holder dem hen og så bare ikke svarer, så er man en pikansjos i mit hoved.

Jeg mener, hvis man spørger folk om noget udover de der ting, som er ligemeget, så er det jo fordi, det på et el. andet plan her en betydning enten praktisk, følelsesmæssigt, eller begge dele. Man føler sig dum og til grin, når man spørger ud i den blå luft, helt udover at det bare er så pisseuhøfligt.

Og grunden til at jeg pludselig tager dette op…. det med høflighed og gode manerer, har jeg haft oppe før, men grunden til det med svaret er, at jeg personligt lige har oplevet intet svar at få, og en god veninde også. Hvilket der var vigtigst af de to, skal jeg ikke spekulerer i, andet end at begge var meget vigtige. Men som hovedregel så synes jeg, at man har ret til et høfligt svar – som så kan være … “Jeg gider/kan ikke”, “Jeg har ikke tid lige nu, så jeg vender tilbage” el. hvad hulen der nu må være årsagen til, at man ikke lige, kan forholde sig til det stillede spørgsmål.

Læs resten