2018 – Et meget underligt år

Kicker på folden på Enghavelyst og det sidste, jeg tog af ham der

Troldekuglerne – en besættelse efterhånden, men dem skal der altså være næsten ingen af i året, der kommer

Ham her…..

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville skrive det her indlæg. Men for min egen skyld i et meget desperat forsøg på at fokusere på det positive, så gør jeg det, og håber andre måske også kan have gavn af.

Grundlæggende synes jeg jo, at jeg er et positivt menneske, og prøver mit bedste på at være en god ven for dem, jeg kalder venner. Når man så oplever at blive misforstået og fejltolket og endda misbrugt i sine forsøg på det, så bliver ens tro på ens eget værd og på det gode i mennesker, alvorligt skadet. Sådan er det ihvertfald for mig lige nu. Det er så sandt, at et ondt ord udvisker de mange gode, så hurtigt. Det er ikke retfærdigt, for jeg hár mange, mange gode venner og de viser også, at de sætter pris på mig på mange måder, rigtig ofte. Og til dem skylder jeg stor tak, og sætter uendeligt pris på det. Det er bare svært, at føle den taknemmelighed, når der sidder noget og gnaver og gør rigtig, rigtig ondt på en. Jeg prøver at sætte mig udover det, for jeg har ikke andre muligheder, men var ting blevet taklet anderledes fra flere sider, var det måske ikke gået helt så galt. Det er næsten det værste, hvis og når man også bebrejder sig selv i nogle tilfælde.

Noget andet der har “trukket tænder ud” har været mængden af mennesker, vi har mistet og som er blevet syge. Vi startede med at miste to kære i vores staldmiljø. Den ene direkte i min stald. Desværre skulle jeg selv til undersøgelse den dag, der var bisættelse. Nu er jeg ked af, at jeg ikke bare tog til bisættelse, for der kom intet ud af undersøgelsen. Men jeg er sikker på, at vedkommende ved, at de var i mine tanker. Begge tilfælde selvfølgelig cancer. Den ene var i starten af året og den næste, var mens sommeren var på sit højeste. Her sidst på året og på årets korteste dag, døde en gammel veninde, og jeg måtte til bisættelse på en af årets sidste dage. Ikke lige sådan, man vil slutte et år af. Men som ofte, er der ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Aftalt møde med en anden veninde, der også kendte hende, der gik bort.

Selv har jeg også rendt til undersøgelser uafbrudt næsten i året der er gået. Det har heller ikke være så voldsom sjovt, deriblandt en rygmarvsprøve, der heldigvis intet viste. Og sålænge jeg intet alvorligt fejler, så tager jeg det, men det kan godt slide alligevel. Det er ikke slut endnu med det.

Det er godt, at jeg kiggede tilbage på året der gik, for ofte er der langt flere positiver end jeg lige kan huske og faktisk har der været rigtig mange i år også. Jeg ville gerne have nået mere, men jeg synes faktisk, når jeg kigger tilbage på det, at jeg har været heldig. Det eneste, der har manglet, om man så må sige, er en udenlandstur, men af flere grunde, blev det ikke i året der gik, men jeg er meget opsat på, at komme på mindst en tur i år.

Læs resten

Den gode æbleflæsk – sådan helt forgæves

Jeg skulle sådan helt spontant have en gæst i går aftes. H*n ringede selv og foreslog et kig forbi, til lidt kaffe eller vin. Tidspunktet for ankomst var alligevel spisetid, så jeg sagde, at vedkommende kunne tage vinen med, så ville jeg lave noget mad. Så langt så godt.

Dagen startede så med, at jeg (trods en infalsk hovedpine), drog ned og handlede et par småting. Flæsket havde jeg, og det var af den gode øko-slags, og det kunne lige passe i mængde også. Jeg er vild med Anne (Hjernøe) fra Frilandshaven’s opskrifter, og lige p.t. genudsender de dem faktisk. Og helt sjovt var det netop æbleflæsk, der var på tapetet her forleden, og jeg lod mig inspirere.

Jeg tilpassede lidt, sådan hist og pist – f.eks. brugte jeg stødt spidskommen istedet for hel, og så brugte jeg gulerødder istedet for rødbeder og pistachiekerner istedet for mandler og græskarkerner, og iceberg istedet for hvidkålen. Fignerne sprang jeg over, af den simple årsag, at de ikke havde nogen i Superbest, og som tingene udviklede sig, var det helt fint, ligesom jeg også sprang flæskesvær over. Æblerne og løgene blev stegt på panden og jeg lavede altså ikke mine til mos. Det var iøvrigt naboens, udemærkede nedfaldsæbler, som ellers tilfalder hestene.

Gæsten var forventet omkring klokken 18 og jeg ventede og ventede. Intet skete, og så pludselig kunne jeg se, der var ringet efter visit, der hvor man ikke sender andre. Jeg prøvede at ringe, og fik ingen kontakt, lagde besked og bad vedkommende ringe, men at jeg da gik ud fra, vi sås snart. For en sikkerheds skyld skrev jeg også og bad om en opringning. Det fik jeg ikke, jeg fik en sms med, at vedkommende havde været forbi, og nu var taget i byen, men ville ringe onsdag!!!

Jeg var og er helt målløs. Dels fordi, at måske jeg ikke har hørt døren og jeg ikke lige tog telefonen, men hvis standarden blandt vedkommende og dennes venner er sådan, at når man inviterere på middag, så er man ikke hjemme, så siger jeg “tak for kaffe” – dels ville jeg da aldrig bare sådan lige give op, og dels så ville jeg da lige vente og ringe igen. For mig virker det som om, det bare var en god undskyldning for at tage i byen. Men hvis vedkommende hellere ville det – fint! Men hvorfor så foreslå?

Det skal jo så lige siges, at der selvfølgelig ingen kontakt var at opnå til vedkommendes telefon efterfølgende, selvom min besked om en ønsket opringning blev modtaget. At sige, at jeg er skuffet over den opførsel forslår ikke.

Fotoet, er af salaten, som smagte dejligt som alt det andet. Jeg troede ellers, jeg havde taget af tallerken (min kun, af gode grunde) med det hele, men der var kun dette, og jeg er sikkert blevet afledt i min frustrerede, skuffede og temlig sure tilstand. Jeg ved ikke med dig, men jeg er altså ikke vant til den behandling, og jeg skal være helt ærlig, jeg gider den heller ikke.

Jeg læste om det der kærlighedsnoget….

width=Ja det gjorde jeg faktisk i toget på vej til Jylland, og jeg kendte hende godt, hende, der havde skrevet. Indlægget er nemlig skrevet af Spacermaid, hvis blog jeg jo har læst førhen. I denne omgang var det i den fysiske avis Urban, jeg læste. Men det er så heldigt, at det også ligger på bloggen. Det handler om, hvor hurtige vi er til at ødelægge folks glæde, når de svæver over vandende, bliver inbegrebet at en Barbara Cartland roman og alle kærlighedssange tilsammen og bare helt væk i den der forelskelse, der gør hos blinde, døve og næsten sindssyge. Det handler om, hvorfor vi er så hurtige til at minde om alt det, der kan gå galt, og ifølge de nok så kloge nok skal gøre det, og om hvor sårbare vi er i den situation. Kort fortalt, så mener hun vi skal holde vores mund og dele glæden, og jeg kan godt følge hende. Så må vi være der, og samle op, hvis vi får ret. Hvis vi bliver spurgt er det selvfølgelig noget andet, så kan vi med rette lufte vores evt. skepsis, på en sød og kærlig måde med respekt for sårbarheden og glæden.

Det var vel også den sårbarhed, der gjorde sig gældende for noget tid siden, da jeg gik skævt af en anden blogger her grundet en bemærkning, hun kom med. Den var ikke ment sårende, men fordi det kun er fragmenter, vi (eller mange af os) deler her, så er der måske noget historie bagved, som gør, at man reagerer mere el. voldsommere, end der er berrettiget. I forhold til den bemærkning, blev der gjort grin med (sådan opfattede jeg det, omend det slet ikke var ment såddan) min evt. forelskelse. Det er der ikke noget af, men jo der er da potentiale til en, hvis jeg ønsker det sådan. Det er ikke sikkert jeg gør, og der er mange ting, der er for private til, at jeg kan skrive dem her. Måske derfor skulle jeg nok have holdt min mund helt om det. Eller ihvertfald have ignoreret “joken”. Nogengange er det ren refleks og så reagerer man bare og resultatet er ikke altid, hverken ønskeligt el. særlig smart, og det beklager jeg. Dertil kommer, at det er let at misforstå hinanden på skrift sådan helt generelt, selv i forhold til mennesker man kender rigtig godt.

I den sammenhæng kan jeg fortælle, at jeg for nogen år siden, havde 2 meget, meget traumatiske hændelser på den front, og det gør nok, at jeg er meget sart omkring det. Bemærkningen om “at jeg nu er forelsket igen” opfattede jeg som, at jeg bliver forelsket hver og hveranden dag. Det er bestemt ikke tilfældet, og når jeg gør, så gør jeg det ordenligt. Det betyder også, at når jeg så bliver svigtet, så gør det også nas i tilsvarende grad. Jeg vil ikke gå i detaljer om de der hændelser, men bare sige, at folk, der kender mig ved, at jeg tager kærligheden meget seriøst. Og ligeledes er jeg nok noget at det mest trofaste og loyale menneske der findes – det er bare sjældent jeg får det samme retur, men jeg håber stadig!

Jeg vil ihvertfald tænke mig godt om, næste gang, jeg føler trang til at dele noget på den konto. For det kan være dødsvært, for andre ikke at overtræde en for dem usynlig grænse, og for mig at vide, om det sker – faktisk umuligt, og kan jeg ikke tåle det, så er det bedre, at tie… Håber ikke, det blev for rodet, og at jeg gjort mig nogenlunde forståelig, men det var, hvad Spacer’s indlæg inspirerede mig til.