5 år siden og mandags-roterende-pip

Jeg er ved at få (mere – så sagde jeg det) roterende pip af, at have hovedpine, være svimmel og sløj. Under ingen omstændigheder gider jeg det mere – overhovedet. Ingen spørger mig og ingen kan fortælle mig, om jeg bliver klar til festligheder sidst på ugen både det ene og det andet sted! Suk!

Jeg længes efter hestene, mine venner – som ofte er både og, komme ud og fotografere og meget meget mere, helt bortset fra, jeg har en Londontur linet op, en anden rejse og 10.000 ting her. Min tålmodighed er sluppet op nu. Stop så!!!

Imens jeg tæller til 1000, og tager dybe indåndinger, deler jeg lige disse dejlige fotos, jeg kom i tanke om, som er fra en skøn tur ned og besøge min veninde på Falster i 2009 i april, så 5 år siden. Et syn man ikke bliver træt af, og en veninde, der også værdsættes højt. Desværre har hun også andre “kedelige” aktiviterer, der skal prioriteres p.t., så selvom jeg var frisk, har hun ikke mulighed. For en tur sydover til Lolland-Falster var bestemt ikke af vejen heller. De smukke øer og mine søde venner der løber forhåbentlig ingen vegne, men begge arrangementer sidst på ugen gør, så jeg går ind og hviler hovedet. God uge til jer.

Hvordan skal jeg nogensinde blive færdig?


Fra den dejlige tur til Hedeland, på en af de gode dage

Det spørger jeg mig selv om. Dagen i dag skulle være brugt på oprydning og ophængning af Julepynten. Der er få ting, der er på deres plads, men størstedelen af nisserne står bare opmarcheret på min store kommode, og så er der lige det Julepynt, der er væk for mig, som jeg stadig ikke har fundet, og som også var væk sidste år. Indimellem kan jeg bliver virkelig skræmt over min evne til at få ting væk. Som jeg plejer at sige, det skal nok ende med, at jeg bliver væk for mig selv. Der er flere ting, jeg skal have fundet, blandt andet mine smykker, som jeg har fået gemt så godt, at jeg heller ikke kan finde dem. Det er noget elendigt, hvis jeg ikke finder dem, især nu hvor jeg lige har fået 2 nye kugler i Julegave til mit armbånd. Jeg håber, det hele løser sig, når jeg engang kommer i mål, men lige nu synes jeg, det ser lidt sort ud.

Nu er det jo sådan, at jeg ikke har de vilde planer for Julen. Jeg skal bare være her (eget valg), og så skal jeg til Julefrokost på lørdag. Og så står jeg for at fodre de firbenede Juleaften, noget jeg holder meget af. Jeg har ikke inviteret til noget her, selvom jeg rigtig gerne ville, for jeg er som sagt ikke hverken hel eller halvt færdig. Jeg håber, at vi kan hygge i januar og februar, hvor der alligevel intet sker, og det alligevel er så træls. Til Jul har folk alligevel så travlt med alt muligt. Men det var jo rart at kunne invitere, skulle man få lyst og overskud. Nu må vi se, jeg kan ikke mere, end jeg kan, og det få komme, som det kan. Men det er årsag til frustration, det er helt sikkert.

Nu vil jeg se, om det i det mindste kan lykkes mig, at få lavet noget ordentlig aftensmad. En dejlig curry var planen. Og så må jeg få skrevet de kort, der skal sendes, så jeg kan gøre det i morgen, om ikke andet. Suk!!