2018 – Et meget underligt år

Kicker på folden på Enghavelyst og det sidste, jeg tog af ham der

Troldekuglerne – en besættelse efterhånden, men dem skal der altså være næsten ingen af i året, der kommer

Ham her…..

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville skrive det her indlæg. Men for min egen skyld i et meget desperat forsøg på at fokusere på det positive, så gør jeg det, og håber andre måske også kan have gavn af.

Grundlæggende synes jeg jo, at jeg er et positivt menneske, og prøver mit bedste på at være en god ven for dem, jeg kalder venner. Når man så oplever at blive misforstået og fejltolket og endda misbrugt i sine forsøg på det, så bliver ens tro på ens eget værd og på det gode i mennesker, alvorligt skadet. Sådan er det ihvertfald for mig lige nu. Det er så sandt, at et ondt ord udvisker de mange gode, så hurtigt. Det er ikke retfærdigt, for jeg hár mange, mange gode venner og de viser også, at de sætter pris på mig på mange måder, rigtig ofte. Og til dem skylder jeg stor tak, og sætter uendeligt pris på det. Det er bare svært, at føle den taknemmelighed, når der sidder noget og gnaver og gør rigtig, rigtig ondt på en. Jeg prøver at sætte mig udover det, for jeg har ikke andre muligheder, men var ting blevet taklet anderledes fra flere sider, var det måske ikke gået helt så galt. Det er næsten det værste, hvis og når man også bebrejder sig selv i nogle tilfælde.

Noget andet der har “trukket tænder ud” har været mængden af mennesker, vi har mistet og som er blevet syge. Vi startede med at miste to kære i vores staldmiljø. Den ene direkte i min stald. Desværre skulle jeg selv til undersøgelse den dag, der var bisættelse. Nu er jeg ked af, at jeg ikke bare tog til bisættelse, for der kom intet ud af undersøgelsen. Men jeg er sikker på, at vedkommende ved, at de var i mine tanker. Begge tilfælde selvfølgelig cancer. Den ene var i starten af året og den næste, var mens sommeren var på sit højeste. Her sidst på året og på årets korteste dag, døde en gammel veninde, og jeg måtte til bisættelse på en af årets sidste dage. Ikke lige sådan, man vil slutte et år af. Men som ofte, er der ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Aftalt møde med en anden veninde, der også kendte hende, der gik bort.

Selv har jeg også rendt til undersøgelser uafbrudt næsten i året der er gået. Det har heller ikke være så voldsom sjovt, deriblandt en rygmarvsprøve, der heldigvis intet viste. Og sålænge jeg intet alvorligt fejler, så tager jeg det, men det kan godt slide alligevel. Det er ikke slut endnu med det.

Det er godt, at jeg kiggede tilbage på året der gik, for ofte er der langt flere positiver end jeg lige kan huske og faktisk har der været rigtig mange i år også. Jeg ville gerne have nået mere, men jeg synes faktisk, når jeg kigger tilbage på det, at jeg har været heldig. Det eneste, der har manglet, om man så må sige, er en udenlandstur, men af flere grunde, blev det ikke i året der gik, men jeg er meget opsat på, at komme på mindst en tur i år.

Læs resten

10 år siden – har du glemt?

Jeg ved ikke, om du har glemt det! Det er en Jul (Julen 2004), som jeg aldrig glemmer af flere årsager! Selvfølgelig er den mest iøjnefaldende, at det var det år den frygtelige Tsunami i Sydøstasien ramte 26. december. Egentlig havde jeg ikke lige tænkt over, at det var 10 år siden, men forleden viste de på TV “Livet efter Tsunamien” (se den online, ihvertfald foreløbig) om familien Riggelsens liv efter at have mistet familiens yngste medlem på, hvad skulle have været deres drømmeferie. Den dokumentar tog mig tilbage til den Jul.

Man bliver selvfølgelig meget berørt, uanset hvem man er, over sådan en tragedie, men når det bliver fortalt af nogen, der faktisk har overlevet det, bliver det endnu mere virkeligt. Man kan slet ikke forstå, hvordan de kan finde styrken til at komme videre. Det gør de, og det ved vi jo, at man kan! Men stadig.

Den anden grund til, at jeg husker den Jul, er fordi jeg på det tidspunkt oplevede en stor kærlighed. Uden at gå i detaljer, blev den Jul et miskmask af følelser på den konto, over at miste den og selvfølgelig forfærdelsen over den skrækkelige tragedie. Oveni de to ting, var det også den første Jul uden min mor. Så på alle måder langt fra en god en af slagsen.

Uanset er jeg af den helt bestemte overbevisning, at der er en mening med tingene. Vi kan ikke altid se dem, for ikke at sige langt fra, men ikke desto mindre. Jeg kan kun håbe, at han stadig, som dengang, kan mærke, når jeg tænker på ham, for det gør jeg faktisk ofte. Og jeg ville stadig give, hvad som helst for at få det tilbage, vi havde. Når alt kommer til alt, er det vigtigste i verden, dem vi elsker!

Nogen mere end andre

Jeg har især i starten af mit blogliv hørt mange kommentarer på det med at fotografere på kirkegårde. Nogen bryder sig om det og andre gør ikke. Og det er helt i orden. Dog ved jeg, at jeg inklusiv kamera viser de afdøde og gravene langt mere respekt end den dame, jeg så forleden på Vestre Kirkegård iført unger og to hunde, der ufortrødent gik løs og forrettede deres nødtørft op ad gravene!!! Eller dem, der behandler det som en træningsbane og løber igennem.

Det er med stor opmærksomhed indføling og interesse for de skæbner, jeg møder, jeg bevæger mig rundt og fotografere. Og som jeg ser det, kan det heller ikke fra de afdødes side, være negativt. Ihvertfald er der ingen negtivitet til hensigt med min vandren og fotografering, hvorfor dette indlæg også KUN er udtryk for indlevelse og medfølelse med de pårørende til netop denne afdøde.

Det er altid trist at miste, men at miste et barn, siges at være det værste, der kan ske for et menneske. Da jeg ingen børn har, kan jeg kun gisne om, at det må være sandt, og sammenligner jeg med smerten ved tabet af min mor, så – ja! Det går jo ikke på at måle hvis smerte er størst, men om at afdøde i hvert tilfælde forhåbentlig var elsket af nogen, mens de var her, og således også savnet, når de går bort.

Selvsagt, er alle noget særligt, og selvfølgelig fotofraferer jeg kun sten, jeg ser et eller andet i. Det være sig stenen som sådan, der bare er smuk, dekorationen, baggrunden i forbindelse med m.m. Men det kan også være fordi, den “historie” gravstenen fortæller mig, griber mig. For at den gør det, har stenen som regel fanget mig først.

Lige sådan et tilfælde mødte jeg forleden, da jeg var på Vestre Kirkegård. Det første der fangede mig var stenen, eller rettere stenene. Der var fire enorme blanke sorte granitsten, der altså fyldte ret så betragteligt i landskabet og var meget synlige. De var ikke gemt væk, men var på et relativt åbent stykke, så jeg skulle have været, noget nær blind for at undgå at se dem. Ved nærmere eftersyn var det så, at jeg så, at Thomas ikke blev ret gammel.

Det er altid ekstra hårdt tror jeg, når vi føler vores kære er taget herfra for tidligt. Og dette var helt sikkert et sådant. Det er ikke ofte det sker, men når jeg støder på en sådan sten, sker det jeg prøver at se, om jeg kan finde historien bag den, når jeg kommer hjem. Det gjorde jeg med Thomas.

Allerede fra stenen, var det tydeligt, han var højt elsket, og da jeg fandt hans historie, blev det helt krystalklart, at han var en smuk, livsglad og kærlig ung mand, der blev revet fra familie og venner på mest ubarmhjertige måde. Jeg tror fast og fuldt på, at Thomas har det godt, hvor han er, men udfra det skrevne, er jeg også sikker på, han havde et dejligt liv og en skøn familie og masser af venner. Så selvom han er væk, så er der dog trøst i, at han havde netop det, et godt liv, mens han var her.

Gribende var det ihvertfald at få et indblik i hans historie. Det håber jeg så også, I synes. Er du en af dem, der godt kan lide mine kirkegårdsfotos, så ligger resten af fotos her.

Efterdønninger

Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Om det er Garbo’s bortgang eller de der hormoner jeg tager. Men jeg er klart mere hudløs end jeg plejer at være lige nu. I morges fik jeg en sød sms, med kondolance omkring Garbo, og det satte “vandværket” i gang omkring det. Det er vel naturligt nok, men jeg er også helt vildt træt, og kunne selvfølgelig ikke sove i morges. Og i løbet af dagen har jeg ikke fået sovet, hvoraf en hovedpine opstod.

Kroppen brokker sig iøvrigt med smerter i dag, i postkassen lå brev om, at jeg mangler at betale en husleje, hvilket jeg selvfølgelig ikke synes er fedt, endsige fatter, hvordan kan ske. Så hvis ikke jeg havde hovedpine, så fik jeg det. Min følelse af, at alt lige går galt blev ikke mindre af, at jeg fik udtrykt mig yderst uheldgt, og gjorde en gammel ven ked af det, jeg håber blot min undskyldning modtages. Nej det har ikke været en god dag!

Jeg tror på en blanding af for megen travlhed, lidt stress, hormoner og selvfølgelig tristhed og forvirring ovenpå hele Garbo-affæren.