17 år siden

Hold op, som tiden går. 17 år siden. Et sted ved jeg det jo godt og på en anden måde, så kan jeg ikke forstå, hvor tiden bliver af. Det er lidt skræmmende at tænkte på, hvor meget, der er sket siden dengang. Terrortruslen ligger stadig og lurer lige under overfladen og det har der desværre været mange eksempler på siden. Ingen med fly, men sikkerheden er jo også helt hysterisk, hvilket den desværre er nødt til at være, af netop samme grund.

Og ja, jeg husker stadig godt, hvor jeg var. Jeg gik på uddannelse dengang og var hos min veninde og skolekammerat. Vi er iøvrigt stadig veninder. Og hun var vist i køkkenet eller ihvertfald et andet rum, og jeg var i stuen, hvor TV’et var tændt og indslaget med tårnene kom på. Først troede jeg, at jeg så syner, at det var en film eller noget og så gik det op for mig. Og jeg råbte på min veninde og så gik dagen med at fatte, hvad der var sket og se nyheder. Ganske rystende, som det jo var for alle.

Det er noget, der ikke skal glemmes, og alle dem, der mistede livet, fortjener at blive husket, mindst den ene gang om året.

Jeg ligger stadig syg, vejret er heller ikke til andet. Men klart, jeg ville da hellere være ude i verden og det skal jeg helst seneste fredag. Men nu må vi se -jeg gør hvad jeg kan.

Weekend og megameget væddeløb

Det er weekend – igen! Jeg synes, det er hele tiden. Ikke noget som sådan at klage over der, bortset fra, at jeg overhovedet ikke kan følge med tiden. Det går for stærkt. Det er i det hele taget, men der er tider, hvor man gerne så tiden gå i stå og bare gerne ville kunne hive i nødbremsen. Sådan har jeg det i øjeblikket.

At sove dårligt, og føle sig fuldstændig drænet og udmattet hele tiden, gør ikke sagen bedre kan jeg hilse og sige. Det betyder også, at mange af de planer, jeg havde for sommeren ikke er blevet til noget som helst endnu. Ikke at sommeren er forbi, men jeg synes, intet jeg har nået. Nu var jeg så lidt på turisttur forleden, og det var da noget, og rigtig hyggeligt.

Weekenden har ikke de vilde planer. I eftermiddag er der galop på Klampenborg, hvor jeg skal ned og se om jeg kan få lidt fotos, af nogle heste, jeg ikke har i forvejen og så iøvrigt bare se løbene. Løbene starter 15.45 og løb på en fredag er ikke hverdagskost. Det har sin forklaring i, at der er Svenskt Derby i morgen så derfor var Klampenborg så nødt til at vige.

Formen i dag er bestemt intet at prale med. Jeg har sovet elendigt og er fuldstændig mast, jeg har møgondt i mit knæ, de har lovet noget regn, men det skulle stoppe til løbene begynder, og så at vågne op til endnu et terroranslag – det er ikke ligefrem fremmende for humøret. Skal vi ikke satse på, at jeg liver lidt op senere – der er ikke andet for.

For nu vil jeg ønske jer god weekend med et foto fra sidste år med et foto af Inaya (IRE), der vinder på Klampenborg (sort/hvide farver) – hun er en af de heste, jeg får at se senere i dag. Udover hende er det til venstre Nicolaj Stott/Storm, Rafael De Oliviera/Call Of Duty og Carlos Lopez/The Kicker.

En sandhed med modifikationer

Man plejer at sige, at intet nyt er godt nyt. Ikke helt rigtigt. I flere tilfælde, jeg er stødt på, at intet nyt er langtfra, at være godt nyt. Min relative “tavshed” her, er heller ikke nødvendigvis udtryk, for godt nyt, eller nyt i det hele taget. Men der er masser af nyt, det er bare ikke alt, jeg skriver om her, og så er der også lidt dårligt nyt. Dog er det rimeligt sikkert, at er jeg stille, er det sjældent godt nyt.

Jeg har en ryg, der er gået “i smadder” som jeg også var inde på i mit seneste indlæg. Det gør ikke for den mest interessante læsning og slet ikke tilværelse, når man dårligt kan gå. Jeg havde besøg af min “helt egen” (desværre ikke helt) afrikanske massør forleden, og jeg skal da love for, at han er effektiv. Det vidste jeg nu godt, for jeg kender ham så udemærket fra hans arbejde med hestene. At han så også kan mennesker, er jeg kun glad for.

Han er den eneste, jeg betror min efterhånden noget hærgede krop. Jeg har været til mange fysioterapeuter, og det er de færreste, der har vidst, hvad de gjorde i forhold til mig og min skæve ryg, og de problemer det giver – helt udover, at jeg også er hypermobil – Wayne stoler jeg 300% på, og det har da også allerede hjulpet. Det har vist sig, at jeg har betændelse i en muskel der ligger ret dybt lige ovenpå min iskiasnerve, og hele min ryg og hele min muskulatur var som en flitsbue. Jer der har prøvet noget lignende ved, hvor ubehageligt og smertfuldt den slags kan være.

Jeg laver øvelser, jeg har fået, og så skal jeg se ham igen, formentlig i næste uge. Men lige nu er jeg så byldeøm, hvor han har haft fat, at det lige må vente lidt. For når han tager fat, gør han det grundigt. Jeg var helt udmattet ovenpå den omgang og sov det meste af dagen, efter han gik, men hvis det bare hjælper, så er det okay.

Ellers sker der ikke det vilde. Eftersom jeg næsten ikke har kunnet gå, har jeg koncentreret mig om at ordne ting her på computeren – ikke mindst fotos, som jeg har så mange og nye af, at jeg næsten er ved at brække mig. Det lyder ikke pænt, men jeg fik taget alt, alt for mange senest, så jeg betaler prisen. Jeg elsker resultatet, men det kræver ufattelige mængder arbejde at sortere, og uploade til diverse. Men det må komme, som det nu kan, jeg kan ikke mere end jeg kan, og døgnet har stadig kun 24 timer, selvom jeg godt kunne bruge meget mere. Jeg har jo så også det problem, at mit hoved indimellem står helt af, og så er det, ikke computeren, jeg skal sidde og rode med.

Ellers har dagene været fyldt med terror, bomber, dødsfald m.m. i medierne. Man bliver da noget træt og ked af det hele. I dag var det historien om et 2-årigt barn, der ulykkeligt var blevet dræbt på Vestre Kirkegård, der gjorde mig helt vildt ked af det. Hvordan hulen det kunne ske, forstår jeg ikke, men det har kun kunnet lade sig gøre ihvertfald, hvis forældrene har ladt barnet ude af syne. I mit hoved slipper man ikke et barn på 2 år løs, sådan et sted – ikke så meget som et minut. Skrækkeligt er det. Det lader til, at forældre nu om stunder falder i to grøfter, enten passer de slet ikke på dem, eller også forkrøbler de dem fuldstændig og overpylrer. Men at holde nøje øje med en 2-årig falder ikke ind under “overpylren”!

Der er ikke galop i weekenden, så der bliver plads til lidt andet og blandet andet skal jeg se min far og min søster til lidt hyggeligt samvær. Det er ved at være noget siden, så det glæder jeg mig til. Lige nu er vi ved at drukne i regn, men det er godt for banen – ja man er vel galoptosset!

Ønsketænkning

Jeg ville ønske:

– jeg ikke havde ventet dette

– at jeg havde en tro på at bønner, kærlighed og håb, hjælper her

– at børn ikke skal vokse op i en verden, der er så ond

– at jeg på nogen som helst måde kan tro på, at dette ender

Til gengæld ved jeg, at der under ingen omdstændigheder skal gives køb på vores frihed, vores værdier og livsgrundlag. Det skal bekæmpes for enhver pris. Fløjlshandsker er ingen løsning i det her, det er helt sikkert!

Som mange andre lå jeg og så TV i går, da jeg på en kanalrundfart fangede, at noget var ravende galt, og det måtte jeg jo så sande, der var. Som alle andre, blev jeg ked af det og ganske lammet. Det kunne have været hvilken som helst by – også København. Dem som bilder sig ind, at det ikke kunne ske her, eller hvad nu, er bare for naive.

Tid til at sørge…..det er der bare ikke, der skal handles, og det skal være nu!

Jeg skulle vel egentlig have været…

til mindehøjtidlighed i går. Jeg ville hjertens gerne, men jeg er stadig ikke frisk. Det var ellers lige begyndt at gå den rigtige vej, synes jeg. Især i forhold til anklen! Men så her i dag, så var det lige 2 skridt frem og 3 baglæns. Uden jeg skal kunne sige hvorfor, og hvad værre er, så gør den også ondt i hvilende tilstand nu. At sige, jeg er frustreret forslår vist ikke. I dag har jeg så også været træt – igen, omend heldigvis ikke så slemt, som det kunne være.

Jeg har fået ordnet lidt fotos i dag fra min Newmarkettur – nej ikke den seneste, men den første i 2011 – hold op, jeg skal begrænse fotograferingen, hvis jeg skal have bare den mindste lille chance for nogensinde at komme med. Men dejligt at sidde og kigge dem igennem. Hvis du vil se dagens arbejde, ligger de her:

Newmarket, Suffolk, England

Newmarket Town

Som trøst i al elendigheden, har jeg noget forsinket sat en pandekagedej (det er Pandekagedag i dag) over, som jeg skal prøve når jeg har sat punktum her. Jeg plejer at være en total klovn til det med pandekager, men ingen skal påstå, jeg giver op, så nu prøver jeg igen. Om jeg kan få noget, der minder om pandekager. Hvis jeg gør, er du den første, der hører det.

Som du husker, købte jeg “vildt” ind for nyeligen, og en af de CD’er jeg købte var SEAL‘s II. album, der også bare hedder SEAL. På det album, som jeg har hørt idag (fantastisk dejligt), er “Prayer for the Dying”, hvilket jeg synes var passende, som hyldest til ofrene for skyderierne.

Dagen derpå – spam og terror

Det er vist dagen derpå for Danmark. Skuddramaer og politi bevæbnet til tænderne, er da heldigvis ikke hverdagskost. At det helst ikke skulle forekomme, er givet, men at det ville komme, ser jeg ikke som nogen stor overraskelse – desværre. Til gengæld kan det overraske mig gang på gang, hvor blåøjet og naivt nogen ser på situationen, men lad nu det ligge og lad mig nøjes med at sige, at mine tanker går til de efterladte til de uskyldige ofre.

Ganske som terrorister er spamrobotter nogen man skal være på vagt overfor hele tiden og man må hele tiden finde på nye konstruktive løsninger for at dæmme op for skidtet. Her troede jeg jo lige, jeg havde fundet “De Vises Sten”, kun for at bliver oversvømmet med spam igen. Dertil kom, at rigtige kommentarer, også ryger i spam. Her til morgen vågnede jeg op til 194 spamkommentarer. Hmprf!!! Deraf var to reelle kommentarer, som jeg selvfølgelig er rigtig glad for.

Ved tjek af mine indstillinger, kunne jeg se, at mit spamplugin og andre med det slet ikke var slået til. Så tror pokker, det ikke virker som det skal. Det må være noget med, at de efter opdatering ikke aktiveres automatisk som førhen. Hvorfor ved jeg ikke, men nu er jeg opmærksom på det og har fået slået alt til igen, så må vi se, om det holder eller jeg skal udi noget andet igen.

Helbredet har det bedre og jeg aner en anelse lys for enden af tunnelen. Vejret har vist taget efter, hvordan stemningen ovenpå sådan “en omgang” næsten skal være, gråt, koldt og trist! Derfor valgte jeg et sommerligt og varmende foto, og håber du på trods får en god søndag.

P.S.: Nu vi er ved plugins, så kan I alle jer, der ikke er på facebook, trykke “like” nu helt anonymt, på det lille hjerte i bunden af indlægget og på den måde vise, I synes om.

Je Suis Charlie

Jeg tog i stalden i morges, og var ganske uvidende om angrebet i Paris indtil ret sent på dagen, fordi jeg simpelthen var helt forfærdeligt træt, da jeg kom hjem.

Er jeg overrasket? Nej, det kan jeg desværre ikke sige. Forfærdet og ganske ved at kaste op over, at en hel verden igen skal ligge under for den her fanatisme – helt sikkert. Man løber helt tør for ord, og jeg kan kun konkludere, at verden er af lave. Ender det her – nej, det tror jeg heller ikke. Desværre er der nok ingen ende på det. Men kan kun sende alle sine gode tanker til ofrenes familier, og håbe at der i nogen grad kan dæmmes op for fremtidige angreb.

Således fik en ellers dejlig morgen i stalden en trist slutning, og som sagt, man løber helt tør for ord sådan en dag – Je Suis Charlie!

11. september 2001 – 10 år

Det er i dag 10 år siden, det helt utænkelige skete. De skrækkelige billeder af Tvillingetårnene, der styrtede til jorden og ikke mindst alle de mennesker, der var i bygningerne, der måtte springe i døden eller lade sig gå til i faldet. Uanset, var udfaldet det samme – døden. Tænk at have stået der med visheden om det. Det er næsten ikke til at bære at tænke på. Men vi skal tænke på det, og især på dagen.

Hvad er der så sket siden, og hvad har konsekvenserne været af det? Tjah, vi kender alle den forhøjede sikkerhed i lufthavne og mange andre steder, hvor der ikke skal nær det samme til før alarmberedskabet ryger op i RØD. Her har jeg persoligt været ude for en (heldigvis) falsk bombealarm på stationen lige ved.

En langt alvorligere følge af den forfærdelige hændelse er, at mange af de brandmænd, der reddede folk ud fra ruinerne, og gravede de døde ud, nu bliver alvorligt syge. Flere hundrede, er allerede døde. Kilden er støvet fra ruinerne, som giver cancer og lungeproblemer. Derudover kommer efterdønningerne fra alle dem som mistede nogen ved det oprindelige angreb, eller som stadig lever med traumer fra det i en eller anden form.

Uanset, hvor stor vi synes effekten er af angrebet her 10 år senere, så skal det aldrig glemmes, og heller ikke de tanker, kræfter og ideologier, der lå bag det frygtelige angreb. For selvom mange af dem, enten blev slået ihjel ved selvmordsangrebet 9. september 2001 eller ved nogen før eller senere, og nogen andre taget til fange og dræbt på anden vis, så er der med garanti masser, der gerne tager over, hvor de andre slap.

Ground Zero er her 10 år efter næsten stadig bare det, og der er kun bygget en bygning på sitet sådan rigtigt -7 World Trade Center. To bygninger er i konstruktionsfasen lige nu – One World Trade Center and 150 Greenwich Street (kendt som: Four World Trade Center). Dette er bemærkelsesværdigt eftersom de to originale tårne kun tog 3 år at bygge fra start til slut. Du kan læse mere om genopbygningsplanerne på Wikipedia.

Lad os håbe på en dag uden voldlige markeringer af denne så triste dag, og at vi forhåbentlig aldrig skal opleve noget lige så skrækkeligt igen. Dagen vil blive markeret på mange TV-kanaler i dag, ligesom i medierne generelt. Her kan du se en fotojournalist genopleve sine egne levende billeder fra dagen.