Nogen mere end andre

Jeg har især i starten af mit blogliv hørt mange kommentarer på det med at fotografere på kirkegårde. Nogen bryder sig om det og andre gør ikke. Og det er helt i orden. Dog ved jeg, at jeg inklusiv kamera viser de afdøde og gravene langt mere respekt end den dame, jeg så forleden på Vestre Kirkegård iført unger og to hunde, der ufortrødent gik løs og forrettede deres nødtørft op ad gravene!!! Eller dem, der behandler det som en træningsbane og løber igennem.

Det er med stor opmærksomhed indføling og interesse for de skæbner, jeg møder, jeg bevæger mig rundt og fotografere. Og som jeg ser det, kan det heller ikke fra de afdødes side, være negativt. Ihvertfald er der ingen negtivitet til hensigt med min vandren og fotografering, hvorfor dette indlæg også KUN er udtryk for indlevelse og medfølelse med de pårørende til netop denne afdøde.

Det er altid trist at miste, men at miste et barn, siges at være det værste, der kan ske for et menneske. Da jeg ingen børn har, kan jeg kun gisne om, at det må være sandt, og sammenligner jeg med smerten ved tabet af min mor, så – ja! Det går jo ikke på at måle hvis smerte er størst, men om at afdøde i hvert tilfælde forhåbentlig var elsket af nogen, mens de var her, og således også savnet, når de går bort.

Selvsagt, er alle noget særligt, og selvfølgelig fotofraferer jeg kun sten, jeg ser et eller andet i. Det være sig stenen som sådan, der bare er smuk, dekorationen, baggrunden i forbindelse med m.m. Men det kan også være fordi, den “historie” gravstenen fortæller mig, griber mig. For at den gør det, har stenen som regel fanget mig først.

Lige sådan et tilfælde mødte jeg forleden, da jeg var på Vestre Kirkegård. Det første der fangede mig var stenen, eller rettere stenene. Der var fire enorme blanke sorte granitsten, der altså fyldte ret så betragteligt i landskabet og var meget synlige. De var ikke gemt væk, men var på et relativt åbent stykke, så jeg skulle have været, noget nær blind for at undgå at se dem. Ved nærmere eftersyn var det så, at jeg så, at Thomas ikke blev ret gammel.

Det er altid ekstra hårdt tror jeg, når vi føler vores kære er taget herfra for tidligt. Og dette var helt sikkert et sådant. Det er ikke ofte det sker, men når jeg støder på en sådan sten, sker det jeg prøver at se, om jeg kan finde historien bag den, når jeg kommer hjem. Det gjorde jeg med Thomas.

Allerede fra stenen, var det tydeligt, han var højt elsket, og da jeg fandt hans historie, blev det helt krystalklart, at han var en smuk, livsglad og kærlig ung mand, der blev revet fra familie og venner på mest ubarmhjertige måde. Jeg tror fast og fuldt på, at Thomas har det godt, hvor han er, men udfra det skrevne, er jeg også sikker på, han havde et dejligt liv og en skøn familie og masser af venner. Så selvom han er væk, så er der dog trøst i, at han havde netop det, et godt liv, mens han var her.

Gribende var det ihvertfald at få et indblik i hans historie. Det håber jeg så også, I synes. Er du en af dem, der godt kan lide mine kirkegårdsfotos, så ligger resten af fotos her.