Juleupdate og for mange kokke

IMG_8595_600_Juleaften

Så blev det også Jul. Og som ofte, formede den sig langt fra, som planen var. Første hurdle var, at jeg måtte sige fra til at fodre de firbenede, som jeg ellers plejer Juleaften. Den tjans er jeg ellers meget stolt af, men helbredet spørger ikke om den slags.

Ganske som frygtet, blev det en renden til lægen inden Jul og jeg var igennem først en antibiotikakur, der overhovedet ikke hjalp. Så lod vi se, om infektionstal faldt – det gjorde det ikke, endnu en kur, dennegang en hestekur på 3 dage. Resultatet var lige nedslående. Så var jeg til lægen (en erstatnings en af slagsen), der var fortravlet og vist ikke tog mig særlig alvorligt – det skulle bare ses an. Hvis ikke bedre, skulle jeg ringe, det gjorde jeg så, og talte med sekretæren. “Blev du podet?”, nej det kunne jeg jo ikke prale med og må indrømme, at jeg ikke lige selv tænkte på at foreslå. Så siger hun Gudhjælpemig “Jamen, læge X. er da ellers halsspecialist, det skulle du da have sagt”! For det første, har jeg aldrig været hos den læge før. Som er endnu en tilføjelse, til en snart længere række nu, og for det andet, hvordan hulen skulle jeg vide, at hun var halsspecialist. Det havde måske været smart at fortælle mig det, og uagtet, så ville det måske have været smart, hvis hun havde sat sig lidt ind i tingene og selv foreslået.

Jeg er ked af at sige det, men det er blevet nøjatigtig “for mange kokke fordærver maden”, som jeg frygtede. Ingen ved, hvad den anden laver. Når man som jeg og formentlig også mange andre, har et bøvlet helbred, duer det altså ikke at komme ind til 10 forskellige hele tiden. Det betyder, der er alt for megen baggrundsviden, der går tabt, og man skal forklare helt forfra. I mit tilfælde, ville det tage det meste af en dag, og fortælle alt det, der kræves i nogen tilfælde. Nu er beslutningen, at kan jeg ikke ikke komme til “min egen” læge, så venter jeg. Jeg gider simpelthen ikke blive hevet rundt i manegen på den her måde (endsige føle mig til grin).

Jeg ved ikke, om lægen i sin tid hele tiden havde det her scenarie i tankerne, da han overdrog sin praksis til den nye læge. Det håber jeg ikke! Mit bedste bud må være, at også han tager sig til hovedet, som det har udviklet sig. Bare så lille en ting, som der er sat 10 minutter af til hver patient. Hvad hulen kan man nå på 10 minutter??? Jeg bliver stresset på forhånd, når der er så travlt og stresset og glemmer ofte, hvad jeg også kom for, og jeg føler ikke, der er tid til mig. Sidst jeg var hos min læge følte jeg nu, at han tog sig tiden til mig, men det var så også i hans frokostpause, som han undværede. Det er ikke meningen, at man skal føle sig til besvær meget af tiden, når man som jeg trækker den og trækker den og aldrig render unødigt. Det er bare ikke godt nok, og jeg tænker, det her system er Frankensteins monster og skruen uden ende. Flere og flere patienter og flere og flere læger, sygeplejersker og sekretærer – hvorfor ikke bare sige stop?? Hvornår slutter det, og hvem har noget ud af det her? Ikke paienterne ihvertfald, og personalet virker stresset og har slet ikke det overskud de havde. Det er trist, meget trist! Var det virkelig det, der var målet?

Nå det var et lille “opstød”, men det plager mig virkelig, at det skal være sådan, for det kunne være så godt, som det var i starten. Men for nu at vende tilbage til Julen, så var jeg den 23. lige nede og hilse på i stalden og spise morgenmad med pigerne. Og selvfølgelig hilse på Kickertutten og alle de andre. Dejligt at se dem, men frisk var jeg jo ikke. Få dage efter steg min feber igen og bedst som jeg tror, den falder, kommer den igen. Den læge jeg så var til, som jo var specialist, fortalte mig, at det var lægevagten, hvis jeg fik feber igen o.s.v. Jeg har ikke ringet til lægevagten, det kunne jeg ikke drømme om (medmindre, jeg fik meget høj feber), for de gør lige nøjatigt ingenting, og jeg gider altså ikke skulle forklare og gøre ved til dem. Det er mere besvær end det er værd. Jeg foreslog jo, at jeg evt. fik en antibiotikakur, så jeg havde den liggende til nødstilfælde, men det ville sekretæren ikke. Sjovt nok har lægen gjort det før, for han ved godt, jeg er ansvarlig. Nej det havde ikke hjulpet, men kunne måske have gjort, jeg kunne have haft en bedre Jul end tilfældet har været. Som det er, er jeg stadig op og ned af skalaen og ikke frisk. Lige i skrivende stund, har jeg ingen feber, men jeg tør ikke tro på noget, da det hurtigt kan gå den anden vej og jeg heller ikke har det godt, under alle omstændigheder. Jeg tog også febernedsættende i forgårs, for at få det bedre, så det er ikke til at regne med endnu. Selvsagt, skal jeg have en tid efter Nytår, hvis tingene ikke er normaliseret, og infektionstallet skal uanset tjekkes.

Ellers er Julen gået med masser af fjernsyn, og der er på den konto ingen ende på alt det, jeg har fået set og stadig får set. Det er hyggeligt nok, men al ting med måde, og jeg har for længst nået grænsen for, at jeg synes, det er hyggeligt bare at være her, men det spørges der desværre ikke om.

Der er masser at skrive om, og i det hele taget at gøre, men sålænge det ikke er bedre, må det bare blive som det kan. Juleaften fik jeg dog Julemaden, der som sidste år var den dejlige nøddesteg, men den så væsentlig pænere ud i år, og blev flettet smukt. Jeg tænker, øvelse gør mester, og nu var jeg jo sløj, men som første forsøg under givne omstændigheder, var jeg godt tilfreds. Tilbehøret var lidt anderledes i går, med brune kartofler, rødkål og rødkålssalat. Klik på foto nedenfor, hvis du også vil prøve nøddestegen, der jo altså også kan spises ellers med lige det til, du har lyst til.

IMG_8594opt2_Juleaften2015

Jeg havde også en Alex

The Lake HouseHar du nogensinde set filmen “The Lake House (2006)”? Det er en rigtig sød historie om lægen Kate Forster (Bullock), der på tværs af tid forelsker sig i arkitekten Alex (Reeves). De udvikler en korrespondance via postkassen ved huset ved søen. Der er mange forviklinger og krydsrefferencer, men det korte af det lange er, at til sidst bliver det for “broget” og hun beder ham stoppe, deres korrespondance. Hvordan og om de finder hinanden igen, synes jeg selv du skal se. Det er en rigtig dejlig film, hvis man er i det hjørne.

Men det jeg også ville fortælle med den her historie, er at jeg havde “min egen Alex” og nu hvor jeg lige har siddet og set filmen, blev jeg faktisk rørt til tårer, fordi det hele passer så fint. Selvfølgelig har jeg ikke noget hus ved en sø (ville jeg gerne have), og ham jeg tænker på heller ikke, men i relationen til at forelske sig på afstand uden nogensinde at mødes, det var lige præcis også, hvad vi gjorde.

Nogen vil sige, at det kan man ikke, men det kan jeg så bevidne, at det kan man ihvertfald. Og “min Alex”, var faktisk mindst lige så smuk som Keanu Reeves, og der skal noget til. Om jeg var lige så smuk som Sandra, skal jeg ikke dømme i, men egentlig kommer det jo slet ikke an på det, i den sidste ende.

Jeg vil lade følgende to citater fra filmen tale for sig selv, hvor kønnet så er det eneste, der er lavet om i første:

“I den tid, jeg kendte ham, var han det meste virkelige, jeg noget, jeg nogensinde har oplevet” “Jeg elsker ham, og nu er han væk”

“Der kunne ikke have været to hjerter så åbne, to livssyn så ens, ingen følelser i større harmoni”

Læser han dette, ved han hvem han er, og ja jeg tænker stadig ofte på ham, og hvorfor vores timing i den grad var så forkert. Havde det hjulpet, havde jeg gerne ventet på ham!

En massiv indsats

Jeg ved sgu ikke, hvordan det kan lykkes min hedengangne vinduespudser, at gøre det her på knap en time, for det har taget mig hele dagen. Okay, jeg skynder mig ikke og har holdt lidt pause indimellem, men stadig vil jeg mene, de penge jeg smed efter ham var godt givet ud, når man tænker en massiv indsats, det var for mig at få pudset de vinduer. Okay store vinduer og ind- og udvendig, men alligevel. Når jeg tænker på, hvad jeg kunne nå førhen, kan jeg blive helt dårlig, men det nytter jo ikke. Det korte af det lange er, jeg fik pudset vinduer og det er jeg glad for. Det er nok ikke de kønnest pudsede i verden, men de er renere end de var og det er godt nok til mig.

Nu skal alt stilles på plads igen og jeg skal hen og slappe af, for jeg er godt nok brugt op nu. Hvad har du bedrevet på sådan en grå tirsdag?

Søndag i blæst og regn

Det har været en omtumlet uge som har budt på både dårligdom og hesteglæder, sådan lidt blandede bolsjer, som livet nu er, især for mig. Jeg har det heldigvis godt igen og har ikke spildt tiden, men været hos hestebørn både fredag aften og lørdag morgen og eftermiddag. Lørdag morgen var vi noget udfordret på vejrsiden, da vindstød af stormstyrke og heste, sjældent går godt sammen, men det gik da og om eftermiddagen var det ikke så slemt igen.

Eftersom jeg nu har det bedre, giver det også mulighed for (igen) at begynde at tænke i Londontur og jeg har en ide om, hvornår det skal være. Egentlig var min plan jo, at jeg skulle have sået en masse på min altan i år, og det er sådan set stadig meningen, men jeg synes så heller ikke, der er meget ide i at få sået en masse, der så potentielt kan dø, mens jeg er borte, men nu må jeg lige se. Måske de godt kan klare sig sålænge. For det er ved at være på høje tid med mange frø. Nogen ting som tomater, kan jeg jo købe som færdige planter, selvom det også var planen at jeg skulle starte fra frø med dem. Hm, dilemma… Det skal ihvertfald ikke være årsag til stress, men være sjovt og en fornøjelse, og så må det gå som det nu kan. Jeg prøver nok at begynde på noget, og så må vi se, hvordan.

Ellers har da af ovennævnte årsager ikke været den store aktivitet her og heller ikke så mange nye fotos, som man kunne ønske sig, udover dem jeg har taget forleden af Klampenborg Galopbane’s tranformation. Det er ikke lysten til at tage flere fotos der mangler, men tiden og kræfterne. Og når man så bliver nedlagt af sygdom og dårligdom meget af tiden, så slår ingen af dem til på nogen som helst måde, og man samtidig har nogen ting, der skal fungere – såsom et hjem også. Dertil kommer, at jeg har mængder af online- og hjemmeprojekter, der står i kø allerede, så at smide mere ved på bålet, er ikke noget, jeg kan tillade mig p.t. Og om alt går efter planen kommer der jo så også nogle Londonfotos, hvilket bringer den dårlige samvittighed op i forhold til de Berlinfotos, jeg mangler at ordne også. Suk! Så derfor har jeg besluttet mig at begrænse mig så meget, jeg overhovedet kan, for at forsøge at få bund i en masse, eller ihvertfald komme bunden nærmere, for at nå den, ved jeg dælme aldrig om jeg gør.

Generelt set, går tiden alt alt for stærkt, men jeg kan høre på min vennner og veninder, at de har samme problem. Selvom det hjælper lidt, så dog en ringe trøst – jeg ville hellere sidde med en følelse af at være totalt overskudsagtig og have nået langt, langt mere end jeg nogensinde kommer i land med! Nå, men sådan er det, og sålænge jeg prøver at nyde livet så meget som muligt, så går det nok alligevel. Foreløbig smider jeg lige lidt weekendlinks til jer, som jeg håber, I vil have glæde af, selvom I skulle have haft dem tidligere på weekenden, så løber de jo ingen steder og kan læses, når som helst. Nyd resten af jeres søndag.

Videoen ovenfor er en trailer til en ny ting på mit TV (DR1), som jeg nyder. Jeg har altid været helt skudt i Martin Shaw, eller altid og altid, siden jeg så Dommer John Deed (2001-2007), og nu er der en ny serie med ham, som hedder Inspector George Gently (2007-), så der er heldigvis masser af afsnit at tage af, og jeg kan nyde ham igen. Serien er en traditionel krimiserie med en Kommissær i hovedrollen incl. partner og diverse sager, men her med det tvist, at den foregår i 60’erne, hvilket jeg synes er lidt sjovt. Jeg har kun set et afsnit indtil nu og har optaget et mere, som jeg skal ind og se, når jeg er færdig her, men “tør” nu godt anbefale.

Normalt, når vi taler om racisme, så tænkes der på hvides mod folk af mørkere orientering, men faktisk er det ved at udvikle sig den anden vej.

Den næste er noget i lidt samme boldgade, omend jeg er meget bevidst om, at mange slet ikke spørger i en ond mening, så skal det nævnes, for det kan godt være noget af en belastning, og en kende irriterende faktisk, når man bliver spurgt til sit etniske ophav, næsten før folk har sagt goddag (engelsk)! Jeg har personligt intet imod, at fortælle om det og tale om det (selvfølgelig), men det skal være i rette sammenhæng og noget jeg fortæller til folk, jeg kender lidt. Det er trods alt en personlig ting, som så meget andet, man ikke smider på bordet som det første – det synes jeg ihvertfald ikke.

Denne video, har floreret på facebook i helt ekstrem grad, men den er også sød. 20 fremmede, der bliver sat til at kysse og virkningen, det har.

Nu kan man næppe kalde mig særlig høj, men jeg kender da mindst et par stykker af slagsen og her skulle være 8 sites, som er gode at handle på (engelsk) for dem.

Den med tiden var jeg inde på ovenfor, og det taler Chris McDonald også om – at prioritere sin tid – noget som er meget vigtigt.

Igen vil jeg lige nævne et helt, men meget praktisk tip. Jeg ser SÅ ofte folk skrive, at de har mistet deres telefon og ikke har folks numre. Brug tid på at taste dine venner og bekendte ind i en online adressebog, så skal du ikke HVER gang du får ny telefon, spørger efter deres detaljer. Plaxo, er supersmart, for melder dine venner sig, så kan de opdatere deres oplysninger og alle er med det samme lige kloge. Det kræver dog, at de husker at gøre det. Men hvis du husker at smide de oplysninger ind, du modtager, så er du altid med. Du kan selvfølgelig også gøre det i dit mailprogram – f.eks. Gmail. Det gør jeg så også, så er jeg dobbelt sikret. Uanset hvad, gør noget!

Som altid skal der lidt lækre madsites med også:

The Veg Life (engelsk)

The Organic Gourmet (engelsk)

My inspiration (engelsk)

Sidst men ikke mindst Vegan Miam, som har den meste fantastiske GiveAway for tiden. Den går på vegansk ost. Noget som jeg mangler i den grad. Jeg har rigtig svært ved at slippe min sædvanlige ost, og det er stort set umuligt at købe noget, der er værd at spise. I USA og England bl.a., har de et helt andet udvalg. Disse oste, findes i alle lande lige rundt os, jeg håber, de snart kommer til DK, men her kan man så vinde nogen. Nu får vi se, om jeg er heldig.

Sporene skæmmer stadig

En lille hilsen for fortælle lidt som I efterhånden har fattet. Formen ér dårlig for tiden. Udmattet må være det bedste ord, jeg lige kan sætte på det. Hvorfor det griber sådan om sig lige nu, skal jeg ikke kunne sige, men at det er til stor gene, kan jeg helt sikkert skrive under på. Dertil kommer at den hylen i mit hoved, der ellers havde forføjet sig noget, er vendt tilbage med fuld styrke, noget der også dræner mig gevaldigt. Dagen i dag, har været endnu en dag på sofaen efter et smut hos fodfidus, der tog sig kærligt af negle, der driller og et smut i Irma.

Det jeg egentlig ville sig er, at jeg på min tur rundt her på bloggen ofte støder på indlæg, hvor fotos mangler, og ikke er kommet med over eller er ødelagt af tidligere 2xhacknings”sessions”. Jeg uploader nye og friske fotos, så hurtigt jeg opdager, men det er selvsagt et job, der ikke lige bliver færdigt. Jeg vil her i vinteren koncentrere mig meget om at få udbedret de skader, ligesom jeg skal have styr på en mængde fotos stadig. Jeg har så galt overvejet helt at hive stikket for at prøve at få styr på mere.

Problemet består ikke kun i forhold til tid, men i høj grad i forhold til kræfter, og der er ikke noget, jeg ligesom kan gøre ved det. Jeg har jo også alle de helt normale andre ting, jeg også skal – udover bare at sidde her, hvilket jeg – tro mig – snildt kunne gøre i døgndrift, havde jeg tiden og kræfterne til det. Det korte af det lange er, jeg gør mit bedste, og mere kan jeg ikke.

Mangelfuld søvn og mange pligter


Eremitagesletten ved besøget på slottet

Egentlig havde jeg 1001 ting, jeg skulle idag. Men det blev smadret til en start af, at jeg næsten ikke har sovet i nat. Lidt har jeg dog bedrevet, da jeg endeilg fik mig slæbt op. Vaskemaskinen har dog stået for det meste. Det har også ret, og den er stadig i gang.

Jeg har fået lavet lækker frokost. Det føles altid godt at få lavet dejlig, velsmagende og sund mad. Til aften bliver det en lidt lettere løsning – nemlig noget fra fryseren, som trænger til at blive tømt og afiset.

Desværre passede de anglofile sko ikke, så nu skal jeg have dem returneret på en eller anden vis. De fås i butikker, men så skal jeg et stykke væk, men hellere det, end at få et par mere, der ikke passer. Ellers skal jeg bare undlade dem helt, men jeg synes, de er fine.

Nu er der tidspres på nogen af de ting, jeg skal have ordnet her, så jeg er nok lidt stille indtil jeg lige har fået mere styr på det og potentielt har overstået også. Så ved I det.

Overload


Fra den dejlige tur til Göteborg

Puha, jeg kan ikke følge med. Hverken her eller i det hele taget. Der er stadig ting, der skal gøres her, og der er hele tiden noget ude i verden, der også kræver opmærksomhed.

I morgen skal jeg på heldagstur med Gentofte Kulturforening – efterårstur til Gisselfeld og Knuthenlund, hvorfor jeg skal i seng lige straks, lørdag formentlig ingenting og dog – prøve at lave lidt her, selvom jeg gerne ville til Vegetardag:

Dansk Vegetardag
Lørdag den 31. august
Kl 10:00-15:00
Højbro Plads – Indre by – Kbh.

Men jeg skal også kende min begrænsning, og med Damernes Dag på Galopbanen om søndagen også, må noget skæres fra. Men vi må se, hvordan jeg har det lørdag.

Bloggene er nedprioriteret helt p.t., for jeg skal fokusere på projekter her, og hvile indimellem “livet”!! Kan I have en rigtig god weekend, hvis jeg ikke får skrevet mere inden (det regner jeg ikke med, hvorfor en hilsen nu).

Et nyt år og nye forsøg

IMG_5817opt2_Nytår

IMG_5822opt2_Nytår

IMG_5826opt2_Nytår

Som mange andre tænker jeg da også på, hvad jeg gerne vil gøre med det nye år. Der er flere ting, jeg rigtig gerne vil have gjort. Jeg har været heldig at få mulighed for at rejser lidt de seneste år, og omend jeg har haft fantastiske oplevelser, så kræver det jo altså lidt på kistebunden også. Det er der ikke så meget af nu, måske kommer der uventet noget, uden jeg ved, som sidste år, hvor turen gik til Berlin.

Så jeg har tænkt, at jeg vil prioritere lidt anderledes i år, og rejse mest i Danmark i år. Dette skyldes ikke mindst, at jeg har en masse projekter her, jeg gerne vil have ud af verden. Jeg har en masse ting, jeg skal have ryddet ud, som jeg i mit samlerhjerte har haft svært ved at skille mig af med, men som jeg også ved, jeg aldrig får brug for. Jeg trænger for en oprydning. En anden ting er, at jeg skal have malet her i lejligheden. Jeg skal undersøge, hvad det koster og se, hvordan det bliver muligt, men males skal der. Uanset en udskrivning i maling.

Der er også en ny sofa (eventuelt brugt) på tapetet, ligesom enten renovering af den store stol, eller en anden stol, så som du kan forstå, så er der nok at bruge “ingen” penge på.

Iøvrigt har jeg det som mange andre, at man kan opstille nok så mange mål for året, og så går det “i skoven” med de planer og løfter. Sådan gik det også for mig. De mål handlede om motion og vægt og de bedste intentioner. Dem har jeg selvfølgelig også i år. Jeg nåede dog så langt, at jeg fik mig meldt hos Fitness World og jeg har skam også været der, og været flittig, når det er sket. Men lad os endelig bare konstatere, at det er blevet til alt, alt for lidt. Der er mere end plads til forbedring. Jeg håber, jeg kan. Lige nu svimler det stadig, og sålænge jeg dårligt kan gå en strækning uden at ligne en der har indtaget anseelige mængder alkohol, så kan du selv regne ud, hvorfor træning lige nu bestemt ikke er sagen. Iøvrigt er det slet ikke sikkert, det er godt, hvis jeg har den ekstra diagnose, jeg ikke er 100% på. Men nu prøver jeg, og får jeg det dårligere, hvilket jeg ikke synes, at have registreret, må jeg jo bare droppe det.

Udover disse to meget krævende ting, vil jeg selvfølgelig prøve på alt det hyggelige også:

Studere mit kamera’s mange funktioner mere nøje

Læse (lytte) flere bøger

Drikke mere te (kan faktisk godt lide)

Have flere middage/frokoster samvær med gode venner

Tage mindst lige så mange fotos, for jeg elsker det og skal have bestilt nyt objektiv nu her. Det glæder jeg mig til og tage fotos med det.

Når det er sagt, må og skal jeg også have sorteret flere fotos i år. Jeg prøver, men der er desværre grænser for, hvor længe, jeg kan sidde her.

Jeg bliver aldrig herre over mit helbred, sådan er det, men jeg vil prøve at pine så mange oplevelser jeg kan ud af mit nye år, ganske som jeg gjorde sidste år. Iøvrigt opdagede jeg i går, at jeg nu har blogget i 6 år (13. december), så det er da et stykke tid. Jeg har ikke fået mindre lyst til at blogge, tværtimod! Det er en god måde at kunne kigge tilbage på årene for mig selv, og jeg synes det er sjovt. Sålænge jeg synes det, så bliver jeg ved. Faktisk har jeg ikke tid og kræfter nok til at skrive alt det, jeg gerne vil. Så jeg løber ikke tør for indlæg, mere for tid og kræfter, men gør mit bedste, mere kan ingen forlange – heller ikke mig.

Håber I alle er kommet godt ind i det nye år, og glæder mig til at høre fra jer både her, på Facebook, ude i livet og hvor vi ellers støder sammen. Vi starter på en frisk, og det er altid godt!

God Weekend!

Denne her sang spillede de i min radio, da jeg kørte ind på Herlev hospital for at hente far. Det er noget musik lige efter min smag. Jeg kendte den ikke, men Stevie Wonder kan man altid kende, så der var ikke langt til handling og slå den op nu her. Dejlig, dejlig – det håber jeg så også I synes.

Patienten har det godt, og er installeret hjemme. Det var rart at komme hjem, men han skal derud igen på mandag. Jeg må sige, at Herlev godt nok tager prisen i dårlig information (og rengøring) og overordnet er indtrykket bare rodet og kaotisk og det har mere eller mindre været spild af tid, at far har været der. Vi er ikke længere nu, end da han kom og de har indtil nu intet foretaget sig som ikke er blevet gjort! Jo lige i den akutte face gav de blod og alt det, og fik stoppet blødningen, men det kunne de også have klaret på Gentofte. Senere gentager de undersøgelsen som far lige har fået lavet på Gentofte, og så ligger han bare og venter, og venter. Så sender de ham hjem kun for at han skal komme igen på mandag, og så eventuelt videre igen til Riget til en sidste undersøgelse går jeg ud fra. Jeg ved ikke, hvor fejlen ligger, men ingen skal bilde mig ind, det er effektivt – og det er var vel planen med, at vi skal jages rundt fra et specialiceret sygehus til det næste??

Weekenden bliver travl. Der er løb på banen i morgen med heste fra stalden til start. Og søndag går turen til Stockholm, hvor jeg aldrig har været før. Det bliver simpelthen så spændende. Så jeg er ked af det for denne weekend får jeg helt sikkert ikke skrevet ret meget her, hvis noget. Men det er ikke indlæg der mangler. De står i kø! Desværre har døgnet ikke 72 timer. Kan I nu have en god weekend og så “ses” vi lige pludselig.

Vægttab, midler, mål og tidshorrisonter

Det skal ingen hemmelighed være, jeg kæmper med kiloene. Ikke at der kommer flere af dem, det gør der heldigvis ikke. Jeg holder vægten og den har, når den har bevæget sig det sidste længe, kun gået nedad, hvis noget.

Så langt så godt, men det er ikke blevet til nok, det skal jeg være hudløst ærlig at indrømme. Lige så ærlig skal jeg være og sige, at jeg er hamrende gal i skralden på mig selv over det. For det er jo sådan, at det kun er mig, jeg kan takke (not!) for det! Det nytter ikke – de skal af de forbistrede kilo. Jeg kunne selvfølgelig bare give op og konstatere, at jeg er en halvgammel pige (lige straks) og det er lidt ligemeget. Gu er det ej ligemeget!! Hverken udfra et helsemæssigt synspunkt eller humørmæssigt. Jeg er drønked af, at se sådan ud. Forleden tog nogen et foto af mig, og jeg var ved at løbe skrigende den anden vej, eller grave mig meget, meget langt ned, da jeg så det. Rigtig ked af det bliver jeg. Man er SÅ god til at bilde sig ind “at det er jo heller ikke så slemt” – men gu er det!

Så nu må der altså andre boller på suppen – det går bare ikke. Tiden går bare, og jeg spilder tid, jeg kunne nyde nyt tøj og større velvære på at være led og ked af mig selv. Dette oveni, at det ikke ligefrem er fremmende for den proces, der taler for et forhold til det andet køn (ikke at jeg egentlig savner det vildt, men stadig). Sålænge jeg ikke kan holde 100% af mig, forlanger jeg det jo heller ikke af andre vel?

Nå, men altså her i dag så læste jeg indlægget her ovre hos Frau Putz og nu meldte jeg mig så. Det har jeg gjort før, men det blev altså heller ikke til det vilde. Nu skal det altså bare funke. Og nu har jeg jo den smarte telefon også – så der er ingen undskyldninger! Sæt igang! Så når jeg ikke at blive smækkerlækker til den her fødselsdag, som ellers var planen, men så må jeg nå det til Jul måske!? Der skulle det meste ihvertfald være røget – hvem er med på en udfordring – eller vi kan også bare lave en klub? Måske I også vil meldes på Madlog?

Jeg kan godt forstå, hvis I er lidt trætte af at høre det, og se så lidt resultater – for det er jeg faktisk også. Jeg kan kun håbe, at jeg nu får fat i “den lange ende” og ender med at at kunne smide et foto op af mig, som “smækker-lækker” – tro mig, der er intet, jeg hellere vil. Det SKAL lykkes!!