Jeg havde også en Alex

The Lake HouseHar du nogensinde set filmen “The Lake House (2006)”? Det er en rigtig sød historie om lægen Kate Forster (Bullock), der på tværs af tid forelsker sig i arkitekten Alex (Reeves). De udvikler en korrespondance via postkassen ved huset ved søen. Der er mange forviklinger og krydsrefferencer, men det korte af det lange er, at til sidst bliver det for “broget” og hun beder ham stoppe, deres korrespondance. Hvordan og om de finder hinanden igen, synes jeg selv du skal se. Det er en rigtig dejlig film, hvis man er i det hjørne.

Men det jeg også ville fortælle med den her historie, er at jeg havde “min egen Alex” og nu hvor jeg lige har siddet og set filmen, blev jeg faktisk rørt til tårer, fordi det hele passer så fint. Selvfølgelig har jeg ikke noget hus ved en sø (ville jeg gerne have), og ham jeg tænker på heller ikke, men i relationen til at forelske sig på afstand uden nogensinde at mødes, det var lige præcis også, hvad vi gjorde.

Nogen vil sige, at det kan man ikke, men det kan jeg så bevidne, at det kan man ihvertfald. Og “min Alex”, var faktisk mindst lige så smuk som Keanu Reeves, og der skal noget til. Om jeg var lige så smuk som Sandra, skal jeg ikke dømme i, men egentlig kommer det jo slet ikke an på det, i den sidste ende.

Jeg vil lade følgende to citater fra filmen tale for sig selv, hvor kønnet så er det eneste, der er lavet om i første:

“I den tid, jeg kendte ham, var han det meste virkelige, jeg noget, jeg nogensinde har oplevet” “Jeg elsker ham, og nu er han væk”

“Der kunne ikke have været to hjerter så åbne, to livssyn så ens, ingen følelser i større harmoni”

Læser han dette, ved han hvem han er, og ja jeg tænker stadig ofte på ham, og hvorfor vores timing i den grad var så forkert. Havde det hjulpet, havde jeg gerne ventet på ham!

Erfaringer og timing udi mandolinens verden

Du husker måske, at jeg for snart noget siden nu, købte en mandolin? Hvis ikke, så kan du så læse baglæns. Hvorom alting er, var jeg jo sikker på, at jeg ville få rigtig meget glæde af den her dims. Indtil i dag, har den stort set ikke været brugt.

Hvorfor spørger du så, når jeg nu var så glad, da jeg købte, og netop overbevist om, at den var svaret på alle mine behov den vej rundt. Tjah, jeg skal sige dig, hvis du lover ikke at fortælle det til nogen. Jeg har været en klovn :-) Ganske enkelt. En af de første gange, jeg skulle bruge den skar jeg mig noget så vedderstyggeligt på den, og kunne ikke finde ud af, at bruge den rigtigt, og vende den som den skulle og i det hele taget drillede det hele bare – kender du det? Nå, men så blev jeg så indebrændt og ked af det, at så kunne jeg dælme sagtens snitte i hånden, som jeg altid har gjort. Og selvfølgelig kan jeg det, men det tager altså også lige rigtig meget længere og er noget sværere at få ens.

Idag havde jeg så en ide om, at jeg skulle prøve at lave kartoffelgratin’en, jeg lavede for lidt siden, bare inklusive nogen flere ingredienser og den skulle faktisk have været i brug dengang også, men kom af ovennævnte grunde ikke. Idag tænkte jeg, at nu skulle det altså være løgn. Det er sgu da for tumbet, at have den stående inde i skabet og ikke bruge den. SÅ svært burde det ikke være. Og nogengange, er timing og alting bare forkert, og andre dage er det hele bare rigtigt. Og i dag “fandt jeg de vises sten” i forhold til min mandolin, og NU kan jeg se, at jeg får rigtig megen glæde af den, og jeg fik snittet mine rodfrugter på rekordtid. Det er bare skønt, når man har gået med sådan et “traume” og det hele så løser sig.

At jeg så er ved at blive syg, og gratin’en langt fra blev som forventet og ønsket, er noget mandolinen ikke kan lastes for, og således blev jeg også en erfaring rigere udi gratin’er, som jeg ellers troede, jeg havde styr på. Det havde jeg så ikke – ikke ingrediensmæssigt ihvertfald. Men godt, jeg kun lavede til mig selv og ikke til gæster, når det nu var. Hvad der gik galt? Jeg skulle ikke have kommet rødbede i, sammen med seleri og kartoffel. “Jord”smagen i rødbeden, er for kraftig og overtog for meget, og så skulle jeg have haft mere vædde ved. Jeg havde kommet noget bouillon i, der skulle give noget smag, og det virkede heller ikke efter hensigten. Og så skal fløden i det tilfælde være piskefløde, og det var det heller ikke. Prøver jo at smide kilo.

Til gengæld blev min salat af rødkål, æble og gulerod og en smule forårsløg og lidt sennepsmayonaise rigtig skøn.

Hengemt til rette tid

Jeg kan ikke lide den…. følelsen af, at savne en. Ikke nødvendigvis en konkret, men det er jo som regel. En der kommer og vækker for længst hengemte følelser, længsler og drømme i en. Nogen man ellers havde gjort sig umage ikke for at glemme, men i det mindste gemme til rette tid.

Problemet er, at det ikke altid er den rigtige person, der kommer forbi og at følelserne ikke altid lader sig hengemme til rette tid. De popper op, når der bliver trykket på de rigtige knapper – og timingen kan være rigtig dårlig. Pis! Jeg vil i den grad gerne have noget timing, der holder nu, for det andet har jeg dælme haft nok af synes jeg – gad vide, om der er nogen, der lytter…