Relativt flittig

Jeg har været flittig i dag. Ikke i forhold til så mange andre, men i forhold til, hvordan jeg har det i dag og i det hele taget lige for tiden, så er jeg mere end godt tilfreds. Mit hoved er mere end tosset for tiden og det sætter sit tydelige præg på, hvad jeg får lavet og især ikke får lavet. Jeg malede i malebog forleden og det var rigeligt, og så igen behøver det ikke at have været det. Udover det, så er min tinnitus helt tosset også, og humøret er ikke på toppen, så alt i alt, så er jeg ikke glad.

Men jeg prøver, at bevare det positive outlook, og i dag, tog fanden ved mig. Jeg har for noget siden lånt en boremaskine og borene, har jeg selv. Så har jeg bare ikke fået mig taget sammen til at hænge ting op. Det fik jeg så gjort i dag. En kurvehylde i badeværelset og to billeder i soveværelset. Væggene her i huset er en historie for sig selv, som jeg før har været inde på. Så enten er det slagbor og hele svineriet eller også, er det smuldrervægge. Jeg har været ude i begge i dag, men projektet er lykkedes. Jeg mangler dog det sidste ude i spisekammeret, hvor væggen nærmest er af halm og puds og bare man kigger på den, så falder skidtet ned om ørerne på en. Nu har jeg lappet med polyfylla, og så skal jeg have hængt op i morgen og lappet det sidste.

Ikke at klokken var så mange, da jeg var færdig, men mit hoved var færdigt, som i helt færdigt. Det eneste, der hjælper bare lidt er, at sove, og det gjorde jeg så. Så har jeg fået aftensmad og vasket op og nu ligger jeg i min seng og ser TV og skriver lidt her. Nu vil jeg tage en pille og sove meget godt til i morgen tidlig, hvor planen er Kickerkys og godt selskab og så er der en der har kage med i morgen. Hyggeligt. Foto er fra min hundetur søndag.

Roterende pip – sådan helt bogstaveligt

Jeg skal gerne indrømme, at det kniber med at holde den positive tone lige p.t. Jeg svimler og gør ved, og weekendens “udskejelser” kan i den grad mærkes i hovedet, der nu bare er helt tosset. Både hvad angår svimmlehed og tinnitus.

Det giver altså ikke ligefrem overskud, skulle jeg hilse og sige, så jeg er nødt til lige at tage en slapper, og få de positive toner igen, omend jeg ikke regner med, at de andre to ting, har tænkt sig at hjælpe!

Gives væk og god weekend!

IMG_6203opt2_Charl.Fort
En af flere fotos fra turen til Charlottenlund Fort forleden

Hvad giver du dog væk helt gratis? Tjah, hvis det skulle have interesse, så har jeg et stk.’s hoved, der er hyler og gør ved, oveni svimmelhed og hovedpine næsten konstant, så lige nu er det “til salg” sådan helt gratis for ingen penge, hvis det lod sig gøre, at bytte det. Det kan man jo så ikke lige, så jeg prøver at leve med det. Dog skal det ingen hemmelighed være, at p.t. er det mere end anstrengende.

Jamen du var da afsted sidste uge? Ja det var jeg, og så snart, jeg gør noget som helst, så får jeg det værre igen. Derfor er jeg nu nødt til at holde mig i ro, så vidt muligt, for ikke at få det værre igen, igen. ingen har jo lyst til at få det værre så …. At sige det er belastende, forslår ikke, og det gør formentlig også, at jeg ikke kan deltage på socialt plan i nogle fødselsdage og andet godt, der ellers var linet op til nu her. Helt bortset fra, at det også holder mig fra stalden. Træls er det!

På den gode side, kan jeg bare sige, at den veganske livsstil virker for mig, jeg har nu tabt lige over 4 kilo. Stor glæde. Alt er en ballance, og normalt fokuserer jeg på det positive, men ikke engang det faktum, at jeg har nået en milepæl, for mig sådan helt personligt på det plan, kan højne humøret opover svimmelhed og hylen. Det siger lidt!

For at jage demonerne lidt væk, har jeg bagt veganske kanelboller, og sådan en vil jeg gå ud og få nu, sammen med en kop te. Senere skal jeg fortælle, hvordan de smagte og give en opskrift, hvis gode. Foreløbig god weekend!