Tanker om en togtur


Udsigten fra toget på vej hjem lige før broen

Fredag var store rejsedag. Ikke kun for mig, men sådan generelt. St. Bededag, hvor man jo får en forlænget weekend. Det er tillige konfirmationstider, og det var også i den anledning, jeg skulle på tur. Selve konfirmationen vil jeg fortælle lidt mere om senere. Lige nu går det mere på selve turen.

I gamle dage, da jeg var barn, var mor og jeg ofte på togtur, og da min søster kom til, var hun selvfølgelig også med. Jeg husker bedst turene med mor alene. Jeg har altid elsket at køre med tog. Jeg er så gammel, at jeg kan huske damp under lokomotiverne, og der var kupeer i togene. Dem savner jeg godt nok. Lidt privatliv, ville være rart istedet for at sidde i sådan en stor kupe. Jeg kunne selvfølgelig købe en 1. klasses billet, men ærligt, det har jeg som hovedregel ikke råd til.

Turen startede med, at jeg tog toget til Københavns hovedbanegård. Toget mod det jydske gik derfra klokken 8, så jeg var i god tid, og var der 7.30. Endda før, for jeg nåede et tidligere S-tog. Men hellere det end komme for sent. Deraf kommer så næste afsnit.

De “umoderne” bænke

Som følge af, at jeg nu var meget tidligt på den, og en vis ventetid, meldte behovet for at sidde ned sig selvfølgelig også. Jeg kiggede mig rundt i forgæves søgen efter noget at sidde på. Bænke kunne jeg stort set kigge i vejviseren efter. Der var et par stykker, som var placeret helt nede i den anden ende af perronen. Der blev så plads, så jeg kunne sidde ned, men jeg tænker også på alle dem, som var ældre og dårligt gående, som stod i den anden ende, og ingen steder kunne sidde. Inden jeg fik plads, gik jeg op for at hente noget kaffe og kom forbi informationen. Spurge den søde dame der, “Hvornår bænke, var blevet umoderne?” Det skulle vise sig, der var en meget god forklaring på historien om de manglende bænke, som jeg iøvrigt også havde bemærket på mine lokale stationer. Det viser sig, at et lille antal personers trang til hærværk, har skylden. De samme personer himler så op, når priserne stiger. Men ihvertfald, er hærværk den direkte årsag til, at vi andre (det store flertal), ikke kan få lov til at sidde ned. Hvad fanden ligner det lige? Ja undskyld, jeg synes simplethen det eer så dårligt. Ligeledes havde man anskaffet et stort antal baggagevogne, og efter en uge, var der en tiendedel tilbage! Hvad sker der lige for folk?

Trangen til nødbremsen

Nå, men når jeg nu ikke kan få mine kupeer, så sad jeg nu meget godt i stillezonen i mit tog på den plads, jeg heldigvis havde reserveret. Toget på vej over, var stopfyldt til randen af mennesker. Der var en smule bøvl på vej over og på vej hjem, med noget signalfejl. Ikke noget, der tog lang tid heldigvis, og det var ikke meget for sent, vi landede på Århus banegård.

Turen både op og hjem, var en sand fornøjelse. Grønne, grønne marker, får, der stod som vattotter på samme, heste i alle størrelser. Blandt andet en shetlandspony, der var så lille, at den næsten forsvandt i græsset. Der var køer i alle former, farver og størrelser og sørme også bisonokser. Jeg kiggede noget, men den var god nok. Der var dejlige landsbykirker, gamle smukke huse. Dem midt på en mark, nogen i skovbrynet og alle de andre, og dekorative fabriksbygninger, og et sandt overflødighedshorn af syrener, snebuske og guldregn og gule rapsmarker. Vejle Fjord, med masser af dejlige sejlskibe, og blåt, blåt vand og himmel med vatpudeskyer. For ikke at tale om, den fantastiske solnedgang på vej hjem, hvor vi først havde haft kig udover vandet lige inden vi kørte i tunnellen. Som prikken over i’et fik vi lige efter to luftballoner der hang over landskabet, mens solen sendte sine sidste stråler.

Hvordan jeg undgik at trække i nødbremsen og påkalde mig retten til at fotografere flere gange, ved jeg ikke, for motiver væltede jeg i hele vejen. Det er så ulempen ved at køre i tog. Men stopper ikke bare. På den anden side, var jeg nok blevet timer forsinket, hvis jeg skulle have fotograferet, som jeg lystede på vejen. Jeg håber, jeg snart skal derover ad igen. Dejligt er der ihvertfald.

At få bekræftet sine fordomme

Da jeg landede på hovedbanen fredag aften igen, henad 21.30 tiden, fik jeg alle mine fordomme bekræftet om, hvorfor jeg ikke bryder mig om, at tage rundt med toget alene om aftenen, eller om aftenen i det hele taget. Man kunne helt sikkert få mange sjove fotos på kameraet, hvis man havde udstyret og modet til det, sådan en aften. Mængden af forskellige typer mennesker var helt utrolig. Selvfølgelig sikkert mange søde og rare og helt fredelige, men bestemt også mange, der bestemt ikke var det. Jeg var dårlig kommet ind i S-toget, som jeg skulle med efter Jyllandstoget, før en meget beruset ung dame væltede ind i toget og skulle vide, om toget stoppede på en bestemt station. Det gjorde det så, og hun væltede ned i den anden ende. Der var heldigvis ikke mange andre fulderikker, der skulle med på turen hjem som iøvrigt forløb fredeligt. Men det er ikke noget, jeg har lyst til medmindre det er meget nødvendigt. Kald mig bare “en kylling”. Men alt i alt en dejlig tur. Så får vi se, hvornår jeg skal på tour igen. Lige om lidt vil jeg suse ud af døren og tage bussen. Mere om det senere.

Stansted – Cambridge – Buckingham – Brackley

Første del af turen var fra den 29. marts – 4. april, hvor jeg skulle være hos min barndomsveninde. Vi boede næsten dør om dør, da vi var børn og tilbragte rigtig meget tid sammen. Vi har holdt sammen siden og indtil hun fandt sin (iøvrigt supersøde og dejlige) mand og flyttede til England, var vi næsten sammen dagligt, ligesom jeg havde et nært forhold til hendes søn (med tidligere kæreste). Jeg elsker at besøge dem, for når min veninde er her, er det ofte meget stresset og knap med tid, vi kan tilbringe sammen. Når jeg er der, kan vi bare være sammen, og det i sig selv, er en lykke. Det er meget let at være sammen, måske netop fordi vi stort set er vokset op sammen, og ved alt om hinanden.

Turen over gik rigtig godt. Jeg havde ikke meget baggage med, for det er vilkårene, når man rejser med EasyJet. Så jeg havde taget den mindste af mine kufferter, og tror aldrig jeg har rejst med så lidt. Men man klarer sig jo sagtens. Jeg plejer som regel at have alt for meget med. Så det var en god lektie.

Mange er desværre bange for at flyve. Det er jeg ikke. Jeg er lige facineret hver gang over de enorme kræfter, der slippes løs, og at det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg efterlod et gråt og meget trist Ordrup/København, og landede i et grønt og mildt England. Når jeg landede, skulle jeg med en bus fra Stansted til Cambridge. Desværre kørte bussen kun hver 2. time, og den var lige kørt, da jeg landede. Så fremfor at vente i 1½ time tog jeg toget, på anbefaling af min venindes mand. Det direkte kørte lige for næsen af mig, men jeg kunne tage et andet tog, stå af næste gang og fange et til Cambridge. Det gjorde jeg og det gik som smurt i olie.


Parkside busholdeplads ligger på den ene af fire gader, der omkranser et stort grønt område

Så skulle jeg finde bussen fra Cambridge – Oxford. Jeg spurgte mig lidt for, og kom ud på en lidt længere gåtur end jeg lige sådan havde planlagt. Det gik, men jeg var godt nok ved at være lidt træt. Til trods for træthed, var der undervejs flere ting, jeg gerne havde tjekket nærmere. Men der var simpelthen ikke tid til det. Næste gang jeg skal til Newmarket – ja der bliver helt bestemt en næste gang, vil jeg bruge en dag el. mere på at udforske Cambridge, som er en utrolig dejlig by. Skønne restauranter, fantastiske bygninger – en af dem var Our Lady and The English Martyrs Church (OLEM) som var på vejen. Et imponerende bygningsværk, jeg gerne havde fotograferet mere end jeg nåede og også gerne ville se indenfor. Men hvis du synes, den ser imponerende ud og vil vide mere, kan du læse om selve kirkens historie her.


Our Lady and The English Martyrs Church (katolsk), Hills Rd., Cambridge

Jeg fandt min bus og kunne så nyde landskabet de næste 2 timer og 35 minutter. Det var faktisk en rigtig dejlig tur. Jeg skulle af i Buckingham, hvor min veninde ville hente mig, og så gik resten af turen i bil hjemover. Jeg er nok et skvat, men på det her tidspunkt var jeg godt nok færdig som popsanger, men superglad for at se mine dejlige venner. Vi sluttede dagen med pizza’s, snak og rødvin. Forsættelse følger!


Cambridge

En lille guide udi det med busser og tog og turen fra stationen:

Beskrivelse af turen fra Cambridge St. til Parkside busholdeplads:

Gå ud af stationen og følg Station Road lige ud, drej til højre ad Hills Road (du skal være ved en stor rundkørsel med krigsmindemærke i midten). Gå ad Hills Road og drej til højre ved kirken ad Gonville Place. Gå over det grønne område (lige ud) og du er ved Parkside busholdeplads.

Husk at tjekke bustider (National Express), i nden du tager hjemmefra, da de ikke går så ofte. Toget kører oftere, men er også dyrere. Busholdepladsen ved lufthavnen tager du ikke fejl af og heller ikke toget. Det eneste kan være, lige hvor DIN bus kører fra, for der er mange!! Spørg! Der står masser af chauffører og sludre og de fortæller gerne. Ellers spørg på billetkontoret. Busbilletten købes i bussen, men kan også forudbestilles (online) og købes hos rejseudbydere.

Buskatastrofe og bælgmørkt

Dagen igår blev mest brugt på at slappe af her indtil, jeg skulle ud til middag senere. Togene kører ikke, for de laver spor igen. Jeg synes de brugte meget af sidste år på det, men hvad ved jeg. Factum est! Altså skulle jeg med bus og Metro og derud gik det strygende. Det var meget langt fra, hvordan det gik på vejen hjem, hvor jeg havde helvede hedt med busser der ikke kom og en møklagt gade oveni. Over og tage en anden bus, der pludselig kun gik noget af vejen hjem. På daværende tidspunkt var jeg noget nær desperat og ikke mindst hamrende træt, så det endte med, at jeg tog en taxa fra Svanemøllen Station. Klokken var mange og jeg skulle tidligt op og i stalden. Jeg orkede ikke mere, og bus nummer 3. glimrede også ved sit fravær.

Op kom jeg i morges, og i stalden. Bussen derned kom, og jeg havde en travl men god dag dernede som sædvanlig. Vel hjemme gik jeg død. Med 4 timers søvn og op klokken 5, så var der ikke mere energi her. Så jeg er faldet i søvn her på sofaen. Men det er lykkedes at få lavet et enkelt indlæg på horseracing.dk på trods. Nu vil jeg gå i seng, og blive udhvilet. I morgen står den på indkøb og en middagsgæst.

Forblæst og meget vådt

Næsten lige kommet hjem efter en tur i stalden. Jeg startede flot ud med at ville gå, men kapitulerede da det stormede 3 pelikaner og tog bussen, men så havde jeg da gået noget af vejen. Skulle ned og have nyt togkort så jeg skulle på farten efter stalden. Det blev jo her et forrygende regnvejr og det har stået ned lige siden det startede for nogen timer siden og det gør det stadig. Igen idag var jeg heldig at få et lift hjem fra stalden. Det var dejligt.

Togene kan åbenbart lige så lidt klare våde blade som is, så der var koks i køreplanen (det er da utroligt), men jeg kom da med toget og stod af på Charlottenlund. Ville ellers have været til Hellerup, men jeg orkede det ikke. Så det blev Superbest, Charlottenlund og så hjem igen. Var spændt på, hvordan det så passede med togene, når de ikke kørte som vanligt. Men det kom lige som jeg nåede perronen. Lidt heldig har man lov at være. Nu sidder jeg her og har fået et bad.

Planen er nu at kreerer sunde ting til fryseren, så jeg har noget at tage af der. Oste/skinketærte og måske nogen boller også. Det hører I!

Starten på dagen


Holmegårdsvej her til morgen

Jeg skulle med toget og siden bussen imorges på vej til stalden. Nu var der bare lige det ved det, at i weekenden kører skidtet kun hvert 20 minut, og jeg vidste ikke timetallet, så selvfølgelig kørte toget lige for næsen af mig, og dermed ville jeg også blive voldsomt forsinket i den anden ende. Argh! Jeg var sur, men det hjalp jo ikke, så jeg spændte spadsererskoene på, og gik op mod Klampenborgvej og tænkte, jeg måske kunne fange bussen der. Næh, den var også kørt :( Det kørte ikke lige for mig, indtil jeg kom ned på Galopbanen, for hvem var der. Det var Hanne, og så fik jeg selvfølgelig lift med hende. Ã…h, som jeg var lettet, for dagen idag var en af dem, hvor hofterne gjorde voldsomme knuder. Så efter et smut omkring bageren landedede vi i stalden.

Tak for gode mennesker


Klampenborghus ved Klampenborg St. igår morges

Udsalget havde næsten taget alt liv ud af mig, så jeg glædede mig til at komme hjem, da jeg nåede Klampenborg St. Normalt er den længste ventetid 10 minutter, for toget kører med de intervaller. Der var ikke noget tog, da jeg kom til stationen, men som sagt ingen katastrofe – troede jeg! Jeg skulle blive meget klogere. Jeg undrede mig godt over, at der ikke var noget tog på tavlen. Det plejer der at være. Hm, tænkte tavlen var i stykker. Ikke noget problem sålænge toget kom.

Intet tog og tiden gik, indtil det lød i højtaleren “Toget mod Ballerup, er aflyst! Dette skyldes fejl på toget! Næste afgang, er toget mod Frederikssund 10 min. efter” “Vi beklager aflysningen!” Så stod jeg der med alle mine talenter. Så kunne jeg vente 22 minutter el. jeg kunne begynde at gå. Jeg besluttede mig for at gå. Så kunne jeg se, hvor lang tid det tog, og få lidt motion. Jeg havde dog i forvejen ondt, og det tågede fugtige vejr, er meget langt fra, at gøre noget som helst for min vejrtrækning.

Jeg nåede da kun lige rundt hjørnet, da jeg blev passet op af en bil. Først troede jeg slet ikke ved kommende ville i kontakt med mig – men der var jo ligesom ikke andre, og det var mig! Det viste sig at være en af de søde hestevenner/ejere fra stalden. Han havde været at se til sin hest og tilbød mig hjemtransport. Det var sødt af ham. Da jeg sad i bilen gik det rigtig op for mig, hvor langt der egentlig er, og det ville have taget mig alt for længe. Så han var sendt fra himlen og kunne så lige nå en sludder. Det var rigtig sødt – TUSIND TAK, skulle du komme her forbi.

Siden har jeg slappet af her, og skrevet lidt indlæg og set fjernsyn. Nu skal jeg kigge på lidt at spise, ikke at jeg skal have noget særligt. Den står simpelthen på afslapning resten af aftenen og imorgen med. God weekend.