Adagio – passende


Jeg har været til koncert her til aften. Det plejer gerne at være på Charlie, jeg er det, men her til aften var det på DK4 med David Garett. Det er ikke så længe siden, jeg opdagede ham, så selvsagt skulle jeg se denne koncert med ham, og så var den endda fra Berlin. For de uindviede, er jeg født der). Og David er iøvrigt også halvt tysk/amerikansk som undertegnede.

Det var en rigtig dejlig oplevelse, og denne optagelse, er fra den koncert også. Da jeg hørte ham spille Adagio af Tomasio Albinoni, var jeg klar på, at den skulle på her, både fordi jeg elsker den, og så fordi den passer godt til stemningen lige nu. Bortset fra det, så synes jeg da bare, ham David er dejlig, helt bortset fra hans åbenlyse musikalske talenter.

Adagio

En af de første klassiske kompositioner, jeg lærte at elske var denne Tomasio Albinoni’s Adagio. Den fås så også har jeg lige opdaget i en fortolkning af nogen af favoritdrengene – Il Divo:

Jeg fandt også en version med en sangerinde, der hedder Zara. Det er en så smuk sang, at det stort set er ligemeget, hvad de gør ved den, så er den stadig smuk.

Det var en nu gammel ven, der selv elskede den, der introducerede mig for den og lige siden har jeg elsket den. Hvis han læser med, glæder det ham sikkert, at jeg husker ham for netop den her sang. Til gengæld ved jeg at en anden meget klassisktro ven på den anden side sikkert river hårene ud af hovedet på sig selv ved bare tanken om andet end originalopsætningen. Døm selv, her er for enhver smag.


Mere gåsehud

Lige her til sidst faldt jeg over en ung gut, der åbenbart har stillet op i den italienske version af X-factor. Han hedder Nicola Gargaglia og hvis Alexandra Burke giver mig gåsehud (det gør hun bigtime), så gør ham her altså også – Som dommeren sagde om Alexandra – “En klasse for sig” – hør selv: