Nyanskaffelse

>

Det har igen været en lidt lang dag. Startede tidligt i morges med at køre i stalden på en toptunet cykel (det er bare skønt), og så gik det slag i slag med ture på banen og heste der skulle nusses. Og jeg fik gået tur med Racerponyen og det er bare det bedste, jeg ved. Han nyder det grumme meget og så kan man jo ikke forlange mere. Dagen i stalden sluttede med en snak i solen og en smuk hest på folden – hvad mere kan man ønske sig.

Efter stalden havde jeg en mission, der hed “reol til altan”. Det er lidt siden, jeg så den lokalt hos farvehandleren og den passede så vidt jeg kunne se, lige til min altan. Igår fik jeg målet på den og den var perfekt. Jeg har længe været på udkig efter noget nøjgtigt sådan, men har aldrig set noget, der ligner. Så nu tænkte jeg, at det nok var om at være om sig, mens de var der. Ofte, så tænker jeg for meget over det, og så fortryder jeg, at jeg ikke fik det gjort, fordi det er væk, hvis jeg så endelig beslutter mig.

Her var det sådan set ikke et spørgsmål, om jeg gerne ville have den, men et spørgsmål om jeg ville spendere pengene. Men jeg havde dem, og dennegang vidste jeg, at gjorde jeg det ikke, så ville jeg fortryde. Så jeg gjorde det. Den er af sort jern med fine flettede hylder, der endda matcher mine stole. Den kan klappes sammen og passer som “fod i hose” på min altan. Er rigtig glad for den. Nu jeg alligevel var derude, så skulle I lige have lidt mere af mine fine blomster. Hvis du undrer dig over, at jeg har beskåret lidt “sjovt” hist og pist, skyldes det altså mangel på plads – den der vidvinkellinse, er ikke nået på årets budgetforslag!

Vel hjemme og efter at have installeret reol og fejet altanen igen, fik jeg en lang snak med en veninde i Holland over Skype, og selvfølgelig inden da også et dejligt bad. Det har været koldt i dag og blæsende på banen. Nu må jeg tilstå, jeg er brugt op, som i helt flad, men inden jeg kan holde helt fri, skal jeg lige vande blomster, men så hedder den også ligge på langs.

Morgendagen bringer “roadtrip” med den dejligste veninde og lørdag – tjah gæt selv. Det er lige før, det er rigeligt. Jeg må sørge for at hvile godt indimellem.

Blomstrende travl mandag (+tirsdag)

Ja noget skal man jo skrive som overskrift, og det beskriver dagen godt nok. Dagen startede med en tur på banen og i stalden. Mandag er dagen, hvor hestene går galops og ofte er der også græsgalops, gerne heste der skal starte storløb eller prøveløbsheste, der ikke har prøvet græsset før. I går var det sidste. På den konto havde vi også et par stykker, der fik lov at gå der en tur. Mandag er også af ovennævnte grund en af de dage, hvor jockey’erne kommer på besøg og rider nævnte galops og det er gerne en travl dag i stalden – også hos os, da vi lørdag har 3 startende heste. Sazerac, der vandt i lørdags, The Kicker (aka Racerponyen) og The Seducer, som starter for første gang, så det bliver en spændende lørdag – igen.

Efter alt det her galops og staldvisit, smuttede jeg til “fodfidus” og det er altså noget, jeg varmt kan anbefale, at få ordnet sine fødder sådan helt professionelt, er noget ganske andet end at gøre det selv.

Efter fodfidus, synes jeg det var tid til at få nogen planter til min altan, så jeg drog mod planteskolen. Efter min lokale planteskole blev solgt, og de brugte lang tid på at rive ned og bygge op igen, blev jeg kunde her, og er imponeret ovar udvalg, hjælpsomhed og ikke mindst den dejlige beliggenhed lige ved Bagsværd Sø. Iøvrigt et sted, jeg har lovet mig selv, jeg skal ud og gå en dag med kameraet. “Nogen” giv mig flere timer i døgnet og flere kræfter!

Når man elsker blomster og planter, bliver det en øvelse udi selvbeherskelsens svære kunst at gå derude. Der er fristelser i mængder så jeg næsten ikke kan beskrive det. Jeg beherskede mig, og købte ikke vildt ind, men dog fik jeg da handlet noget. Jeg skal jo også have plads til lidt spiseligt og udover blomsterne købte jeg 2 tomatplanter af 10 kr., så det var lige til at klare. Derudover har jeg planer om chili (2 slags), græskar, flere tomater, ærter og så må vi se, hvad det kan blive til.

Jeg har fået sået en masse chili og morgenfruer og ligeledes græskar, ligesom alle blomsterne er på plads. Der mangler stadig lidt spiseligt, men det kommer forhåbentlig. Minidrivhuset er kommet på plads på den lille altan, hvor det er meningen, det skal have fast ophold, og så har jeg fundet en reol til den store altan. Den er dog lidt “pebret” i pris, så jeg skal lige tænke mig godt om – ikke om jeg vil have den, men om jeg vil bruge så mange penge. Og dog, jeg ved jo, at jeg ellers vil ærge mig, men har en plan om, at min hr. fader evt. kan bidrage som årets fødselsdagsgave. Vi ser – og går det som planlagt, skal I nok få at se.

Også i dag har jeg ordnet altaner, vasket og været i stalden, og hentet min cykel fra det årlige eftersyn. Så nu er jeg kørende igen. Det bliver skønt i det fine vejr, men jeg synes, jeg hører noget om kulde og ligefrem sne?? Jeg vælger at tro, at det må være en stor fejltagelse!! Jeg har ingen lyst til væddeløb i snevejr, det skal jeg nok indrømme. Foreløbig vil jeg gå ind og slappe af, og hænge det vasketøj op, vaskemaskinen står og hyler og fortæller er færdigt.

Hold på hat og briller

Tiden iler og heldigvis følger hovedet med, uden at brokke sig. Det kniber dog for mig, at følge med, og jeg synes, jeg kæmper for at nå ting, men det er langt fra nyt. Dagen i dag har været rigtig god, omend meget travl. Mere om det i morgen. Jeg har blandt andet fået ovensiddende i gave – elsker gaver, og især denne slags. Et lækkert sæt fra Body Shop. Tusind tak for det!

Noget af den tætpakkede dag, gik med at ordne fotos og skrive indlæg fra en fantastisk åbningsdag på Klampenborg Galopbane i lørdags, og så som det vides, er det noget, der tager tid. Mere i morgen for nu skal jeg hvile og sove.

Overload


Fra den dejlige tur til Göteborg

Puha, jeg kan ikke følge med. Hverken her eller i det hele taget. Der er stadig ting, der skal gøres her, og der er hele tiden noget ude i verden, der også kræver opmærksomhed.

I morgen skal jeg på heldagstur med Gentofte Kulturforening – efterårstur til Gisselfeld og Knuthenlund, hvorfor jeg skal i seng lige straks, lørdag formentlig ingenting og dog – prøve at lave lidt her, selvom jeg gerne ville til Vegetardag:

Dansk Vegetardag
Lørdag den 31. august
Kl 10:00-15:00
Højbro Plads – Indre by – Kbh.

Men jeg skal også kende min begrænsning, og med Damernes Dag på Galopbanen om søndagen også, må noget skæres fra. Men vi må se, hvordan jeg har det lørdag.

Bloggene er nedprioriteret helt p.t., for jeg skal fokusere på projekter her, og hvile indimellem “livet”!! Kan I have en rigtig god weekend, hvis jeg ikke får skrevet mere inden (det regner jeg ikke med, hvorfor en hilsen nu).

Imagineawin


Imaginenowar og Danny Patil vinder Adalslöpning (hoppeserien) over 1600 m

Dagen i går blev tilbragt på Göteborg Galopbane. Eller rettere det meste af tiden blev brugt på at komme op og hjem – det er 3 timers køretur hver vej. Det gik nu forbavsende hurtigt og det gjorde løbene også. Det er en meget landligt beliggende bane, med kun de mest nødvendige faciliteter. Puplikumsarealer er telte, så man skal ikke have fine fornemmelser deroppe.

Jeg og en af de andre piger, havde aldrig været der før (vi var 4 der fulgtes), så vi var spændte. Mest spændende var det, hvordan det gik vores hest – Imaginenowar. Det havde vi ikke behøvet at have nogen som helst skrupler over, hende og Danny Patil vandt i flyvende stil, og hvilken glæde.

Der er flere fotos fra turen etc., men nu skal jeg altså hvile lidt, for det har været fuld skrue hele ugen og næste bliver også travl nok, så I må bære over til næste udbrud af overskud. Jeg er heller ikke færdig med projekter her så det bliver uregelmæssig “sending” foreløbig.

Imaginenowar (Pistachio – Phoenix Phantom) er ejet Susan Nielsen, LSC Stable, Lena Stewart m.fl., trænet og opdrættet af Hanne Bechmann og blev redet til sejr af Danny Patil foran Forward Planning/Manuel Martinez og Victory for Atiger/Madelaine Smith


Danny Patil på Imaginenowar og en af ejerne og trækker Susan Nielsen

God weekend – med plads til forbedring!

Jeg har haft lidt for travlt. Det betyder også, at jeg har ligget brak det meste af dagen på sofaen. Et smut (har bilen) i stalden har jeg været, men det var ikke nogen stor omgang og bare hyggeligt. Men træt er jeg – stadig og hele tiden. Det er noget nær ved at drive mig fra koncepteret! Det er stort set ligemeget hvad jeg gør, for at afhjælpe det, det ændre ikke en tøddel på, at jeg det meste af tiden, kan sidde ret op og ned og sove. Jeg har så galt taget mig selv i at sidde her og falde i søvn, og det er jeg i skrivende stund også lige ved.

Humøret er ikke det bedste i dag af samme grund oveni at min skulder har drillet mig på det voldsomste også. Planerne om, hvad jeg skulle have lavet er mange, – også fotos, men som det er, har jeg intet fået lavet udover, hvad jeg lige har fortalt.

Faktisk har jeg selv en formodning om, hvad mit meget underlige helbred (til dels) skyldes. En formodning jeg først lige har fået, men som ikke gør den forkromede forskel, andet end, der så er nogen ting, jeg ikke skal gøre, som jeg gør nu, som jeg forstår det. Det var også i blogland, jeg fandt ud af dette. Jeg har ingen sikkerhed for, at det er sandt, men alt taler for det mener jeg. Jeg vil da nævne for min læge, men det gør ikke det vilde, for nogen kur er der som sådan ikke. Vi må se, jeg kæmper ihvertfald en kamp lige p.t. for overhovedet at gøre noget som helst udover bare at ligge på sofaen.

Hvorfor har din læge så ikke fundet ud af det, kan du spørge? Tjah, hvorfor var det i sin tid mig selv, der skulle finde frem til den diagnose, der gør at jeg er på pension? Fordi alt ikke er så let, og også denne diagnose, er svær at stille og patienter bliver ofte fejldiagnostiseret. Heldigvis har jeg haft søde læger, der har været åbne og lyttende i forhold til mig og mine forslag og indtil nu, har jeg haft ret. Dog bliver jeg jo ikke mere rask af, at få endnu en diagnose, så….. vi må se.

Egentlig var meningen, at jeg intet skulle imorgen, men jeg kom til at sige, at jeg måske kom forbi stalden. Den beslutning tror jeg, at jeg er nødt til at lave om igen. Jeg skal have hvilet ud – eller prøvet på det, inden “det store slag skal slås” søndag, hvor der er Dansk Derby.

Uanset, hvad du skal, så håber jeg din weekend bliver god. Min har plads til forbedring på flere planer. Men jeg glæder mig da til Derbydag, som jeg beder til, i det mindste bliver tør.

Derbyfeberen er sat ind


Susie Glennie og The Kicker på græsset mandag

Dagen startede i stalden – tidligt!Og jeg nåede dårligt at se om, før klokken var mange. Derby’et er lige om hjørnet, og det afspejler sig i hektisk aktivitet allevegne. Også hos os.

Vores Derbyhåb, er ovennævnte The Kicker, som har gjort det helt fantastisk. Selvfølgelig håber vi, han får et godt Derby. Man tør næsten ikke tænke tanken, at vi kunne vinde igen, for så er det to år i træk, og medmindre, jeg har overset noget, så er det ikke sket siden 1984-85, hvor Ole “Derby” Larsen vandt begge år.

Nå, men tilbage til dagen, som simpelthen var så travl, at Hovedbanegården i myldretid, var den association, der kom først på nethinden, når jeg nu skal forklare det. Der var snart ikke dem, der ikke var der i dag. Dyrlæger, smede, hesteejere, Rottekonsulenter, og det var ikke sådan på rad og række, det var på en gang, samtidig med, at de sædvanlige ting, som heste ud og ind fra walker, strigling, afvaskninger, opsidninger og lots skulle passes. Det var lige før, man blev svedt.

Efter et kort visit på Apoteket og Fakta, landede jeg her, og fik klaret en opringning til min bankdame. Et bad har jeg fået og lidt mad, og nu er jeg også mast. Min lille “session” forleden, sidder stadig i kroppen, omend jeg ikke er så øm mere, så kan det godt mærkes, og ikke mindst er jeg træt. Egentlig stod der træning på programmet i morgen, men det er så ændret, så med lidt held skulle jeg gerne få smidt et Berlin-indlæg op i morgen. God aften til jer.

Fredag på farten

Fredag blev fredag på farten. Skulle hente far og køre ham på hospitalet – kun til blodprøvetagning forinden samtale om medicinregulering på tirsdag. Så skulle han have handlet, hævet penge, og på posthuset. Puha! Vel hjemme hos ham fik vi et stykke smørrebrød og så var jeg for hjemadgående. Dernæst kunne jeg slappe af lidt, inden turen gik videre til frisøren klokken 16. Der røg et ordentlig stykke. Lige rigeligt måske – det synes jeg også sidst, men det vokser jo ud igen.

Så var det hjem over stepperne og fodre lille hund og gå med ham – igen en times gåtur som i morges. Aftensmaden var heldigvis stort set klar udover risene, der skulle til. Nu er jeg også træt og vil slappe af, selvom jeg har masser af mere på tapetet. Så på nær lige et enkelt indlæg får det være til næste gang. Rigtig god weekend.

Dejlig første forårsdag, men travl


Lennart Hammer på min lille grå veninde – Miss Valuev

Hvis dagen igår var travl, var det da næsten intet imod, hvad den blev idag. Men så alligevel mere på den gode måde idag et eller andet sted.

Jeg tog jernhesten i stalden, for bussen kører først klokken 17 min. over 06, og så ville jeg ikke være der så tidligt, som jeg havde sat mig for. Ergo, måtte cyklen holde for. Det gik også bedre end forventet, selvom jeg ikke har cyklet i vinter.

Der var dejligt besøg af jockey Cathrine Weilby idag og Lennart Hammer kom også. Jeg havde bagt muffins med chokolade til dem, og de faldt i mere end god jord. Det regnede jeg nu også med. Jeg kender jo “mine lus på gangen” ;-)

Min ryg skaber sig stadig tosset, så jeg har sådan taget det meget forsigtigt med at løfte idag, men det er da også det eneste, jeg har taget det stille med.

Manisk mandag

Jeg har været uhørt flittig idag. Hvor al den energi kom fra ved jeg egentlig ikke, men den er så også helt brugt nu, og har været siden klokken 16. Alligevel skulle jeg lige prøve en opskrift på nogen småkager, jeg fik forleden. Men sikkert fordi jeg var træt, var det først efter en plade, at jeg opdagede, at jeg havde glemt melen. “Flot”. Nå, men jeg fik da puttet lidt mel i, og prøvet igen, og fik da småkager ud af det. Hm, jeg gad vide, om mig og projekt småkager bare er en dårlig ide…. Nej noget skyldes altså også min ovn. Den bliver alt for varm og man skal være over den som en høg, for ikke at tingene skal få for meget. Se det er en af de ting, der er på den store ønskeseddel – et nyt komfur. Nå men for at vende tilbage til mine gøremål:

Opvask

Upload af fotos

Indkøb af nogen tunge indkøb bl.a. kattegrus

Påfyldning af diesel på bilen og vask af samme

På vej tilbage lidt indkøb af noget sodavand

Lavet sund aftensmad og en tærte til senere på ugen (mere om det senere)

Og bagt de her småkager, som vist skal forsøges igen

Nåh ja, så har jeg selvfølgelig også været i bad, og undersøgt lidt her på nettet og skrevet et indlæg eller 2. Det eneste tidspunkt, jeg har siddet stille, var imorges hvor jeg drak min morgenlatte og da jeg lige kom hjem, hvor jeg så Dr. Phil. Er fuldstændig færdig nu og må hellere finde min seng snart, for jeg skal op før en vis person får sko på imorgen. Så de indlæg, der bobler i hovedet, må vente til en af de nærmeste dage.