Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

En afslutning

Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Et sidste forsøg

Jeg har ikke talt om det længe her,og det er såmænd fordi der ikke har været noget, at fortælle. Omkring min søgen efter biologiske rødder/ophav/informationer.

Lidt er der dog sket nu. En kontakt, jeg har fået i Tyskland, har på mine vegne prøvet at opsøge min biologiske søster i Berlin for et sidste forsøg på eventuelt kontakt, og hvis ikke det, så i det mindste for nogen oplysninger.

Hun var ikke hjemme, men min søde ven, der hjælper fik kontakt til en beboer i ejendommen, der gav en del nye oplysninger. Så informationsrige naboer, kan være en god ting, og var i dette tilfælde. Min biologiske søster rejser tilsyneladende en del, og derfor var hun ikke hjemme. Min veninde efterlod både mit brev, og en hilsen fra hende selv (incl. diverse kontaktinfo.), og så må vi se, hvad der sker. Næste weekend skal hun derned igen, og vil tage forbi og se, om hun kan sludre med naboen igen. Så vi måske kan få en ide om hendes reaktion.

Når man er blevet skuffet så ofte, så forventer man intet, men jeg håber på lidt information og måske fotos. Har tydeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil påtvinge nogen mit selskab/en kontakt, men hun er den eneste, der kan give visse informationer, og det kan være for sent lige pludselig. Skulle hun have ombestemt sig, er det selvfølgelig glædeligt og jeg vil selvklart meget gerne se hende/have kontakt. Fingers crossed please! Uanset, kan jeg ikke takke den søde kontakt, jeg har fået i Tyskland nok, for hendes hjælp og engagement.

Update om min søgen/on my search!


Min biologiske mor Hildegard Charlotte Weide

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet noget om min søge efter min rødder. Det er der en meget simpel forklaring på. Der er ikke sket noget! Jeg har gjort lidt. Har blandt andet haft en sød dames hjælp i forhold til at prøve at finde ud af mere om mine bedsteforældre i Tyskland, og har også været i forbindelse med lidt mennesker i forhold til min biologiske far – altssammen uden held.

De sagde for 1½ år siden, at de var ved at omlægge arkiverne (med hensyn til mine bedsteforældre) så der var ventetid. Den tid er jo så for længst gået, og det virker som om vi bliver holdt hen. Hende der hjælper mig, har samme erfaring i forhold til andres søgen, og jeg er så sur! Det er bare ikke i orden. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre! Vi har skrevet, ringet, skrevet og ringet og forfra igen og intet sker. Hvor klager man sin nød??

Så er der hele spørgsmålet om min biologiske far. Stadig intet nyt der, udover jeg nu prøver at poste en poster i nogle grupper på facebook, og så må vi se. Nu har jeg lige fået at vide, at der ikke er nogen let vej andet end at tage og indskrænke det og så prøve at ringe rundt. Vi taler mange, mange tusinder, hvis ikke mere. Nu må vi se, det virker helt uoverskueligt og jeg kan ikke se, hvor jeg skal få dels tiden og dels kræfterne til det fra. Men jeg må prøve så godt jeg kan, og så må vi se. Nu har jeg postet de indlæg ihvertfald.

Der er meget mere at sige om emnet og også hele adoptionsdebatten som bliver ved at flyde i mere eller mindre kønne strømme rundt omkring. Det er snart svært at vide, hvad man skal synes om det. Der er lige så mange meninger, som der er adopterede og adoptivfamilier og biologiske forældre. Det der gør det svært er jo, at hver eneste barn og de berørte har en særlig historie og derfor er det som med meget følsomme emner svært at lave generelle regler, hvilket man jo dog er nødt til i systemer.

Look below for the English version:
——————————————————————————————————
Læs resten

Børneimporten – Om bagsiden af medaljen


Dette er en bog, som jeg af helt personlige (og formentlig åbenlyse) grunde har set meget frem til. Det er en bog om mig og alle de andre. Den handler om et fåtal af adopterede, nemlig os fra Tyskland. Der tales meget om mange andre adopterede, men sjældent om vores særlige historie. Derfor glæder det mig, at den nu bliver fortalt. Noget jeg også selv har bidraget til.

Her er hvad forlaget skriver om bogen:

Op mod 3.000 tyske mulatbørn blev i efterkrigs-
årene adopteret til Danmark. De var resultatet af
forhold mellem tyske kvinder og afroamerikanske
soldater i et Vesttyskland, hvor nazismen endnu
spøgte. I deres fødeland var børnene uønskede, men
i Danmark ville mange par gerne adoptere dem. Den
godhjertede Tytte Botfeldt hjalp derfor med at finde
mulatbørn til adoption, men hun arbejdede uden
autorisation, og ingen undersøgte adoptivforældrene.

Børneimporten giver ordet til de adopterede,
der for første gang fortæller om, hvilke konsekvenser
det har haft at blive rykket op med rode og plantet
i tilfældige danske familier – i mange tilfælde med
omsorgssvigt og misbrug til følge. Samtidig fortælles
historien om udenlandsk adoptions begyndelse i Danmark
– en historie, der trækker mange tråde til vore
dages adoptionsdebat.

Bogen udkom den 4. september 2013, er på 282 sider (illustreret), og skrevet af Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesen.

Links:

31. august 2013 – Politiken – Tusinder af tyske mulatbørn blev adopteret illegalt til Danmark

Berlin maj 23. maj 2012 – Hermsdorf & Schöneberg


Den vidunderlige togstation i Hermsdoff – bemærk træet som vokser på perronen
.

Mere S-Bahn her den ene udgang, der var som oftest to
.

Sommeren var på sit højeste, og jeg kunne ikke dy mig for at fotografere dettte smukke blomsterflor
.

Skiltet, der markerede, at nu var jeg nået frem til mit bestemmelsessted. Kinderheim Elisabethstift
.

En af flere store villaer, der tilsammen udgør børnehjemmet
.

Indkørslen til børnehjemmet – igen bemærk de høje træer. Her bliver der med stor jubel kælket nedad, når vejret tillader – det skråner ret så meget
.

Endnu en villa og smukke rhododendron
.

Nu spørger du nok dig selv, hvorfor jeg har taget fotos af en ret så kedelig gård. Læs nedenfor så får du forklaring
.

.

Sabine.Rumöller som var så fantastisk sød ved mig og viste mig rundt
.

Denne giftig grønne drik har jeg fortalt om før, en BerlinerWeisse, som smagte skønt på en varm dag
.

.

.

Jeg fik en menu på tilbud, som bestod af bruschetta’en, suppe og fisk med stegte kartofler – altsammen meget lækkert. Restauranten ligger lige ved siden af stationen næsten og hedder Leonardo Da Vinci – Italiensk
.

Ejendommen, som var den sidste min biologiske mor boede i
.

Schöneberg Rådhus
.

Bagsiden af huset, hvor min biologiske mor boede, også her var der masser af træer og blomster
.

.

.

Aftensmåltidet var også Italiensk på en restaurant La Plazza, Berlin. Spagetti med oksemørbrad – bare lækkert. Restauranten er beliggende mellem Kürfurstendanm og Kantstrasse tæt på banen – bilen er en ældre model Rolls Royce og tilhører ejeren af Restauranten som ses i baggrunden

Så fik jeg mig endelig skrabet sammen til at få skrevet om endnu en dag i Berlin. Forstå mig ret, det er ikke fordi, det som sådan er “en sur pligt” slet ikke, men jeg vil gerne gøre det ordenligt og have det vigtige med. Bloggen fungerer jo i den forstand også som en slags dagbog for mig selv. Og så skulle man jo tro, at så mindeværdig en tur, den glemmer man ikke. Man glemmer ikke, at man har været der, og selvfølgelig heller ikke overrodnet at det var en fantastisk tur. Men jeg ved fra en tidligere tur til Guatemale, Honduras og El Salvador, hvor jeg ikke kan finde mine dagbogsnotater, at det er mig helt umuligt at huske detaljer, som jeg gerne ville have kunne huske nu. Det var også en længer etur, og er længe siden – men stadig. Det her er heldigvis kun lige knapt et år siden, så det er med, at skrive, mens man kan huske følelser og stemninger.

Dette var en meget spændende dag for mig. Jeg skulle først og fremmest finde ud til det Børnehjem, hvor jeg tilbragte den første tid af mit liv. Fra jeg blev udskrevet fra et børnehospital og til jeg blev adopteret i september 1963. Dels var det spændende i sig selv, at skulle se børnehjemme og så var det mindst lige så spændende, om jeg kunne finde derud, uden at fare vild. Mig og finde rundt, er ikke det bedste altid. Af samme grund havde jeg faktisk købt en telefon med GPS lige inden, jeg skulle afsted, men det viste sig så, at det ville blive for dyrt at bruge dernede. Man kan eventuelt købe et kort dernede, det er noget, jeg vil undersøge en anden gang.

Jeg startede med at gå op på Bahnhoff Zoo og finde ud af, hvordan jeg skulle begå med mig at kommer derud. Jeg skulle endda skifte tog på hovedbanegården (den flotte nye), men det gik som en leg og der var ingen problemer. Jeg kan faktisk godt lide at køre i tog og sidde og kigge ud. Jo mere vi kørte, jo grønnere blev det, og området jeg havnede i, kan bedst sammenlignes med Charlottenlund/Klampenborg hvis noget. Store villaer og masser (mange, mange flere end i Danmark) store træer – et skønt område.

Så var næste udfordring at finde Berliner Strasse, hvor børnehjemmet ligger. Det var ikke helt så nemt, men efter at have spurgt mig lidt for, kom jeg på rette vej. Jeg var i meget god tid, så jeg kunne sætte mig hos den lokale bager med en kop kaffe og puste lidt ud, og lade op til næste “heat” af udflugten. Vejret var som alle dagen dernede bare helt fantastisk. Blå himmel og sol fra en skyfri.

Da jeg ankom skulle jeg så finde ud af, hvilken af de store villaer, jeg mon skulle gå ind i for at finde Sabine. Heldigvis valgte jeg rigtigt, og fandt hende også – igen efter at have spurgt efter hende. Hun var utroligt sød og er forstander der nu. Før hende var det faktisk den søster, der i sin tid passede mig – Schwester Gerda, der var forstander. Dengang var der som det antydes søstre på børnehjemmet, men som tilfældet er så mange steder, er der ikke det længere. Jeg har for mange år siden skrevet til Søster Gerda og hun kunne sagtens huske mig. Hun er nu pensioneret og taget tilbage til sin hjemegn, som er langt fra Berlin. Hun er også en meget ældre dame nu.

Efter en lille snak og lidt kaffe begyndte vi vores tur rundt på stedet. Det er i mine øjne et dejligt sted, som jeg kun kan være glad for at have startet min færd i livet på. Selvfølgelig er meget helt anderledes nu end dengang. Gården som er afbiledet ovenfor, er en går som jeg har et foto af, taget dengang, og hvor jeg muligvis også er på. Dengang blev barnesengene stillet derud og så hentet ind igen senere. Nu er det så legetplads. Der er også en stor forskel i antallet af børn, ligesom der næsten ingen adoptioner foretages længere. Der lægges nu stor vægt på det forebyggende arbejde og lære de mødre, der mangle evner og færdigheder udi moderskabet disse. Den afdeling så jeg også. Så også et lille barn, som havde været der næsten et år, og som det samme dag ville blive besluttet, om han skulle tilbage til sine forældre, eller hvad der skulle ske. Vi talte også om, hvor hårdt det er for personalet, som jo ikke kan undgå at knytte sig til de små mennesker. Der har Sabine en stor fordel som forstander, i forhold til at kunne hjælpe sit personale – hun er psykolog. Og disse samtaler er nødvendige, helt forståeligt.

Vi gik en tur i den dejlige have, der omgiver de her villaer, der ligger strøet som perler på en bakke. En af dem opholdt mine forældre sig i, da de var og hente mig for alle disse år siden. Mange af de træer – hvis ikke dem alle, der står i haven har været med til det, for de er alle mega store og skyggede dejligt for den hede sol. Når jeg går sådant et sted, bliver jeg frygtelig ked af danskernes mani med at beskære og fælde træer i en uendelig strøm, og den manglende påskønnelse af, hvor meget stemning de skaber. Stod det til mig, havde vi mange flere træer – høje ubeskårede træer i Danmark. Læg mærke til, hvad det er, der blandt andet er så specielt ved Berlin, og en del af det, du elsker. Det er træerne.

Vi havde været haven rundt og talt og gjort ved et par timer. Det var tid at sige farvel og tusind, tusind tak til Sabine. Jeg kan ikke (stadig ikke) takke hende nok for hendes fantastisk varme og søde måde at tage imod mig på, og hendes fine rundvisning. Jeg fik også et hæfte, der blev lavet tilbage i 2001 i andledning af hjemmets 175 års fødseldag, hvor man kan læse om hvordan hjemmet fungerede før og ikke mindst er der en stor artikel om Søster Gerda. Det hæfte passer jeg selvsagt rigtig godt på.

Bagefter gik turen så tilbage, men på vejen var der et andet visit, jeg gene ville have gjort. Min biologiske mors sidste adresse ville jeg gerne se (jeg nåede at se flere i ugen), så det var planen på vejen hjem. Det gik også godt nok, og igen efter lidt roden rundt fandt jeg det. Dog var det svært at se nøjagtigt, hvor hun har boet. Og man ringer jo ikke bare på og spørger – eller det gjorde jeg ihvertfald ikke. Så er det man gerne ville have et Tv-hold og noget i ryggen. Men uanset er det slet ikke sikkert, det er beboelse mere. Som jeg kunne forstå det var det nærmest kollegieværelser, der hvor hun boede. Altså helt oppe under taget. Som beskrevet kunne jeg ikke helt regne ud, hvor det skulle være men bygningen ovenfor, burde være den, hun kom ind igennem.

Noget andet, jeg hele tiden gerne ville se, mens jeg var dernede var Schöneberg Rådhus. Det viste sig, at det lå lige for enden af gade, hvor bygningen ovenfor beskrevet lå. Så det var jo let, så jeg gik hen for at se rådhuset. Der var en fin udstilling omhandlende II. verdenkrig øst/vest og det faktum at mange familiemedlemmer og naboer meldte hinanden.

Jeg fik set det, og så var jeg dælme også færdig, og ville bare tilbage. Men jeg var godt klar over, at kom jeg først tilbage til hotellet kom jeg aldrig ud igen, så jeg kunne lige så godt spise på vejen. Det forklarer også, at det blev ovensiddende restaurant, for jeg orkede ikke den store jagt på noget andet, men det gjorde ikke noget, det smagte skønt. Og indrømmet, det havde været en fysisk og mentalt udmattende dag for mig. Så at sidde lige så stille i den milde sommeraften og nyde dejlig vin og mad, var lige hvad jeg trængte til. Og der var ikke langt til hotellet derfra og ikke mindst et bad og en seng. Vil du se flere fotos, ligger de her.

Brown Babies: The Mischlingskinder Story Trailer

Jeg behøver næppe forklare, hvorfor jeg viser denne trailer. Filmen er ikke kommet ud endnu undtagen i udvalgte “Screeninger”, men når den gør, så skal jeg selvfølgelig se den, da jeg også er en “Brown Baby”. Der er flere links om netop dette på min side med Adoptions- og Slægtsforskingsrelaterede links.

In English:

There’s properly not much need for me to explain, why I’m showing you this trailer. The film hasn’t come out except in chosen Screenings, but when it does, I’ll of course see it as I’m also a Brown Baby.
There are more links on this on my page with Adoption- and Ancestryrelated links.

I spændt venten og nu med ny blender

IMG_4357opt2_Berlin_240512
Synes det var passende med et foto fra Berlinturen her. Det er selvfølgelig den sorte skulptur, der er målet med foto, men spørg mig ikke lige nu, hvad den hedder. Hvis du ved, må du gerne fortælle, for jeg har lige prøvet at finde, uden held. Det er taget 24. maj 2012

Som jeg fortalte forleden, så har jeg fået kontakt til en dejlig dame i det Tyske, der har tilbudt at hjælpe mig, udi min søgen efter mit biologiske ophav. Især på fædrende side, men også i forhold til at få oplysninger om min mors familie, hvilket har vist sig noget svært. Hun har store fordele, for hun kender systemet og sproget ikke mindst. Hun skulle have en fuldmagt og alle de papirer, jeg kunne komme på, kunne være vigtige for hende sendt. To timer scannede jeg dokumenter på biblioteket. Gudskelov havde de en, og jeg kunne scanne til jeg var blå i hovedet. Da jeg var igang, og forlængst havde overskredet den tid, så jeg, at man max. må bruge en time og normalt skal bestille tid. Men siden der ikke var andre, der skulle bruge, fik jeg så frit slag. Dejligt at få gjort.

Nu er det sendt videre, så nu er det bare at vente. Jeg var ikke klar over før jeg så “Sporløs” forleden (tror iøvrigt, det er første gang, jeg ikke har tudet), at der er noget, der hedder “Search Angels” – nu har jeg min helt egen. Det er jeg taknemmelig for i en grad, så jeg dårligt kan udtrykke det. Mere om det senere, når jeg forhåbentlig får nyt om det hele.

Og så fik jeg efter Anjoe‘s gode forslag købt en ny blender i dag. Den ligner denne, men har plasticfod. Så det var et godt forslag, og der var kun få tilbage, så det var heldigt – tak for ideen!

Nu er mit hoved stået helt af, og jeg er mere end flad. Dog går det fremad med svimmelheden heldigvis, så lidt fremskridt er der. God aften.

Berlin dag 2. – En smule mere sightseeing


Den dejlige altan, hvor jeg sad alle dagene og spiste min morgenmad, undtagen en dag – fotoet illustrere også, hvor grønt, der er i Berlin

Berlin: 21.-27. maj 2012

Jeg havde købt en sightseeingbillet, der gjaldt i 2 dage. Umiddelbart, skulle man synes, det var mere end rigeligt. Tro mig, jeg kunne snildt have brugt hele ferien på at stige af og på den sightseeingbus og se flere steder, der ikke var på ruten også. Men jeg havde jo også private ærinder, at se til, så det var benhård prioritering, og det gik meget hurtigt op for mig, at jeg ingenlunde ville nå en brøkdel af det, jeg gerne ville. Men jeg besluttede, at jeg ikke ville stresse, for det skal jo være hyggeligt og det jeg så så, skulle gøres ordentlig. Som sagt så gjort.

2. dagen var også første dag, hvor jeg stiftede bekendtskab med morgenmaden på hotellet. Den var okay, og mæt kunne man sagtens blive. At der var plads til forbedringer, er der ingen tvivl om. Især deres røreæg og pølser, kunne klart forbedres. Røreæggen var decideret (i min verden) uspiselig. Jeg undlod så bare den del. Til gengæld var der (kom man tidligt nok) dejlige grovrundstykker, masser af ost og marmelade, frisk frugt og mange andre ting, så sulten behøvede man ikke gå derfra. Det var jo kun 3-stjernet hotel, så jeg tænker, man ikke kan forlange mere.

Da morgenmaden var spist begav jeg mig ud i det pulserende liv. Ganske som dagen før, var vejret strålende, og det var varmt. Meget varmt bliver der på toppen af sådan en sightseeingbus med solen bagende lige ned. Men det gik.

Første stop på turen, havde jeg bestemt – Checkpoint Charlie. Dette er et meget kendt sted i Berlin, og ikke mindst betydningsfuldt for mig. Og hvorfor så det? – spørger du måske. Jamen som jeg vist har nævnt tidligere, er jeg født i Berlin. Min biologiske mor var tysk, og min biologiske far amerikansk soldat. Derfor var det selvfølgelig et meget vigtigt sted, der skulle ses. Hvad jeg ikke kendte til på forhånd, var museet.

Det udvendige, er sådan set jo hurtigt overstået, medmindre man for 6 Euro (mener jeg det var), ville have et stempel i sit pas. Det skulle jeg så ikke, men begav mig indenfor, da jeg havde fået de fotos, jeg ville. Intet kan rigtigt forberede en på den oplevelse, museet er. Det er faktisk overvældende. Museet fortæller historien om Muren og ikke mindst illustererer den med effekter og fotos rigtig manges flugt over muren og fortæller i detaljer historien og om, hvad der siden skete med disse mennesker. Meget interesant, og et meget håndgribeligt indblik i en mørk side af Berlin’s historie og menneskets vilje til at overkomme det mest utrolige. Jeg kunne godt have brugt længere tid derinde, men det var meget, meget varmt og kræfterne skulle jo også stå model til næste stop. Iøvrigt er der inde på museet (tror det var 4 el. 5 stk.) store bøger med sider med 4 kolonner på hver side, ca. 15 cm høje var de her bøger med navne på folk, der er forsvundet, og så kan man skrive i bogen, hvis man er i familie med nogen af de nævnte.

Efter at have set det hele, omend noget kunne have tålt mere fordybelse gik jeg ud på gaden igen og fandt bussen, og så kørte jeg med til vi nåede Berliner Dom – Berlins Domkirke!

Jeg havde jo allerede set den dagen før på turen rundt og den måtte jeg bare se. Den var vist ikke på min liste over ting, jeg havde skrevet, men der skal jo være plads til improvisationer og begejstring, og med min kirkefacination, var der no way, jeg kunne lade denne gå min næse forbi. Og nej hvor blev jeg da ikke skuffet. Noget smukkere findes ikke tror jeg. Jeg har set Peterskirken, og denne er næsten flottere. Men det skyldes måske også, at Peterskirken er så stor og næsten uoverskuelig, men som jeg husker den også meget farveløs, omend flot. Hvis jeg husker forkert undskylder jeg, jeg var 11, da jeg så den. Men ihvertfald vil jeg sige, kommer du til Berlin, og du kan lide arkitektur, kultur, og kirker – så skal du se den. Den er næsten ikke til at beskrive. Oppe ovenpå var der en udstilling af de forskellige renoveringer og udtryk kirken har haft, og nogen af de statuer, man har måtte tage ned og som er delvist gået i stykker og nogen er modeller for nogen, der står i kirken, ligesom der er tegninger også. Rigtig spændende at se.

Det var meget, meget varmt den her dag, og jeg var mere end brugt til sidst. Dødsenstræt var jeg og den sidste bus skulle nås også, så jeg begav mig hjemover mod Kantstrasse, hvor jeg spiste min aftensmad. Kantstrasse ligger parallel med Kurfürstendamm, og er meget mere “tilgængelig” og hyggelig, om jeg så må sige, og om aftenen summer den af liv med masser af restauranter og butikker. I modsætning til Kurfürstendamm, er der mere almindelige butikker og mere afslappet og noget for enhver smag. Efter sådan en dag på benene, smager ens gin/tonic altså godt, når man sidder der på ømme, men glade fødder :-)

Således lykkedes det mig, at få skrevet endnu et indlæg fra Berlin. Men det har også taget mig hele dagen. Dels har jeg lavet andet indimellem (også hvilet mig) og dels så har jeg det med at blive distraheret indimellem. De næste indlæg bliver lettere, for der kan jeg springe lettere over det fotos-mæssigt. Næste indlæg bliver et fotoindlæg med glimt fra turene rund med bussen og så skal vi til det mere alvorlige senere. Kan I nu sove godt, nu er der ihvertfald lidt at kigge på.


Spisesalen, og buffet’en og baren med kaffe, te, mælk, juice i lange baner og vand


Checkpoint Charlie var sjov at se, men mest spændende var museumet. Kommer du derned, er det et must. Hvorfor ingen fotos – det må man ikke!

Klik nedenfor, for at se mere fra turen!
Læs resten