Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet her, endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder (som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

En afslutning

Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Et sidste forsøg

Jeg har ikke talt om det længe her,og det er såmænd fordi der ikke har været noget, at fortælle. Omkring min søgen efter biologiske rødder/ophav/informationer.

Lidt er der dog sket nu. En kontakt, jeg har fået i Tyskland, har på mine vegne prøvet at opsøge min biologiske søster i Berlin for et sidste forsøg på eventuelt kontakt, og hvis ikke det, så i det mindste for nogen oplysninger.

Hun var ikke hjemme, men min søde ven, der hjælper fik kontakt til en beboer i ejendommen, der gav en del nye oplysninger. Så informationsrige naboer, kan være en god ting, og var i dette tilfælde. Min biologiske søster rejser tilsyneladende en del, og derfor var hun ikke hjemme. Min veninde efterlod både mit brev, og en hilsen fra hende selv (incl. diverse kontaktinfo.), og så må vi se, hvad der sker. Næste weekend skal hun derned igen, og vil tage forbi og se, om hun kan sludre med naboen igen. Så vi måske kan få en ide om hendes reaktion.

Når man er blevet skuffet så ofte, så forventer man intet, men jeg håber på lidt information og måske fotos. Har tydeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil påtvinge nogen mit selskab/en kontakt, men hun er den eneste, der kan give visse informationer, og det kan være for sent lige pludselig. Skulle hun have ombestemt sig, er det selvfølgelig glædeligt og jeg vil selvklart meget gerne se hende/have kontakt. Fingers crossed please! Uanset, kan jeg ikke takke den søde kontakt, jeg har fået i Tyskland nok, for hendes hjælp og engagement.

Update om min søgen/on my search!


Min biologiske mor Hildegard Charlotte Weide

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet noget om min søge efter min rødder. Det er der en meget simpel forklaring på. Der er ikke sket noget! Jeg har gjort lidt. Har blandt andet haft en sød dames hjælp i forhold til at prøve at finde ud af mere om mine bedsteforældre i Tyskland, og har også været i forbindelse med lidt mennesker i forhold til min biologiske far – altssammen uden held.

De sagde for 1½ år siden, at de var ved at omlægge arkiverne (med hensyn til mine bedsteforældre) så der var ventetid. Den tid er jo så for længst gået, og det virker som om vi bliver holdt hen. Hende der hjælper mig, har samme erfaring i forhold til andres søgen, og jeg er så sur! Det er bare ikke i orden. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre! Vi har skrevet, ringet, skrevet og ringet og forfra igen og intet sker. Hvor klager man sin nød??

Så er der hele spørgsmålet om min biologiske far. Stadig intet nyt der, udover jeg nu prøver at poste en poster i nogle grupper på facebook, og så må vi se. Nu har jeg lige fået at vide, at der ikke er nogen let vej andet end at tage og indskrænke det og så prøve at ringe rundt. Vi taler mange, mange tusinder, hvis ikke mere. Nu må vi se, det virker helt uoverskueligt og jeg kan ikke se, hvor jeg skal få dels tiden og dels kræfterne til det fra. Men jeg må prøve så godt jeg kan, og så må vi se. Nu har jeg postet de indlæg ihvertfald.

Der er meget mere at sige om emnet og også hele adoptionsdebatten som bliver ved at flyde i mere eller mindre kønne strømme rundt omkring. Det er snart svært at vide, hvad man skal synes om det. Der er lige så mange meninger, som der er adopterede og adoptivfamilier og biologiske forældre. Det der gør det svært er jo, at hver eneste barn og de berørte har en særlig historie og derfor er det som med meget følsomme emner svært at lave generelle regler, hvilket man jo dog er nødt til i systemer.

Look below for the English version:
——————————————————————————————————
Læs resten

Børneimporten – Om bagsiden af medaljen


Dette er en bog, som jeg af helt personlige (og formentlig åbenlyse) grunde har set meget frem til. Det er en bog om mig og alle de andre. Den handler om et fåtal af adopterede, nemlig os fra Tyskland. Der tales meget om mange andre adopterede, men sjældent om vores særlige historie. Derfor glæder det mig, at den nu bliver fortalt. Noget jeg også selv har bidraget til.

Her er hvad forlaget skriver om bogen:

Op mod 3.000 tyske mulatbørn blev i efterkrigs-
årene adopteret til Danmark. De var resultatet af
forhold mellem tyske kvinder og afroamerikanske
soldater i et Vesttyskland, hvor nazismen endnu
spøgte. I deres fødeland var børnene uønskede, men
i Danmark ville mange par gerne adoptere dem. Den
godhjertede Tytte Botfeldt hjalp derfor med at finde
mulatbørn til adoption, men hun arbejdede uden
autorisation, og ingen undersøgte adoptivforældrene.

Børneimporten giver ordet til de adopterede,
der for første gang fortæller om, hvilke konsekvenser
det har haft at blive rykket op med rode og plantet
i tilfældige danske familier – i mange tilfælde med
omsorgssvigt og misbrug til følge. Samtidig fortælles
historien om udenlandsk adoptions begyndelse i Danmark
– en historie, der trækker mange tråde til vore
dages adoptionsdebat.

Bogen udkom den 4. september 2013, er på 282 sider (illustreret), og skrevet af Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesen.

Links:

31. august 2013 – Politiken – Tusinder af tyske mulatbørn blev adopteret illegalt til Danmark

Berlin maj 23. maj 2012 – Hermsdorf & Schöneberg


Den vidunderlige togstation i Hermsdoff – bemærk træet som vokser på perronen
.

Mere S-Bahn her den ene udgang, der var som oftest to
.

Sommeren var på sit højeste, og jeg kunne ikke dy mig for at fotografere dettte smukke blomsterflor
.

Skiltet, der markerede, at nu var jeg nået frem til mit bestemmelsessted. Kinderheim Elisabethstift
.

En af flere store villaer, der tilsammen udgør børnehjemmet
.

Indkørslen til børnehjemmet – igen bemærk de høje træer. Her bliver der med stor jubel kælket nedad, når vejret tillader – det skråner ret så meget
.

Endnu en villa og smukke rhododendron
.

Nu spørger du nok dig selv, hvorfor jeg har taget fotos af en ret så kedelig gård. Læs nedenfor så får du forklaring
.

.

Sabine.Rumöller som var så fantastisk sød ved mig og viste mig rundt
.

Denne giftig grønne drik har jeg fortalt om før, en BerlinerWeisse, som smagte skønt på en varm dag
.

.

.

Jeg fik en menu på tilbud, som bestod af bruschetta’en, suppe og fisk med stegte kartofler – altsammen meget lækkert. Restauranten ligger lige ved siden af stationen næsten og hedder Leonardo Da Vinci – Italiensk
.

Ejendommen, som var den sidste min biologiske mor boede i
.

Schöneberg Rådhus
.

Bagsiden af huset, hvor min biologiske mor boede, også her var der masser af træer og blomster
.

.

.

Aftensmåltidet var også Italiensk på en restaurant La Plazza, Berlin. Spagetti med oksemørbrad – bare lækkert. Restauranten er beliggende mellem Kürfurstendanm og Kantstrasse tæt på banen – bilen er en ældre model Rolls Royce og tilhører ejeren af Restauranten som ses i baggrunden

Så fik jeg mig endelig skrabet sammen til at få skrevet om endnu en dag i Berlin. Forstå mig ret, det er ikke fordi, det som sådan er “en sur pligt” slet ikke, men jeg vil gerne gøre det ordenligt og have det vigtige med. Bloggen fungerer jo i den forstand også som en slags dagbog for mig selv. Og så skulle man jo tro, at så mindeværdig en tur, den glemmer man ikke. Man glemmer ikke, at man har været der, og selvfølgelig heller ikke overordnet at det var en fantastisk tur. Men jeg ved fra en tidligere ture til Guatemale, Honduras og El Salvador, hvor jeg ikke kan finde mine dagbogsnotater, at det er mig helt umuligt at huske detaljer, som jeg gerne ville have kunnet huske nu. Det var også en længere tur, og er længe siden – men stadig. Det her er heldigvis kun lige knapt et år siden, så det er med, at skrive, mens man kan huske følelser og stemninger.

Dette var en meget spændende dag for mig. Jeg skulle først og fremmest finde ud til det Børnehjem, hvor jeg tilbragte den første tid af mit liv. Fra jeg blev udskrevet fra et børnehospital og til jeg blev adopteret i september 1963. Dels var det spændende i sig selv, at skulle se børnehjemmet og så var det mindst lige så spændende, om jeg kunne finde derud, uden at fare vild. Mig og finde rundt, er ikke det bedste altid. Af samme grund havde jeg faktisk købt en telefon med GPS lige inden, jeg skulle afsted, men det viste sig så, at det ville blive for dyrt at bruge dernede. Man kan eventuelt købe et kort dernede, det er noget, jeg vil undersøge en anden gang.

Jeg startede med at gå op på Bahnhoff Zoo og finde ud af, hvordan jeg skulle begå med mig for at komme derud. Jeg skulle endda skifte tog på hovedbanegården (den flotte nye), men det gik som en leg og der var ingen problemer. Jeg kan faktisk godt lide at køre i tog og sidde og kigge ud. Jo mere vi kørte, jo grønnere blev det, og området jeg havnede i, kan bedst sammenlignes med Charlottenlund/Klampenborg hvis noget. Store villaer og masser (mange, mange flere end i Danmark) store træer – et skønt område.

Så var næste udfordring at finde Berliner Strasse, hvor børnehjemmet ligger. Det var ikke helt så nemt, men efter at have spurgt mig lidt for, kom jeg på rette vej. Jeg var i meget god tid, så jeg kunne sætte mig hos den lokale bager med en kop kaffe og puste lidt ud, og lade op til næste “heat” af udflugten. Vejret var, som alle dage dernede, bare helt fantastisk. Blå himmel og sol fra en skyfri.

Da jeg ankom skulle jeg så finde ud af, hvilken af de store villaer, jeg mon skulle gå ind i for at finde Sabine. Heldigvis valgte jeg rigtigt, og fandt hende også – igen efter at have spurgt efter hende. Hun var utroligt sød og er forstander der nu. Før hende var det faktisk den søster, der i sin tid passede mig – Schwester Gerda, der var forstander. Dengang var der som det antydes søstre på børnehjemmet, men som tilfældet er så mange steder, er der ikke det længere. Jeg har for mange år siden skrevet til Søster Gerda og hun kunne sagtens huske mig. Hun er nu pensioneret og taget tilbage til sin hjemegn, som er langt fra Berlin. Hun er også en meget ældre dame nu.

Efter en lille snak og lidt kaffe begyndte vi vores tur rundt på stedet. Det er i mine øjne et dejligt sted, som jeg kun kan være glad for at have startet min færd i livet på. Selvfølgelig er meget helt anderledes nu end dengang. Gården som er afbiledet ovenfor, er en går som jeg har et foto af, taget dengang, og hvor jeg muligvis også er på. Dengang blev barnesengene stillet derud og så hentet ind igen senere. Nu er det så legeplads. Der er også en stor forskel i antallet af børn, ligesom der næsten ingen adoptioner foretages længere. Der lægges nu stor vægt på det forebyggende arbejde og lære de mødre, der mangle evner og færdigheder udi moderskabet disse. Den afdeling så jeg også. Så også et lille barn, som havde været der næsten et år, og som det samme dag ville blive besluttet, om han skulle tilbage til sine forældre, eller hvad der skulle ske. Vi talte også om, hvor hårdt det er for personalet, som jo ikke kan undgå at knytte sig til de små mennesker. Der har Sabine en stor fordel som forstander, i forhold til at kunne hjælpe sit personale – hun er psykolog. Og disse samtaler er nødvendige, helt forståeligt.

Vi gik en tur i den dejlige have, der omgiver de her villaer, der ligger strøet som perler på en bakke. En af dem opholdt mine forældre sig i, da de var og hente mig for alle disse år siden. Mange af de træer – hvis ikke dem alle, der står i haven har været med til det, for de er alle mega store og skyggede dejligt for den hede sol. Når jeg går sådant et sted, bliver jeg frygtelig ked af danskernes mani med at beskære og fælde træer i en uendelig strøm, og den manglende påskønnelse af, hvor meget stemning de skaber. Stod det til mig, havde vi mange flere træer – høje ubeskårede træer i Danmark. Læg mærke til, hvad det er, der blandt andet er så specielt ved Berlin, og en del af det, du elsker. Det er træerne.

Vi havde været haven rundt og talt og gjort ved et par timer. Det var tid at sige farvel og tusind, tusind tak til Sabine. Jeg kan ikke (stadig ikke) takke hende nok for hendes fantastisk varme og søde måde at tage imod mig på, og hendes fine rundvisning. Jeg fik også et hæfte, der blev lavet tilbage i 2001 i andledning af hjemmets 175 års fødseldag, hvor man kan læse om hvordan hjemmet fungerede før og ikke mindst er der en stor artikel om Søster Gerda. Det hæfte passer jeg selvsagt rigtig godt på.

Bagefter gik turen så tilbage, men på vejen var der et andet visit, jeg gene ville have gjort. Min biologiske mors sidste adresse ville jeg gerne se (jeg nåede at se flere i ugen), så det var planen på vejen hjem. Det gik også godt nok, og igen efter lidt roden rundt fandt jeg det. Dog var det svært at se nøjagtigt, hvor hun har boet. Og man ringer jo ikke bare på og spørger – eller det gjorde jeg ihvertfald ikke. Så er det man gerne ville have et Tv-hold og noget i ryggen. Men uanset er det slet ikke sikkert, det er beboelse mere. Som jeg kunne forstå det var det nærmest kollegieværelser, der hvor hun boede. Altså helt oppe under taget. Som beskrevet kunne jeg ikke helt regne ud, hvor det skulle være men bygningen ovenfor, burde være den, hun kom ind igennem.

Noget andet, jeg hele tiden gerne ville se, mens jeg var dernede var Schöneberg Rådhus. Det viste sig, at det lå lige for enden af gade, hvor bygningen ovenfor beskrevet lå. Så det var jo let, så jeg gik hen for at se rådhuset. Der var en fin udstilling omhandlende II. verdenkrig øst/vest og det faktum at mange familiemedlemmer og naboer meldte hinanden.

Jeg fik set det, og så var jeg dælme også færdig, og ville bare tilbage. Men jeg var godt klar over, at kom jeg først tilbage til hotellet kom jeg aldrig ud igen, så jeg kunne lige så godt spise på vejen. Det forklarer også, at det blev ovensiddende restaurant, for jeg orkede ikke den store jagt på noget andet, men det gjorde ikke noget, det smagte skønt. Og indrømmet, det havde været en fysisk og mentalt udmattende dag for mig. Så at sidde lige så stille i den milde sommeraften og nyde dejlig vin og mad, var lige hvad jeg trængte til. Og der var ikke langt til hotellet derfra og ikke mindst et bad og en seng. Vil du se flere fotos, ligger de her.

Brown Babies: The Mischlingskinder Story Trailer

Jeg behøver næppe forklare, hvorfor jeg viser denne trailer. Filmen er ikke kommet ud endnu undtagen i udvalgte “Screeninger”, men når den gør, så skal jeg selvfølgelig se den, da jeg også er en “Brown Baby”. Der er flere links om netop dette på min side med Adoptions- og Slægtsforskingsrelaterede links.

In English:

There’s properly not much need for me to explain, why I’m showing you this trailer. The film hasn’t come out except in chosen Screenings, but when it does, I’ll of course see it as I’m also a Brown Baby.
There are more links on this on my page with Adoption- and Ancestryrelated links.

I spændt venten og nu med ny blender

IMG_4357opt2_Berlin_240512
Synes det var passende med et foto fra Berlinturen her. Det er selvfølgelig den sorte skulptur, der er målet med foto, men spørg mig ikke lige nu, hvad den hedder. Hvis du ved, må du gerne fortælle, for jeg har lige prøvet at finde, uden held. Det er taget 24. maj 2012

Som jeg fortalte forleden, så har jeg fået kontakt til en dejlig dame i det Tyske, der har tilbudt at hjælpe mig, udi min søgen efter mit biologiske ophav. Især på fædrende side, men også i forhold til at få oplysninger om min mors familie, hvilket har vist sig noget svært. Hun har store fordele, for hun kender systemet og sproget ikke mindst. Hun skulle have en fuldmagt og alle de papirer, jeg kunne komme på, kunne være vigtige for hende sendt. To timer scannede jeg dokumenter på biblioteket. Gudskelov havde de en, og jeg kunne scanne til jeg var blå i hovedet. Da jeg var igang, og forlængst havde overskredet den tid, så jeg, at man max. må bruge en time og normalt skal bestille tid. Men siden der ikke var andre, der skulle bruge, fik jeg så frit slag. Dejligt at få gjort.

Nu er det sendt videre, så nu er det bare at vente. Jeg var ikke klar over før jeg så “Sporløs” forleden (tror iøvrigt, det er første gang, jeg ikke har tudet), at der er noget, der hedder “Search Angels” – nu har jeg min helt egen. Det er jeg taknemmelig for i en grad, så jeg dårligt kan udtrykke det. Mere om det senere, når jeg forhåbentlig får nyt om det hele.

Og så fik jeg efter Anjoe’s gode forslag købt en ny blender i dag. Den ligner denne, men har plasticfod. Så det var et godt forslag, og der var kun få tilbage, så det var heldigt – tak for ideen!

Nu er mit hoved stået helt af, og jeg er mere end flad. Dog går det fremad med svimmelheden heldigvis, så lidt fremskridt er der. God aften.