Dag 1: Turist på dobbeltdækkerbussen


Det første glimt af Berlin

Berlin: 21.-27. maj 2012

Nå, jeg må hellere til det! Altså fortælle om fantastiske Berlin! Nu lyder det næsten som om, det er en sur pligt, og det passer slet ikke. Men jeg er træt, træt og atter træt ovenpå en dejlig, dejlig uge med SÅ mange indtryk, at jeg dårligt ved, hvor jeg skal ende og begynde. Men jeg må jo prøve at starte med begyndelsen og så må vi se, hvor vi ender. Det er nok den eneste måde at gribe det an på. Som sædvanlig, har jeg o gså svært ved lige at vælge fotos, men jeg har gjort en stak klar, og så må I se resten på Flickr, for under alle omstændigheder, er der flere end rigeligt. Så here goes….

Jeg var spændt på den her tur – meget spændt. Dels fordi jeg skulle til et land, hvor jeg ikke var klar over graden af Engelsktalende, og så kender jeg desværre min egen evne til at fare vild, selv med et kort i hånden ALT for godt (en sådan episode fik jeg selvfølgelig også, men mere om det senere). Derudover var det sådan meget personligt, utroligt spændende, at se byen, hvor jeg er født. Jeg har jo været der dels da jeg var helt lille, og senere var jeg med nede og hente min lillesøster i sin tid. Men første kan jeg af gode grunde ikke huske og anden kan jeg kun huske lidt fra Børnehjemmet. Så det var som at komme der første gang.

Jeg fløj klokken 8 om morgenen, og min far var sød og køre mig i lufthavnen. Det tilbød han selv, og jeg tog meget taknemmeligt imod eftersom der er en hulens bøvl med togene omkring alt det her Nørreport. For hjemad var det lidt ligemeget, hjem skulle jeg nok komme. Men flyet venter jo ligesom ikke og jeg skulle meget tidligt op, hvis jeg skulle sikre mig – det var slemt nok! Afsted kom vi og på den tid, er der heldigvis ikke megen trafik, så det gik helt glat. Jeg havde aftenen inden tjekket mig selv ind, men udskrivning af baggagedutter i lufthavnen ville ikke kendes ved mig. Jeg var mere irriteret end bekymret, men fandt en skranke og så var det klaret.

Da jeg var tjekket ind, gik jeg over for at få en kop kaffe i Starbucks. Det viste sig, at hvad jeg havde bestilt var en iskaffe, som slet ikke smagte af noget næsten – mest af is, og det var altså noget af en nedtur Starbucks priser taget i betragtning. Er det kun mig, der har svært ved at gennemskue, hvad der er hvad? Nå, men denne oplevelse gjorde, at drømmen om kaffe på Starbucks på Kurfürstendamm, aldrig blev til noget, til trods for, at den lå lige om hjørnet fra, hvor jeg boede.

Eftersom vi fløj så tidligt og turen kun tager en time, var jeg allerede i Berlin klokken 9. Jeg købte mig et Welcome Card (et kort til offentlig transport for X-antal dage, og X-antal Zoner, der også giver rabat på mange sites) og så fandt jeg ret så hurtigt bussen, der går direkte fra Tegel Lufthavnen ind til byen – en lufthavnsbus. Dette gælder kun Tegel Airport. Schönefeld, ligger længere væk. Tegel ligger ret kort afstand fra centrum, ca. ligesom Kastrup i forhold til centrum af København. Helt ideelt.

Jeg steg af bussen på Kurfürstendam ved Uhlandsstrasse U-bahn, og gik ned af Fasanenstrasse og efter få meget var jeg ved Hotel Augusta. Ulempen ved dette hotel er, at der er trapper. Ikke fordi, der er trapper og man (jeg) ikke har godt af at gå på trapper, men er man svagelig eller ældre, er det ikke sagen at skulle slæbe sin kuffert først op af ca. 10-15 trin (der er ikke andre muligheder) og igen senere, skal man igen op af en trappe for at komme op til elevatoren, som så kunne køre en til valgte etage. Når man så landede der, var bygningen sådan indrettet at man skulle gå en sal ned, og altså igen nedad trapper. Noget upraktisk, men det kunne da gå, når man kun skulle slæbe kufferet når man kom og gik. Da jeg kom var de søde og slæbe den op til elevatoren. Det er altså et faktum man lige skal være klar over, og som jeg ikke havde været opmærksom på.

Jeg smed baggagen og drønede op og fandt Sightseeingbussen. Det var en stor glæde, at se byen i strålende solskin fra toppen af en sightseeingbus. I ørerne havde jeg de hovedtelefoner, jeg havde fået udleveret i en lukket lille pose ved køb af min billet, og så kunne jeg selv vælge, hvilket sprog, jeg ville have informationerne på – jeg valgte engelsk. Og så kørte bussen forbi alle de dejlige bygninger, både nye og gamle. Jeg var imponeret, og jo mere jeg kørte, jo mere imponeret blev jeg.

Du ser lidt af de ting, jeg mødte nedenfor. De to første dage, var de dage, hvor jeg faktisk så mest af de mest turistprægede ting, hvorfor de også kommer til at fylde mest, men senere i beretningen kommer de mere personlige ting frem. Det var altsammen fantastisk på hver sin måde. Nu er klokken ekstremt mange, og jeg MÅ sove. For udover at være fantastisk, så har det også krævet ufattelige mængder energi af mig og jeg er helt kvæstet ovenpå turen. To be continued…..


Hotel Augusta, lige ved Kurfürstendamm på Fasanenstrasse – et dejligt centralt sted


KaDeWe – Berlin’s uden tvivl største og flotteste Stormagasin. Tænk Ilum i gamle dage for elegance og Magasin for kvalitet og udvalg og gang det så lige med….?? Helt vildt – især madafdelingen. Men jeg var der først den sidste dag, her er det bare fotograferet fra bussen


Der er mange fordomme omkring amerikanere, og det faktum, at de stikker ud fra forsamlinger, som en rød klud. På denne tur lagde jeg mærke til det. Måske jeg i den grad mængede mig med turister, hvilket jeg jo egentlig ikke har gjort meget længe på den måde. De to på bussen her, var et eksempel :-)


Berliner Dom (Berlin’s Domkirke), som er noget af det mest imponerende, jeg har set, båden udefra og indenfor – jeg var der dagen efter


1½ km mur står der tilbage. Her ses noget af den. Den er dekoreret med malerier, af alle mulige kunstnere og er således verdens største udendørs galleri – ret fantastisk at se


Springvand fra 1961


Den gule Sightseeingbus. Der er flere forskellige, og til flere forskellige priser. Denne havde stig-på-hop-af, og billetten duede i to dage og kostede omkring 16 Euro – jeg synes, de penge var godt givet ud. Lige foran bussen ses en bid af Parlamentsbygningen


En typisk boulevard i Berlin, her udsigten ved Brandenburger Tor. Læg mærke til Taxi’erne – de lysegule ting på fotoet. En rædselsfuld farve, men på den anden side, ser man dem


Brandenburger Tor, som var et must for mig – imponerende bygningsværk. Førhen lå den i ingenmandsland mellem øst og vest. Nu kan man heldigvis bevæge sig på begge sider af den


En rigtig flot statue i et hjørne af Tiergarten ved Brandenburger Tor. Især flot fordi den jo forestiller løver, som jeg er ret vild med


Holacost Mindesmærket, som er tankevækkende og ved sin blotte størrelse også imponerende – noget man efter min mening også skal se, når man er i Berlin


Dagens frokost – en dejlig burger incl. cola og pommes frites. Temmelig fantasiløst, men jeg var dødsulten og det var det bedste bud lige der – og så smagte den iøvrigt supergodt!

Vielen Dank!


Sådan så Berlin ud, da jeg forlod den i dag. Dette taget fra flyveren i x-antal meters højde klokken ca. 15.45. I midten Berlin’s berømte vartegn Radiotårnet, som jeg kørte forbi flere gange, men ikke nåede at besøge

Jeg er landet på hjemadressen, og det er også skønt at komme hjem igen. Hovedet er ved at sprænges med alle de indtryk, der er fyldt på i løbet af en helt utrolig dejlig tur. Langt bedre end jeg på nogen måde, kunne have drømt om næsten. Jeg nåede stort set alle mine personlige ting på turen. Dog mangler en adresse besøg, men den er ikke så vigtig igen.

Til gengæld har Berlin SÅ ufatteligt mange ting, at se, at selvom jeg havde brugt hele ugen “kun” på turistting, ville jeg stadig ikke have nået det hele. Dertil kom ting, undervejs, jeg opdagede. Så der er klart belæg for flere besøg. Jeg plejer at sige, at London er min favoritby, og jeg elsker stadig London, men det er lige før, jeg tror Berlin har vippet den af pinden til en 2. plads. Berlin har alt det bedste fra de andre storbyer, jeg har besøgt. Så kan du spørge, hvilken sammenligning jeg har: London, Dublin, Rom, Athen, Paris, New York – er det ikke nok? Der pænt, rent ordenligt, og folk er flinke og hjælpsomme og så er der grønt (Oh bare Danmark ville tage ved lære). Der er 400.000 træer i Berlin, og de er overalt og de er store. Det giver en helt særlig stemning og ikke mindst er luften overraskende ren, når man tænker på, at det er en millionby.

Jeg har aldrig opfattet mig selv som særlig tysk, selvom det er jeg jo af fødsel. Hvis jeg har følt mig som noget, har det været amerikansk (udover dansk selvfølgelig), og det holder vist også stadig meget godt. Men jeg må sige, at jeg efter mit besøg er rigtig stolt af at kunne sige som Kennedy gjorde: “Ich Bin Ein Berliner” – omend meningen ikke helt var udtrykt rigtigt, så ved vi, hvad der menes. Derudover: Vielen Dank, til alle de søde mennesker, jeg mødte og for en vidunderlig ferie. Og sidst men ikke mindst tak for alle de søde hilsener med ønsket om en god rejse. Om det var deres skyld også, at turen blev så god, ved jeg ikke, men værdsat er de. Tusind tak!

Mere når jeg får hvilet mig lidt og ikke mindst sorteret 882 fotos fra turen, og lige får set til lidt vasketøj og noget også. Foreløbig rigtig god Pinse til jer alle!

Her skal jeg være

Mens jeg roder rundt og får styr på diverse, kan I jo kigge på, hvor jeg skal bo, når jeg er i Berlin! Hotel Augusta. Tryk på screenshot ovenfor, så kommer I til Hotellets site. Enjoy! Det er lige mig, og jeg glæder mig, også fordi det ligger midt i det hele, men alligevel hyggeligt.

Nu begynder sommerfuglene, og den søde forventning at melde sig. Det bliver så spændende. Der skrives lister, og planlægges.

Friedrichstadt – En af efterårets glæder

Bliver en tur til Friedrichstadt med Gentofte Kulturforening i 3 dage. Vi skal køre med bus og se en hel bunke spændende ting. Jeg glæder mig allerede, og håber bare vejret arter sig. Så mangler jeg bare at få mine to andre arrangementer på plads :-)

Vigtigt brev til 83 kr.!!!

Ved du, hvad det koster at sende et anbefalet brev? Okay godt nok til Tyskland, men alligevel. 83 kr. koster det nu. Det var et helt almindeligt brev, i helt almindelig størrelse. Nothing fancy. De påstod på posthuset, at taksten for det anbefalede ikke var steget – det var de 72,- kr., men at det var portoen, der var. Ja det kommer mig for. Rip-off siger jeg bare!!

Nå, men det her var et vigtigt brev. Til en mand, der potentielt kan være min biologiske far. Jeg sætter ikke næsen højt efter noget. Nu har jeg ledt i SÅ mange år efter ham, så det virker helt hysterisk, at det skulle være ham, jeg fandt ved bare at kigge i den berlinske telefonbog. Men så igen, det kan jo være. Så det er altså lidt spændende. Det skulle være fremme efter 2 hverdage, så det er snart, jeg forhåbentlig ved noget. Hvis han vel og mærke svarer. Det har jeg bedt ham gøre uanset, men det er jo ikke sikkert han gør.