En tur til Lyngby

Efter at have ligget brak siden sidste fredag, lysner det endelig noget. Ryggen gik fuldstændig i selvsving, og oveni var jeg bare sløj, fik forkølelsessår og var fuldstændig flad. Jeg tror selv, det er udtryk for stress, og det tåler jeg bare slet ikke. Så kan man spørge, hvad jeg har at være stresset over, når jeg ikke arbejder…Det kan man, men får ikke noget entydigt svar, men jeg kan sige så meget, at der er mange beslastninger/omvæltninger, der kan give symptomer, udover noget arbejdsrelateret. Og dem har jeg rigeligt af i øjeblikket. Det har jeg været inde på før, men som sagt før, det meste er privat og andet kan jeg måske komme ind på senere. Uanset, føler jeg mig meget presset i øjeblikket på alle fronter. Så jeg har prøvet at passe på mig selv her, fordi jeg kan mærke, at det er det, jeg skal lige nu.

I dag bevægede jeg mig udenfor, for første gang. Jeg “kom til” at købe noget tøj på udsalg på Magasin’s hjemmeside og kunne så hente i butikken. Derudover købte jeg en ny læbestift. Egentlig ville jeg have en magen til den, jeg i sin tid købte i USA, men den er dels ved at være tom, og dels kan jeg ikke finde den. Hvad værre er, så er den åbenbart i restordre, for den er ikke til at få på deres hjemmeside. Så nu købte jeg en IsaDora istedet. Tøjindkøb var et par cowboybukser til 149,- kr. og en meget smuk jakke til 239,- kr., så det var da rørende.

I modsætning til de foregående dage, var det som det ses fantastisk vejr i dag. Det var dejligt at komme ud og få lidt luft og se noget andet. Den smukke Mercedes, stod faktisk henslængt midt på Hovedgaden. Hvorfor ved jeg ikke, men nu var kameraet jo med, og fin var den.

Nu skal jeg i samme ånd have noget søvn, så der er energi til lidt mere oplevese forhåbentlig, men det hører I om. Men jeg kan godt mærke, det skal være i afmålte doser. Foreløbig vil jeg ønske jer en god fredag.

En god slutning

Monte Carlo i vindercirklen i går

I går aftes var det meget atypisk galopdag. Jeg kan ikke mindes, det har været en torsdag før, men det var det så nu. Dette har sin baggrund i at det skal passes ind i Datoto med flere andre aktiviteter/baner, og så prøver man at tage hensyn til storløbsdage rundt omkring. F.eks. er det Norsk Derby i weekenden.

Vi havde flere heste til start, men deriblandt hele 3 i Frantz Nuts memorial, så der burde jo så man kan sige, vi skulle have en chance. Og vi havde bestemt mere end en. Det var faktisk Monte Carlo, der reddede dagen og gik hen og vandt, og rigtig flot var det som altid.

En sejr luner altid, men nogen lidt mere end andre, og de her var bestemt en af dem. Dejlige venner på banen er også altid godt, men igen nogle dage er det ekstra værdsat, og dagen i går var også en sådan.

Der var heste, der skulle fotograferes i hvert løb indtil 5. løb, som netop var Monte Carlo’s løb, så der sluttede jeg, da jeg synes, det var nok, men der var 2 løb mere. Så stod den på stalden og lidt til halsen efter en igen lang dag (stalden om morgenen).

Der er flere udfordringer helt privat p.t., og jeg har svært ved lige at overskue det lige nu, og det er også derfor, der er relativt stille her, men jeg er er altså. Jeg håber, jeg snart er ude på den anden side, ihvertfald med noget af det.

2 alternative Nytårstaler – til og af folket!

Her er to Nytårstaler, jeg er faldet over de seneste dage, og begge har vigtige ting på sinde, og vi kan alle lære noget af dem begge uanset, hvem vi er. God fornøjelse.

Morten Messerschmidt på JP

Thomas Berdal

Ugestart med blandede følelser

Det har godt nok været en ugestart med blandede følelser. Jeg startede morgenen med at sidde her ganske fredeligt og drikke min morgenkaffe og surfe nettet. Dejligt nok, og så ringede min telefon. Det var min hesteveninde, der oppe fra stalden havde set mængder af politi i nordgående retning. Om jeg var hjemme og evt. vidste, hvad der foregik? Jeg måtte lige sådan umiddelbart melde pas, men havde godt set et S-tog, der havde holdt nede på stationen usædvanligt længe. Jeg sagde, at jeg ville undersøge, og vende tilbage.

Det viser sig, at der er bombetrussel på Klamenborg Station og den er evakueret, og ordensmagten undersøger, og diverse bombeeksperter er på vej. Udover Klampenborg er også Frederiksberg Centret og Ørstedsparken evakueret. Sikke en start på ugen.

Jeg har flere udfordringer her på matiklen end jeg lige synes er sjovt. De er mest af pengemæssig karakter, men det kan også være galt nok. Jeg har tidligere fortalt om bjerget af tandlæge girokort, jeg nu har liggende. Derudover har jeg fået en huslejeforhøjelse, forleden besluttede mit fjernsyn, at te sig underligt, og gør stadig, og viser farver, kontraster og lys helt forkert og jeg har en kat, der skal til dyrlægen. Bare for at gøre det endnu sjovere, har jeg også to computere, der begge er lige til åbne op og ….. i!!!

Må indrømme, det er lidt deprimerende at være så mindrebemidlet, som jeg trods alt er til tider. Som regel klarer jeg mig jo og er glad til, men der skal altså ikke mange udfordringer til, så vælter det hele, og lige nu kan jeg slet ikke se, hvordan jeg oveni alt det overhovedet skal komme på ferie også. Suk! Men jeg kan starte med at ringe til en fjernsynsmand, og så må vi se, hvad de siger…..