Fredag i drømmeland

Jeg har været i drømmeland de seneste dage. Hovedet er stået helt af, og udmattelsen er til at føle på. Jeg kan ikke foretage mig ret meget fornuftigt, og gør jeg det, så kommer regningen promte. Nu fik jeg ordnet lidt i går, og som følge deraf sov jeg til klokken 10 i dag. Noget jeg ellers aldrig gør. I går var det til klokken 12. Kort fortalt, har jeg det ad pommeren til lige nu. Det er heldigvis sjældent, det er så grelt, men selv jeg har de dage (nogengange uger). Det værste er, jeg aldrig ved, hvor længe det varer. Lige nu satser jeg på at være bare nogenlunde menneske søndag, hvor jeg får besøg.

Oveni at hovedet er tosset så vågnede jeg op, og havde drømt noget helt “tosset”. Dele af drømmen var jeg gerne blevet i, men det meste var noget sludder. Så det har på alle måder været en dag i drømmeland. Da jeg var kommet i tøjet, tog jeg min cykel og kravlede over til Kop og Kande, hvor min cykelklokke var kommet. Den gamle var gået i stykker for noget tid siden og jeg havde ingen ny fået. Som med så meget, var det først, da jeg ingen havde, at jeg opdagede, hvor meget man mangler den. Så var jeg i Kop og Kande efter noget andet og de havde nogle sjove cykelklokker, så jeg købte mig en. Jeg skal prøve at fotografere den, når jeg får den sat på. Udover cykelklokken var det lidt fornødenheder så klokken blev alligevel relativt mange inden jeg var retur for lidt frokost. Bare lidt suppe. Nu vil jeg hvile hovedet, for er der noget der ikke gør det bedre, så er det at hænge her. Rigtig god weekend! Fotos er fra forleden, hvor jeg var i Ellemosen. Der gik vi igennem Ordrup Kirkegård, hvor de fleste er fra. Det af bilen er på vej væk fra Mosen. Og døren er lige før, vi når hjem.

Relativt flittig

Jeg har været flittig i dag. Ikke i forhold til så mange andre, men i forhold til, hvordan jeg har det i dag og i det hele taget lige for tiden, så er jeg mere end godt tilfreds. Mit hoved er mere end tosset for tiden og det sætter sit tydelige præg på, hvad jeg får lavet og især ikke får lavet. Jeg malede i malebog forleden og det var rigeligt, og så igen behøver det ikke at have været det. Udover det, så er min tinnitus helt tosset også, og humøret er ikke på toppen, så alt i alt, så er jeg ikke glad.

Men jeg prøver, at bevare det positive outlook, og i dag, tog fanden ved mig. Jeg har for noget siden lånt en boremaskine og borene, har jeg selv. Så har jeg bare ikke fået mig taget sammen til at hænge ting op. Det fik jeg så gjort i dag. En kurvehylde i badeværelset og to billeder i soveværelset. Væggene her i huset er en historie for sig selv, som jeg før har været inde på. Så enten er det slagbor og hele svineriet eller også, er det smuldrervægge. Jeg har været ude i begge i dag, men projektet er lykkedes. Jeg mangler dog det sidste ude i spisekammeret, hvor væggen nærmest er af halm og puds og bare man kigger på den, så falder skidtet ned om ørerne på en. Nu har jeg lappet med polyfylla, og så skal jeg have hængt op i morgen og lappet det sidste.

Ikke at klokken var så mange, da jeg var færdig, men mit hoved var færdigt, som i helt færdigt. Det eneste, der hjælper bare lidt er, at sove, og det gjorde jeg så. Så har jeg fået aftensmad og vasket op og nu ligger jeg i min seng og ser TV og skriver lidt her. Nu vil jeg tage en pille og sove meget godt til i morgen tidlig, hvor planen er Kickerkys og godt selskab og så er der en der har kage med i morgen. Hyggeligt. Foto er fra min hundetur søndag.

Første fotos med det nye kamera

Lige her for lidt siden, købte jeg det kamera nummer 2, jeg gerne har villet have længe. Mit 40D kunne også godt trænge til en opgradering på et tidspunkt, men det tjener mig nu godt stadig. Grunden til kamera nummer to, er egentlig til brug på banen, hvor jeg ikke kan stå og fifle med at skifte objektiv, men hvis jeg har to kameraer med hver sin funktion, er det en anden sag. Jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle vælge og har tænkt og tænkt, uden at blive klogere. Indtil jeg “faldt over” dette brugt i en gruppe for den slags på Facebook, og tænkte, at det lige var det. Ikke mindst fordi det også kan tage video. Så det gjorde jeg. Ofte er det sådan, at jeg så får “serveret” løsningen, hvis jeg lader den hænge. Det er som et helt nyt.

I dag skulle det så testes. Og da jeg stadig har bilen, skulle jeg så prøve noget nyt. Valget faldt på Mølleåen og Sorgenfri Slotshave. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ramte åen, hvor jeg egentlig ville, men sådan blev det dennegang. Og det kom der egentlig også noget fint ud af synes jeg. Kameraet er jeg allerede vildt begrejstret for, og så vejer det altså væsentlig mindre end det andet. Inden jeg kørte til destinationen, var jeg hos den lokale fotomand i Hellerup og købe filtre og et memorycard til det nye kamera. Manden der synes det er et fint kamera, og hans gæt er, at jeg formentlig kommer til at bruge det mere end 40D. Og faktisk tror jeg, han har ret. Det er mindre, men er et par modeller nyere, og det kan man godt mærke. Som det ses, kvaliteten fejler bestemt intet. Jeg er solgt.

Ellers ikke det vilde, andet end at jeg i går fik købt flybillet til min store rejse til USA. At sige, jeg glæder mig, er en underdrivelse. Jeg kan stadig ikke forstå, det passer.

Morgenen foregik i stalden og selvom jeg var så træt, at jeg dårligt kunne hænge sammen lykkedes det dog og at strigle min gode gamle ven Stinger og hygge med en ny – Screwbox Carlras, udover det sædvanlige gåen til hånde.

I morgen skal jeg have de sidste detaljer på plads til turen, sådan papirmæssigt og så skal jeg nusse rundt her. Jeg er mere død end levende. I morges vågnede jeg f.eks. kl. 4!!! Var vågen til klokken 5.30 og skulle op igen 6.45. Det kom jeg selvsagt ikke, og vågnede 7.30 med alarmen kørende og helt smadret. Der sker lidt for meget og har været sket lidt for meget, men det ender vel med, at det går. Altså hen og ligge ned og slappe helt af…..

Dyrehaven og endnu en venindesludder

Jeg har været inde på, at jeg har været skrækkeligt udmattet på det seneste. Det er ikke blevet bedre – desværre! Og jeg ved af gode grunde ikke, hvornår det bliver. Da jeg vågnede i morges var vejret vendt til solskin og blå klar himmel. Noget vi ikke har set længe. Det har været en mudret grå ærtesuppe i en uges penge ca., hvis ikke længere. Jeg var i skidt humør af mange grunde, men tænkte at hvis jeg bare blev her og havde ondt af mig selv, blev det ihvertfald ikke bedre. Ud og få noget luft og fotografere lidt, nu når vejret var til det. Det måtte være kuren eller ihvertfald forsøget på en.

Jeg skrev til min veninde, om hun ville med. Det ville hun gerne, og mere end det. Hun syntes endda, det var en rigtig god ide. Så jeg hentede hende, og vi kørte mod Fortunen. Heldigt at vi var så relativt tidligt på færde – inden alle de mange “vi-skal-hygge-os-i-efterårsferien” mennesker ankom. Som det ses fik vi også set Hr. Ugle, som der har været megen snak om, men som jeg indtil i dag ikke havde set. Nu har jeg, og han er så sød.

Humøret. Det er ikke blevet bedre, men det var en dejlig gåtur og man får det bestemt ikke dårligere af en tur i Dyrehaven. På vejen hjem var vi ovre og handle, og så kørte jeg min veninde hjem bagefter. Så susede jeg i stalden og sagde hej lidt og så hjem, hvor jeg bare har hygget med fotos fra i dag, og ordnet et par få praktiske ting.

I morgen – tjah, jeg ved det ikke endnu. Måske et par galops, måske ikke, og måske noget praktisk. Potentielt vil jeg igen pleje det dårlige humør og blive her – vi må se.

Du kan se resten af fotos her.

Måske ikke forståelse, men så i det mindste respekt

Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan

Det var egentlig Anne’s indlæg, der fik mig til at gribe “pennen”, for hun rammer igen hovedet på sømmet i det hun skriver. Og grunden til, at jeg farer i blækhuset nu er, at jeg i går oplevede en af den slags bemærkninger, der kan gøre, at jeg bliver endnu mere træt (Læs: Udmattet) end jeg allerede er i forvejen. De fleste, der følger med her, ved, at jeg har en del udfordringer med mit helbred. Det har jeg hver dag og har altid haft. Det er ikke for sjov, at jeg har fået en pension, eller at jeg i lange perioder, bare ligger i min seng.

Som Anne skriver, forsøger man som kronisk syg, at leve det bedste liv, man kan hver dag. Det er langt fra det aktive og spændende liv, man måske drømte om, men man putter så meget indhold i dagene, som man overhovedet kan, med de betingelser, der nu er. Nu her har de seneste tiders begivenheder ikke ligefrem hjulpet på min træthed (jeg havde flere uger, hvor jeg ikke sov ordentligt oveni), og jeg er totalt udmattet. Det bliver jeg engang imellem, og må bare ligge indtil det går over. Tro mig, jeg kan intet andet end bare blive her! Hvis man kender mig, så ved man også, at kunne jeg, så gjorde jeg.

Dertil kommer, at jeg til dagligt iøvrigt bare hurtigere bliver træt end alle andre gør, og har mindre energi på kontoen eller færre skeer, om du vil (Læs den endelig, for den forklarer det perfekt). Og så kan jeg selvfølgelig som alle andre få influenza etc. ganske som alle andre også kan det. Der er bare lige den hage ved det, at når jeg gør, så bliver det altid værre end for alle andre.

At jeg er kronisk syg og ikke kan, hvad jeg drømte om, er noget jeg ikke tænker så meget over mere. Nogengange gør jeg da, men som hovedregel – nej! Og jeg synes ikke, jeg lader det deffinere mig overhovedet! Men jeg tænker over, det når folk igen prøver at give mig gode råd, og ikke mindst, hvis de skal være nedladende overfor, at jeg er træt! De skulle prøve min træthed bare en uge, så tror jeg piben fik en hel anden lyd og de ville være klar over, at jeg gør meget, meget mere, end man med rette kan forvente af mig ofte. Jeg ønsker ikke for nogen, at de bliver syge, men engang imellem er der nogen, der kunne trænge til at mærke på egen krop, hvordan det er.

Til alle dem, med de gode råd! Tro mig, jeg har prøvet stort set alt, når jeg er syg og op gennem årene, og jeg har også lært, hvad der potentielt kan hjælpe mig en smule og hvad der ikke kan. Det er i bedste mening råd bliver givet (vælger jeg da at tro), men mit helbred er altså væsentlig anderledes skruet sammen end meningmands, og derfor er kuren ofte nødt til at være det også. F.eks. kan jeg også give min læge masser af grå hår i hovedet, fordi hans kur enten ikke hjælper eller jeg ikke kan tåle, det han skriver ud til mig.

Der er SÅ mange ting, jeg gerne vil. Listen er kilometerlang. Noget får jeg gjort og andre ting hober sig op (blandt andet middagsaftaler og sammenkomster med venner). Jeg er helt alene, og har ingen der kan hjælpe mig med ting, der skal gøres her f.eks. Som alle andre skal jeg have mad, rydde op og gøre rent (jeg vil ikke fortælle, hvordan her ser ud lige nu, og så med håndværkere oveni), og til det skal lægges, at jeg bruger rigtig mange kræfter på stalden og banen, når jeg er der. Som oftest falder jeg i søvn, når jeg kommer hjem og så sker der ikke mere den dag, udover aftensmad som oftest.

Dagen i dag, skulle egentlig bruges til at gøre rent og rydde op her, men jeg er igen bare dødhamrende kvæstet, så hvor meget, det ender med, ved jeg igen ikke. Jeg prøver, at se det sådan, at alt jeg får lavet, er en bonus. Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan, for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan.

Jeg skriver ikke dette for medlidenhed, for den ønsker jeg ikke, men jeg vil som minimum gerne have respekt for, at jeg gør mit bedste, og meget ofte endda mere! Vær sød og læse indlægget om skeerne, for så forstår du måske bare lidt mere (der er link til historien om skeerne på engelsk i indlægget). Og så iøvrigt tak for, at du læste med så langt, som hertil.

P.S.: Blandt meget, jeg elsker, er min blog her og også at lære nyt. Selvom jeg har blogget i mange år nu, så har jeg aldrig udforsket muligheden for farveskift i teksten før i dag. Så blev jeg også klogere, noget jeg ofte heller ikke har overskud til.

Mere død end levende

Det har været hektisk her på det seneste for nu at sige det mildt! Hvorfor så det? Tjah, min far skulle jo flytte. Han har fået en beskyttet bolig, og den var sådan set klar, men sålænge hans lejlighed ikke var solgt, behøvede vi ikke skynde os voldsomt. Det blev den så lige pludselig og så fik vi travlt.

Som det vides, har jeg været syg i umidelige tider inden det her, så jeg stod nærmest ud af sengen efter 2 mdr.’s sygdom, og så kunne jeg ellers starte en marathon flytning, der først lige er slut nu. Jeg behøver ikke at fortælle, at det kræver noget, stort set uden hjælp. Når man dertil lægger, at min far er typen der intet smider ud stort set, så kan I selv regne den ud, når viljen til det heller ikke, var den største. Det var jo så en nødvendighed når man flytter ned på en 1/4 af den plads man havde. Flyttet er han, med alt for meget, men så må han sortere og smide noget ud igen. Han trives det nye sted, og får god mad og kan altid kalde hjælp. En stor tryghed for os og ham. Så det er godt.

Overskriften hentyder til min tilstand nu. Jeg er mere død end levende, hvilket ikke er så underligt egentlig. Den hentyder også til, alle de mennesker, der går bort for tiden. Det er næsten dagligt, der er store profiler, der falder bort. Senest Glenn Frey, der var grundlægger af et fantastisk band Eagels. Lige så længe, jeg har elsket musik, har jeg elsket Hotel California, så selvfølgelig skulle I have det nummer.

Nu forestår der et arbejde for mig med at komme på plads her, efter jeg har fået nogle ting, fra min far og køren væk af det, jeg sorterer fra.

Stemmeseddel og sommerminder

Jeg har været mere end usædvanlig stille de sidste mange dage. Ikke uden grund. Hvis ikke jeg er online, er jeg meget dårlig. Det har jeg også været. Som jeg vist før har været inde på, så får jeg ofte en omgang svimmelhed, hvis jeg har haft en influenza/virusting. Således også dennegang, og jeg har selvom jeg har ligget ned, svimlet og sejlet rundt så det har været en ren ynk. Unødigt at sige, at når man ikke kan bevæge hovedet stort set, uden det hele sejler, og er kvalm og utilpas, så vil man helst bare ligge stille.

Det har jeg så gjort, og når jeg ikke har set fjernsyn, så har jeg sovet. Udover svimmelheden, har jeg haft en udmattelsestur af de grimme, og det hjælper jo slet ikke på noget heller. Så jeg har været til at lukke op og sk.. i, som man så passende siger.

Når det er så skidt, så er det om at finde de gode minder frem, og det er godt, jeg har dem i massevis og de bedste omfatter Kickermusen, som jeg selvsagt savner, når jeg ligger her. Her er han sammen med Dina Danekilde, da hun undtagelsesvis red ham til sejr istedet for Carlos Lopez den 7. juni. Det er ikke et klassisk flot foto, men det er typisk både for Dina og Kicker og sådan et situationsfoto, jeg faktisk holder mest af.

Heldigvis er et af mine projekter udskudt lidt, så jeg behøver ikke at stresse, og uagtet, så hjælper det jo slet ikke heller. I dag kæmpede jeg mig oven dyne og ned og handle lidt (selvfølgelig kun for at glemme en af de ting, jeg gik efter), og så skulle jeg jo ned og stemme. Hvad jeg stemte? – nej!

Jeg håber, at jeg snart har det bedre. I dag er det tåleligt, men absolut ikke godt. Jeg har før været inde på, at jeg elsker at løbe på folk jeg kender. Det gjorde jeg også i dag, men det var ikke folk, det var min far nede på Ordrupvej. Helt hyggeligt. Han ville ned og have sig et stykke smørrebrød på valgdag, og det var ham velundt. Så vi fulgtes i IRMA. Nu vil jeg ud og have et bad og finde ud af, hvad jeg orker at lave til aften.

Nul skeer tilbage

IMG_8270opt2_Dyrehaven_250615

Når jeg refferere til “skeer” er der heldigvis rigtig mange nu, der ved, hvad jeg mener. Jeg henviser til et skriv, jeg her på bloggen har oversat til dansk, der forklarer, hvordan det føles, at have en usynlig sygdom, som folk ikke forstår. Det er blevet et meget populært indlæg, og det undrer mig sådan set ikke, for det forklarer det så godt.

Så inden, du tager de fordømmende briller på, og kaster dig ud i, at fortælle dine syge venner eller andre om, at du ikke kan forstå, de ikke kan dette og hint, kan du ihvertfald læse det.
Egentlig er det sådan set fint nok, du ikke kan forstå det, men hav så meget respekt og omsorg for dine medmennesker , at du i det mindste accepterer og respekterer, at det er sådan.

Heldigvis har jeg sådan nogle venner, der hjælper alt, hvad de kan i denne tid, hvor far er meget dårlig, og “cykler” mellem hospital og ældrecenter til evaluering. Så sent som i dag, har de sendt ham retur til centret.

Selv har jeg intet rigtig konstruktivt fået lavet. Jeg sov til for en time siden og så har jeg siddet her, og nu kunne det være jeg skulle få lidt mad og se om jeg kan få lidt ud af aftenen.

Passende på Valentinesdag

Den her sang fik jeg lyst til at poste for noget siden, men tænkte så, at jeg ville gemme den til i dag, for der passer den godt. Ikke at jeg som sådan selv har “en rigtig” Valentine, men jeg har da en god ide om, hvordan han skulle være. Når man når en vis alder, har man jo være “rundt i manegen” et par gange, så man har da lært lidt. Hvis jeg kunne ønske mig helt frit, så var der bestemt “nogen” fra “gemmerne”, der godt måtte materialisere sig, men man kan ikke leve i fortiden. Men lad mig så sige, at jeg desværre kun har mødt en af lige den slags, jeg tænker på. Man har da lov at håbe, at der findes flere. Men dagens sang er så dedikeret til ham, og til ham der måske engang dukker op.

Når nu jeg ikke spiser kærestefrokoster eller iøvrigt på anden måde hygger mig med en sød veninde eller andre, for slet ikke at tale om, at jeg skulle have været ned og få Kickerkys i dag – hvad laver jeg så? Tjah, det skal jeg sige jer – så lidt som vel muligt. Den der udmattelse, jeg har talt om før, har ramt mig i svær grad og jeg er ikke til pænt brug overhovedet helt bortset fra, den sk… ankel, jeg nævnte forleden, stadig laver ballade.

Jeg håber dælme, at den snart holder op og den ikke giver sig til at give mig permanente og vedvarende smerter også i hvile. Ved konsultation af Google, kan jeg se, at mine muligheder for hjælp, er yderst begrænsede og stort set ikke eksisterende (noget jeg tidligere også har talt med den søde læge om). Det eneste, man kan er enten udskiftning af ankelled (så skal det bliver meget værre, udover skidtet ikke er særligt holdbart) eller insprøjtning af binyrebarkhormon. Eller jeg skal sætte mig ned og konstatere, at jeg ikke kan gå!!! Tal lige om Pest eller kolera! Således vil jeg ønske dig en dejlig Valentinesaften, med hvad end du putter i den og fortsat god weekend.

Huller i himlen og vatpuder


Som det ses var vejret fantastisk, da jeg var et smut i Lyngby den anden dag for at købe en gave

Jeg elsker “vatpudeskyer”, men når vatpuderne flytter ind i mit hoved, så er det altså en helt anden historie. Det elsker jeg absolut ikke og det gør, at jeg skal kæmpe for hver bevægelse, jeg tager. Det er ikke noget, der lige lader sig forklare, men det er noget, der bare ikke soves væk eller på anden måde lader sig drive bort. Det fortager sig, når det gider og dukker op lige så uforudsigeligt, som vejret kan være.

Som en illustration, kan jeg fortælle, at jeg sov til 10.30, kun for at være lige så udmattet, som jeg var, da jeg lagde mig i går aftes. Nu har jeg kæmpet mig igennem dagen og har fået vandet blomster, vasket gulv i køkkenet, vasket op og båret ting i kælderen, og er ikke så lidt stolt af mig selv, men nu skal jeg hen og ligge på langs. Puha!