En møgdag med migræne

Dagen i dag har været en møgdag uden lige. Jeg har næsten ikke sovet. Det er generelt et problem, men udefra kommende ting, oveni en massiv migræne, gør ikke sit til at hjælpe på sagen. I mange timer, lå jeg bare for nedrullede gardiner og prøvede at sove, og endte da også med, at kunne sove lidt, og migrænen lettede lidt ved hjælp af piller.

Det er godt nok sjældent, at jeg har hovedpine på den måde, men jeg tror, systemet begynder at brænde lidt sammen med alt der sker omkring mig, og vi nærmer os også, at jeg skal rejse. Misforstå mig ret, jeg glæder mig helt vildt, men jeg er samtidig også nervøs og spændt på en gang, hvis det giver mening. Helt bortset fra, at jeg da aldrig har været væk hjemmefra, så længe. Så det er flere ting, der er i spil. Og som I sikkert ved, så har der ligesom været sket “lidt” her de seneste måneder.

Så af alle ovennævnte grunde, har jeg ikke været til pænt brug. Egentlig ville jeg have været på visit hos en hesteveninde, der ligger på hospitalet (ja hun faldt desværre af hesten), men det blev altså ikke i dag. Hun ved, jeg tænker på hende. Hvis jeg får lavet nok her, må det så blive i næste uge.

Humøret har bestemt heller ikke været noget at skrive om idag, for nu at sige det mildt, så alt i alt, er det en af de dage, jeg gerne springer let og elegant over. Jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg lige får det bedre. Hovedet er bedre og på trods, har jeg faktisk fået ryddet op i mit køkken og lidt andet, så helt og aldeles skidt, er det ikke endt.

Og så fik jeg lavet noget sund aftensmad også. Til frokost stod den på en lasagne, jeg mangler at skrive om (det får komme, som det kan), og til aften, var det den dejlige indiske aubergineret med dal (fra fryseren) og så ris til. Det smagte himmelsk, og så besluttede jeg, at dagen var den, hvor jeg fortjente et glas hvidvin, så det får jeg så. Rigtig god weekend til jer.

Foto er fra min tur til Mølleådalen med det nye kamera.

Demokrati og nyerhvervelser

Så blev det dagen derpå – altså valget – hvilket valg, er der forhåbentlig ingen der spørger om. Det har nu hængt mig langt ud af halsen længe. Og lige nu, tror jeg vitterligen jeg kaster op, hvis jeg ser en post mere om det. Det være sig folk der protesterer over en Præsident, der allerede er valgt – øh! Eller folk der poster om (på Facebook), hvor meget de kommer til at savne Obama for slet, slet ikke at nævne dem, som allerede har travlt med at få Michelle Obama som kandidat næste gang. For helvede da!! Give it a rest already. Demokratiet har talt i USA nu! Så kan man synes lige, hvad man iøvrigt har lyst til. Om jeg er tilfreds? Det ved jeg ærligt talt ikke. For mig har det hele tiden været et valg mellem 2 onder, og det mener jeg sådan set stadig. Men jeg ved, at jeg ikke kommer til at savne Obama – så er det sagt. Nok om det!

Fotos er nogle nyerhvervelser jeg har gjort nyeligen. Jeg “kom til” at melde mig på nogle grupper på Facebook for køb, salg og bytte af Troldekugler. Jeg er kommet til den realisation, at skal jeg have et vist antal kugler og i nå at få hele armbånd, skal jeg da til at samle sådan mere seriøst. Så det begynder jeg så på nu. Altså har jeg forkøbt mig lidt på kugler nu her, for ligesom at komme igang. Og så har det vel også været lidt trøsteshopping ovenpå alting her nyeligen. Man kunne også vælge, det er tidlige Julegaver. Og man skal jo være god ved sig eller noget… Når de andre kugler kommer skal jeg præsentere dem også. På fotos er det de to yderste glaskugler, der er nye. Julehjertet og den hvide kugle med sølvtråde, fik jeg af min far et år til Jul og disse blev købt for at passe til den hvide kugle.

Udover kuglerne har jeg købt et (brugt, men det kan overhovedet ikke ses) supplementkamera. Et Canon EOS 600D, som er mindre end det jeg har og udover dette også kan optage video. Så det er oplagt, når jeg ikke gider slæbe så meget eller hvis jeg har brug for at bruge to objektiver, hvilket jeg har i galopsammenhænge. Det er så iøvrigt noget, hvor jeg skal skære ned, for det løber mig af hænde, men uanset, er jeg glad for det ekstra kamera, som nu bare mangler et hukommelseskort.

Nu her har jeg en rejse, jeg skal have stykket sammen, så jeg løber igen, men vender selvfølgelig retur. Iøvrigt det med sne…. Vi fik masser i går, men eftersom det er plusgrader, er her bare vådt og ingen sne.

Oprydning, rengøring, maler, rene vinduer og rejserier

I dag har været en god blanding af lidt af det hele. Jeg havde sat mig for, at jeg skulle nå en del i dag, og ihvertfald have taget hul på det kapitel der hedder USA-tur. Oprindeligt, skulle jeg jo have været derover i januar, og det skal jeg sådan set stadig, men min bror har nu besluttet, at han synes, jeg skal komme til Jul. Så nu fik jeg jo lidt travlt, eller travlt og travlt, processen skulle da sættes igang ihvertfald. Og det blev den. Finanserne er på plads, og når det hele er flyttet rundt og sat ind, så skal jeg bare bestille flybillet og hotel. Oveni fik jeg arrangeret afbestilingsforsikring og sygerejseforsikring. Så det er også på plads.

Som alle snart ved nu, så har vi fået nye vinduer og nyt tag her i ejendommen. Det har skabt et kaos af støv og hængepartier (ihverfald hos mig). Det betød, at jeg har haft både ejendomsadministrationen og entreprenøren på speed-dial her de seneste uger. For håndværkere holder langt fra, hvad de lover kan jeg godt afsløre. Det var ved at blive en belastning til sidst, men det nærmer sig noget fornuftigt.

Nu jeg havde fat i den her flinke entreprenør, som sagtens kunne forstå mine kvaler, fandt jeg ud af, at vi på et tidspunkt næste år, skal forfra og om igen. Eller næsten. Det har ved gennemgang af altanerne i forbindelse med alt dette og nye regler, vist sig, at de desværre skal skiftes. Jeg er ked af det af to årsager. Først og fremmest er jeg ked af det, fordi jeg synes, de altaner, der er her i forvejen er så pæne og passer til ejendommen. Meningen var også, at de skulle renoveres, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. De var for nedslidte. Suk! Ihvertfald dem til den ene side. De andre ved jeg ikke helt, hvordan bliver. Alle der kender mig ved, at jeg hader nybyggeri og denne ejendom har meget sjæl, og jeg er så ked af at se, meget af den forsvinde. Jeg er stor fortaler for at bevare. Men det er desværre ikke min beslutning Altså tager vi en tur til. Heldigvis kunne jeg få ro på med hensyn til huslejen, som altanerne ikke får indflydelse på.

Så jeg har fået ryddet den nederste hylde i mit spisekammer, som skal renses og ryddes op også, og hvis jeg kan skrabe mig sammen til det, males også. Vi får se, som en start bare ryddes op og gøres rent. Allerhelst ville jeg have nye hylder op derinde – smallere og med mindre afstand, men det bliver vist ikke lige nu. Der er meget andet først. Men der skal sorteres i mængden jeg har derinde, for jeg mister overblikket over, hvormeget jeg har der.

Derudover har jeg fået sat på plads efter vinduespudseren var her. Og det var en stor hjælp at de blev pudset. Til gengæld mente han, at det igen blev beskidt, når de piller stilladset ned. Men det får så være. Det bliver ikke lige så beskidt igen. Så må de klare sig til næste gang. Maleren kom og spartlede mit vindue, og skulle så komme igen og male. Han kom ikke, hvorfor jeg igen måtte have fat i entreprenøren. Jeg er snart godt kendt!! Nå, men maleren skulle så komme i morgen tidlig.

Nu er klokken mange og den står på stald, angiveligt i snevejr i morgen. Så endnu en dag som Michellinwoman. Søndagen på årets sidste galopdag var det bestemt også. Iøvrigt en dag, der ikke er værd at huske særligt meget på. Ganske kaotisk på mange måder og alt, alt for kold.

Fotos viser noget af det kaos, der herskede her. Nu lysner det, og det bliver det forhåbentlig ved med. Så fotobevis på det senere.

Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Fædres, mødres m.fl.’s synder hævner sig – Stop!

Jul og Nytår bruges ofte til at gøre status i forhold til diverse, og således også her. Også omkring adoption og den slags emner. For mig personligt, er det selvfølgelig adoption, men det med at “blive forladt”, behøver ikke at have ettiketten adoption påhæftet. Dette bliver en noget lang omgang, men jeg håber, du hænger på til enden.

De fleste, der læser med her, ved, at jeg er adopteret. Det har aldrig været nogen hemmelighed, tværtimod. Man kan sige med forældre, der var og er hvide og mig som mulat, så var en slags forklaring jo ligesom også nødvendig. Men jeg håber og tror da bestemt, jeg havde fået den uanset. Jeg har fået historien om, hvordan jeg blev deres datter så længe, jeg kan huske tilbage. Sådan skal det efter min mening også være, uanset! Ikke når barnet er teenager (en alt for følsom alder), eller når barnet bliver 18 (alt, alt for sent). Man har ret til at vide, hvor man kommer fra, og det skal man vide, så tidligt som muligt.

Når det er sagt, så siger jeg ikke, at der ikke kan være detaljer, som børn ikke behøver at høre, før de bliver ældre. Men så vidt de spørger, så skal de også have et svar, som ikke er løgn. Hvis de kan “opfinde” spørgsmålet, så kan de formentlig også sagtens tåle svaret. Men det må være en vurdering, men svaret skal uanset, være så tæt på sandheden, som man vurderer, det er “forsvarligt”.

Grundene til, at jeg skriver dette indlæg er, dels at jeg fik nogle svar i min adoptionshistorie i året der gik og generelt overvejelser omkring emnet. Ingen af dem gode, må jeg desværre sige. Men det ene svar, kan måske forklare det andet. Det får jeg aldrig at vide desværre. Ikke på jorden ihvertfald. Det ene var, at jeg som et sidste forsøg skrev til min biologiske søster for at være sikker på, at hun står fast på sin beslutning om ikke at have kontakt. Det gør hun desværre, og hun har åbenbart heller ikke til sinds at besvare mine spørgsmål, men mener stadig, at “fortiden skal hvile”.

Det mener jeg så ikke. Den er en del af os, men jeg kan intet gøre. Jeg har dog senere, efter denne besked, erfaret noget, som også er en del af hendes fortid, som måske kan forklare, at hun mener, at det skal “hvile”. Der er meget tyskere synes, skal hvile, og som de bestemt ikke er stolte af, især i forbindelse med 2. verdenskrig – så har jeg ikke sagt for meget, og I kan selv fylde hullerne ud. Men således bliver denne oplysning også en del af min fortid, da det også berører mine forfædre. Desværre har jeg kun fundet den ene oplysning vedrørende dette et sted, og mangler at fylde mange huller ud endnu. Om de bliver det, ved jeg ikke, men jeg er stadig nysgerrig. Dog kan jeg snart ikke se, hvordan jeg skal få mange oplysninger, eftersom der så vidt vides, ikke er noget andet familie eller nogen, jeg kan spørge. Det eneste, jeg kan forlade mig på er arkiver diverse steder. De er så i mange tilfælde enten mangelfulde, næsten ikke til at drive fra myndigheder, eller simpelthen forsvundet i det kaos, der fulgte i Tyskland på den tid, ovenpå en lang krig.

Hvad jeg skal konkludere af det ved jeg ikke. Uanset, hvad der er årsagen, så kan jeg ikke få det til at stemme. De gange, jeg har skrevet til hende, har hun pænt svaret og været sød og venlig, men også meget bestemt i sin udmelding om netop ingen kontakt. Jeg forstår ikke, hvad der får hende til at reagere sådan. Som jeg ser det, har hun intet at tabe på det. Men sådan er det altså. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har det skidt med det. Det er ligemeget hvordan en afvisning, og det er aldrig sjovt. Det bliver kun værre af, at jeg jo ingen anden familie har på den side, da min biologiske mor gik bort for mange, mange år siden, og så vidt jeg ved, er der ikke anden familie. Om der er efterkommere efter søskende til min biologiske mors forældre, ved jeg ikke. Det var jo en af de spørgsmål, der var til min biologiske søster.

Det var så lidt om den personlige baggrund for det. Det næste, jeg egentlig ville sige med dette indlæg. Som de fleste ved, så ser jeg “Sporløs” hver gang og er lige berørt hver gang næsten (og indend du spørger, ja jeg har haft kontakt til dem). En anden udsendelsesrække, jeg er begyndt at følge, hedder på dansk “Meldt Savnet” og på engelsk “The Locater”, og sendes på ID kanalen, dog meget tidlig morgen, så den optages som regel. Jeg har tidligere hørt om Troy Dunn (The Locater), og han er også en mulighed i det her med at finde min biologiske far potentielt, hvis det der p.t. er igangværende ikke lykkes. Faktisk var jeg tæt på at skrive til ham, da jeg fik kontakt til vedkommende, der nu prøver at hjælpe. Om der kommer noget som helst ud af det, tvivler jeg på, men nu må vi se.

Men for nu at blive “på sporet” så har jeg set de her udsendelser. Troy Dunn finder forsvundne familiemedlemmer i de her udsendelser. Når jeg siger familiemedlemmer, kan det være søstre, brødre, døtre, mødre fædre etc.

Efter at have set et pænt stort antal af de her udsendelser, er jeg fuldstændig rystet over, hvad “velmenende” mødre, fædre, bedsteforældre etc. ofte gør, for at skille børn fra enten mor eller far. Meget, meget ofte, er de her forældre blevet urigtigt fremstillet som dårlige forældre, der ikke er værd at kende, hvis ikke de ligefrem er blevet løjet døde eller man har opdigtet, at de selv valgte at forsvinde, når det faktisk var en selv, der nægtede dem adgang til deres eget barn.

Tilbage sidder børn med knuste hjerter, der intet forstår, og som oftest føler, at det er deres skyld, at de blev ladt tilbage. Hvorfor svigter man sit eget barn og vil ikke se det?? Det kan børn ikke rumme eller forstå, og de higer efter en forklaring. Det ser vi hos adoptivbørn, men her taler vi også børn, der som nævnt ovenfor, er bleve skilt fra deres forældre (det kan være mor eller far eller begge). Hvordan man selv i relativt moderene tider, kan få sig selv til at handle så egoistisk, er mig en total gåde. Meget ofte er det også bedsteforældre, der sidder og trækker i trådene her, og som åbenbart kan dominere deres børn til helt forfærdelige beslutninger. Nu skal det siges, at de her udsendelser, omhandler USA, hvor systemet, er ganske anderledes. Dels hvad angår adoption (burde laves drastisk om), og i forhold til, at man langt lettere bare kan forsvinde. Men der er lektier i det her til alle.

Uanset, hvad du mener om din svigersøn/datter, eks-mand etc., så har barnet i det “spil” behov for kontakt til sin far, mor etc. Måske kom I ikke ud af det, uvist af hvilken grund. Medmindre, der er meget grove grunde (misbrug etc.) til, at barnet ikke har behov for at være involveret i det. Dog skal barnet (i de tilfælde), når myndigt, have muligheden for at danne sig sin egen mening. Og man kan på en så neutral måde fortælle sandheden før og så sige, at kontakten kan genoprettes senere, hvis barnet stadig ønsker det. Bortset fra at skade barnet og den udskilte forældre med løgnene, er risikoen jo også, at man “skyder sig selv i foden”. Hvis jeg fandt ud af min ene forældre, havde løjet om den anden hele mit liv, og bevidst havde holdt mig fra vedkommende, så ved jeg godt, hvem det ville gå ud over! Så for Guds skyld lad dog være! Det er ikke jeres beslutning, men en man selv skal tage på informeret grundlag.

Desværre er der også de forældre, der helt uvist af hvilken grund ikke vil se deres børn. Jeg skal være ærlig at sige, at mit hjerte bløder for børnene, men et eller andet sted, er de nok bedre tjent uden. De må som jeg, bare prøve at forholde sig til, at der er rigtig meget, man ikke forstår, og leve med det.

I forhold til adoption, må jeg sige, at det skal være den sidst mulighed. I civilicerede lande er der, grunde som stoffer, psykisk sygdom og sygdom i det hele taget, men det skal være den sidste og eneste mulighed. Her er vi så slet, slet ikke kommet ind på de problematikker, der går i spil, når vi taler om U-lande. Tak hvis du læste med så langt, og du er selvfølgelig velkommen til at sige din mening nedenfor.

Dad’s, mum’s among others sins, leave their trace – Stop!

Christmas and New Years is often used to make status regarding a lot of things, and this is the case here too. Also about the subject of adoption and that kind of issues. For me personally of course it’s adoption, but the “being left” part dosen’t need to have the label of adoption on it. This is a bit of a long entry, but I hope you stick with me till the end.

Most of those who read my blog knows that I’m adopted. It has never been a secret, on the contrary. You could argue, that with white parents and me being mulatto, some sort of explanation was needed anyway. but I hope and firmly believe that I’d gotten one even if that hadn’t been the case. I have been told the story about how I became their daughter as long as I can remember. That’s the way it should be. Not when the child is a teenager (a way to sensitive age), or when the child is 18 (way too late). You have a right to know where you come from, and you should know as early as possible.

When that is said, I’m not saying, that there can’t be details that children don’t need to hear before they get older. But as far as they ask, they should have an answer that isn’t a lie. If they can “invent” the question, they can properly deal with the answer. That has to be a judgement call but the answer should be as near t the truth as you think is “proper”.

The reasons for me writing this entry is, that I had some answers in my adoptionstory in the year that passed and gerally just thoughts I have had on the subject. Unfortunately, none very good I’ll have to say. But the one answer might explain the other. That I’ll never know, I’m sorry to say. Not on this planet anyhow. One was that I as a last attempt tried writing my biological sister to make sure, she was adiment that she don’t want any contact. She is unfortunately and she’s not going to answer my questions either, but is still of the oppinion that “the past should rest”.

I don’t think so. It’s part of us, men there’s nothing I can do. Later I did get some information, which is part of her past as well, that might explain, why she think it should “rest”. There is a lot Germans think needs to rest and which they are not prould, especillay in connection with 2nd. World War – then I havne’t said too much and you can properly fill out the spaces. But this information is also part of my past, as it’s also my ancestors. Unfortunately I have only found this one information about this in one place and I still need to fill out a lot of blancks. If they’re going to be, I don’t know but I’m still currious. I must admit, I have a hard time believing in finding more information, as there’s not any family or others I can ask. The only thing I can rely on is goverment archives in different places. They are either lacking or defective, or not obtainable or simply lost in the chaos that followd in Germany and other places after a long war.

What should be the conclusion of this, I don’t know. Whatever the reason I can’t make any sense of it. The few times I’ve written to her, she has answered nicely, but has also been very firm in her believe about no contact. I don’t understand, why she’s reacting like this. As I see it, she has nothing to loose. But that’s the way it is. I make no secret of that I feel bad about it. No matter how you look at it, it’s a rejection and that’s never nice. It is only made worse of the fact that I don’t have any other family on that side, as my biological mother passed years back and as far as I know, there isn’t any other family. If there is any relatives from siblings of my biological mothers parents I don’t know. That was one of the questions for my biological sister.

That was a little about the personal side of things. The next I next, was what I really wanted to say with this entry. As most of you know I watch “Sporløs” and I’m almost equally touched every time (and before you ask, yes I have been in touch with them). Another programme series, I’ve started to follow is called “Meldt Savnet” (missing) in Danish and in English “The Locater”, and is sent on the ID channel, but very early in the morning, so normally I record it. I had heard of Troy Dunn (The Locater) earlier, and he is also a possiblity in the businees of finding my biological father potentielly, if what’s going on at present is not succesful. I was very close to writing him, when I had contact to then one helping me now. If anything comes of it, I doubt, but let’s see.

But to stay “on track” I’ve been watching these programmes. Troy Dunn finds missing familymembers in them. When I say family memebers it can be sisters, brothers, daughters, mothers, fathers etc.

After I have seen quite a large number of them, I’m totally in chock over what “well meaning” mothers, fathers, grand parents etc. often do to part children from their mums or dads. Very, very often these parents have been portraitet as bad parents who is not worth knowing, if they have not been lied dead or supposedly chosen to dissapear, when it was actually themselves who refused them access to their own child.

Left behind is children with broken hearts who dosen’t understand and who often feel it’s their fault, that they are left behind. who often feel it’s their fault that they were left behind. Why are you letting your own child down and don’t want to see it?? Children can’t process it or understand, and they yearn for an explanation. We see it adopted children, but here we are also talking about children, who as mentioned above, were separated from their pareents (that could be mother or father or both). How do you in even relatively moderne times, get to a point where you can be that selfish, is beyound me. Very often it has been grandparents who has been pulling the strings and who obviously dominate their children to some awful decissions. It has to be said that these programmes is in USA, where the system is very different. Partly as far as adoption goes but also in terms of it’s far easier to dissapear. But there is lesson in this for all.

Whatever you think of your son/daughter-in-law, ex-husband/wife, the child in this “game” needs contact with her father, mother etc. Maybe you didn’t get along, for whatever reason. Unless there are very serious reasons (addiction, abuse etc.) that the child dosen’t want to get involved. Anyhow when adult it should have the oppertunity to make up it’s own mind. And you can in as neutral a way as possoble tell the truth before and say, that if they still want to, the contact can be made later. Apart from harming the child and the left out parent with the lies, there’s also the risk that you “shoot yourself in the foot”. If I fould out that one of my parents had been lying about the other my whole life and intentionally has kept me from him, I know who I would blame! So for God’s sake don’t. It’s not your decission, but one you have to make yourself with all the information.

Unfortunately there is parents who for reasons beyond me, don’t want to see their children. I have to be honest and say, my heart bleeds for the children, but in a sense, they might be better of without them. They’ll have to deal with that there’s a lot we don’t understand and live with it.

In terms of adoption, I also have to say, it most certainly has to be a last option. In civilised countries, there are reasons as drugs, drink and mental illness or simply illness, but it has to be a last and only resort. Here we haven’t event mentioned the things that are into play, when we’re talking about Undeveloped countries. Thank you if you stayed with me this far, and of course feel free to give me your take on it below.

Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

To be or not to be – Virgins

Jeg har lige siddet og set dokumentaren ovenfor. Meget interessant. Der kan siges både for og imod, men jeg kan helt klart se rigtig mange gode ting i det her, selvom det for dansk målestok, måske vil anses for ekstremt. Nedenfor en hellængde dokumentar om samme emne, som jeg fandt da jeg ledte efter den ovenfor.

Det skal så siges, at hovedpersonerne i ovennævnte film ikke er fortalere for, at afskære sine børn, selvom de skulle “falde i”, og de lægger stor vægt på, at de elsker deres børn betingelsesløst uanset. Det er det så ikke alle der gør, som det kan ses nedenfor.

Der er dog undersøgelser, der peger på, at pigerne (og drengene) der aflægger kyskhedsløfte, ikke har mindre seksuel aktivitet, end resten af befolkningen, men er mindre oplyst omkring beskyttelse etc., og sidste er selvfølgelig skidt.

Til spørgsmålet om, hvorvidt dette findes udenfor USA, så vides det, at man i Finland, også har taget praksis til sig.

Links:

31. december 2008 Daily Mail – Why chastify pledges by US teenagers don’t always ring true

12. juni 2008 Kristelig Dagblad – Jomfruløfter, kan udskyde sexdebut