Magisk mad med mere


Heston Blumenthal

Jeg har en hemmelig besættelse mere. Well den ene er ikke så hemmelig igen, den hedder mad, og den anden, den er så lidt hemmelig, og den hedder Heston Blumenthal. Jeg er fuldtstændig tosset med den mands tilgang til mad, hans fantasi og evne til at få det barnlige og legende frem i folk, når han laver sine helt vilde projketer. Lige nu kører der en serie på TV – “Heston’s Fantastical Foods“, hvor han laver ting i enorm størrelse. Gårsdagens projekt var en pub i en pie.

Til at starte med, tænker man det ingenlunde kan lade sig gøre, men på magisk vis lykkes hans projketer til sidst, til alles store fornøjelse og alle bliver som børn igen. Her var væggene lavet af pies med forskelligt fyld. En af ideerne går på, at så meget som muligt skal kunne spises. Billiardbord, vægge, kæmpe flæskesvær, flasker lavet af gelé lavet af sprut og enarmede tyveknægte, der spyttede peanuts og andre lækre sager ud. Fantastisk er han. Meget af det han laver, er selvfølgelig ikke egnet for en veganer


Vilde risblanding med franske ærter – en himmerigsmundfuld, som jeg ofte også spiser som sen morgenmad/brunch


En tortilla med bagte bønner, avokado, koriander, sauterede porrer, cherrytomater

som jeg, men derfor er jeg nu alligevel facineret af hans evner, fantasi og ikke mindst har han bare den dejligste udstråling. At sige, jeg godt gad møde Heston, er en underdrivelse. Det kunne være spændende at se ham lave veganske tryllerier – måske jeg skulle foreslå ham det?

Nu vi er ved det med mad, så så jeg et godt indlæg ovre hos Therese. Hun sætter ord på noget af det, jeg selv har gået og grublet meget omkring mad, slankekure, diæter, moralske dilemmaer og meget mere på det seneste. Jeg er monstertræt af, at mad er blevet synonymt med dårlig samvittighed i en skala, så det efterhånden jo er umuligt at nyde noget som helst. Bare som eksempel, så har smør jo været fy, fy. Nu så jeg forleden, at det skulle være et godt fedtstof. Jeg giver snart op!!!

Det er jeg bare så træt af. Samtidig med, at jeg selvfølgelig gerne vil gøre mit for dette og hint og jeg vitterligen ikke har lyst til at spise kød, så er jeg også træt af, at man så snart, man træder ind i vegetariske/veganske verden, pålægges alverdens forventninger. Eller er det bare mig, der opfatter det sådan? Man sættes i bås lige med det samme (i høj grad også af dem udenfor den verden, er min opfattelse), som noget der garanteret indbefatter: Fanatisk, underlig, øko-flipper (bare for at skære ting ud i pap – jeg har ikke noget imod øko, hvad I også godt ved) og sikkert meget mere. En masse “kasser”, hvor jeg bare ikke synes, jeg passer ind. Ikke nok med, at jeg ikke føler, jeg passer ind, jeg gider heller ikke presses i kasser, om jeg så må sige.

Lige nu er jeg godt træt af det, samtidig med, at jeg også synes, alt det nye og mange af de muligheder jeg har, er fantastisk spændende. Ligesom jeg ser det som positivt, at det tvinger mig til at være opfindsom udi maden. Jeg havde ellers fundet, troede jeg de vise sten i forhold til, at tabe mig. Ingen tvivl om, at det virker. Jeg ville juice 2 måltider og så spise et fornuftigt måltid om aftenen – vegansk selvfølgelig. Hele det veganske koncept, er også noget, jeg tænker meget over lige nu, eftersom jeg som nævnt stadig savner osten. Men som med ægget, findes der fine løsninger, og jeg har lige fundet en dejlig kogebog om emnet. Problemet med alle de her “projekter” og ting, der kan laves, er at jeg OGSÅ har indset, at det er en stor hindring, for jeg har bare ikke kræfterne meget ofte, og det er nok den største hurdle for mig i hele det her veganske, ligesom også her er mange ting meget dyrt. Derudover er der hele siden med at gå ud også, hvilket også er noget træls.


Spaghetti med svampe og spinat


Veganske pølser med sennep, ketchup, sauterede cherrytomater og løg, samt hjemmebagt burgerbolle

Læs mere nedenfor:
Læs resten

Livet’s finurligheder, tips og weekend

IMG_6973opt2
Foto fra marts sidste år, hvor jeg gik de her lange angstfyldte ture med Emil og bekymrede mig over far, der på det tidspunkt var meget syg – ikke en tid, jeg husker med glæde på selvsagt

Jeg rydder op – også til den store forkromede Olympiske et eller andet. Ikke bare her på computeren, hvor det først og fremmest er fotos det handler om (glad for at kunne sige, jeg nåede et pænt antal i går, omend det er en dråbe i det store fotohav).

Dagen startede ellers ikke helt så godt med at sidde en halv time i kø, for at få oplyst noget om en regning. Jeg havde jo købt de her nye støvler, og det var så med den fordelagtighed, at de kunne vente med at blive betalt nu. Gik så ud fra, det var til den 1. som regninger jo normalt er. Meget er online, og det er jo smart, og også de her mennesker. Det viste sig dog hurtigt at fordi jeg var med i den her kampagne, så kunne jeg ikke se min faktura online – ikke godt, hvorfor jeg så sad i kø, for ingen faktura/girokort havde jeg fået. Det viste sig så, det er på vej, for det er først den 20. jeg skal betale. Nå, men så blev det da opklaret.

På min vej rundt her til morgen i papirdyngerne falder jeg over en seddel, hvor jeg har skrevet en madblog op. Jeg har så gemt den i min feedreader under madblogs (der er også ALT for mange), men jeg var så lige forbi den og faldt over et indlæg om vegetariske burgere i Paris. Nu er jeg jo ikke vegetar længere, men jeg hælder mere og mere i den retning, og ikke uventet fandt jeg så flere interessante ting på hans site (meget informativt og godt, hvis man altså læser engelsk).

Jeg ved, jeg har sagt at jeg ikke var begejstret for Paris sidst jeg var der, men det er immervæk længe siden og jeg hælder til, at den skal have sin chance igen på et tidspunkt – ikke mindst for maden, smukke bygninger, stemning og meget mere. Men jeg fandt også denne restaurant hos David – Gentle Gourmet Café. Det viser sig, at sitet jo er udelukkende på Fransk og jeg skrev og spurgte om de kunne tænke sig, at oversætte til Engelsk og fik den sødste mail fre ejeren, at min mail var lige det skub, hun havde ventet på til at få det gjort – og så hed hun også Deborah – sjovt ikke? Når det er sagt, har jeg så lige opdaget at denne restaurant er vegansk og ikke vegetarisk, noget der er lidt træls synes jeg personligt. Der er gået mode i at være Veganer, hvilket for mig er “for meget”, men det er jo et personligt valg. Jeg elsker f.eks. ost, hvorfor jeg aldrig kunne blive veganer – lidt ligesom en ven jeg har, der siger, at var det ikke for bacon, kunne hun sagtens være vegetar. Den går jo ikke. Men skulle du være interesseret i det vegetariske og veganske i Paris (der skelnes ikke her, kan jeg se) så det må du selv reseache på, så ligger der en liste over restauranter der.

Som sagt, jeg rydder op på alle planer her, tøj, papirer, ting, fotos. Jeg har for meget af mange ting, og nu skal der ryddes ud i det. Jeg håber snart, jeg bliver så frisk, at jeg kan følge oprydningen op med “det store maleprojekt” her. Værende svimmel og male hænger slet ikke sammen og jeg ville allerhelst betale mig fra det. Om det er muligt skal jeg også have undersøgt. Men igen, der er mange ting “der trænger for” så….. prioriteringer.

Nogen gange ville den der enorme Lottogevinst gøre livet lettere. Jeg vil stå på hovedet i nogen flere fotos og få betalt en enkelt regning – og så skal jeg også beslutte aftenens menu, som vist nok bliver svampestuvning, men mere om det senere. Hvad skal du lave i weekenden? Uanset hvad, så ønsker jeg god weekend.

Tilpasset Hugh Curry m/ditto ovngulerødder

Jeg ser meget ofte River Cottage eller Det gode liv, som nogle af udsendelserne med Hugh Fernley-Whittingstall også hedder, og kan jeg ikke lige se dem, så optager jeg dem. En af dem, jeg havde optaget, handlede om grønsager. Nu er det ingen hemmelighed, at jeg elsker grønt, og også har levet som vegetar, så grønne retter interesserer mig selvfølgelig altid. Og så prøver jeg iøvrigt, at spise grønt flere gange i ugen.

Så for mig er det selvsagt ikke et problem, og udsendelsen handlede netop om, hvordan man kunne give grønsagerne hovedrollen, og kødet en birolle. Og det havde han mange gode bud på, ikke overraskende. En af dem var denne Curry med Eg og spinat og de dejlige gulerødder i ovn. Ikke at han serverede dem sammen, men det gjorde jeg altså i dag: Egg and Spinach Curry and Roast carrot and chickpeas salad

Dog lavede jeg lidt om på det. Jeg tilsatte lidt rød peber, brugte moset ingefær på glas istedet for frisk og grønne linser istedet for gule, og serverede ikke æggene til, men gulerødderne. Min ingrediensliste kom til at se sådan her ud.

Tilpasset Curry:

2 spsk olie
2 store løg, fint skivet
1 stort fed hvidløg (som du har lyst, Hugh brugte 4)
2 store tsk. knust ingefær fra glas (fås hos din etniske grønthandler)
½ rød finthakket chili (kunne godt have puttet en hel i)
1 spsk. curry pulver (her brugte jeg den helt gængse gule af slagsen, for jeg elsker den)
1 dåse kokosmælk
½ rød peber i små stykker
1 liter grønsagsbouillon
2 dl grønne puy linser
1 bakke babyspinat
Salt og peber
1 håndfuld frisk korriander

Rist løg, hvidløg, ingefær og karry i olien, og rør indimellem, indtil løgene er bløde. Tilsæt chili, og steg yderligere i nogle minutter og tilsæt kokosmælk og grønsagsbouillon. Lad simre i 15 minutter eller indtil det er reduceret lidt.

Kog linserne for sig selv, ved at bringe i kog i usaltet vand og lad simre for 20 minutter indtil møre.

Rør spinaten i den krydrede løgblanding, fulgt af linserne. Til sidst smages til med salt og peber og citronsaft.

Til fik jeg gulerødderne, som jo bare var en tur i ovnen med olie og et drys spidskommen. De første 45 minutter under staniol, og så ud og få lidt appelsinsaft og skal over sig, og så ind uden folie. De smagte dejligt. Hugh laver dem så på linket til en salat med kikærter, og det skal bestemt også prøves en dag. Selvfølgelig tilpassede jeg også mængden af gulerødder og lavede kun to store. Uhm!

Kostens betydning for helbredet

Jeg har den her kanal, der viser Reality Shows – “Zone Reallity“- altså ting fra det virkelige liv. Det er en kanal, jeg bevidst har valgt til, fordi det er da yderst interessant, at se, hvad der foregår i den virkelige verden fremfor så meget andet. At der også sker mange grimme ting derude, vises også. Men der sker også mirakler indimellem, og det handler den her udsendelsesrække om. “The Incurables” – altså folk, der har fået en dødelig diagnose, men overlever på trods. Jeg havde optaget to afsnit af dem, og der var to historier, der berørte mig meget.

Den ene var en ung pige Meghan Pagnam, der pludselig bliver ramt af en autoimun lidelse, og slår ud i store (psoreassislignende) plamager og blev invalideret at gigt og dårligt kunne gå. Lægerne ved ikke nøjatigt, hvad hun fejler, men “skyder i blinde” med stærk medicin, som giver værre bivirkningeer end sygdommen, og som svækker hende endnu mere.

Den anden er en noget ældre kvinde Judy MacKenney, der får konstateret Lymfekræft, som hurtigt breder sig i sådan en grad, at hun når helt ud til at forberede sin egen død og begravelse. Midt i forløbet får hun dog en stærk følelse af, at hun vil tage sagen i egne hænder og det gør hun. Hun føler klart, at der er noget helt forkert ved en behandling, lægerne siger højst sandsynlig vil slå hende ihjel før selve sygdommen. Hun leder med lys og lygte efter en anden løsning og finder som den unge pige Kushi Institute, og hans epokegørende system, der har reddet flere.

Meghan oplever allerede forbedring efter en uge på Instituttet, og genvinder sit helbred så hun kan tage sin eksamen og begynde at arbejde igen. I Judy’s tilfælde var bedringen endnu mere bemærkelsesværdig. Hendes situation blev helt væsentlig bedre, og hende og hendes mand beslutter at flytte til Florida. I alt det her flytning og fordi hun har det bedre, tror hun at hun kan slække på sin kost. Det viser sig så, at det kan hun ikke, for kræften kommer igen. Lægen vil scanne hende, men hun beder om, at få en uge. Lægen spørger hvorfor, men hun beder bare om en uge, og klør på med kosten. Da hun kommer for at få scanningen, kan canceren ikke ses på billederne. Lægen tror faktisk ikke, at hun har haft cancer. Men det har hun så tidligere scanningsfotos, der tydeligt viser. Nu er Judy selv Kushi-konsulent og den bedste reklame mulig. Det er over 15 år siden, hun fik sin dødsdom.

Jeg har Gudskelov ikke haft brug for, at skulle vende en dødsdom, men jeg har helbredsproblemer og mange smerter. Og lige nu er der ingen anden kur end smertestillende, og måske på et tidspunkt en ny hofte. Jeg havde i forvejen planer om, at spise mere vegetarisk. Spørgsmålet er nu, om jeg skal tage skridtet og prøve den makrobiotiske vej fuldt ud (der kan godt indgå lidt fisk og kylling så vidt jeg har forstået). Jeg vil ihvertfald læse om det og så gradvist leve mere derhen ad, og så må vi se. Spændende er det ihvertfald og jeg er ikke i tvivl om, at kosten kan gøre meget for os. Det har jeg sådan set aldrig været.

Bøger:

Makrobiotikkens universielle vej (1984) – Kushi, Michio

Makrobiotik (1985) – Berger, Barbara

Naturlig kost (1984) af Palle Gringer

De tre ovenstående fås på biblioteket. Nedenstående fås måske til bestilling. Spørg på biblioteket.

The Cancer Prevention Diet by Michio Kushi and Alex Jack

Links:

Inspiration/blogs/Sites:

The Kushi Institute Europe

The Kuschi Store

The Macrobiotic Association of Great Britain

The Macro Chef’s Blog

The Macrobiotic Guide – inspiration og opskrifter

MacrobioticMeals.com

Macrobiotic.net – opskrifter etc.

Lottes Porjekter i kategoiren Makrobiotisk mad

Helsenyt – Kosttilskud og ernæring hjælper cancerpatienter