Korma, Kronjuveler og Kongeligt selskab

Jeg var på farten igår. Jeg skulle besøge en veninde, der bor midt i byen. Jeg har fortalt om et besøg der før, hvor vi spiste på hendes terrasse med udsigt til Rundetårn. Anyway, igår var det ligesom ikke det, der prægede besøget.

Først var jeg faldet i søvn i stolen, og skulle vente på en sms med besked om, hvornår jeg skulle bevæge mig derindad. Jeg vågnede noget rundt på gulvet og kiggede forfjamsket på klokken og tænkte det var underligt, jeg ikke havde hørt noget. Det viste sig så, at min veninde, havde sendt sms til mit fastnet nummer og så var det pludselig ikke så sært, at jeg ikke havde hørt noget :D Nå, men godt jeg skrev og spurgte om ikke, det var ved at være tid. Jeg greb, hvad jeg nu skulle og drønede til toget. Det er jo ret beset ikke langt.

Da jeg landede blev vi enige om, at bruge nogen gratis billetter hun havde så vi kunne komme gratis på Rosenborg og se Kronjuvelerne og slottet – troede vi. Slottet lukker klokken 14 – bare så I også ved det. Men juvelerne fik vi set. Hold da fast, hvor er de flotte. På det her tidspunkt havde stormen antaget tyfonske dimensioner og det hylede som besat nede i den kælder, hvor Kronjuvelerne var. Vi var ikke meget for, at skulle ud i det igen.

Det kom vi dog, efter at have sukket over diamanter, rubiner, smagrader og alverdens herligheder, så vi var helt skeløjede til sidst. Så gik turen mod Kgs. Nytorv, for der er den her udstilling “100 steder at huske før de forsvinder“, som bestemt var værd at se, hvis ellers vejret tillod os det. Vi stred os derop imod, men måtte meget hurtigt sande, at vejret absolut ikke var til udendørs noget som helst. Godt forblæste og ikke mindst våde blev kursen sat mod Netto for indkøb til en indisk Korma med kylling. Jeg skal hilse og sige, at det smagte vidunderligt og er faktisk meget let at lave :

Kyllingekorma**:
2 personer

2 Kyllingebrystfillet
1 stort løg/rødløg
Fløde efter behag
Kokos
Lidt kyllingebouillon
1 pakke babyspinat
3 tsk. gurkemeje
2 tsk. spidskommen
1 tsk. stødt korriander
½ tsk. kanel
2 laurbærblade
Olie til stegning
Lidt vand

**Korma

Serveres med Basmatiris

Løg og kylling svitses lidt og kryderier tilsættes og svitser med lidt, derefter alle de andre ingredienser undtagen spinaten. Retten simrer let til kyllingen er mør og lige til sidst tilsættes spinaten. Smages til med salt og peber og drysses med en smule frisk korriander til slut.

Når det er sagt, skal det lige siges, at det var sådan vi gjorde! Der er åbenbart mange måder at gøre det på¨- vel som med frikadeller tænker jeg. Er du til det indiske, er her en (dog på engelsk) god side med masser af opskrifter.

En dejlig krydret ret, der simpelthen var lise, efter den rusketur, vi lige havde været på. Inden fik vi en G&T og et dejligt glas vin til maden og ikke at forglemme en Irish Coffee til dessert. Selskabet var bare hyggeligt, og det er helt skrækkeligt, at også denne dejlige hesteveninde skal undværes i flere måneder nu, mens hun residerer under sydlige himmelstrøg. Godt hun kommer igen.

Jeg har jo ellers bøger nok, men her fik jeg lige præsenteret nogen fotografer, der også laver bøger! Jeg kunne blive VOLDSOMT fristet som også venindens kæreste bliver det – jeg forstår ham så godt. Jeg har også flere af den slags bøger. Og man får aldrig nok! En af dem vi kiggede var Steve Bloom og en anden Frans Lanting.

Vi havde en dejlig dag og aften, men vi var godt trætte selvom klokken ikke var mange og i stalden skulle vi også. Så jeg begav mig afsted til Nørreport. Det stormede helt vildt, men heldigvis var det tørt. Der er brobyggeri, så der var fuldstændig koks i togene – igen! Jeg var træt, så jeg klokkede i det og kom til at vente 20 min. ekstra for min dumhed. Men hjem kom jeg og hold ferie hvor var det dejligt at komme hjem. Stolen holdt for, hvor jeg selvfølgelig faldt i søvn indtil jeg vågnede og fik slæbt mig i seng. En dejlig dag og dejligt selskab.

Og nej ingen fotos! Jeg holdt simpelthen fri for en gangs skyld. Ikke mindst p.g.a. vejret!

Dejlig venindehygge


Klampenborg Galopbane iført efterårsdragten

Idag havde jeg en ting på programmet. Jeg skulle ned og mødes med min gode veninde på banen. Hun skulle have en af sine heste ind og gå arbejde, og så kunne vi passende få en sludder samtidig.

Hun har en travl hverdag, så der må tænkes kreativt for at få lidt one-to-one tid og en god snak. Jeg medbragte kaffen og købte os en muffin på vejen og da vi alligevel skulle vente på jockey’en, var der god tid til kaffen. Rigtig dejligt at se hende som altid og vejret var pragtfuldt og gav basis for nogen gode fotos også.

Jeg havde talt med min læges sekretær for et par dage siden og kom på, at det med influenzavaccinationen kunne jeg lige så godt få overstået. Som tænkt, så gjort og det tog jo ikke mange sekunder for at få det overstået. Og så vil jeg ikke engang sige, det var ubehageligt, for jeg kunne intet mærke. Jeg skal også have for Svineinflunzaen, men den er ikke kommet endnu.

Som altid var jeg træt da jeg kom hjem og indtagelse af allergipille gjorde, at jeg simpelthen var nødt til at tage en lur i eftermidags også. Nu vil jeg gå ind og se noget af det jeg har optaget, mens jeg har siddet her og skrevet. Kan I have en god aften.

Det bedste selskab

Det var det, jeg var i igår! Dels var jeg sammen med min søde veninde, men jeg var også sammen med hendes fantastisk dejlige vovse Toby! Han er bare det sødeste lille væsen, som man næsten kan se på foto.

Vi havde henlagt et længe ventet samvær til hendes “hus”, netop så lille hunden ikke skulle være alene mere. Han havde jo allerede været alene hele dagen. Så det ville næsten være synd. Men inden vi underholdt ham og lod og underholde, var vi et smut i IKEA. Ikke at vi købte vildt ind, for vi skal begge spare lidt på finanserne, men et par køkkenopbevaringsglas og en paletkniv købte jeg, mens hun fik en badeværelsesspot, som egentlig var grunden til besøget. Bagefter var vi “syndere” og forfaldt til Mc’d-mad, som min veninde mente, vi absolut måtte have, for hun kunne ikke finde andre, der ville indrømme, at de kunne lide at spise. Det hjalp jeg hende så gerne med.

Så gik snakken ellers, samtidig med at jeg prøvede at underholde Toby, som bestemt synes jeg var verdens bedste, når jeg sådan gad lege og sludre. Og hold op, hvor er han bare nuser. Det var en dejlig aften!

En af de dage og at sige farvel

Det er en af de dage, der skal rives ud af kalenderen. Sådan en dag, hvor man har 10 tommelfingre, alt vælter, intet går som det skal.

Oveni at det sådan generelt har været en dum dag, har jeg selv valgt endeligt at sige farvel til en gammel ven. At det er selvvalgt betyder ikke, at det ikke smerter mig, men vores tid sammen er slut. Den har været langt og stenet, andet ville vist være at lyve, og jeg har holdt meget af det venskab. Nu er det så slut, for vores syn på ting og sager kan ikke forenes. Det har trukket op til det længe, og jeg har forsøgt dialog, men nogengange må man se selv sine bedste anstrengelser forgæves og således her.

Selv i stalden var det lidt øv idag, uden jeg sådan kan sætte fingeren på noget specifikt, men selvfølgelig savner jeg Finish forfærdelig meget, men ved jo at han stornyder det på landet.

Da jeg kom hjem var jeg selvfølgelig i bad, og så faldt jeg i søvn på sofaen, og jeg er stadig dødtræt. Nej det er en øvdag idag!

Gensynsglæde

Jeg sidder her og smiler op over begge øren, og det tror jeg sgu lige, jeg bliver ved med! Det var helt vildt dejligt, at se ham igen og gensynsglæden var bare så overvældende. Det var en helt igennem dejlig oplevelse. Han har altid været en dejlig mand, men jeg vil faktisk sige, at det er han endnu mere nu.

Moden og med nogen erfaringer på bagen, både gode og dårlige, gør ham til “en rigtig mand” både indeni og udenpå. Udenpå så han bedre ud end han gjorde for 20 år siden, bare helt igennem dejlig! Pyh, ha! Var der nogen der sagde afkøling!!! :D – det var det med de der hedeture, og nu ved jeg jo, at de ikke skyldes, at jeg er i overgang ;-) Det var svært at sige farvel efter 3 timers hyggelig snak, som bare var så dejligt, men vi gør det da bare igen en anden dag… :-) Billedet er den flotte Eva Solo kande, han kom med til mig. Alt for galt, men at han også er en gentleman, der tænker sådan, gør ham jo kun endnu dejligere.