Sensommerminder og en minusdag


Ovensiddende foto er fra starten af semptember, hvor jeg var til bryllup og er taget på vejen hjem, hvor jeg stoppede og fangede denne søde hest på modsat side af vejen. Lyset var fantastisk, for vejret havde været mere end smukt hele dagen. Festen fortsatte uden mig, og jeg husker, jeg var rigtig ked af, at skulle forlade festen. Ikke så meget fordi, det var en fest, men fordi jeg gerne ville have fejret de to mere, end tilfældet blev.

Hvorfor jeg kom til at tænke på det? Jamen det gjorde jeg, fordi, jeg talte med bruden her til morgen. Ikke nogen hemmelighed, at hun var meget gravid, allerede til brylluppet og nu skal hun så nedkomme, hvad sekund, det skal være.

Man reflekterer nogengange over, hvordan andre ser venskabet, i forhold til en selv, og det er ikke altid det samme. Det har jeg oplevet ofte. Det bedste, er jo hvis tingene er overens. At man ikke har helt den samme opfattelse af det, er jo ikke det samme som man ikke har det hyggeligt, langt fra, men graderne kan så vise sig på forskellig vis. Det er ikke altid helt forståeligt for mig (og sikkert andre), når den slags sker, men faktum er, at sådan noget sker også uden de store forklaringer. Man får som regel ingen og ve den der formaster sig til at spørge – det skal man (tilsyneladende) heller ikke. Så jeg nøjes med at konstatere og så sidde med følelsen af forvirring og undren helt alene, og håbe at jeg med tiden bliver ligeglad. Ikke altid lige let, men sådan er det.

Dagen i dag, er en af dem, jeg gerne var lidt foruden. Dødtræt og ondt allevegne. Det kan man godt blive lidt ked af. Især når man gerne lige vil være færdig med det sidste. Jeg prøver at få lavet lidt, og alt i dag er bonus. Forhåbentlig er det (og humøret) bedre i morgen. God weekend.

Once in a lifetime?

Engang imellem møder man mennesker, man aldrig, aldrig glemmer. Nogen for noget godt, og andre for det modsatte. På den gode side, er dem man får helt specielle følelser for, og det er noget ganske særligt. Desværre er livet også nogengange træls, og man får ikke altid sin hjertes udkårne – heller ikke selvom kærligheden er gensidig.

Sådan en oplevelse havde jeg for snart nogle år siden nu (da jeg boede på Lolland), men det gør den ikke mindre tydelig i min errindring, og heller ikke i hans er jeg sikker på. Det tog mig rigtig lang tid at komme mig over, at tingene gik som de gjorde, for han var og er stadig noget helt særligt – en soulmate. Dem finder man ikke ofte.

En sådan savner man, når man står overfor livets store ting. Og uagtet, jeg har verdens bedste veninder, så er sådan en kæreste/soulmate jo noget andet. Jeg kan blive bange for, at han var en “Once in a liftetime” oplevelse – jeg håber det ikke, men uagtet, er jeg stadig dybt taknemmelig for, at have kendt ham, og tænker ofte på ham. Omvendt kan jeg kun håbe, men er alt “som det plejer”, så ved jeg, at han tænker på mig også. Og det er vel nok mest af alt bittersødt!

Det der med grænser og at undre sig

Der er har før været snakke om grænser her hos mig. Både i forhold til fædre og venner. Og hvordan man tackler den slags.

Igår røg jeg lidt ud i en igen. En gammel veninde ringede for at høre, hvordan jeg har det. Det er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende i. Det opsigtsvækkende består i, at jeg ikke har set den her veninde meget, meget længe. Så længe, at jeg ikke kan huske hvor længe. De gange, jeg så har forsøgt at få en aftale i stand, har stadardsvaret været, at hun ville ringe så vi kunne aftale nærmere, istedet for vi aftalte noget med det samme. Det kræver trods alt ikke andet end en kalender.

Okay ret skal være ret, jeg kan også finde på, at sige sådan, hvis jeg ikke lige kan overskue det. Forskellen er, at jeg ringer tilbage og laver aftalen. Det gør hun så ikke. At det sker en gang, kan jeg sagtens forstå, den kan selvfølgelig smutte, men når det sker flere gange i rap, så begynder jeg at synes, det er højst besynderligt.

Af samme grund kontaktede jeg så ikke hende, for jeg tænkte, at så kunne hun da ringe, når hun kunne. Der gik noget tid faktisk før hun ringede, og jeg indrømmer, jeg havde ikke lyst til at tale med hende, så hun har så haft ringet et par gange. Igår ringede hun så igen, og jeg tænkte, at nu ville jeg så se, hvad hun havde at sige.

Hvis jeg havde forventet, at hun ringede for at aftale at ses, blev jeg da skuffet. Det må jeg nok indrømme, at det gjorde jeg vel eftersom, jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har set hende. Nej hun ville bare lige høre, hvordan jeg havde det og så iøvrigt fortælle om, at hun lige havde været på ferie.

Jeg var ærlig talt så forbløffet og lidt pas på det hele, at jeg ikke sagde noget, men jeg har skrevet hende en mail, og sagt at jeg synes, hun skal tænke over, om hun vil vores venskab. For i forhold til, hvor meget vi har delt, er det her slet ikke iorden. Og har hun et problem – uvist af hvilken karakter, så må hun jo spytte ud. Det her det er ikke okay – ikke for mig ihvertfald – og det vidste hun også godt tror jeg. Nu er hun ikke i tvivl og så må vi se.

I det hele taget skal der da gerne være lidt give and take i venskaber. Det skal ikke altid være en der ringer, og spørger til den anden eller skal foreslå noget. Venner der aldrig har tid til mig, kan jeg faktisk ikke rigtig bruge til noget. Så vil jeg hellere bruge tid og kræfter på dem som kan finde ud af at give noget også – det må være ret og rimeligt!

Forståelse og frustrationer

Det var egentlig Suzy’s indlæg forleden, der gav mig inspirationen til dette indlæg. For hendes indlæg kunne meget vel, være skrevet af mig selv. Jeg har også oplevet frustrationen ved nære, nære venskaber, der på uforklarig vis, er styrtet i grus. Ikke at man ikke kan forstå, at når man netop er meget tæt med mennesker, så bliver der selvfølgelig også grobund for misfoståelser el. hvad nu. Men hvis det netop var SÃ… nært det venskab, hvorfor kunne man så ikke overkomme det? Det virker “helt hen i hampen” på mig, når jeg tænker på, hvad man ellers har delt af gode og dårlige oplevelser med de her veninder, og nogen har man også haft rigtig meget fortid sammen med, og så bliver det faktisk endnu værre. Det værste for mig, er når nogen beskylder mig for noget, og så ikke giver en en chance for at forsvare sig. Men så igen, hvis det virkelig er nødvendigt, er det så venner, der er værd at have? Næh, sikkert ikke, men det betyder dælme ikke, at smerten er mindre, når f.eks. barndomsveninder dumper en fra den ene dag til den anden. Ikke at jeg ikke ved grunden, men den havde hele tiden været der, og kunne snildt have været omgået.

En ting er barndomsveninder og bedste veninder! Dem har jeg så lært, at dem er der ikke ret mange af. Jeg har bestemt nogen, og jeg skatter dem højt, og det ved de også. Jeg får også hele tiden nye veninder, og nogen har så muligheden for at blive bedste venner. Jeg har også lært, at det bestemt ikke er graden af hvor ofte man taler sammen, eller hvor ofte man ses, der definerer “bedste veninder”. For så er man jo en slags soul-mates, og så er det ligemeget. Man tager bare tråden op, når man ses, og så føles det som, det var igår, man så hinanden. Engang troede jeg naivt, at når man først var venner, så var man det for livet. Men sådan er det ikke altid. Man udvikler sig, og får forskellige intereser/værdier, og så skilles man nogengange. Ikke at man behøver at være uvenner af den grund, slet ikke. Det er bare en ny fase.

Læs resten