Forsommer på Vestre Kirkegård



Rådmand P.P. Gram på Wikipedia

Jeg fik som ofte en “skør” ide. Tror egentlig det kom sig af, at jeg så “Ved du, hvem du er?”, hvor kirkegården var med. Jeg har jo været der før, men om efteråret. Man skulle tro, at uanset jeg ikke har en særlig god hukommelse, så skulle jeg kunne huske, hvor stor den er. Det skød jeg enten fra mig eller fortrængte, for jeg satte mig i hovedet, jeg skulle op til de tyske grave. Det tog mig en hel time at nå op i den ende, og da jeg så kom derop, så viste det sig, at jeg havde været i den ende!

Men som mange andre gange, når jeg har været på kirkegårdsvandringer, mødte jeg en sød graver. Han kom kørende samme retning og tog mig med et pænt stykke af vejen. Det var superfint og sparede da mine ben lidt. Nu var jeg jo kommet derop, og så skulle det også fotograferes og det blev det, men som ofte, når jeg så skal hjemover, så er jeg brugt op. Også dennegang. Til gengæld kunne jeg så sætte mig ned og vente på klokken blev 17 eller begynde at gå (spærretid på pensionistkortet). Suk! Dum som jeg var satte jeg mig ikke ned og slappede af. Var nok også bange for, at så kom jeg aldrig op igen *S*. Altså begav jeg mig på gåben helt til Vesterport. Så prøv og spørg, hvis ben, der var slidt mere end op og hvem der ikke kunne bevæge sig dagen efter? – mon det var mig – det tror jeg på!

Af skade bliver jeg vel klog – til næste gang! – også her kommer der flere fotos senere. Jeg er midt i nogen omlægninger af alle fotos, så når jeg lige er kommet på plads skal jeg give lyd.

Og så er det lige… og en udflugt

At jeg skal lære ikke at gå helt i selvsving, så snart jeg har bare lidt energi – gad vide, om jeg lærer det? Tror jeg ikke, og det er måske meget godt et sted. Dagens plan var, at jeg skulle til optikeren. Det kom jeg også. Kameraet kom med, for i mit baghoved lurede ideen om en udflugt, nu jeg alligevel var kommet afsted og vejret ligefrem skreg på en.

Jeg tænkte, at Vestre Kirkegård sagtens tålte et besøg igen, så der gik turen ud. Sidst jeg var der, var det jo efterår, som du måske husker. Der kommer mere, når jeg orker det.

Det endte med at blive en meget lang dag og vandren, men mere om det senere, for nu skal jeg have et bad og noget at spise – lad endelig være at spørge, hvor kvæstet jeg er. Men jeg har fået sol på & syrenduft i næsen, og det skal man altså på den her årstid. Foreløbig rigtig god weekend!

Himmelsk #56


Monument over brittiske soldater, der døde under internering i Danmark efter 1. verdenskrig

Man kan vel groft sagt sige, at et besøg på en kirkegård altid er himmelsk. Ihvertfald var mit besøg på Vestre Kirkegård forleden det helt sikkert.

Nogen mere end andre

Jeg har især i starten af mit blogliv hørt mange kommentarer på det med at fotografere på kirkegårde. Nogen bryder sig om det og andre gør ikke. Og det er helt i orden. Dog ved jeg, at jeg inklusiv kamera viser de afdøde og gravene langt mere respekt end den dame, jeg så forleden på Vestre Kirkegård iført unger og to hunde, der ufortrødent gik løs og forrettede deres nødtørft op ad gravene!!! Eller dem, der behandler det som en træningsbane og løber igennem.

Det er med stor opmærksomhed indføling og interesse for de skæbner, jeg møder, jeg bevæger mig rundt og fotografere. Og som jeg ser det, kan det heller ikke fra de afdødes side, være negativt. Ihvertfald er der ingen negtivitet til hensigt med min vandren og fotografering, hvorfor dette indlæg også KUN er udtryk for indlevelse og medfølelse med de pårørende til netop denne afdøde.

Det er altid trist at miste, men at miste et barn, siges at være det værste, der kan ske for et menneske. Da jeg ingen børn har, kan jeg kun gisne om, at det må være sandt, og sammenligner jeg med smerten ved tabet af min mor, så – ja! Det går jo ikke på at måle hvis smerte er størst, men om at afdøde i hvert tilfælde forhåbentlig var elsket af nogen, mens de var her, og således også savnet, når de går bort.

Selvsagt, er alle noget særligt, og selvfølgelig fotofraferer jeg kun sten, jeg ser et eller andet i. Det være sig stenen som sådan, der bare er smuk, dekorationen, baggrunden i forbindelse med m.m. Men det kan også være fordi, den “historie” gravstenen fortæller mig, griber mig. For at den gør det, har stenen som regel fanget mig først.

Lige sådan et tilfælde mødte jeg forleden, da jeg var på Vestre Kirkegård. Det første der fangede mig var stenen, eller rettere stenene. Der var fire enorme blanke sorte granitsten, der altså fyldte ret så betragteligt i landskabet og var meget synlige. De var ikke gemt væk, men var på et relativt åbent stykke, så jeg skulle have været, noget nær blind for at undgå at se dem. Ved nærmere eftersyn var det så, at jeg så, at Thomas ikke blev ret gammel.

Det er altid ekstra hårdt tror jeg, når vi føler vores kære er taget herfra for tidligt. Og dette var helt sikkert et sådant. Det er ikke ofte det sker, men når jeg støder på en sådan sten, sker det jeg prøver at se, om jeg kan finde historien bag den, når jeg kommer hjem. Det gjorde jeg med Thomas.

Allerede fra stenen, var det tydeligt, han var højt elsket, og da jeg fandt hans historie, blev det helt krystalklart, at han var en smuk, livsglad og kærlig ung mand, der blev revet fra familie og venner på mest ubarmhjertige måde. Jeg tror fast og fuldt på, at Thomas har det godt, hvor han er, men udfra det skrevne, er jeg også sikker på, han havde et dejligt liv og en skøn familie og masser af venner. Så selvom han er væk, så er der dog trøst i, at han havde netop det, et godt liv, mens han var her.

Gribende var det ihvertfald at få et indblik i hans historie. Det håber jeg så også, I synes. Er du en af dem, der godt kan lide mine kirkegårdsfotos, så ligger resten af fotos her.

Vestre Kirkegård – igen

Som skrevet meget tidligere i dag, tog jeg på tour igen. Og jeg tog til Vestre Kirkegård som skrevet. Dennegang den del, jeg ikke fik set sidst. Men da det er Danmarks største Kirkegård, nåede jeg jo selvsagt ikke alt, men rigtig meget. Det blev en lang tur, også længere end egentlig planlagt.

Det hovedsageligt fordi, jeg igen blev “fanget” af de mange smukke grave, men også fordi jeg igen havde “trafikale” problemer, derhen at jeg på vej ud, ikke kunne finde ud. Hver gang jeg troede, at jeg havde fundet en sti i rigtig retning, så var den blind.

Hvornår lærer jeg, at tage en folder ved indgangen incl. kort? Til mit forsvar skal siges, jeg havde ikke set dem, og så først, da jeg var på vej ud – endelig! :-) Men jeg så lige i ånden, at jeg skulle have et hold ud og lede efter mig, så jeg ikke skulle gå der i nattens mulm og mørke. Ihvertfald endte det med at blive en tur på 3 timer, så man kan ikke skylde mig for ikke at være blevet luftet i dag.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale en tur derud. Og da så ganske især nu, hvor de smukke efterårsfarver er på spil. Helt fantastisk var der, og der er rigtig mange smukke gamle gravsten. Desværre har de åbne grænser betydet, at Østeeuropæere (formodes det) plyndre og laver hærværk, hvilket Kirkegården desværre bærer præg af mange steder. Reparerationer er der åbenbart ikke råd til. Det er SÅ sørgeligt, at jeg næsten ikke har ord for det. Smukke granitsøjler smadret, kobber/jernkæder m.m. stjålet (er mange penge værd) og gamle jernstakitter, der ikke kan hænge sammen mere, får lov at forfalde. Det kan vi bare ikke være bekendt. Det er et stort stykke kultur, der forsvinder.

På vejen hjem kørte jeg lige forbi de firbenede med en pose æbler fra det der hemmelige æbletræ, og så fik jeg en kop kaffe og en sludder også. Slet ikke så dårligt. Det eneste rigtig dårlige ved dagen er, en infalsk hovedpine, som desværre bliver ved, så nu vil jeg forlade jer. Der kommer selvfølgelig mange flere fotos fra turen i dag, måske både her og ihvertfald på Flickr senere. Hvis man som fotograf løber tør for motiver derude, skal man nok finde sig noget andet at lave. Jeg tog 263 fotos i dag!

Mig og så filmoptagelser……

Har åbenbart noget! Det er nu den 3. af slagsen, jeg har været vidende til, sådan da. De to andre var “Full blown” on location optagelser. Her var de slut, men jeg fik resterne i form af denne smukke gamle Mercedes med SS-nummerplader og en ligeledes tysk lastbil og noget motorcykel, som holdt på den anden side af gaden. Jeg så dem tranportere ting og sager væk, da jeg kom ud og skulle hjem fra Vestre Kirkegård.

Jeg store klovn fik ikke spurgt, hvad de havde optaget for en gang skyld. Jeg var dødtræt og havde hovedpine. Men hvis nogen har hørt om en ny dansk film, der foregår under krigen, så fortæl lige, for så er det da nok den :-)

Planlagt udflugt, del II.

Efter den Mosaiske Gravplads, kom turen til den Katolske afdeling. Som ventet var der rigtig mange smukke grave, omend også her, som så mange andre steder, er der tegn på sletning af grave og den fremherskende trend med urnegrave – trist! Ikke mindst var det trist at det smukke kapel var fuldstændig i forfald. Knuste ruder og lige så meget (næsten) vegetation indenfor som udenfor. Hvorfor? En utrolig smuk bygning, som da måtte kunne bruges til noget.

Interesant var det også her at gå rundt og læse de mange navne. I forbindelse med min slægtsforskning, som jo ikke er blevet lettere, faldt jeg her over et navn, som også for mig er interessant, nemlig Werner. Min biologiske mormors fødenavn. Det gav mig nogle ideer den vej rundt, men mere om det en anden gang.

Ligeledes er det sjovt, at finde slægtsnavne man kender i vennekredsen og forhøre sig, om det er familie. Jeg har nu to gange fundet slægtninge til venner. Det er lidt sjovt. Lige nu har jeg så også en mail ude netop om det, til en veninde. Jeg synes jo det her slægtshalløj er voldsomt spændende, og der er kirkegårdene jo i høj grad en del af det.

Næste besøg bliver “den almindelige” del af kirkegården, som er ret stor, som det så ud på planen. Men det hører i om, når det når så langt. For nu håber jeg, I vil nyde fotos både fra både den Mosaiske og den Katolske del. Resten af fotos fra den katolske kirkegård ligger her på Flickr.

Ordløs Onsdag

En planlagt udflugt, del I.


Et lille udpluk af de mange smukke gravsten, jeg så igår på min udflugt til Vestre Kirkegård, Mossaisk afd. “Æbler på en kirkegård?” – tænkte jeg først. Indtil det gik op for mig, at det selvfølgelig er Paradisæbler – de pynter, så det er en skik man sagtens kunne adoptere efter min mening

Igår var jeg på tour. Det er en tur, jeg har planlagt at skulle et lille stykke tid. Som den velbevandrede læser vil vide, har jeg en vis facination af kirkegårde, helst gamle. Så for noget siden, gik jeg på jagt efter en sådan. Og jeg fandt en, der var indenfor rækkevidde også uden bil. Men nu havde jeg bilen i går, og vejret var jo pragtfuldt, så afsti afsted gik den vilde jagt, indover Østerbrogade, Søerne, ad Gammel Kongevej, Vesterfælledvej og ud til Vigerslev Alle, og på en sidevej dertil ligger Vestre Kirkegård. Det er ikke en helt almindelig kirkegård. Hverken i størrelse eller opdeling.

Den har rigtig mange afdelinger. En Mosaisk, en Katolsk og så en “almindelig”, der indbefatter Grønland, Færøerne, og tyske grave også, udover en muslimsk afdeling også. Da jeg jo ikke kunne gå der til i dag, måtte jeg begrænse besøget, og eftersom den almindelige så ud til kun at være urnegrave og fællesgrave, så var valget ikke svært. Ikke at der er noget galt med urnegrave, men de er alt andet lige ikke så interessante (slet ikke fotomæssigt) som “rigtige” gravsteder. Og er der noget, jeg har fundet ud af er interessant, så er det både de jødiske og de katolske gravsteder.

Så her er lidt fotos fra den Mosaiske Gravplads som det så smukt hedder. De har jo den tradition (som jeg synes, vi kunne lære meget af, men hvor skulle vi snart være), at grave ikke må slettes. Det giver et smukt forfald, af nogle sten, der er meget gamle og i mine øjne utroligt smukke. Det kommer måske an på øjnene der ser, men der er også noget smukt i bare det faktum, at de får lov at stå, som minde om et menneske… Når du kigger fotos, vil du bemærke, at mange “tilter”. Det er ikke fotografen, der var vind og skæv, men faktum, at mange af disse meget gamle sten, simpelthen hælder både den ene og den anden vej. Du kan se alle fotos på Flickr.

Jeg var så bagefter en tur på den Katolske, og det var også vældig interssant. Mere om det i del II.