Strandvejsvilla

Dagens lidt længere tur med lille hund var på Strandvejen inden, vi kørte ned til far for aftenvisit. Som det ses var vejret helt fantastisk, dog blæste det noget, hvilket gjorde det lidt koldere. Men krystalklart med blå himmel og næsten ingen skyer. Meget flot vejr. Faktisk sådan en dag, man skulle have været ude og fotografere, men jeg havde jo ligesom andre planer. Men lidt har også ret.

Denne villa er specielt interessant. Og hvorfor så det, for den ligner da sådan en helt almindelig villa fra starten af sidste århundrede. Ja det gør den, og det kunne den faktisk også godt være. Det er den bare ikke. Den er faktisk nybygget og ikke engang 15 år, og måske ikke engang 10. Nu kan jeg ikke sådan lige hovedet på blokken huske nøjatigt, hvornår den er bygget, men jeg ved det er relativet fornyelig.

Grunden til at jeg ved det, kommer sig af, at jeg var helt vildt med den villa, der lå der først, som var en villa i samme stil. Jeg har vist nok et foto af den i gemmerne et sted, når jeg når så langt, og så skal jeg vise jer. Den var faldefærdig og skulle have mere end en kærlig hånd, men var meget charmerende. Nå, men den blev revet ned, og der blev bygget en ny ferskenfarvet også i samme stil (efter min mening ikke særlig vellykket, hverken i udformning eller farve). Hvad der så lige skete ved jeg ikke, men enten er der nogen, der har haft uhyrligt mange penge eller også har det været en forsikringssag, for revet ned blev også den, og denne bygget. Jeg kan ikke huske, om jeg har vist den fra Kystvejssiden, men ellers skal jeg prøve. Meget lækker er den, og prisen tør jeg slet ikke gætte på. Men billigt har det ikke været. Men for en gangs skyld gennemført, og som sådan noget skal gøres. Der kommer flere dejlige villaer på flickr senere.