En underlig uge

Det har godt nok været en uge med en blandet landhandel af begivenheder. Jeg personligt har været hele skalaen rundt i følelser.

Dels har jeg sloges gevaldigt med mange smerter i min egen ryg. De er aldrig basis for det vildt gode humør, når man har ondt. Til gengæld har jeg som jeg nævnte verdens bedste Wayne til at hjælpe mig. Det er meget at være taknemmelig for, og det er jeg! Tak Wayne!

I fredags fik vi i stalden og alle andre der kendte denne dejlige dame en forfærdelig nyhed, at hun var gået bort alt, alt for tidligt. Vi vidste godt, hun var syg, men havde dårligt fordøjet nyheden om, at det var alvorligt, før hun gik bort. Med tanker på de smerter, hun har haft, var det nok godt for hende, men helt forfærdeligt for hendes efterladte.

Dårligt når vi at “synke” denne nyhed før, vi mandag skal forholde os til, at en af vores jockeys er kommet rigtig slemt til skade i et trafikuheld. Heldigvis gik det bedre end først frygtet.

De planer, jeg ellers havde for weekenden blev skudt i sænk, og jeg fik så til gengæld lavet en masse her. Ellers er tiden gået med – tjah, hvad kunne I forestille jer. Heste, heste og mere heste. Hvis ikke, som når forleden, hvor jeg gik tur med Kicker for første gang i lidt tid, og ellers i stalden og sidste men bestemt ikke mindst, når jeg har ordnet fotos her. Det går der rigtig meget tid med.

Jeg elsker min tid i stalden med alle de mennesker, jeg holder af og ikke mindst hestene selvfølgelig, og så gør det ikke så meget, at jeg ikke skal på sommerferie. Sålænge vejret her er hæderligt, er her jo også dejligt. Jeg satser stadig på lidt uflugter indimellem, men indtil nu er det ikke blevet til det vilde. Vi ser, hvordan det går. Fotoet er fra min tur til York Stutteri. De fotos sidder jeg netop nu og “nørkler med”. Så mere om det senere.

En sandhed med modifikationer

Man plejer at sige, at intet nyt er godt nyt. Ikke helt rigtigt. I flere tilfælde, jeg er stødt på, at intet nyt er langtfra, at være godt nyt. Min relative “tavshed” her, er heller ikke nødvendigvis udtryk, for godt nyt, eller nyt i det hele taget. Men der er masser af nyt, det er bare ikke alt, jeg skriver om her, og så er der også lidt dårligt nyt. Dog er det rimeligt sikkert, at er jeg stille, er det sjældent godt nyt.

Jeg har en ryg, der er gået “i smadder” som jeg også var inde på i mit seneste indlæg. Det gør ikke for den mest interessante læsning og slet ikke tilværelse, når man dårligt kan gå. Jeg havde besøg af min “helt egen” (desværre ikke helt) afrikanske massør forleden, og jeg skal da love for, at han er effektiv. Det vidste jeg nu godt, for jeg kender ham så udemærket fra hans arbejde med hestene. At han så også kan mennesker, er jeg kun glad for.

Han er den eneste, jeg betror min efterhånden noget hærgede krop. Jeg har været til mange fysioterapeuter, og det er de færreste, der har vidst, hvad de gjorde i forhold til mig og min skæve ryg, og de problemer det giver – helt udover, at jeg også er hypermobil – Wayne stoler jeg 300% på, og det har da også allerede hjulpet. Det har vist sig, at jeg har betændelse i en muskel der ligger ret dybt lige ovenpå min iskiasnerve, og hele min ryg og hele min muskulatur var som en flitsbue. Jer der har prøvet noget lignende ved, hvor ubehageligt og smertfuldt den slags kan være.

Jeg laver øvelser, jeg har fået, og så skal jeg se ham igen, formentlig i næste uge. Men lige nu er jeg så byldeøm, hvor han har haft fat, at det lige må vente lidt. For når han tager fat, gør han det grundigt. Jeg var helt udmattet ovenpå den omgang og sov det meste af dagen, efter han gik, men hvis det bare hjælper, så er det okay.

Ellers sker der ikke det vilde. Eftersom jeg næsten ikke har kunnet gå, har jeg koncentreret mig om at ordne ting her på computeren – ikke mindst fotos, som jeg har så mange og nye af, at jeg næsten er ved at brække mig. Det lyder ikke pænt, men jeg fik taget alt, alt for mange senest, så jeg betaler prisen. Jeg elsker resultatet, men det kræver ufattelige mængder arbejde at sortere, og uploade til diverse. Men det må komme, som det nu kan, jeg kan ikke mere end jeg kan, og døgnet har stadig kun 24 timer, selvom jeg godt kunne bruge meget mere. Jeg har jo så også det problem, at mit hoved indimellem står helt af, og så er det, ikke computeren, jeg skal sidde og rode med.

Ellers har dagene været fyldt med terror, bomber, dødsfald m.m. i medierne. Man bliver da noget træt og ked af det hele. I dag var det historien om et 2-årigt barn, der ulykkeligt var blevet dræbt på Vestre Kirkegård, der gjorde mig helt vildt ked af det. Hvordan hulen det kunne ske, forstår jeg ikke, men det har kun kunnet lade sig gøre ihvertfald, hvis forældrene har ladt barnet ude af syne. I mit hoved slipper man ikke et barn på 2 år løs, sådan et sted – ikke så meget som et minut. Skrækkeligt er det. Det lader til, at forældre nu om stunder falder i to grøfter, enten passer de slet ikke på dem, eller også forkrøbler de dem fuldstændig og overpylrer. Men at holde nøje øje med en 2-årig falder ikke ind under “overpylren”!

Der er ikke galop i weekenden, så der bliver plads til lidt andet og blandet andet skal jeg se min far og min søster til lidt hyggeligt samvær. Det er ved at være noget siden, så det glæder jeg mig til. Lige nu er vi ved at drukne i regn, men det er godt for banen – ja man er vel galoptosset!

Wayne og William

Wayne Ackermann og William Tell idag til massage. Jeg multitasker, og er i den anden ende af tovet og kameraet. Vi var igennem 3 heste idag og der blev arbejdet hårdt, hvorfor Wayne sveder – det er ikke regnen!

Myldretid på “Hovedbanegården”


Peter igang med at give Lois Lane en forsko på


Fine Dandy får et kys af Wayne, fordi han var superdygtig idag, og i det hele taget bare er så dejlig


Juan og Cathrine, sammen med Sin Cocos

Ja det var det jo ikke, men sådan føltes det idag i stalden en overgang. Der var et mylder af mennesker, så man var helt rundt på gulvet til sidst. Dyrlægen, smeden, det ridene folk, hesteejere o.s.v. i en stor pærevælling. Der var godt nok drøn på idag. Det kan der godt være lige op til løbsdage, men her har vi to oveni hinanden, og det gør jo ikke forberedelser og travlhed mindre. Dermed har jeg også haft travlt. Og faktisk har ham den røde ikke fået ekstremt meget af min tid idag, men fik selvfølgelig vasket fusserne.
Dagen trak ud, og til sidst var jeg faktisk rigtig træt. Så jeg kørte hjemover, men skulle forbi Fakta, og købe gulerødder til de næste dages forsyning. Det blev gjort, og så skal jeg ellers love for, at der var lukket op for sluserne, da jeg kom ud. Det var svømmefødder og næsten dykkerudstyr, der skulle frem, så meget vand kom der. Det var simpelthen et ekstra brusebad. Dejligt at komme hjem i bad og så fik jeg en lur på sofaen.

Janne kom forbi til en kop kaffe, og mere var der ikke tid til. Men nu havde vi jo også haft den dejlige dag på Galopbanen i søndags, og det er her kun i 10 dage. Så er det godt nok også svært at nå det hele.
Jeg er mast. Det indrømmer jeg, så jeg vil ind og hvile mig igen. Det bliver nok mere til, at jeg falder i søvn end noget andet, men det er også okay. Jeg har også muligheden for at sove længe imorgen, for løbene starter ikke før kl. 14. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at udnytte det, for jeg trænger – og så drømmer jeg så godt for tiden 😉

Samvær med charmetrolde….

Ja det har jeg haft idag. Og jeg føler mig heldig hver eneste gang. Først kom Wayne og skulle masserer Lois Lane, og hvem der er mest charmerende Louise el. Wayne, det kan næsten være svært at afgøre, men de gør, hvad de kan begge to, og det lykkes nu meget godt. Som altid hyggeligt at hjæpe Wayne! Og oveni nyttigt, for vi arbejder godt sammen om hestene, og det er jo ikke uvæsentligt.

Wayne og Louise
Wayne prøver at skrive noter efter behandlingen af Louise, mens hun deltager aktivt – nysgerrig som altid – og tænk om der var noget, der kunne puttes i munden 😉

Bagefter skulle Louise og Cathrine ud sammen og hende og jeg har det også rigtig hyggeligt, samtidig med jeg enten hjælper hende el. vi bare sludre. Idag var det begge dele, og i farten fik jeg taget det her supersøde foto af hende og Louise. Så en absolut favorithest sammen med nogen af mine favoritmennesker, så kan jeg da dårligt forlange det bedre….Charmetrolde hele vejen rundt 🙂

Cathrine Weilby og Lois Lane
Louise er ekstremt sød og kælen og her får hun lige en sludder med Cat inden de skulle ud

Blitz med pletter i luften – hvorfor?


Wayne masserer Superman idag

Er der nogen, der kan hjælpe mig med ovensiddende fænomæn! Det sker, når jeg bruger blitzen nede i stalden! Det er sket en del gange før, og det ødelægger jo ligesom billedet. Jeg prøver at undgå bliltz, men i stalden er det altså at stramme den, at undgå den, og så sker dette. Hvorfor og hvad kan jeg gøre ved det?

Jeg har hygget mig som altid, hjulpet med dette og hint, og nusset om “den røde”! Der er som altid nok at se til, og alt er blevet nydt. Oveni, har vejret jo været perfekt, så hvad mere kan man ønske sig. Jeg har nu fået et bad, og noget at spise, og intet er bedre, når man kommer træt og varm hjem fra stalden… nu vil jeg ud på min altan lidt tror jeg…. Og prøve den der parasol jeg jo købte!

Massagedag

Som de superluksusatlether de er, får vores heste jo den bedste behandling på alle fronter. Jeg har før nævnt, at de får personlige besøg af vores hestetandlæge. De får som vides håndtilpassede sko, men ikke nok med det, så har de også egen massører.

En af dem (vi bruger flere forskellige) er Wayne Ackerman, som var på besøg idag. Her er det Neptune Joly, der har besøg! Det er sjovt at se, hvordan hesten hurtigt finder ud af, at den bliver hjulpet og står stille. Wayne er dygtig, og meget underholdende samtidig. Når jeg står og holder hest får vi en god sludder, og han er altid god for en sjov historie. Det er at kombinere det behaglige med det nyttige!

img_0793opt.jpg

img_0792opt.jpg

img_0790opt.jpg

img_0794opt.jpg