2 år siden


I dag er det 2 år siden, verden mistede en stor sangerinde. Desværre var det et liv og et kæmpetalent, der blev spildt, på grund af stoffer. En tragedie når man kigger tilbage på ovennævnte klip og tydeligt ser talentet. Heldigvis nåede Whitney at berige os med mange, mange fantastiske oplevelser, og forhåbentlig har hun fred nu. R.I.P.

Weekendaktivitet og lidt at læse i og om

weekend_600

Mange dage går det nøjatigt som ovenfor. Ikke at jeg ligger og sover en hel dag, men jeg har da dage, hvor jeg bare slapper af og mest er i stolen eller på sofaen. Det er bare nødvendigt, sådan er det. Skal have mine “time-out’s” indimellem, ellers “knækker filmen”. Det var det med at respektere os selv, som der også var snak om i forhold til det der Introvert.

Hvad går jeg så og laver, når jeg ikke bare slapper af. Slappe af er mange ting, og jeg kan godt slappe af ved at sidde ved computeren, men jeg skal ikke gøre det for længe. Ellers ser jeg film, dokumentarfilm især elsker, ligesom krimi-serier, engelske serier/film og i det hele taget elsker jeg bare film og TV. Og så har jeg også “læst” bøger. “Læst” fordi jeg jo nu lytter dem hovedsagelig. I stakken af bøger, jeg har bevæget mig igennem her på det seneste, er der en, jeg ikke har mulighed for at lytte, og som jeg selvfølgelig må læse. Det er Donny Osmond’s selvbiografi – Life is what you make it. Faktisk en gave fra min søster, som havde fundet den til en meget rimelig penge på en rejse til London, må det have været. Rigtig pænt af hende, at tænke på mig. Med mit hoved, går det næsten ikke at læse den, men jeg prøver. Og nu er jeg da halvvejs. Heldigvis har jeg i de andre tilfælde kunnet ty til lydbøgerne på Audible.co.uk. Jeg får credit til en bog om måneden, og det kan mere end opfylde mit behov. Derudover har jeg også det danske lydbogsbibliotek, så jeg kommer aldrig til at kede mig – heller ikke på den front.

Inden jeg kastede mig over Donny, læste jeg Whitney Houston’s mor Cissy Houston’s bog om sit liv, og om Whitney og selvfølgelig hendes død - Remembering Whitney: A Mother’s Story of Love, Loss and the Night the Music Died. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den. Den må ihvertfald have været svær at skrive for hende, men jeg kunne nok også godt tænke mig, hun ikke havde skrevet så meget om sig selv. Til gengæld danner det jo baggrunden for, hvordan hendes liv med og omkring Whitney former sig. Er du Whitney interesseret skal du helt klart læse den.

Jeg elsker at sidde her og lave noget, og så lytte en bog samtidig. Lige nu blev Sanne skyld i det seneste download på Audible – The Secret Life of Marilyn Monroe af J. Randy Taraborrelli (han har iøvrigt skrevet mange biografier om berømtheder – bl.a. Michael Jackson og Elisabeth Taylor også). Grunden til det er hendes iøvrigt meget informative Marilyn Guide for Begyndere. Ligeledes bliver hun nu skyld i min jagt på flere Marilynbøger, for hun fik da lige gjort mig opmærksom på ihvertfald mindst en, jeg må eje. Heldigvis koster den ikke dyrt, så det går nok. Passionen for hende deler vi helt sikkert og faktisk har vi samme yndlingsfilm med hende også.

Weekenden er begyndt her, jeg har tænkt at hygge mig. Indebærer det så ingen aktivitet. Nej da, meningen er, at jeg skal slappe af i dag. Morgendagen ligger stadig åben og søndagen går med Staldrundgang på banen og selvfølgelig også i stalden. Derfor vi igår jo havde store-rykke-maner-dag. Jeg tager en dag ad gangen og ser, hvordan. Det er den eneste måde på det i øjeblikket. Lige nu er det mest humøret, der lider og det er mindst lige så slemt som alle de andre skavanker. Håber for dig, du får en god weekend.

Nytårshilsen 2012

Så gik der endnu et år og hold da op, sikke et og for hulen, hvor gik det stærkt! Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der halter bagud og som synes det. Konstant og hele tiden har jeg det som om, jeg er en tegneseriefigur, der hænger i luften bagved hunden i snoren der jagter efter noget (I kan garanteret se det for jer), bortset fra hunden i mit tilfælde burde være en hest, men det er så en helt anden snak. Heldigvis har jeg ikke være dér i året der fløj :-)

Til genæld startede jeg året med at have en syg far – meget, meget syg. Det tog sin tid, og tog sit ud af mig. Ikke nok med at det følelsesmæssigt er forfærdeligt hårdt at have så syg en nær pårørende, så var det også helt fysisk også alt, alt for hårdt for mig, men i situationen, var det jo ikke mig, der stod først på listen. Dermed brugte jeg energi jeg ikke havde, på hele det forløb. Det tog sin tid at komme sig over bagefter også. Heldigvis kom far sig og har det godt i forhold til alle indlæggelserne – ja der var mere end en – heldigvis var de senere langt fra så alvorlige som første, men det sætter sig i en alligevel også hos ham. Denne hilsen skal også bruges til at sige, tusind, tusind tak for jeres støtte, opmuntring og deltagelse under hele den svære periode, hvor far var så syg. Uden jer gode venner, læsere og andet godtfolk, havde jeg aldrig klaret det. Og det var uvurderligt for mig.

Jeg havde længe ønsket mig en tur til Berlin, og da jeg uventet fik en sjat penge retur, så blev de omsat til det. Jeg kan dårligt omsætte i ord, hvad den tur betød for mig, udover at sige, at jeg elskede hver sekund og elsker Berlin fra nu og til jeg ikke er her mere. Læs mine indlæg derfra og se fotos, og glæd dig til flere indlæg og fotos fra Berlin, for jeg er ikke færdig med dem endnu – også en ting, der er på den dårlige samvittighed. Tilbage skal jeg, men da jeg ikke har uanede midler, og der er mange andre ting, jeg også gerne vil, så vil jeg leve noget endnu på den fantastiske tur og se andre ting også. I disse dage går jeg og “summer” på, hvad næste projekt skal være.

Hestene og vennerne i stalden fylder stadig meget, og jeg elsker hvert sekund, jeg kan overkomme at være der. Desværre føler jeg selv, at jeg ikke har været der så meget, som jeg “burde” i år, men det har jo også sine årsager i bl.a. fars sygdom. Det var også året, hvor jeg mistede den ene af de to heste, der har betydet mest for mig – Neptune – i daglig tale Neppe. Det er længe siden, jeg har grædt så meget! Til gengæld ved jeg, at han vidste, han var højt elsket lige til det sidste. Han er dybt savnet stadig og vil altid være det (også af hans ejere), men jeg er så lykkelig for, at han var min særlige skønne ven og solstråle.

Tiden i stalden (og på banen) er vigtig. Den giver mig i høj grad følelsen af, at være til gavn og nytte, mit skøre helbred til trods. Og ikke mindre vigtigt, så er der alle de skønne venner i den forbindelse, som jeg slet, slet ikke kan overdrive betydningen af – Tak for hver og eneste en af jer og for jeres overbærenhed, forståelse og at I giver mig så mange, mange glæder.

Som nogen ved, havde jeg også fødselsdag i året der gik – endda en rund af slagsen. Egentlig ville jeg gerne have holdt en fest for alle mine dejlige venner. Men uanset, hvordan det blev vendt ville det koste langt flere penge end, jeg har. Vil prøve at fejre min venner hele året så meget jeg orker, med flere små middage, frokoster etc. Desværre er det ikke blevet til nok, og det skyldes så mit dumme helbred igen, men jeg prøver og det vil jeg også gøre i 2013. Så føler du dig forbigået, så er du ikke den eneste “jeg mangler”, og så er det ikke hensigten! I den forbindelse fejrede jeg lidt med min far, og i stalden. Senere var jeg en tur i til løb i Stockholm. En fantastisk tur også, og tusind tak til alle implicerede, der gjorde det til endnu en skøn oplevelse at huske tilbage på.

Når nu jeg har rost, så er der også bagsiden af medaljen, folk der siger et og gør noget helt andet. Jeg har i året oplevet 3 tilfælde, hvor jeg høfligt, har spurgt folk om noget, og fået enten “en kold skulder” eller et mere end beskidt svar tilbage. Den sidste skulle forestille at være en ven, men var det så åbenbart ikke. Heldigvis har jeg da fået langt flere venner, end jeg har mistet i året. Man skal åbenbart heller ikke på blogs sige sin mening, men kun være høflig og komme med “small-talk”, for ytre man sig i uenige toner, skal jeg da så love for, man risikere at få “revet hovedet af” – det oplevede jeg så også.

Det er desværre min oplevelse, at den rummelighed og næstekærlighed man ofte siger man står for, ikke gælder i blogland – og det synes jeg er trist. Jeg er ikke enige med alle, og det skal jeg heller ikke være. Alle har ret til deres, men jeg synes, jeg prøver at finde de indlæg, hvor jeg kan finde noget hyggeligt at kommentere på, og så gøre det. I det nye år kunne jeg ønske mig, at andre gjorde det oftere her. Om ikke andet, så siger jeg nu kun noget, hvis jeg kan sige noget “pænt”, for uagtet hvor respekttuldt man prøver at sige noget, der ikke er i tråd med skrevne, så er risikoen for verbale tæsk åbenbart overhængende – og det gider jeg simpelthen ikke!

Som sagt er glæderne heldigvis langt de fleste, som da en kær hesteveninde gav mig en fantastisk sød og smuk Julegave og en anden kom forbi med gaverne til mig, fordi jeg var sløj. Betænksomhed og kærlighed fra fantastiske venner i året, er klart det der har båret det, og vil blive ved at gøre.

Dette blev heller ikke året, hvor jeg fandt “Mr. Right”, men jeg fik da konstateret, at jeg ikke er helt død indeni endnu, hvis jeg skulle være i tvivl, og jeg mødte helt sikkert potentiale. Desværre intet mere, for den slags skal jo gå begge veje, og gør det ikke det, så …..no deal! Sjældent, jeg finder nogen der i den grad passer, så selvfølgelig ærger det mig, men det hjælper jo ikke. Et er sikkert, jeg vil ikke nøjes, så er jeg hellere fri. Vedkommende skal ind og røre min sjæl – har man mødt det, kan man ikke nøjes med mindre. Måske 2013 bliver året, for selvfølgelig vil jeg gerne have en dejlig kæreste – jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet – og lyve gør jeg altså ikke.

Nå, det blev en lang hilsen, men der skal jo siges det, der nu skal. Slutteligt var dette også året, hvor vi mistede en stor, stor sangerinde. En af de største nogensinde Whitney Houston, dette er årsagen til at hendes smukke stemme indleder dette indlæg. Det kunne snildt have været et foto, men der ryger jeg ud i sædvanlige problematik – at vælge. Ingen skal være i tvivl om, at jeg er en rigtig “soul sister”, og at Whitney absolut er og altid vil være en stor favorit.

Grunden til lige disse to sange og denne video, skal jeg gerne fortælle. “I’m telling you, I’m not going”, er en sang, der er helt, helt fantastisk, og en sang, der er ufattlig svær at synge, og en absolut yndling af mine og jeg anede ikke, at Whitney havde sunget den. Har man på noget tidspunkt været i tvivl om, at hun rent faktisk var mere end fantastisk på et tidspunkt, behøver man bare at se denne video. Sangen hun synger bagefter er “I who have nothing”, som er en kærlighedssang. En dejlig sang, men det er mere slutreplikken i sangen, jeg vil bruge her:

“I have nothing, if I don’t have you”

Med tak for alle kommentarer, hilsener, hyggelige chat’s, sms’er, varme kram, smil og dejlige oplevelser til venner, læsere og alle andre, der har beriget mig i året der gik. Tusind tak og rigtig godt Nytår!

Mavepustere og musik

Livet er fuld af overraskelser, op- og nedture! Nogengange bliver man tildelt “en mavepuster” som man ikke lige havde set komme. Andre gange var det nok mere forudsigeligt. Uanset, så har vi nok allesammen prøvet det adskillige gange i vores liv, og kommer måske (formentlig) til at prøve det igen.

Jeg husker engang, hvor jeg i den grad led af kærestesorg på den her fuldstændig altopslugende helt irrationelle selvdestruktive vis. Af vanvare kom jeg til at gå ind og se “Against All Odds (1984)”. Det skulle jeg aldrig, aldrig have gjort. Jeg brød helt sammen. Så kú jeg lære det! Siden har sangen været den ultimative sang at høre, hvis der var knas på den front.

I wish I could just make you turn around – turn around and see me cry

Der er mange andre og ovenfor er et udvalg af mine favoritter, hvis man kan sige det sådan. Der er flere, men det er de mest fremtrædende, om jeg så må sige. Har jeg hjertesorger? Nej ikke sådan meget alvorligt, men jeg har fået en mavepuster alligevel af en slags, og så tåler disse altid et genhør. Og skulle jeg have været i tvivl om, at jeg stadig kan føle eller at jeg kan blive skideked af det, så ved jeg også det. At jeg stadig er syg, hjælper selvfølgelig ikke på en dyt heller.

Men jeg har dog prøvet langt værre, både af den ene og den anden slags, så jeg overlever og prøver at fokusere på andre ting, og det går såmænd også okay.

Hvad hører du, når du har hjertesorg – og har du iøvrigt set filmen “Against All Odds (1984)“?

Fødselsdagsmusik og hvis der havde været et party

Jeg synes, I skal have lidt musik. Nogle af mine absolut største favoritter, dem jeg kan høre igen og igen – og så igen, helt uden at blive træt af dem. Lidt kommentarer for hver kommer der. Har siddet og hørt her til aften. Det elsker jeg, sådan en aften med musik og susen rundt på nettet uden mål og hast. Dejligt. Og havde jeg holdt et party ville de her sange helt sikkert have været på playlisten! Enjoy!


Denne sang de til deres 50 års jubilæum, og eftersom jeg fylder 50 så er det meget passende, da de er mine store favoritter


Denne sang, er en af dem, jeg elsker allermest med Bee Gees, men hele CD’en, som jeg har, er bare fantastisk, og jeg kunne sagtens finde på, at købe DVD’en også. Nu er der kun Barry tilbage. Men tænk en musikskat de her efterladt os!


Dejligere skal det ledes længe efter – I rest my case – Long live Elvis – sikke en stemme og udstråling


En af de smukkeste stemmer overhovedet. Hende bliver jeg aldrig træt af og i særdeleshed ikke dette nummer


To fantastiske sangerinder sammen – fantastisk sang, som jeg aldrig bliver træt af. Desværre løb Whitney tør for mirakler

Klik nedenfor for flere videoer:
Læs resten

Count on me & Super Soul

Count on me through thick and thin
A friendship that will never end
When you are weak, I will be strong
Helping you to carry on
Call on me, I will be there, don’t be afraid
Please believe me when I say, count on

I can see that it’s hurting you, I can feel your pain
It’s hard to see the sunshine, through the rain, oh
I know sometimes it seems as if, it’s never gonna end
But you’ll get through it
Just don’t give in cause you can

[Chorus]

You can count on me
I know sometimes it seems as if, we’re standing all alone
Be we’ll get through it, ’cause love won’t let us fall

[Chorus]

There’s a place inside of all of us
Where our faith in love begins
You should reach to find the truth in love
The answers there within, oh
I know that life can make you feel
It’s much harder than it really is
But we’ll get through it, just don’t give in

Hvorfor denne video? Jeg tror iøvrigt, jeg har vist jer den før, men husker det ikke. Det er der ikke den store skade ved, for det er noget af det bedste, der er lavet med Whitney, og en sang der giver mig gåsehud hver eneste gang, jeg hører den. Den er fra filmen “Waiting to Exhale“, som er en sød tøsefilm. Det man skal se filmen for, er ikke mindst musikken som er helt genial. Den er for en stor dels vedkommende skrevet af Babyface, som han er helt fantastisk til – super soul. Jeg har altid elsket soul, og engang var jeg meget optaget af netop det, og vidste rigtig meget om det. Stilen ændrede sig over årene til hip hop, dance og techno. Noget jeg aldrig har brudt mig om. Der er dog stadig nogen, der kan “rigtig old school” stadig. Babyface er en af dem.

Alt det her kom sig af en artikel i Madamme Noire (online magasin). Da jeg læste det om Babyface kom jeg til at tænke på nummeret ovenfor. Det var en gammel venindes, som jeg desværre ikke ser længere (hendes valg), og min sang, hvis man kan sige det sådan. En sang vi hørte meget ofte, når vi var sammen og jeg gav hende albummet “Waiting to exhale”. Måske tænker hun på mig engang imellem, som jeg på hende – jeg ved det ikke.

Jeg elsker stadig soul, og har mange albums med det. Dog ikke så mange, som da jeg havde vinylplader. Men en af de største favoritter var og er bestemt Whitney Houston. Der er mange flere, og flere er spillet her. Idag skal det dog kun handle om Whitney sangen ovenfor, og ikke mindste denne dokumentar, som jeg fandt inde på Youtube, om Whitney’s liv. Måske har du set den, jeg havde ikke. Interessant er den ihvertfald synes jeg. Der er blandt andet optagelser af en helt ung Whitney, hvor hendes rå talent tydeligt ses, og man genkender stemmen med det samme. Uanset, hvad ellers var den helt unik og fantastisk – stemmen!

Goodbye Whitney!



Saying goodbye with one of my favorite Whitney songs!

Have a safe trip and rest in peace!

The Greatest Love of all – R.I.P.

Det er i sig selv ikke særligt opløftende at være på hospitalet og besøge far, men det bliver ingenlunde bedre, når jeg samtidig skal “serveres” nyheden om Whitney’s alt for tidlige bortgang.

Jeg må indrømme, jeg har forventet denne dag ville komme, og har sådan set bare troet, den ville komme før end den faktisk gjorde. At jeg helst havde set, det helt helt anderledes, giver sig selv.

Whitney har været helt fantastisk og kunne være blevet på toppen. Hun traf nogle rigtig dårlige valg i livet – en af dem at gifte sig med Bobby Brown, og derfra gik det desværre kun en vej. Var det gået sådan uden ham? Tjah, det var det måske, og måske ikke. Hjulpet har han ihvertfald ikke, men selv efter skilsmissen fra ham gik det nedad. Men da havde Whitney også formået at ruinere, det der kunne være blevet musikhistoriens største karriere. Hun var et kæmpetalent, men spildte det sørgeligt.

Jeg håber og tror, hun i det mindste har fred, hvor hun er nu. Og så henviser jeg iøvrigt til CAPAC’s også gode efterskriv om Whitney. Overskriften henviser til en af mine favoritsange med Whitney. Den handler om, at man skal elske sig selv. Så trist, at hun ikke selv formåede, at gøre netop det. Du kan høre den her (gør dig selv tjenesten, at lytte, det er Whitney, når hun var bedst – jeg får gåsehud HVER gang jeg hører den).

Where do broken hearts go?

Anne’s som altid lige til benet indlæg, fik mig til at filosoferer lidt over emnet. Jeg kan jo passende gribe i egen barm på området.

Overskriften hentyder til den ganske (efter min mening) gode sang af Whitney Houston (sen nedenfor), som er blevet spillet, til hudløshed under mine kvaler med det modsatte køn. Har jeg haft nogle sådan? Ja skal Guderne vide jeg har.

Jeg har aldrig spillet, og måske jeg skulle have kastet mig over det istedet for at prøve, at finde “Prinsen”, for det er det faktisk ikke gået ret godt med. Eller det vil sige, jeg har da haft fundet et par, der kunne have udfyldt pladsen. Hvorom alting er, så går Annes indlæg på, hvorlænge vennerne skal lægge øren til ens “piverier” over et givet håbløst forhold eller rettere bruddet med et. Jeg kan kun sige, at jeg er visse venner STOR tak skyldig i den sammenhæng, og de kan skrive år på kontoen hos mig, hvis jeg skal give igen, hvad jeg har modtaget. Værdien af det kan på ingen måde overvurderes.

Når det er sagt, skal man selvfølgelig videre. Og i vennerne og andres øjne, går det som regel for langsomt. Som sagt, har jeg ikke selv været god til det. Men fik på et tidspunkt så stor en lussing, at jeg lærte at ingen mand, er værd at sukke år over. Når jeg siger år, mener jeg mange år. Det gjorde jeg nemlig selv. At det engang var rigtig kærlighed ved jeg og han begge. Hvad der så skete sidenhen var, at vi mødtes igen, og så havde jeg sukket over, det som var, og det som så var blevet, slet ikke duede. Jeg ved snart ikke, hvad der var værst. Men jeg kan sige, at det var noget i stil med at få revet hjertet fra hinanden. Efter det, vil jeg bestemt ikke sige, jeg ikke er blevet er blevet rørt dybt og i hjerteskærende grad, eller at det ikke har været svært at komme videre. For det har bestemt været sket. Det er bare blevet noget lettere at håndtere.

Nogen vil måske synes, det stadig ikke er godt nok. Dem om det, jeg ved, hver meget jeg har rykket mig på det felt trods alt, og jeg har det langt bedre med det. Og så er det godt nok. Som jeg ser det, har vi alle vores proces og ting vi skal lære, og det går i det tempo, det nu kan og skal. Og vennerne – tjah de rigtige hænger på, omend de siger dig sandheden med kærlighed og indlevelse. Jeg takker ihvertfald for dem, der gjorde det for mig, og jeg vil til enhver tid prøve at gøre det samme.

Og Celine Dion CD’erne – jeg kunne aldrig drømme om, at skrotte dem, for jeg elsker at lytte til hende, på alle tidspunkter.

For en gangs skyld…

Er jeg ikke glad for at få ret. I går havde jeg en forudanelse om, at vi kun havde set toppen af Whitney’s Tour fra helvede. Normalt er man jo glad for at få ret, men i dette tilfælde, er jeg meget langt fra det. Både fordi jeg selv har været en STOR fan af Whitney, og jeg stadig husker, da jeg hørte hende første gang og købte hendes første album. Indrømmet, det er mange år og baner kokain siden – for Whitneys vedkommende. Jeg skal lige slå fast, at den galej, har jeg aldrig været på. Og så fordi, jeg jo ved, at Therese skulle derind. Om hun gik eller blev ved jeg ikke, men det lyder til, at man selv med de mest positive briller på, ikke kunne få noget, der bare minder om en god oplevelse i går. Det er så bare et gæt fra min side.

Jeg synes, det er mere end trist, at læse dagens nyheder, og ikke en eneste, har noget som helst godt at sige om gårsdagens koncert. Det været sig Jyllandsposten, B.T., Berlingske og Politikken.