Sludfyldt og kold morgen



Good Girl, som jeg havde fornøjelsen at ordne idag

Her til morgen var det slud, storm og hundekoldt. Ærligt var selv det dejlige samvær med mennesker og heste nok tilat, at jeg synes, det var skønt og skulle ud i. Synes normalt ikke, jeg er sart, men her til morgen var jeg sgu! Ikke fordi jeg som sådan er kuldskær, for det kan jeg klare via beklædningen. Nej, det var det faktum, at det både stod ned i mængder og stormede en pelikan og faktisk mest det sidste. Med dårlige lunger, så bliver det meget hurtigt, meget anstrengende. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det tager mig en evighed. Og når det så også ovenikøbet var vådt. Nej tak! Havde jeg skullet, havde jeg nok gået, men min hr. fader var heldigvis frisk på, at køre mig. Det var sødt af ham, og meget dejligt.

Da jeg kom var de inde på, at det da var ærgerligt at jeg ikke kom før. Jeg spurgte så hvorfor, og de mente, at så kunne jeg have lavet kaffen, hvilket de har fået en ide om, at jeg er god til. Det er jo dejligt at være savnet :D

Som så ofte før, er der jo ingen planer for, hvad jeg skal foretage mig, men jeg skal da love for, at der idag også var god brug for mig. Første hold red ud og jeg ordnede “Madam Goodie”. Hendes pels er utroligt flot i øjeblikket, for selvom hun er meget langhåret, er hun samtidig meget blank og flot i hårlaget. Langhårede heste, kan godt se lidt pjuskede ud, men ikke “Goodie”, hun stråler.

Jeg havde også ordnet Amazing Award, så hun var klar til at komme ud. Jeg havde håbet, at jeg i sammen omgang kunne rykke man på hende, omend jeg godt mistænkte, at det var et job for to. Det sidste var i høj grad tilfældet og der blev ikke lejlighed til det senere.

De red ud på anden omgang og jeg passede walker og hentede heste ind og puttede ud. William var både på walker og kom en tur i skoven med Eva. Jeg hentede ham ind, og der mente han nok, der var basis for en gang “kang-kang”. Det er noget han som regel godt kan finde på, så jeg var forberedt, men eftersom der lå slud over det hele, var der ret glat, så jeg måtte have de store bogstaver frem, og det hjalp. Det kunne være yndigt, om jeg satte mig lige på r…. og han slap fri. NOT! Men vi kom ind i god ro og orden. Det var mere end turen med Eva havde været. Hun kom dansende ned på gårdspladsen og kunne melde at hans humør intet fejlede. Nu skal det siges, at vejret idag, kunne have fået liv i selv den mest fredelige hest, og Wiliam skal kun have stikordet i forvejen. Så det havde været en munter tur. Eva var bagud i tid, så jeg overtog børstning og fodnus af William. Og ham og jeg er såmænd rigtig gode venner, så det var rigtig hyggeligt, og han nyder også at blive snakket med og nusset om.

I det hele taget nåede jeg meget, så jeg kunne godt være tilfreds med mig selv. Imorgen er det planen, jeg tager en tur derned igen, bare lige sådan for at hilse på de hestejere, jeg jo ikke ser til daglig. Og så er det min mening, at jeg vil en tur op og se til Finish.