Højst udsædvanlige – Ordrup Kirkegård

Begge disse gravsteder er højst usædvanlige. Den første p.g.a. skulpturen af hvalerne, som jeg synes er fantastisk smuk. Jeg søgte på navnet Voronin på nettet og fandt en Vladimir Voronin, der er kunstner, og som har lavet den. Der er biilleder af den i hans galleri. Helt sikkert en slægtning på en el. anden vis, for så mange er der ikke, der hedder sådan.

Det nederste fordi, det er et gravsted med billede. Dem er der ikke andre af, hvad jeg har set endnu. Det gik mig lige i hjertet, at se Emilie’s smukke ansigt, på et tidpunkt, hvor hun først lige skulle til at starte livet. Men meningen var åbenbart en anden. Iøvrigt var de stort set lige gamle, da de tog herfra. Emilie 16 og Anton 17, hvilke heldigvis heller ikke hører til det “mest normale” går man en tur på kirkegården.

img_4015opt.jpg

img_4014opt.jpg

img_4013opt.jpg

img_4046opt.jpg

0

9 thoughts on “Højst udsædvanlige – Ordrup Kirkegård

  1. Emmaline – Tusind tak for din hilsen – det er heldigvis et flertal, der godt kan lide mine “reportager” fra kirkegårdene! Og som du siger, hvis man ville være total anomym, så havde man nok valgt en anden løsning 🙂

    0
  2. Hvis der er noget som kan give mig kvælingsfornemmelser er det tabuer og jeg bliver altid glad når der er nogle som giver disse tabuer et los.^:)^ Døden er et yndet tabu på trods af, at den er ligeså naturlig som fødslen og ikke til at undgå på et eller andet tidspunkt. Man skal ikke dvæle ved døden, bestemt ikke, men jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle glæde sig over en smuk kirkegård.

    Jeg er enig med Holme og Nina i, at den måde du viser disse gravsteder frem på, Deborah, med kærlighed og glæde 😡 , kun kan glæde de pårørende – det ville da i hvert glæde mig. Og hvis man ønskede total anonymitet, havde man vel valgt de ukendtes gravsted?:-\

    0
  3. Jeg er ganske enig i holdningen, at det da kun må være rart, at se sine næres gravsted portræteret så nænsomt som her. Alene det, at andre gider skænke de mennesker, der har levet engang, en enkelt tanke, eller endnu bedre et billed, det finder jeg meget befriende, specielt når det handler om noget så tabubelagt som døden. Tak, Deborah!

    0
  4. Det er selvfølgelig forskelligt hvordan man anskuer det, men jeg ville personligt have glædet mig over at støde på en af mine næres gravsten, her på siden. Deborah skriver jo intet stødende, men viser derimod at hun har lagt mærke til noget usædvanligt. Det er da en ros og en glæde, at ens nære kan gøre indtryk, selv i døden.

    0
  5. Emilie – Jamen som Frk. Møller har du jo ret til din mening. De to seneste gravsteder, jeg har vist, er SÃ… udsædvanlige, at ville man være ultraanonym og privat i sin sorg, så havde man næppe valgt så opsigtsvækkende gravsteder. Det tror jeg næppe. Desuden, sålænge det netop er gjort i respekt, så tror, jeg ikke det generer.

    Døden ér en del af livet, og vi har jo ALLE nogen vi elsker og savner, og som sagt før, så er Kirkegårde et offentligt sted.

    0
  6. Hej Deborah
    Jeg deler samme holdning, som Frk. Møller har givet udtryk for i en kommentar til et af dine tidligere indlæg, hvor du også poster billeder af grave.
    Jeg synes det er respektløst. Ikke så meget i forhold til de døde, men overfor de pårørende. Det er trods alt dem, der risikere at klikke ind på en hjemmeside og pludselig blive brat konfronteret med deres næres gravsted. Jeg er sikker på, at du poster billederne fordi de er smukke og dine gåture på kirkegården giver dig nogle betragtninger, du gerne vil dele med dine læsere. Men jeg kan ikke slippe tanken om, at det må være utrolig ubehageligt og chokerende at se noget så personligt som et sted man har begravet et menneske man elsker og savner, på en meget offentligt hjemmeside.

    Emilie

    0
  7. Pingback: Deborah’s » Blog-arkiv » Evnen til at elske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.