Forladt dødeligt syg – nu er hun død!


Kamilla Bech Holten

Jeg husker tydeligt, da jeg læste på løbesedlerne, at Kamilla midt i sin kamp for livet og mod kræften, var blevet forladt af sin mand Kasper Holten. Nu er Kamilla død, kun 36 år gammel. Det forlyder, at de var voldsomt forelskede, og der var stor kærlighed. Og ja, for ellers vælger man da ikke at gifte sig.

Det lader til at mange moderne mennesker, synes det er okay, kun at tage det gode, og så snart, der er det mindste modgang, så er de dem, der er smuttet. Jeg siger ikke, det er let eller ikke hårdt for pårørende. Det er jeg da så ganske klar over, det er. Men når man siger ja til hinanden, så er det altså også for at ville kæmpe i dårlige tider og med SÃ… alvorlig en diagnose, så var Kasper’s “kamp” til at tage og føle på i tid – noget han også må have været klar over. Nej, jeg har intet absolut intet til overs for en mand, der vælger sådan.

Hans version af begivenheden kan læses her!

Det siger meget om Kamilla, der åbenbart var stor nok til at tilgive og bevare kontakten. Man får også et andet perspektiv, når man er så syg. Jeg håber, hun døde fredeligt og uden for mange smerter. R.I.P.

Hvad mener du, synes du ikke man skal ære, det løfte man har givet, når man bliver gift? Ellers er det jo helt ligemeget efter min mening.

25 thoughts on “Forladt dødeligt syg – nu er hun død!

  1. Pingback: Deborah’s» Blogarkiv » Fuldkommen mangel på anstændighed

  2. Bente – Velkommen til og tak for din kommentar. Vi er som du ved, helt enige! Det gør mig ondt med din mand, og jeg beundre dig, for din udholdenhed og vedvarende kærlighed.

  3. Så enig Deborah, var det min mand der skred havde jeg ganske simpelt myrdet ham! Er i den modsatte situation, og ALDRIG har jeg så meget som overvejet at tage to dages ferie fra ham, jeg sagde ja, jeg mente ja, og jeg stikker IKKE halen mellem benene og skrider fordi græsset er visnet! Jeg giftede mig med en kvik og rask, er endt med en helt anden, men sjælen er og bliver den samme; at droppe en døende er ganske simpelt for lavt, kunne han dog bare have holdt lidt ud, han var jo alligevel ‘sluppet’ fra hende nu og kunne så gå vidre til næste og bedre kæreste eller hvad det er der driver værket

  4. Jens Drejer – Det kan jeg godt forstå, og jeg mener heller ikke, at jeg “hænger ham ud”. Det kan ikke være sjovt, at se sit privatliv i pressen, og især når man selvfølgelig ikke ønsker at gå i detaljer. Du har da helt ret, han skylder kun Kamilla en forklaring, og den har hun fået og så er den ikke længere. Det ændre dog ikke ved min grundliggende holdning om, at han skulle være blevet.

    Stine – Som jeg har været inde på, så er der måske andre grunde også. Uanset mener jeg stadig grundliggende, at han skulle være blevet. Han har håndteret det sobert, og hun også, men når man går ud med sådan en historie uden, at den er fyldestgørende, gør man sig også sårbar for spekulationer/fordømmelse/meninger fra alle sider. Sådan er det, at være “et kendt ansigt”. Som jeg skriver, så mener jeg stadig, at han skulle være blevet, uanset.

  5. Det kan jo også være, at både Camilla og Kasper har haft nogle grunde som ikke har været igennem pressens vridemaskine. Og selvom der var tale om en kort tidshorisont er jo ikke ensbetydende med at den bedste løsning var at blive. Det var i hvert fald min første tanke da jeg så spisesedlen tilbage i marts. Og selvom Camilla vælger at fortælle sin version til Politiken synes jeg at Kasper har håndteret det særdeles professionelt og sobert.

  6. Jeg kender Kasper en smule privat og jeg ved hvor meget det ægteskab betød for ham. Han har været meget diskret, når han har fortalt pressen om sit privatliv – som på ingen måde kommer andre ved. Han skylder hverken pressen eller offentligheden en forklaring. Jeg er virkelig forfærdelig ked af at se ham hængt ud på sådan en tarvelig og hensynsløs måde.

  7. Clusen – Tak for din kommentar og velkommen her! Jeg generaliserer ikke kun udfra dette tilfælde! Det var som du siger, en generel betragtning og jeg er godt klar over, at flere års sygdom kan ændre et menneske drastisk. Vi kan sige, at jeg har brugt det som en andledning til debatten omkring disse ting. Ligeledes har jeg sagt, at jeg sagentens kan forstå, at man er nødt til at gå i visse tilfælde og nej man skal da ikke blive koste, hvad det vil selvfølgelig ikke. Jeg siger bare, man må godt kæmpe lidt for tingene og ikke tro, det kommer af sig selv, og er let. Det er der ingen, der har lovet. At man godt må sætte sig selv lidt tilside, og være mindre egoistisk og ja i det hele taget, ofre sig lidt for sagen og kæmpe. Det er jo også hørt, at folk er kommet styrket ud, efter at have kæmpet. Både på det personlige plan, men også ægteskabeligt.

    Når jeg siger, at jeg synes Kamillas mand skulle være blevet, var det fordi, det var SÃ… overskuelig en tidshorrisont, vi taler om og hun var netop så dødeligt syg. Og nej vi ved ikke den fulde sandhed, men at det skulle være en “gusten anledning” kan jeg slet ikke få øje på. Faktisk synes jeg da, at jeg netop hylder en smuk ung kvinde ved at tage dette alvorlige emne op. Det håber jeg også Kamilla synes i sin himmel, men desværre kan jeg jo ikke spørge hende. Men der er ihvertfald ingen mangel på respekt for hende her!

  8. “Det lader til at mange moderne mennesker, synes det er okay, kun at tage det gode, og så snart, der er det mindste modgang, så er de dem, der er smuttet.”

    Jeg har det svært med ovenstående. Dels – som jeg læser det – generaliserer du ud fra et enkelt tilfælde. Dels vil jeg ikke kalde flere års særdeles alvorlig kræftsygdom for “det mindste modgang”‘. (og dybest set aner vi ikke en kæft om, hvad der er sket mellem dem.)

    Folk kan forandre sig med tiden, eller ved traumatiserende oplevelser. Og skal man død og pine blive sammen for altid, hvis den person(lighed), man giftede sig med, har ændret karakter i så radikal en grad, at vi hverken kan se kærlighed, vokseværk eller fremtid sammen ? Jeg tror, det var Johannes Møllehave der engang sagde noget i retning af, at “til døden jer skiller” ikke skal forstås som den legemlige død, men som kærlighedens død.

    Selvfølgelig kan vi sagtens diskutere ægteskab og præmisser, men måske der var andre, mere oplagte tilfælde derude? Jeg synes ærlig talt, Kamilla Bech Holtens død er en lidt gusten anledning.

  9. Jeg vil som udgangspunkt også mene, at Kasper Holten burde være blevet hos Kamilla og støttet hende.

    Men jeg bliver nødt til også at tro på, at der er mere i det end vi ved fra mediernes side, om hvorfor han forlod hende. For jeg tror bestemt ikke – uden at kende ham – at Kasper Bech Holten er et ondt eller egoistisk menneske.

    Reelt er det jo kun Kamilla og Kasper B. H. der ved, hvad der er foregået i deres ægteskab efter at Kamilla blev så alvorligt syg.

  10. Anita – Jeg ved godt, det er uhyggeligt svært, det betvivler jeg slet ikke! Og selvfølgelig helt vildt opslidende… Og jo ret skal være ret, jeg ved jo ikke, hvordan den konkrete situation har været – også rigtigt. Rigtigt er det også, at der skrives, at de prøvede på alle mulige måder at redde. Dog synes jeg stadig, at det var en meget overskuelig horrisont, han havde i sigte. Men jeg er helt sikkert glad for dit indput!

  11. Jeg kan tydeligt se din holdning, Deborah, så den pirker jeg ikke til. Jeg vil kun lige gøre opmærksom på noget ift. din tekst her:

    Når en ægtefælle bliver et helt andet menneske, som en der har haft en blodprop i hjernen, ligesåvel som hvis vedkommende bliver dybt senil i en tidlig alder. Jamen så er vi efter min mening ude i noget helt, helt andet.

    En kræftsyg kan forandre sig til det mest forfærdelige, man kan komme i tanke om. Det kan være utrolig svært at skulle forholde sig til vilde følelsesudbrud lige fra hulkende gråd til skingrende vrede og vi taler ikke kun om en periode på nogle minutter, men derimod i dage, uger eller måneder.

    Det er uhyggeligt opslidende, grænsende til ødelæggende, så man næsten ikke kan forestille sig det. Jeg ved det, for jeg har prøvet det. Det endte også med et brud.

    Det er ikke skrevet for at omvende nogens mening, men kun for at belyse, at det kan være ligeså svært at leve med en kræftramt, som med en dement eller et menneske, der har haft en blodprop.

  12. Catarina – Nu ved du reelt intet om, hvem jeg er, eller hvordan jeg er, og hvis jeg opførte mig sådan ville jeg også forvente at blive fordømt. Som jeg har sagt, det kunne jeg aldrig drømme om!

    Lis – Ja det synes jeg så også, men sådan er der så meget!

    Lars Balle – Jeg “dømmer” ikke, jeg fortælle min mening. Kasper Holten er nok ret ligeglad med min mening. Kamilla skal dømme ham el. lade være, som hun følte rigtigt, og det gjorde hun. I sidste ende, er det de to det handler om, men derfor synes jeg ikke, der på foreliggende oplysninger sker noget ved at tage et alvorligt emne op, med baggrund i et aktuelt eksempel. Jeg har ikke nogen “lyst til” at dømme nogen, jeg har en blog, og diskuterer/tager de emner op, jeg føler for – længere er den ikke! At de holdt Jul sammen og iøvrigt åbenbart holdt kontakt – det gør ham ikke mindre “skyldig” i min bog, men viser da noget om, at Kamilla måske til dels var et stort menneske, men jo også var den forladte, og meget forelsket i sin mand!

  13. Og nej. Der er ikke et forsvar for Kasper Bech Holten for det har han været for fin til at komme med. Intet ville være nemmere end at pege tilbage på sin kone og forklare hvorfor deres ægteskab døde, men han valgte at tage imod fordømmelsen i stedet.

    Hvad siger det dig forresten at de holdt jul sammen efter de var gået fra hinanden?

  14. Hvor er det dog bare nemt at være en helt,når man ikke selv har stået i situationen. Eller kender den.

    Hvor kommer denne lyst til at dømme andre fra? Lad dog Kamilla Bech Holten om at dømme ham. Du er på alle måder inferiør i fht. deres liv.

  15. Jeg synes, at du Catarina peger ret meget fingre, og ja man har ret til at tage en beslutning, så kan du da være enig eller lade være. Der er 2 til kærlighed men ikke altid 2 til skilsmisse.

  16. Du siger “Jeg synes godt, man må pege fingre, når det er berettiget.” Det synes jeg siger ret meget om hvem du er. Hvem kan tillade sig at være dommer?

    Vær mod andre som du ønsker andre skal være mod dig.

  17. Først vil jeg lige helt generelt sige, at Kasper Holten’s version af sagen faktisk også forelægger her, hvilket jeg også har indsat i indlægget nu, så man ikke kan sige, at jeg ikke har taget hans version med. Min pointe var og er bare, at jeg ikke synes, der er et forsvar for ham. Men jeg vil nu besvare hver kommentar.

    Regitze – Jeg synes også, der er facetter, og jeg ved også godt, at situationer ikke altid er sort/hvide! Min pointe her er, at det var helt begrænset, hvor længe han skulle “tage sig sammen”, for at give hende en lykkelig sidste tid. Der er andre eksempler nævnt nedenfor, hvor jeg også godt kan forsvare, at man går. Det igen er en anden situation. I det konkrete tilfælde, finder jeg ingen nåde – sorry!

    Trusru – Ordet “Ja” i sig selv garanterer ikke noget, men ved at udføre handlingen at blive gift, giver du nogen løfter og understreger du, at du mener det her alvorligt. Det her har intet med relgion og Kristendom at gøre for mig. Det handler om, hvor seriøst man tager sit løfte (givet i en kirke el. på anden måde), og ligeledes handler det – i dette tilfælde, om at sætte sig selv tilside for en meget kort periode, og give hende en lykkelig tid og ikke være så snotforkælet – ja undskyld, men det mener jeg.

    Malene – Jeg har det lige som dig. Jeg håber dælme også han er “stolt” af sig selv 🙁

    Helle K. – Jeg mener heller ikke, man skal holde ud for enhver pris og uanset. Selvfølgelig ikke. Jeg mener bare i dette tilfælde, kunne han godt have holdt ud, den korte tid han også har vidst hun havde tilbage! Når man får 10% chance for at overleve og har cancer i helt underkroppen, så er det ikke år vi taler om!

    Når en ægtefælle bliver et helt andet menneske, som en der har haft en blodprop i hjernen, ligesåvel som hvis vedkommende bliver dybt senil i en tidlig alder. Jamen så er vi efter min mening ude i noget helt, helt andet.

    Mahalo – Som jeg er inde på ovenfor. Så synes jeg, det er en helt andet situatio, og i det tilfælde er jeg enig med dig, og ville også have den holdning, hvis det var mig, der blev sygn på den måde.

    Catarina – Fint nok, men jeg ville ikke have forladt min ægtefælle i den situation, hvad det så siger om de 3 fingre ved jeg ikke. Jeg synes godt, man må pege fingre, når det er berettiget. Og iøvrigt synes jeg, det er en sund snak at få. Iøvrigt kan du læse mandens forsvar her. Grunden til jeg ikke tog det med, er fordi jeg simpelthen synes det er irrelevant, men nu kommer det så med.

    Marianne – Som jeg skriver ovenfor, så er hans historie altså også kommet. Nu var der jo ikke tale om et livslangt forløb her, eftersom hun var så vanvittig syg. Som jeg også er inde på ovenfor, så kan der selvfølgelig komme situationer, hvor man må give op. Bare ikke eksemplet her efter min mening. Selvfølgelig skal der være kærlighed, men jeg tror også, at ægteskaber kan have dårlige og gode tider, og man skal kæmpe for det. Tror mange forventer det bare “er” og kommer af sig selv, og er alt for utilbøjelige til at kæmpe for det. Nej du har da ret, så var der ingen der havde råbt, havde hun ikke været syg, men så var det nok heller ikke gået i stykker. Og så er det iøvrigt som jeg skriver, min generelle holdning, at folk går for let.

  18. Jeg er enig med de andre – det er for nemt at lave Kasper B.H. til en skurk, når vi ikke har hørt hans side af historien – og i øvrigt kun har hørt Kamillas gennem medierne.

    Vel skal man holde sammen i et ægteskab, men er det ikke kun til kærligheden dør? Jeg tror ikke på det livslange ægteskab, medmindre der er kærlighed.
    Så havde Kamilla ikke været syg, så var der ingen der havde råbt vagt i gevær over Kasper havde forladt hende..

  19. Husk på vi også kun har hørt historien fra én side og det i ”sladderblads aviserne”. Og generelt, lever jeg efter devisen; ”Du skal ikke pege fingre ad andre, for husk, når du peger fingre af andre, peger tre andre fingre ind imod dig selv”.

  20. Jeg tror som Regitze, at vi skal være forsigtige med at fordømme andre mennesker i så svær en situation – vi ved ikke, hvordan vi vil reagere.

    For mit eget vedkommende efter hjerneblødningen, har jeg den helt klare holdning, at var jeg blevet til en grøntsag, vil jeg ikke have at min mand skulle tage sig af mig (han har gjort rigeligt!), men få mere ud af sit eget liv. 🙂

  21. I bund og grund mener jeg da også, at vi skal holde sammen ikke mindst i modgang, men jeg må sige, at jeg ikke føler, at jeg skal dømme andre – heller ikke Kamillas mand, vi kender jo ikke deres liv eller forhold.
    Jeg har tæt på i min familie, en mand som fik en blodprop i hjernen – det har ofte fået mig til at tænke, at jeg kan forstå dem der går… vi er jo kun mennesker ikke overmennesker.

  22. Kan huske da man så hende til et kongeligt bryllup, hvor hun godt og vel var skaldet.
    Er da ked af at høre hun er død 🙁
    Man må håbe de folk der vælger at forlade deres mand eller kone i sådan en tid, står tilbage med en noget dårlig smag i munden.

  23. Ægteskabet er en institutionel indretning, det er ikke en garant for kærligheden. At sige ”Ja” er blot et ord, men ikke en handling. Jo, jeg synes man skal holde det løfte man har givet. Jeg synes også man skal lade være med at blive gift i en kirke når man ikke er oprigtig kristen, der siger man også ja til kristendommen når man bliver konfirmeret.. men kommer kun i kirken til jul og skider i øvrigt religionen. Der er mange situationer hvor man siger ja af formalia og ikke af hjertet.

    Det er let at hænge ham Kasper ud, men han har næppe forladt hende fordi han er et ondt eller egoistisk menneske. Han har vel ganske enkelt ikke kunne klare mere, der er også grænser for hvad et menneske kan rumme. Men det er guf for medierne, som i øvrigt ikke holder sig tilbage fra at presse en kræftsyg til at fortælle historien. Mediernes håndtering er et eller andet sted det mest umoralske i denne sag efter min mening.

  24. de fleste, der kigger forbi og besøger dig, vil forhåbentligt være i besiddelse af den grundlæggende moral, der bærer et samfund oppe, og som også kristendommen prædiker.
    imidlertid er livet mere facetteret end som så. før min mor døde, var jeg ikke i tvivl om min holdning til aktiv dødshjælp. nu hvor jeg selv har haft døden så tæt inde på livet, kan jeg ikke holde ud at høre folk, der teoretisk har en kategorisk holdning til netop dette emne.

    der er nogle dybe problemer i livet, vi ikke kan forestille os, hvordan vi vil forholde os til, førend vi selv eventuelt skal gå i gennem dem.
    dette er således ikke et forsvar for brug-og-smid-væk-parforholdet, men en erkendelse af, at det ikke er alt, jeg har forudsætning for at forstå.

Der er lukket for kommentarer.