Jalousi med følger


Alle kvinderne på fotos, er blevet dræbt p.g.a. jalousi

Jeg læste den her artikel i JP igår – “Når kærligeheden dræber”, og følte trang til at skrive lidt om det.

Vi har nok allesammen i større el. mindre grad haft en jaloux kæreste. Måske også en, hvor det var for meget. Jeg har i hvertfald. Går jalousien over gevind og griber din kæreste endda til håndgribligheder, så er der kun en ting at gøre, det er at komme ud af forholdet. Hvornår er det nok, og hvor meget skal man finde sig i?

Du ved det godt, når den røde lampe begynder at blinke, og du egentlig burde reagerer, men du slår det hen og siger til dig selv, at det var “a one off” – indtil næste gang. Derfor skal du reagerer med det samme. Hvis du tror, din kæreste har en chance for forbedring ved hjælp af terapi, jamen så sørg for, at han får den. Men flyt indtil du har ord fra kompetente folk for, at det er okay.

Er du flyttet og stadig offer for sygeligheden er det jo svært…. søg al den hjælp og opbakning du kan. Er du flyttet, så har du jo gjort, hvad du kunne. Nogen af disse piger havde også gjort, hvad de kunne. Brudt med den jaloux mand – det var bare ikke nok….

4 thoughts on “Jalousi med følger

  1. Jens Drejer – Jeg tror, det kan være lige så invaliderende at være udsat for det, som at lide af det. Jeg har skam prøvet at lide af det også. Selvfølgelig ikke så jeg slog ihjel af det, men jeg kan godt følge, hvordan nogen kan blive drevet helt derud, hvis ikke de når at stoppe sig selv. Jeg kan kun sige, at du er og skal føle dig heldig, at du ikke har følt jalousien hverken på den ene el. den anden led.

  2. Jeg har aldrig forstået jalousi – aldrig. Og derfor har jeg også meget, meget svært ved at forstå mennesker der bliver så jaloux, at de ligefrem vil slå andre mennesker ihjel. Jeg formoder at der er en eller anden psykologisk grund til deres jalousi – men jeg forstår det ikke. Jeg tror heldigvis aldrig at jeg har haft en kæreste der var jaloux.

  3. Frk. Bibo – Det er helt forfærdeligt, og man føler sig så magtesløs hver gang sådan noget sker, også fordi man ikke kan lade være at tænke, om det kunne være undgået.

    Det gør mig oprigtigt ondt, at du har været berørt af noget så grusomt. Pressen er fuldstændig hensynsløs. Allerede i starten af 90’erne oplevede min familie det i forbindelse med et familiemedlems død. De sprang henover gravene på kirkegaarden, mens vi skulle putte ham i jorden. Det var skrækkeligt. Og så var de ikke så slemme som de senere skulle blive. De allernærmeste familiemedlemmer var dårligt kommet ud af kirken før de blev overfaldet også. Så nej de viser desværre ingen hensyn.

    Det glæder mig, at du kunne lide indlægget til trods for, at du har så dårlige vibrationer omkring det. Så kan det ikke være “så ringe endda” som de siger i det Jydske 😉 Tak for din kommentar.

  4. Det er så frygteligt at det kan ske. Jeg oplevede et af drabene på én af pigerne i din billedserie på meget tæt hold. Ikke i selve gerningsøjeblikket, men dagene, ugerne, månederne, ja selv år efter – og jeg må medgive at det er fint at pressen dækker det skete, men at de ligefrem står på toppen af husene for at få de bedste billeder i forbindelse med begravelsen – det giver mig stadig kvalme. Det var ikke sjovt at komme ud af kirken og se pressen stå dér som gribbe. Jalousidrab skal belyses så meget som muligt, for det ér et stort problem, vi ser det gang på gang og tænker: Hvad sker der dog i hovederne på dem!!?? Men kan man ikke vise bare LIDT hensyn til de efterladte?

    Godt indlæg, Deborah.

Der er lukket for kommentarer.