Adoption: Enlige, ventetider, idenditet m.m.

Det bliver tiltagende sværere for enlige at adoptere. De lande, der giver børn til adoption mellem enlige prioriterer ikke de enlige på lige fod med par. Og sålænge, der er par nok, så ser det sort ud. Kun Vietnam og Tjekkiet prioriterer enlige på lige fod. Og det ser endda ud til, at Vietnam følger trop med Kina, der helt har lukket for muligheden.

Derudover er der generelt færre børn til adoption i det hele taget, hvilket betyder at ventetiderne kan blive helt op til 3 år.

Dertil kommer hele spørgsmålet om homoseksuelles ret til adoption. Der er tvivl om, hvorvidt det vil få den gennemslagskraf, der fra nogens side er ønsket, da der kan opstå den situation, at donorlandende siger fra. Det lyder jo ikke helt hen i vejret, når de siger nej til enlige også.

Jeg er som det vides selv adopteret, og selvom jeg har haft en god familie, så er der rigtig mange ting, man skal forholde sig til som adopteret. Bl.a. får langt de fleste adopterede en idenditetskrise af rang. Det gjorde jeg også, og det kan tage lang tid at finde ud af, hvor man egentlig hører til og hvem man er.

Jeg tør slet, slet ikke tænke på, hvor jeg ville have været, hvis jeg overni resten, skulle have forholdt mig til, at jeg havde et sæt homoseksuelle forældre også…. Selvom det er meget moderne at være meget tolerante, overfor stort set hvad som helst, så er det dog stadig ikke helt almindeligt og er for mig at se, at pådrage barne yderligere byrder og evt. problemer. Altså udfra barnets tarv, et klart nej. At jeg måske ville have det bedre der, end på et børnehjem, er sandt, men stadig er jeg ikke overbevist. En ting er det, at man kan have i en given situation, noget helt andet er bevidst, og som udgangspunkt at sætte et barn i en given situation.

Links/kilder

  • Dr.dk – Enlige får endnu sværere ved at adoptere
  • Dr.dk – Øget ventetid på adoption
  • Dr.dk – Flertal med forbehold for homoseksuel adoption
  • Heresyblog – Homoseksuelle skal ikke have ret til at adoptere
  • Berlingske Tidende – Homoseksuelle får svært ved at adoptere, trods forventet lov
  • 0

    14 thoughts on “Adoption: Enlige, ventetider, idenditet m.m.

    1. Karin – Tusind tak for din kommentar og undskyld, jeg har været lidt længe om at svare. Er lidt syg p.t., så det kører sådan lidt på pumperne.

      Det at være adopteret, at noget som ikke-adopterede har meget svært ved at sætte sig ind i. Forståeligt nok! Ting som for dem er en selvfølge er de jo langt fra, for os andre og vi har sloges med nogen problemer, som de uanset de bedste intentioner ikke kan følge. Vi er ganske enige om problematikken med de homoseksuelle og også i forhold til, at forsøge at forklare andre det – er som at slå i en dyne.

      Du har vel i din research også fundet div. bøger – bl.a. en bog skrevet af Merete Schiellerup og Steen Grand for snart mange år siden nu, som netop forsøgte at afdække problemerne? Den kan lånes på biblioteket, så det har du nok.

    2. Hej Deborah,
      Jeg faldt over din blog i går, da jeg var igang med lidt research for at finde frem til nogle gamle artikler om adoptivbørn og de særlige problemer, som adoptivbørn kan have i modsætning til andre “normale” børn.

      Nu er det så en kendsgerning, at homoseksuelle par ved lov har ret til at adoptere, selv om det sandsynligvis ikke får den helt store praktiske betydning lige her og nu.

      Jeg er meget enig i, at det for et adoptivbarn, der i forvejen føler sig anderledes, kan være en ekstra byrde at have et forældrepar, der er så meget anderledes end gængse forældre, som består af én af hvert køn, og jeg tror, at man skal være adopteret for at forstå det til fulde.

      Foranlediget af en debat i et andet blogforum, hvor jeg blogger, forsøgte jeg mig med et indlæg, der satte fokus på sagen ud fra adoptivbarnets synspunkt, samt fokus på at barnets tarv måtte vægte højere end et princip om ligestilling mellem homo – og heteroforældre.

      Tjaaa, det føles lidt som at slå i en dyne 😉

    3. Thomas – Hej Thomas, og velkommen til. Vi er meget langt henad vejene enige. Dog ikke i forhold til, at de homoseksuelle skulle have lov at adopterer i en ideel verden. Det mener jeg ikke. Det er en problematik, der er meget svær for ikke adopterede, at sætte sig ind i. Selvfølgelig har de ret til en mening om det, men vi sidder i nogen situationer, der er problematiske og som for dem er ren selvfølge.

    4. Kære Deborah,
      Jeg er også adopteret, og i den perfekte verden så bør både enlige og homoseksuelle have lov til at adoptere. Men nu er verden ikke perfekt. Og derfor mener jeg ikke at hverken homoseksuelle eller enlige skal have lov til at adoptere.

      Hvorfor dog ikke det?

      Jeg mener ikke at forældrene tager nok ansvar for barnet. At adoptere et barn med en anden etnicitet end hvid, er en meget stor ting. Der er så mange hensyn der skal tages for at barnet bare sådan nogen lunde kan komme ud på den anden side som voksen med skindet på næsen. Der er diskrimination og racisme som forældrene skal forholde sig til, og hvordan kan de give barnet de fornødne værktøjer når de ikke selv har mærket det på deres egen krop. Mange siger her, nå ja, men jeg blev da også drillet fordi min næse var stor eller mit hår er rødt. Hvis det er de bedste argumenter, så er man i mine øjne decideret uegnet til at adoptere. Herudover er der den kulturelle del af ens identitet som også kræver et vis mod til at give sit barn, når man ikke har den samme kulturelle baggrund. Da jeg voksede op i 1970-80’erne, var devisen at kikke på en globus og sige: Her kommer du fra. Og det var så det. Forældrene var ikke opmærksomme på at give deres børn en kulturel balast, så de havde en identitet andet end Dansk. Men når alt kommer til alt, vokser børnene op og ser sig i spejlet og kan ikke genkende den person de ser i spejlbilledet fordi de forventer at se en lyshåret dansker.

      Mvh
      Thomas

    5. Hvad jeg mener med det jeg skriver er, at det, i adoptionsøjne, er ligeså “unormalt” at være enlig, som det er at være homoseksuel. Begge parter har lige svært ved at adoptere.

    6. Anita – Jeg vil bare lige sige, at jeg intet sted konkluderer, at enlige ikke skal adopterer el. at de skal. Jeg er persoligt uafklaret på det spørgsmål endnu.

    7. Michael – Det er jeg altså ikke enig i, beklager og bliver heller ikke. Børn adopteret til almindelige familiere indenfor et almindligt familieliv er ihvertfald mindre udsat for omgivelsernes fordømmelse og alt muligt end de ville være, i givne situationer. Og det er det, det handler om, fordi der er så meget at slås med, skal der ikke være ekstra.

    8. Den tvivl kan da være nøjagtig lige så stor når det drejer sig om såkaldt “almindelige” ægtepar i 30’erne! Med den argumentation skulle AL adoption jo forbydes!

    9. Michael – Det er netop hele pointen – der er tvivl, og den skal ikke handle om de homoseksuelles rettigheder til noget, som i den forbindelse er helt naturstridigt. Det må være barnets tarv først, og derfor skal de ikke have lov. Det er alt andet lige ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt de kan være gode forældre – måske! Det kan et ægtepar på 80 måske også, men det betyder ikke, at vi for at bevise det, giver dem ret til adoption.

    10. Det er muligt at man som adoptivbarn, på et eller andet tidspunkt i sit liv løber ind i en identitetskrise. Det skal jeg ikke gøre mig klog på; jeg har jo ikke prøvet det selv. Men jeg tror altså ikke på at det er hverken værre eller bedre at man er vokset op med homoseksuelle adoptivforældre eller ej. Du har jo f.eks. ikke prøvet at vokse op med homoseksuelle adoptivforældre, og så tror jeg heller ikke at du kan sætte dig ind i hvordan det må være, ligesom de som ER vokset op med homoseksuelle adoptivforældre, jo af gode grunde ikke har prøvet andet og derfor nødvendigvis må have svært ved at sætte sig ind i f.eks. din situation. Jeg tror på at homoseksuelle kan være præcis lige så gode forældre som heteroseksuelle, men hvis ikke de tillades adoption, kan det jo blive meget svært at bevise…

    Der er lukket for kommentarer.