Alt for høflig – Er det bare mig eller?

img_9332opt.jpg

Som det vides var jeg til brunch forleden. Jeg mødte her en masse mennesker, som jeg kender sådan perifert gennem min veninde, men ikke har set i mange år, p.g.a. mit “exil” på Lolland-Falster. Af samme grund var der jo så ihvertfald en, der ikke var klar over, at jeg nu er på pension. Folk har det jo med at spørge, “Hvad laver du?”, “Hvad så arbejder du eller?” og lignende. Det er også helt okay, men det slog mig her, at jeg også lader folk vade over mine grænser. De kan så synes fjollede eller hvad nu, og med min fornuft synes jeg måske også, at jeg “overreagerer”, men det føles bare sådan, som jeg nu fortæller det.

Således blev jeg også spurgt til den her brunch-ting, om netop det. Og selvfølgelig svarer jeg, at jeg er blevet pensioneret og hvornår. Så er det, det begynder at blive pinagtigt for mig. For en ting er folks interesse eller nysgerrighed efter hvorfor. I dette tilfælde helt klart interesse og det er det vel som regel. Det er bare ikke i alle sammenhænge, jeg har lyst til at diskuterer/fortælle om mit helbred, og hvorfor dit, og hvorfor dat. Jeg prøver så at “børste den af” ved at sige, at det er en lang historie, for det er det jo faktisk. Historien er ikke engang her på min blog, også fordi jeg netop anser det for noget privat, som jeg kun har lyst til at dele under rette former og med rette personer. Det kan man så synes om, som man vil, men sådan har jeg det. Jeg ved jo, at tingene er som de er og ikke kan være anderledes, men derfor føler jeg godt, det kan være følsomt og privat, og det er jo stadig ikke ideelt el. ønskværdigt at være i den situation.

Altså bliver jeg så spurgt til den her brunch og siger så, at det er en længere historie for at slippe for at gå ind i det, men næh nej – vedkommende siger så “Giv mig den korte version”. Men sagen er, at jeg ikke bryder mig om at skulle give “den korte version” for det gør noget meget følsomt og livsændrende til noget overfladisk for mig, og det har jeg ikke lyst til. Og i det hele taget, havde jeg slet ikke lyst til at fortælle om det. Ikke at jeg ikke ville fortælle til den her person, men ikke der og under de omstændigheder.

Og så er det, jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke sagde til ham, at det havde jeg ikke lyst til at fortælle om, og at jeg ikke synes, det var rette sted til det el. noget. Det irriterer mig, for jeg har det skidt med, at mine grænser blev overskredet nu. Så nu skal jeg så bare huske det, og få sagt fra en anden gang. Hvad med dig, føler du også, at du “skal stå til regnskab” når folk spørger dig? Eller kan du godt få sagt fra? Og føler du også, at dit helbred, din pension m.m. er en privatsag medmindre du selv bringer det op?

12 thoughts on “Alt for høflig – Er det bare mig eller?

  1. @ Holme.

    Tak for dine ord og forståelse, men det, som jeg synes, var allermest chokerende i de udtalelser, det faldt under den frokost, var … at de alle som ene synes, jeg var dum nærmest hjernedød, når jeg ikke hæver dagpenge lige for tiden, for når du muligheden er der, skal du jo også bruge den.

    Der bliver faktisk set ned på os, fordi vi har valgt at leve af min Skat løn og dermed også har fravalgt at jeg skal modtage dagpenge, for man er jo dum, hvis man vælger at klare sig selv i steddet for at blive forsøget af det offentlige og det er lige præcist der filmen knækker for mig.

  2. Suzanne – Det var også en mulighed. For jeg følte jo netop, jeg havde fået sagt fra på en pæn måde, men det blev bare helt overhørt.

    Holme – Ja det er lidt træls, og her var det nok også fordi jeg som ham synes det VAR vældig hyggeligt at ses igen, for vedkommende er en superdejlig fyr, og så synes jeg måske, det var svært at “være uhøflig”, men det er jeg jo slet ikke 🙂

    Anita – Det er helt iorden. Du skal selvfølgelig gøre, som du synes er rigtigt og føler for. Jeg synes det er en meget svær ballance engang imellem, hvor jeg vitterligt har lyst til at dele nogen ting. Fordi jeg ved, at jeg på den ene side ville kunne få nogen super indput (som nu – TUSIND TAK TIL ALLE), men at der også ville være det modsatte. Man udsætter jeg jo for det hele, når man er her offenligt, ligesom ondskabsfulde syge menneskers kommentarer også, som vi vist også alle har været ude i 🙁 Og et eller andet sted, synes jeg jo det er synd, at nogen få ødelægger for de fleste, men jeg forstår godt. Og tak for, at det ikke er personligt 😉

    Jane – Det var rigtig sødt af dig, at ligefrem få tankespind på den konto 😉 Men ja alt for meget hænges op på, at “være det rigtige” og leve på en bestemt måde, og værdierne ligger mange steder helt forkert. Hvis nogen kan få lidt med herfra og se, at det trods sygdom også godt kan være positivt, og man kan leve et meningsfuldt liv, så er meget opnået. Tak for dine tanker og opmuntring.

    Tina Poulsen – Den model synes jeg er god, og den tror jeg, at jeg vil bruge næste gang.

    Tak til jer alle for super gode indput omkring dette!

  3. Jeg plejer, smilende at sige at jeg er pensioneret og derfor har fået en ny chance for at lave nogen af de ting jeg brænder for. Og hvis de spørger hvorfor, siger jeg bare at jeg her for at hygge mig og ikke for at tale om sygdom, og at jeg derfor RIGTIG gerne vil fortælle om alt muligt andet end lige det 😉 Og det afføder oftest bare et smil og et okay!

    En sjælden gang, har jeg stået og følt det slet ikke kom folk ved, og så siger jeg at jeg arbejder med kreative ting, og fx underviser lidt her og der 😉 En sandhed med modifikationer….. men folk får et svar de kan sluge.

  4. Dødtræt af at ha’ haft vagt hele dagen, lagde mig på sengen for at få en lille lur.
    Og så begyndte den brunch og din samtale at KVÆRNE i hovedet igen og jeg fik simpelthen et “grineflip” da jeg begyndte at tænke over hvordan man kunne få denne måske nævenyttige sjæl sat på plads på en pæn måde:-)
    Grineflippet. Pension hvorfor?: Joh, dels på grund af en nedgroet tånegl – dels på grund af at min navle drejer højre om i stedet for venstre. Så tror jeg nok han havde forstået “beskeden”.
    Det er bare så skønt at ha’ fået evnen igen til at skratter grine som en teenager. (Ikke ment på din bekostning skal jeg hilse og sige, men min fortsættelse i fantasien af hvad man også KUNNE ha’ sagt. Og selvfølgelig ved jeg også at når det virkelig bliver aktuelt, får man det sjældent sagt.
    Men man kan jo ha’ nogle varianter liggede i baghovedet, for det er garanteret ikke sidste gang spørgsmålet dukker op.
    Amerikansk “small talk”. What are you guys doing for a living??:-)
    Jeg VED at du kan være ironisk, men det var egentlig ikke helt det jeg mente. Derimod SELVIRONISK, hvor man gør tykt nar af sig selv, ikke af andre. Laver en “dummepeter” ud af sig selv i sjov eller kådhed.
    Det er utroligt som man halvt i søvne ka’ ligge og væve over blot et lille tilfældigt spørgsmål og samtidig bliver harm over at en af ens venner er blevet såret af en ubetænksom fyr.
    Noget som er dødsens alvorligt og gør ondt i hjertet på den det går ud over fordi nogen kom alt for tæt på. Uden at være inviteret til det.
    Jeg husker så tydeligt den dag jeg fyldte 55 år og blev pensioneret fra SAS. Fra at være “noget”, hende med alle striberne, havde jeg ligepludselig mistet min identitet igennem så mange år. Jeg var ikke længere chef. Kun et nul med en rigtig god deal resten af livet for mig og min familie. Men min gemal nyder det til gengæld. Nu er der kun én chef:-)
    Følelsen var HÆSLIG, og selvfølgelig kom spørgsmålene ligesom hos dig: Nå, hvad laver du så nu ? Og svaret jeg “VAR”….. jo, du ka’ tro jeg kan sætte mig i dit sted.
    Men det var et rigtigt godt emne at ta’ op, for det kommer jo mere eller mindre til at gælde for os alle hvis vi ikke arbejder til vi dør.
    F.eks. når flykaptajner bli’r pensioneret, P.T. når de er 55 år, og de har gået og glædet sig til at smide striberne, bare gå og spille golf eller sejle. De dør som regel som fluer meget kort tid efter, med mindre de driver en virksomhed ved siden af, fordi at de simpelt hen ikke kan leve med KUN at være pensionist. At ha’ mistet deres autoritet samt identitet “is killing”.
    Her er du jo utrolig heldig, misundt af MANGE, specielt fordi du er så utrolig alsidig og har så mange talenter. Du er en “survivor”, og glæder en masse mennesker såvel som dyr. Og er super kreativ og er ikke gået i frø.
    Hvis flere var som dig, burde mange flere i mine øjne førtidspensioneres.
    Og alle dem som besøger din hjemmeside gør det fordi de synes du er spændende som person, og det du skriver om er interessant.
    Sov godt Fru Redaktør.
    Jane

  5. Deborah – jeg har helt generelt (både på blog og IRL) været meget mere informativ og fortællende om mit privatliv tidligere, end jeg er idag, og det er helt bevidst.

    Mht. dig tænker jeg slet ikke i motiver og deslige, men kan bare mærke, at jeg ikke føler for at krænge mit privatliv ud.

    For nogle kan de ting, som jeg forbinder med privatliv, godt synes som nogle helt banale og simple ting. som der ikke burde være nogen ben i at tale om. For mig er det bare blevet til et lukket land efter dårlige erfaringer med personer, som enten mente de kendte mig bedre end jeg selv, enten var pissenysgerrige med sladder som følge eller simpelthen bare misforstod mig noget så eftertrykkeligt*.

    Så jeg vælger mine ord med stor omhu nu. Nu bliver jeg _oftest_ kun misforstået 😉

    *husk, at de ting jeg lige har skrevet, IKKE er ting, jeg har oplevet med dig 😉

  6. Hmm, det er jo altid irriterende at blive presset når man forsøger, på en høflig måde, at gøre det klart at man ikke ønsker at bore i et eller andet.
    På den anden side har vedkommende måske ikke fanget et vink med en vognstang og ville gerne virke interesseret og måske holde en samtale gående.

    Jeg tror den bedste løsning er at skifte emne, enten let og elegant eller på en måde der tydeligt viser at man ikke ønsker at taler om dette længere.

    @ Tine
    Det er lidt beskæmmende at man ikke kan have et utraditionelt familiemønster uden at blive latterliggjort og set skævt til. Men du kan da glæde dig over, at dine (fremtidige?) børn kommer til at vokse op som mere glade og stabile mennesker, end børn af CV-rytterne.
    Jeg kan godt forstå forargelsen, hvis du modtog offentlig støtte for dette personlige valg, men du gjorde jo klart, at det ikke var tilfældet.

  7. Man skal sige det man føler for… Og nu kunne du så konstatere, at dit svar affødte et nyt spm. – og så kan du vælge, at du næste gang vil svare noget andet… f.eks. at det er en lang historie, som ikke egner sig til det pågældende forum… Så må modtager tage de som han/hun vil 🙂

  8. Tina – Tak for din hilsen og jo, det kunne jeg bare have sagt. Der er mange ting, jeg kunne og ønsker, jeg havde sagt, men det korte af det lange er, at det gjorde jeg ikke. Men du har helt ret, og forhåbentlig, har denne oplevelse gjort, at næste gang er jeg mere bevidst om at gøre det. Jeg har alt respekt for dit valg, og flot du også kan sige fra. Folk er sgu nogen “klaphatte” nogengange, og egentlig tror jeg, de er misundelige et langt stykke henad vejen.

    Jane – Det er sådan set, som jeg også skriver til Tina, ikke et spørgsmål om, at jeg ikke ved, hvad jeg KUNNE have sagt. Mere at jeg ikke fik det gjort, og det irriterer mig. Du tager meget fejl af mig, hvis ikke du tror, at jeg kan være ironisk, hvis det passer ind. Det kan jeg sagtens, men formåede altså så slet ikke noget lige her. Men som jeg også skriver, så blev jeg bevidst om det, og næste gang kan jeg forhåbentlig få sagt noget.

    Margrethe – Det er irriterende også fordi jeg netop synes, jeg havde signaleret, at der ville jeg gerne stoppe samtalen. Men den fes altså ikke ind 😉

    Anita – Jeg vil gerne lige understrege, at det i høj grad kommer an på, hvem der spørger, og hvornår. Her var måden og timingen helt forkert. Ja det har jeg oplevet, at du kan og gør, og det er du selvfølgelig i din fulde ret til. Jeg havde bare håbet, du havde tillagt mig nogen bedre motiver, end du åbenbart gør. Eller også gør det ikke nogen forskel , og sådan er det så. Du har bare før været meget mere kommunikerende end nu.

  9. Jeg siger helt klart fra, når der spørges til noget, som for mig er dybt privat. Uanset om der spørges af nysgerrighed eller interesse. Det har du oplevet et par gange, når du har spurgt til noget omkring fx. job, kæresteri eller andet, som jeg har valgt ikke at kaste i grams med offentligheden.

    Jeg har helt klart mine grænser og siger derfor fra 🙂

  10. Jeg kender godt fornemmelsen af at der bliver gået for tæt på. Og mærkeligt nok forstår nogle mennesker ikke et vink med en vognstang. Jeg er meget privat og får som regel snoet mig udenom nærgående spørgsmål. Eller også sir’ jeg at det er ikke så interessant at snakke om…. hvis ikke personen har pli nok til at stoppe.

  11. Jeg synes slet ikke det er nødvendigt at fortælle at du/man er på pension eller noget andet. Det er jo ikke dit arbejde at være på pension.
    Sig: Jeg er i den UTROLIG heldige situation at alle mine hobbies er mit arbejde: Galopheste, gastronomi, fotografering, film og foredrag, og dét er mine dage fuldt beskæftiget med. Døgnet burde ha’ 48 timer. Så jeg er et heldigt asen, for ikke mange er forundt at ku’ sige dét.
    Jeg har det bare så skønt og nyder hver eneste dag sammen med alle mine dejlige venner og dyrene.( Og er evig taknemmelig for at skæbnen har givet mig denne gave!!!) Og stik et stort smil der viser at du er ved at sprænges af glæde.
    Jeg tror ikke at den herre vil spørge indtil din økonomiske situation, ligesom du heller ikke spørger til hans tegnedreng.
    Attitude: Penge det er noget man har, men ikke lige behøver at tale om.
    ………….
    Derimod, HVIS det var MIG han havde spurgt og havde gjort det på en for mig reskektløs måde, ville jeg se ham dybt i øjnene og med sorg i ansigtet sige: Hør, – nu siger du det vel ikke videre,vel??”men sandt at sige så var det var på grund af komisk udseende”:-), hvis han overhovedet var kommet så langt i sit interview.
    Men denne facon kræver at man kan være totalt selvironisk, men det er nok også er den diciplin som passer mig bedst.
    Vi to er så vidt forskellige, bare med de samme interesser.
    Alternativ 3. “Hvad laver DU” svar “så lidt som muligt”. Betyder: interviewet er slut nu.
    K.h. Jane

  12. Vi var til en nytårs frokost i starten af januar, her blev jeg også spurgt: “Hvad laver du så lige for tiden”, jeg svarede: “Jeg er hjemmegående”, hvortil der blev sagt: “Hvor længe kan du få dagpenge uden at skulle aktives ?”, Jeg svarede: “? Jeg får ikke noget som helst ud over det, som min Skat give mig. Jeg er jo hjemmegående og ikke hverken arbejdløs eller syg”, hvortil der blev spurgt: “Er du så hjernedød, at du virkelig kan få tiden til at gå ?” og inden jeg fik svaret på det, var der en anden der sagde: “Det er jo også ret meget i fjernsynet i løbet af dagtimerne “.

    Jeg tog en dyb indånding og sagde så: “Disse udtalelser siger meget mere om jer end om mig, Vi har lige for tiden valgt, at leve på en anden måde, end I andre gør, og det hverken skal eller vil vi står til regnskab for. Enten acceptere I vores nuværende livsform eller også så gør I det ikke, men det er vores valg og ikke jeres og I skal derfor ikke blande jer i det !”

    Hvorfor siger du ikke bare: “Det er mit liv og jeg ønsker ikke at at dele det med dig” ?

    Det er jo lagt fra alle, man ønsker at dele alt med.

Der er lukket for kommentarer.