En slags hverdag igen

Ovenpå sidste uges forskrækkelse, er hverdagen ved at melde sig igen. Far er kommet hjem fra hospitalet, og har det godt. Han er selvsagt meget træt ovenpå hele den omgang. Det er naturligt nok.

Det er jeg så også, for jeg er bestemt ikke vandt til at fare så meget rundt HVER dag. Jeg er fuldstændig udmattet. Bedre bliver det ikke af, at jeg i går var til galop (hvilket var skønt) og der rendte jeg jo rundt hele dagen. Efter løb var jeg ude og hente min søsters cykel, som hun generøst havde sagt, jeg måtte låne. Det er en rigtig fed cykel og det er ligesom at køre Rolls Royce. Hvad jeg fik lavet ved jeg ikke, men jeg skulle stoppe for rødt ude ved hende, lige da jeg var startet og bum, så lå jeg der. Jeg slog min ene hånd og det ene ben. Der gik ikke hul, men ømt ad hulen til er det og man føler sig sgu ret åndssvag. Der var også nogen der hjalp mig, så tak for det.

Idag har jeg “sumpet” her indtil nu. Der er ellers nok at se til her, men jeg er fuldstændig udmattet ovenpå alt det. Planen om at tage hen til far er skrinlagt. Er ikke helt frisk og samme plan om stalden i morgen er også udskudt. Jeg må vist komme lidt til kræfter selv og lige få “rettet egen skude op” også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.