Ikke helt udelukket

Morgenen blev brugt på en tur til lægen. Vi skulle have en snak, om mit helbred generelt, hvad muligheder, jeg har. Det viste sig så, at der ikke er så mange muligheder, andet end hvad jeg vidste i forvejen og nogle af dem, jeg troede, jeg havde, har jeg ikke.

På et punkt blev jeg dog klogere, idet lægen ikke helt udelukker hormonerne, hvis mit hede overgangshelvede ikke ændre sig. Lige nu tyder det på, at der er en vis effekt af Wolles Menopause. Men som jeg sagde til lægen. Jeg orker ikke en sommer mere med de hedeture, jeg havde igen i sommer. Det gør jeg bare ikke.

Han og jeg blev enige om, at jeg over vinteren fortsætter med Wolle og ser, hvordan. Jeg har også overvejet Melbrosia, som Mette jo har haft god effekt af. Skade gør de ikke, andet end min pengepung. Men det er jo også lidt skidt, da jeg ikke ligefrem svømmer i penge, og i forvejen bruger anseelige summer på medicin. Men nu ser vi det an, og får jeg ikke bugt med det, så må hormonerne holde for. Det er ikke, at jeg overhovedet ønsker at tage dem, men alle der har prøvet at have hedeturene ved, at man er parat til næsten alt for at slippe. Sådan har jeg det ihvertfald.

Vi var også rundt om mange andre ting, men det korte af det lange er, at der ikke er så meget permanent at gøre, udover at jeg med hensyn til ryg og hofte ihvertfald skal holde “skuden flydende” (dermed ment igang) så meget som vel muligt og huske mine øvelser. Og så skal jeg have gang i det svømmeri, for det har da hjulpet mig før. Jeg føler bare, jeg på flere fronter er ude i konstant “damage control” og at jeg kan bruge alle mine vågne timer på det stort set. Så meget energi er der jo desværre ikke at give af. Det kan godt være svært, at få det hele til at gå op, skal jeg hilse og fortælle. Men jeg må prøve mit bedste.

1 thought on “Ikke helt udelukket

  1. Pingback: Deborah's food and something

Der er lukket for kommentarer.