Rod i begge ender


Hyldegårdsvej


Jægersborg Allé


Lindegårdsvej

Egentlig havde jeg bestemt, jeg ikke skulle nogen steder i dag. Gad ikke. Ville have en dag, hvor jeg ikke skulle noget. Sådan blev det ikke, for set i skyggen af, at jeg imorgen skal i stalden, og bagefter i banken og hente lidt svenske penge (ad lørdagens tur – mere om det senere), og så på heldagstur lørdag, og på banen søndag, så var der ikke andre dage, at handle lidt ind i. Altså, drog jeg afsted, og på det tidspunkt, var vejret, som det ses rigtig flot.

Først ville jeg op til den lokale grønthandler og hente nogle grøntsager. Egentlig ville jeg være kørt videre, men det fyldte mere end jeg lige regnede med, så jeg vente hjem igen med indkøbet derfra, inden jeg drog videre. At her er vejarbejde eller rettere rørlægning i øjeblikket vidste jeg jo godt, men da jeg nåede op i den ende af vejen (jeg går altid ud i den anden ende, og kommer næsten aldrig i modsatte, undtagen, hvis jeg skal til grønthandleren), så var vejen simpelthen lukket helt af deroppe. Eftersom jeg jo var på cykel, og der er et pænt stykke ned i “min” ende igen, var der ikke andet for, end jeg måtte forlade mig på VW-forhandlerens gode vilje og gå igennem hans parkeringsplads og over til grønthandleren. Så kunne jeg sukke over lidt flere dejlige biler, jeg ikke har råd til. Således er der rod i begge ender af vejen. I går lukkede de for vandet også, uden at give besked. I dag har jeg fået mit bad. Naboen’s never-ending håndværkerhistorie pågår også stadig, så ingen fare for fred og ro lige foreløbig.

Efter at have købt dejlige grønne sager, afleverede jeg dem herhjemme og drog videre til Jægersborg Alle, hvor den gode optiker bor, for jeg skulle have vædske til mine kontaktlinser. Det fik jeg også, og en god sludder.

På vej over og hjem, kørte jeg ad Lindegårdsvej, og der ligger min cykelmand også. Ham skulle jeg lige konsultere for en underlig lyd min cykel havde. Som den fagmand han er, tog det ham ikke mange sekunder at konstatere, at det var var nogle skruer, der skulle strammes på styret, og så fixede han min ringklokke, der sad løs også. Altsammen som en service. De er nu så søde de to. Vi aftalte, at når jeg var klar til at sætte cyklen i vinterhi, så kom jeg over og fik (mod betaling selvfølgelig, men meget rimelig) et 10.000 km’s eftersyn. Han kunne godt se, jeg passer godt på den, så det var jeg jo glad for at høre. Og med de positive ord kørte jeg så hjemover.

Nu har jeg fået frokost, og solen er gået sin vej. Jeg lytter lydbog og skal have ordnet noget mere praktisk her. Der er oceaner, at tage fat på, men som så ofte, må jeg jo prøve at tage en ad gangen.

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.