Mandagstema – Barndomsminder

Idag så jeg indlægget ovre hos Isabella om Vitrineskabet. Det inspirerede mig meget i forhold til mit eget vitrineskab. Det er et gammelt skab, som har været mor og fars, og som jeg så fik, da de flyttede i lejlighed og jeg i sin tid i hus. Det passede lige på en væg her i lejligheden, der har højt til loftet og i det hele taget passer perfekt til mine møbler. Noget jeg er meget taknemmelig for.

Jeg ville selvfølgelig have skrevet om Vitrinekskabet tidligere på ugen, for det skal med i Mandagstema, under Barndomsminder. Nu bliver det i sidste øjeblik, men bedre sent end aldrig og så handler det altså også om inspirationen fra Isabella.

Vitrinekskabet stod i mor og fars køkken i deres hus – altså mit barndomhjem. Jeg kan tydeligt huske, da vi fik det, og hvor glad mor var for det. Hun købte det i en for længst nedlagt antikvitetsforretning der lå på Jægersborg Allé, der hed Kaas Kunsthandel. Jeg tror nok, der er tøjbutik nu. Vi skulle altid til Kaas og kigge, når vi alligevel var derovre og handle, og især, hvis vi også havde været i Amandus Ostebutik, som ligger der endnu.

Barndomsminder er selvfølgelig også meget af det, der er i det. Masser af antikke glas og nogle helt (synes jeg) vidunderlige meget gamle kaffekopper, en gammel flødekande, en chokoladekande og nogle fine krystalskåle m.m. Ovenpå det her møbel (det siger lidt om, hvor højt, her er til loftet her), står der en antik Gintønde i porcelæn. Den har skam været i brug engang. Hos mor og far stod den i vores ene stuevindue – en overgang som lampe, senere bare som “sig selv”. Jeg har altid været vild med den, så den har jeg fået samtidig med møblet ca. mener jeg. Hvor har far så fået den fra, ja den har han erhvervet engang for mange, mange år siden, gennem en restauratør, der skyldte ham en masse penge. På den måde og lige fra den kunde, fik mor og far mange spændende ting. En anden ting, jeg er meget glad for, er den lille figur, som har været min mors, da hun var barn. Hvor den egentlig kommer fra er jeg ikke helt klar over. Om det bare er en, hun har fået i gave måske. Men altid synes den var utroligt sød, selvom nogen måske synes, den er “kitch”. Jeg har faktisk aldrig undersøgt, hvad den er for noget, men jeg er sådan set ligeglad, den skal alligevel blive her.

Så alt i alt, et barndomsminde, jeg er meget, meget glad for, og som jeg kan kigge på hver eneste dag. Inspirationen fra Isabella, kan I selv kigge på. Jeg tænkte på dels at købe den og erstatte med de kedelige overskabe, jeg har i mit køkken. Og så synes jeg løsningen med det smukke tapet bagpå er utrolig fint. Om jeg nænner at male skabet, ved jeg ikke, men tapetet, kunne jeg ihvertfald godt finde på. Så der er nok det mest fremtrædende af flere barndomsminder her i huset, selvom der er flere, end dette.

0

2 thoughts on “Mandagstema – Barndomsminder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.