Glemt og gemt af vejen

Artiklen på Kpn om Joyce Carol Vincent, der efter 3 år bliver fundet død i sin lejlighed i London, rørte mig dybt. Ikke fordi den som med alle mennesker, vil røre dem dybt, for hvordan kan den andet, men fordi jeg har en helt personlig tilgang til den her historie. Meget personlig. Det vender jeg lige tilbage til.

Joyce dør helt alene i sin lille lejlighed i England i en alder af blot 38 år, og forbliver liggende der indtil hun bliver fundet 3 år efter. Artiklen spørger, kunne det ske i vores samfund og hvad kan man gøre for at forhindre det? Jeg har svært ved at se det ske i Danmark, fordi vi er så overvågede og kontrollerede, at det næsten gør ondt. Det har fordele, netop at dette så ikke skulle kunne ske, omend jeg tror det sker alligevel, omend ikke efter 3 år, medmindre man er decideret hjemløs, så kan det nok. Og forhindre det? Nej det tror jeg ikke man kan medmindre, man vil fratage folk den personlige frihed, som vi for alt i verden ikke må pille ved, uden der er tvingende nødvendige grunde til det. Men som det også siges i artiklen:

Hvad med den manglende husleje, hendes gas- og elforbrug eller hendes skat? Altsammen ubetalt. Hvorfor rykkede ingen? Hvad med viceværten? Naboerne? Spørgsmål, der stadig er helt eller delvist ubesvarede.

Artiklen handler om, at denne historie har grebet instruktøren af en ny film, der kommer i 2012, der hedder “Dreams of a life“, hvor hele historien om Joyce, og hvordan det kom så vidt for en veluddannet velfungerende pige, fortælles. En film jeg helt sikkert skal se og måske endda erhverve senere.

Nu til den mere personlige tilgang til det her. I forhold til Adoption og det at søge sine rødder, siger jeg altid, at man skal være forberedt på, at det man finder ikke nødvendigvis er godt. Og man inden skal gøre op med sig selv, om man vil tage det med, og have vished fremfor alt. Personligt vil jeg hellere kende sandheden end spekulere mig grøn i hovedet over det. Så er det på plads, og man kan forholde sig til det. Men det skal der tænkes meget over INDEN man tager kontakt. Hvis man går med en eller anden lyserød forestilling om, at det hele for det første var evigt fryd og gammen og den eneste ting, der lige var “ups” var ens egen ankomst på arenaen, så kan man blive meget overrasket. Det sker i nogen tilfælde, og så er det selvfølgelig godt. Men der er også masser af ikke så “pæne” historier. En af dem, er min egen.

Min biologiske mor døde nemlig også helt alene i en tidlig alder og lå længe i sin lejlighed, men i et relativt civiliceret samfund, som det tyske, er halvanden måned, blandt andet henover Julen, for mig ihvertfald, meget længe. Det at det netop var henover Julen viser noget om, hvor isoleret hun har været. Jamen havde hun ikke familie? Jo det havde hun, men hun havde ikke kontakt til dem. Og hvorfor det var, ved jeg faktisk ikke helt, og vigtigere ved jeg ikke, om det var hendes valg, eller familiens. Min mavefornemmelse siger mig dog, at det i dette tilfælde var det første, uden jeg dog ved det.

Senere da jeg søger oplysninger omkring hende og finder min biologiske søster i Berlin ved hun næsten intet om vores fælles mor af samme årsag, og hun er vokset op hos sin (og min) mormor. Da jeg skriver til hende, er hun sød og svare og sende fotos af sig selv og min mor, hvilket jeg selvfølgelig var taknemmelig for, men hun gjorde samtidig opmærksom på, at det var meget svært for hende, og hun synes det var bedst, vi ikke har kontakt.

At sige, jeg var (og er) skuffet over det forslår nok ikke, men jeg kan ikke tvinge hende, og vil selvfølgelig heller ikke. Så derfor er der ikke mange muligheder for at få informationer omkring min mor, medmindre der er andre familiemedlemmer, jeg endnu ikke har fundet. Lige nu koncentreres indsatsen om, at finde noget omkring min biologiske far. Ikke at jeg er kommet meget videre, men en smule – tror jeg. Det har før vist sig at være helt håbløst, så der skal meget til, at jeg “svinger i lysekronen” nu.

Men jeg synes, denne historie er vigtig. For hvordan kunne det ske, og hvis det kan ske i England, kan det så også ske her? Husleje skal der jo betales, og hvis ikke den bliver det, så reageres der som regel hvilket skete i Joyce’s tilfælde – men først efter 3 år!?

I min mors tilfælde blev hun fundet af viceværten i sin ejendom, fordi de skulle op på den etage og lave nogle reparationer, og han selv kom i tanke om, at det var længe siden, han havde set hende – og så var der den åbenlyse – lugten! At få sådan en besked, er ikke sjov, og det tog mig lang tid at fordøje den og komme mig over den. Hvis man kan sige, man kommer sig over, at et menneske, er så ulykkeligt og langt ude, at vedkommende enten selv vælger at isolere sig, eller bliver valgt fra. Uanset er det ikke godt, og slet ikke, når man er ung, og relativt ung som min mor, der kun blev 43, altså ikke meget ældre end Joyce.

Jeg har det stadig ikke godt med det faktum (det er meget længe siden, jeg fik beskeden), men jeg kan intet gøre ved det. Det eneste jeg kan gøre, er at prøve at leve mit liv så godt jeg kan og nyde det.

Som altid, lad mig gerne høre din tilgang til historien. Det er altid givende at høre andres vinkel på den slags sværere emner.

Indlægget her er blevet oversat til engelsk.

Iøvrigt tillader jeg mig lige, at gøre opmærksom på hans-hendes-sin-reglerne (ligger også i sidebaren, under diverse links), da jeg selv stadig har problemer, og havde stor glæde af dem, da jeg skrev dette.

0

3 thoughts on “Glemt og gemt af vejen

  1. Din personlige del af historien berører også mig. Da jeg fandt min biofar var han død, og da jeg var lige ved at finde min biomor, var hun ikke interesseret i kontakt “af hensyn til sin familie”. Hvorfor er (vi) mennesker så underlige?

    0
    • Ja det har også undret mig ofte Erik. Jeg forstår heller ikke, hvorfor min søster ikke vil have kontakt, men som jeg skriver, jeg kan jo ikke tvinge hende. Der kan ligge nogen traumer der, jeg ikke kender til, og med den historie jeg dog kender, er det ikke utænkeligt. At vi har haft forskellige liv, udelukker vel ikke, at man kan have en masse glæde af hinanden alligevel. Men sådan skulle det så ikke være.

      Du skriver ikke, hvornår du forsøgte den kontakt til din biomor, men det der hensyn til familien forstår jeg slet ikke. Som regel er det jo helt misforstået, og et hensyn der kun foregår i personens eget hoved. Hvad skulle det kunne gøre, at man på et tidspunkt har fået et barn, som så dukker op. For mig at se, burde det være en gave. Og heldigvis bliver det også modtaget sådan ofte. Men bare ikke for os to åbenbart. Jeg prøver stadig at finde oplysninger om både min biomors familie og min biofar, som jeg intet har på udover et navn og en fødselsdag/år, og et utroligt almindeligt navn. Men vi må se.

      0
  2. Pingback: Deborah's food and something

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.