Hævn og tilgivelse


Klik ovenfor for at komme til filmens officielle site – inklusiv trailer. Fotoet er af Trine Dyrholm og Michael Persbrandt som ægteparret Marianne og Anton

Folk der kender mig ved, at dansk film og så jeg, er ikke særligt gode venner. Langt fra. Normalt skyer jeg næsten danske film som pesten. Hvorfor er det så lige? Tjah, det har jeg også spurgt mig selv om. Det for hovedparten fordi jeg simpelthen ikke synes, skuespillet er godt nok, og så er der en tendens til, at de samme 5 skuespillere er hovedpersonenerne igen, og igen.

Og helt ærligt. Godt nok er Mads Mikkelsen en pæn fyr, der spiller hæderligt i mange tilfælde, men at bruge ham ALTID bliver sgu træls. For mig ihvertfald. Der er en meget lille skare af danske film, der har fundet nåde for mig, men når de så får den, så er jeg heller ikke bleg for at sige det. Når der er grund til ros, er jeg også den første til at give den. Og det gælder ikke kun omkring film, hvilket mine omgivelser forhåbentlig også føler.

Her til morgen så jeg så film. Til Jul fik jeg en imponerende mængde af DVD’er og også nogle CD’er. Noget skulle byttes og noget af det, jeg byttede til var netop “Hævnen” (2010). Det var med bævende hjerte, jeg gjorde det, men jeg tænkte, en dansk Oscarvindende film, den må da være værdig til stå i min reol, og jeg havde ikke set den.

Nu har jeg set den, og hold da lige op, jeg er imponeret. Som i rørt, bevæget, chockeret, frastødt og i samme gang, kan jeg leve mig ind i situationerne, fordi vi alle har været, om ikke helt derude, så ihvertfald følt en snert af nogle af de ting, der foregår her. Det handler om tilgivelse, mangel på samme, hævn, sorg, vrede, afsky, ensomhed og kærlighed.

Jeg vil helst ikke for meget ind på handlingen, eller ihvertfald vil jeg ikke afsløre, hvad filmens “plot” er. Og har du ikke set den, så lad være med at læse for meget om den, men lad dig overraske og begrejstre, og lad den efterlade dig eftertænksom, som den har efterladt mig.

For mig, er der ingen tvivl om, at Susanne Bier mere end har fortjent sin Oscar. Historien er mesterligt fortalt, og har flere sideløbende handlinger og fortællinger om den menneskelige natur. Og skuespillet er rigtig godt, ikke mindst også på børnesiden, hvor jeg synes, de gør det helt fantastisk også.

Handlingen er meget kort den, at vi følger to danske familier, hvis skæbne flettes sammen af en lang række begivenheder. Mere kan jeg næsten dårligt sige, uden at røbe for meget. Begge er velstående familier, i et såkaldt godt miljø og alt det er på plads, men under overfladen, er der “ridser i lakken”.

Netop derfor spørger jeg jer nu, har I prøvet at være i en situation, hvor I har ønsket hævn, og måske også taget hævn, sådan mere af den alvorlige slags? Vi har nok alle tænkt på det, men der er heldigvis som regel lagt fra tanke til handling.

Så er det nu, du skal stå af, hvis du ikke har set filmen, for nu vil jeg komme ind på nogen af de emner, der bliver taget op i den!

Ville du have behandlet Big Man?

Kan du forstå de andre beboere i flygtningelejren, da de (formentlig) slår ham ihjel bagefter?

Og tror du, det er almindeligt, at vi i den grad, bliver distancerede til vores egne kære, ikke mindst fordi vi også måske selv, er i krise?

Fortæl mig dine tanker og overvejelser omkring hævn og tilgivelse! Selv tror jeg på, at tilgivelse, er noget af det vigtigste overhovedet, både for en selv, men også for dem, man skal tilgive! Del dine tanker!

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.