Fædres, mødres m.fl.’s synder hævner sig – Stop!

Jul og Nytår bruges ofte til at gøre status i forhold til diverse, og således også her. Også omkring adoption og den slags emner. For mig personligt, er det selvfølgelig adoption, men det med at “blive forladt”, behøver ikke at have ettiketten adoption påhæftet. Dette bliver en noget lang omgang, men jeg håber, du hænger på til enden.

De fleste, der læser med her, ved, at jeg er adopteret. Det har aldrig været nogen hemmelighed, tværtimod. Man kan sige med forældre, der var og er hvide og mig som mulat, så var en slags forklaring jo ligesom også nødvendig. Men jeg håber og tror da bestemt, jeg havde fået den uanset. Jeg har fået historien om, hvordan jeg blev deres datter så længe, jeg kan huske tilbage. Sådan skal det efter min mening også være, uanset! Ikke når barnet er teenager (en alt for følsom alder), eller når barnet bliver 18 (alt, alt for sent). Man har ret til at vide, hvor man kommer fra, og det skal man vide, så tidligt som muligt.

Når det er sagt, så siger jeg ikke, at der ikke kan være detaljer, som børn ikke behøver at høre, før de bliver ældre. Men så vidt de spørger, så skal de også have et svar, som ikke er løgn. Hvis de kan “opfinde” spørgsmålet, så kan de formentlig også sagtens tåle svaret. Men det må være en vurdering, men svaret skal uanset, være så tæt på sandheden, som man vurderer, det er “forsvarligt”.

Grundene til, at jeg skriver dette indlæg er, dels at jeg fik nogle svar i min adoptionshistorie i året der gik og generelt overvejelser omkring emnet. Ingen af dem gode, må jeg desværre sige. Men det ene svar, kan måske forklare det andet. Det får jeg aldrig at vide desværre. Ikke på jorden ihvertfald. Det ene var, at jeg som et sidste forsøg skrev til min biologiske søster for at være sikker på, at hun står fast på sin beslutning om ikke at have kontakt. Det gør hun desværre, og hun har åbenbart heller ikke til sinds at besvare mine spørgsmål, men mener stadig, at “fortiden skal hvile”.

Det mener jeg så ikke. Den er en del af os, men jeg kan intet gøre. Jeg har dog senere, efter denne besked, erfaret noget, som også er en del af hendes fortid, som måske kan forklare, at hun mener, at det skal “hvile”. Der er meget tyskere synes, skal hvile, og som de bestemt ikke er stolte af, især i forbindelse med 2. verdenskrig – så har jeg ikke sagt for meget, og I kan selv fylde hullerne ud. Men således bliver denne oplysning også en del af min fortid, da det også berører mine forfædre. Desværre har jeg kun fundet den ene oplysning vedrørende dette et sted, og mangler at fylde mange huller ud endnu. Om de bliver det, ved jeg ikke, men jeg er stadig nysgerrig. Dog kan jeg snart ikke se, hvordan jeg skal få mange oplysninger, eftersom der så vidt vides, ikke er noget andet familie eller nogen, jeg kan spørge. Det eneste, jeg kan forlade mig på er arkiver diverse steder. De er så i mange tilfælde enten mangelfulde, næsten ikke til at drive fra myndigheder, eller simpelthen forsvundet i det kaos, der fulgte i Tyskland på den tid, ovenpå en lang krig.

Hvad jeg skal konkludere af det ved jeg ikke. Uanset, hvad der er årsagen, så kan jeg ikke få det til at stemme. De gange, jeg har skrevet til hende, har hun pænt svaret og været sød og venlig, men også meget bestemt i sin udmelding om netop ingen kontakt. Jeg forstår ikke, hvad der får hende til at reagere sådan. Som jeg ser det, har hun intet at tabe på det. Men sådan er det altså. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har det skidt med det. Det er ligemeget hvordan en afvisning, og det er aldrig sjovt. Det bliver kun værre af, at jeg jo ingen anden familie har på den side, da min biologiske mor gik bort for mange, mange år siden, og så vidt jeg ved, er der ikke anden familie. Om der er efterkommere efter søskende til min biologiske mors forældre, ved jeg ikke. Det var jo en af de spørgsmål, der var til min biologiske søster.

Det var så lidt om den personlige baggrund for det. Det næste, jeg egentlig ville sige med dette indlæg. Som de fleste ved, så ser jeg “Sporløs” hver gang og er lige berørt hver gang næsten (og indend du spørger, ja jeg har haft kontakt til dem). En anden udsendelsesrække, jeg er begyndt at følge, hedder på dansk “Meldt Savnet” og på engelsk “The Locater”, og sendes på ID kanalen, dog meget tidlig morgen, så den optages som regel. Jeg har tidligere hørt om Troy Dunn (The Locater), og han er også en mulighed i det her med at finde min biologiske far potentielt, hvis det der p.t. er igangværende ikke lykkes. Faktisk var jeg tæt på at skrive til ham, da jeg fik kontakt til vedkommende, der nu prøver at hjælpe. Om der kommer noget som helst ud af det, tvivler jeg på, men nu må vi se.

Men for nu at blive “på sporet” så har jeg set de her udsendelser. Troy Dunn finder forsvundne familiemedlemmer i de her udsendelser. Når jeg siger familiemedlemmer, kan det være søstre, brødre, døtre, mødre fædre etc.

Efter at have set et pænt stort antal af de her udsendelser, er jeg fuldstændig rystet over, hvad “velmenende” mødre, fædre, bedsteforældre etc. ofte gør, for at skille børn fra enten mor eller far. Meget, meget ofte, er de her forældre blevet urigtigt fremstillet som dårlige forældre, der ikke er værd at kende, hvis ikke de ligefrem er blevet løjet døde eller man har opdigtet, at de selv valgte at forsvinde, når det faktisk var en selv, der nægtede dem adgang til deres eget barn.

Tilbage sidder børn med knuste hjerter, der intet forstår, og som oftest føler, at det er deres skyld, at de blev ladt tilbage. Hvorfor svigter man sit eget barn og vil ikke se det?? Det kan børn ikke rumme eller forstå, og de higer efter en forklaring. Det ser vi hos adoptivbørn, men her taler vi også børn, der som nævnt ovenfor, er bleve skilt fra deres forældre (det kan være mor eller far eller begge). Hvordan man selv i relativt moderene tider, kan få sig selv til at handle så egoistisk, er mig en total gåde. Meget ofte er det også bedsteforældre, der sidder og trækker i trådene her, og som åbenbart kan dominere deres børn til helt forfærdelige beslutninger. Nu skal det siges, at de her udsendelser, omhandler USA, hvor systemet, er ganske anderledes. Dels hvad angår adoption (burde laves drastisk om), og i forhold til, at man langt lettere bare kan forsvinde. Men der er lektier i det her til alle.

Uanset, hvad du mener om din svigersøn/datter, eks-mand etc., så har barnet i det “spil” behov for kontakt til sin far, mor etc. Måske kom I ikke ud af det, uvist af hvilken grund. Medmindre, der er meget grove grunde (misbrug etc.) til, at barnet ikke har behov for at være involveret i det. Dog skal barnet (i de tilfælde), når myndigt, have muligheden for at danne sig sin egen mening. Og man kan på en så neutral måde fortælle sandheden før og så sige, at kontakten kan genoprettes senere, hvis barnet stadig ønsker det. Bortset fra at skade barnet og den udskilte forældre med løgnene, er risikoen jo også, at man “skyder sig selv i foden”. Hvis jeg fandt ud af min ene forældre, havde løjet om den anden hele mit liv, og bevidst havde holdt mig fra vedkommende, så ved jeg godt, hvem det ville gå ud over! Så for Guds skyld lad dog være! Det er ikke jeres beslutning, men en man selv skal tage på informeret grundlag.

Desværre er der også de forældre, der helt uvist af hvilken grund ikke vil se deres børn. Jeg skal være ærlig at sige, at mit hjerte bløder for børnene, men et eller andet sted, er de nok bedre tjent uden. De må som jeg, bare prøve at forholde sig til, at der er rigtig meget, man ikke forstår, og leve med det.

I forhold til adoption, må jeg sige, at det skal være den sidst mulighed. I civilicerede lande er der, grunde som stoffer, psykisk sygdom og sygdom i det hele taget, men det skal være den sidste og eneste mulighed. Her er vi så slet, slet ikke kommet ind på de problematikker, der går i spil, når vi taler om U-lande. Tak hvis du læste med så langt, og du er selvfølgelig velkommen til at sige din mening nedenfor.

0

4 thoughts on “Fædres, mødres m.fl.’s synder hævner sig – Stop!

  1. Det er et stærkt indlæg. Jeg er uden erfaring på området, men har en veninde, der er kommet hertil da hun var mere end 1 år. Mor beholdte storesøster og den ufødte baby. Det har gjort stort indtryk på mig. Moderen må have gjort sine overvejelser, men den er svær at forstå. Tak fordi du gav et indblik i dine tanker.

    0
    • Susanne, tak for din hilsen også. Som jeg lige skrev til Erik, så er det helt utroligt, som folk dels lader sig kører rundt i næsen af diverse personer, der intet har med sagen at gøre egentlig, og som de ofte også selv helt tilsidesætter deres børns interesser og følelser. Jeg er rystet, og meget ofte er det mig ganske ufatteligt, som folk tænker (eller rettere ikke gør).

      Når det er sagt, er der også mange mødrene, som har givet deres barn væk, fordi de ikke mener, de kunne give barnet en god opvækst. Men i samme åndedrag, har de så få år efter fået børn med en anden, som de stadig er sammen med. Så kunne de jo sagtens have beholdt barnet. I mange tilfælde har det så også været tilfældet, og mødrene har været ude i misbrug og helt sikkert tog den rigtige beslutning. Til gengæld (fortæller Troy Dunn), at 8 ud af 10 fædre smækker røret på, når han ringer til dem “flot”.

      Ganske som du, er jeg også rystet over det, du fortæller om din veninde. Det har jo så ikke været fordi, hun ikke havde mulighed, når hun beholdt de to andre. Folks egoisme er helt utrolig og mange skulle aldrig have haft børn efter min mening.

      I mit eget tilfælde var der helt sikkert ikke andre muligheder.

      0
    • Erik, ja det har du jo og det tror jeg godt, man kan sige. Det er ganske skrækkeligt, som folk (dermed ment ex-koner, mænd, fædre og mange andre), kan bilde sig selv ind, at de ikke skal være der, for deres børn og som ganske ofte koner, lader sig kyse af nye mænd, og helt sætter deres børns interesser tilside. Hvis en ny mand ikke støtter ens barn, så skal han for hulen da ikke være i ens liv?!

      0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.