En generelt smuk dag

Dagen startede lige så smukt, som den sluttede. I morges var det den flotteste solopgang over Øresund (se min Instagram), da jeg landede ved Mattssons Rideklub, hvor jeg skulle mødes med Dustin og have min ugentlige ridetur.

Jeg kan ikke sige, jeg ikke var advaret om, at det var en frisk hest, jeg skulle ud på. Det var jeg, og det gik også godt, men jeg kan helt sikkert skrive under på, at også hos ham, er vinterfriskheden indtrådt. Hvis vi nu dansede ballet, ville jeg nok sætte mere pris på hans hop og små piruetter, men eftersom jeg prøver at få en afslappet – jeg gentager – afslappet tur i skoven, så er der noget, han har misforstået, for det var det så ikke helt. Men vi var afsted i en time og 20 minutter og mine reflekser og benmuskler virker da. Det sidste kunne jeg så godt mærke efter turen, at jeg havde brugt dem meget grundigt. Ekstra hyggeligt på turen at møde hele to galopvenner. En til fods og en til hest. Sidste kunne heldigvis fortælle mig, hvor jeg ikke skulle ride, fordi de skød i skoven. Det kunne have været “morsomt” på en så frisk hest, og hendes som ellers også er flink, havde da fået “et føl” da skytten synes, han skulle skyde lige ved siden af hende.

Vejret var på turen rigtig fint og solen skinnede endda. Og det var langt fra så koldt som frygtet. Senere blæste der mere op, blev mere gråt igen.

Jeg cyklede hjem og skulle skynde mig hjem og have noget mad, for jeg skulle faste fra klokken 14, og til i morgen formiddag. Inden var jeg dog lige forbi en af galoppigerne, men hun var der ikke, men kom så gående, så vi fik lige en sludder. Eftermiddagen er gået med at nusse rundt her og sludre med gode veninder. Julepynt sagde du? Ja, den burde jo have været oppe og noget er der også kommet op, men det bliver ikke det vilde i år. For min del er Julen sådan mere eller mindre aflyst. Jeg havde taget pynten op fra kælderen, kun for at konstatere, at det gad jeg faktisk ikke. Lidt gjorde jeg, og det er så kommer op, men størstedelen kommer i kælderen igen og venter på bedre tider.

Dagen i morgen går med en tur til optikeren. Det skal ikke være nemt, jeg har oveni alle mine andre fortrædligheder bøvl med mine kontaktlinser. Så nu undersøger vi lige, hvad det skyldes. Noget ved vi, men hvor meget der skyldes det eller det andet. Og så videre til mere undersøgelse bagefter. Jeg kunne lige så godt få det hele overstået, når jeg nu kunne.

Således startede ugen smukt, men et skrækkeligt dårlig humør (og så er jeg diplomatisk), men jeg prøver at arbejde mig ud af det, for det hjælper ikke en dyt, at gå og have det så skidt. Men engang imellem, er det bare sådan. Jeg håber I får en god uge.

2 thoughts on “En generelt smuk dag

  1. Kender du en “pyt knap” ?
    Måske du skulle forære dig selv en i julegave……….
    Jeg bruger min jævnligt. Tænk positivt, det plejer du også at være god til.
    Glædelig Jul fra Falster

    • Jeg kender alle slags knapper Karin, også en pyt-knap. Nu er der ikke noget “pyt” ved den situation, der plager mig p.t. Dog prøver jeg alt, hvad jeg kan at abstrahere fra den og komme videre – mere kan jeg ikke. Men at kalde den en “pyt-knap” vil jeg dog ikke! Som du siger, jeg plejer at være god til at få vendt tingene til noget positivit – her er bare INTET positivt ved lige det. Så jeg er langt fra i Julehumør og har aflyst Julen for mit vedkommende. Men tak for tanken alligevel.

Der er lukket for kommentarer.