2018 – Et meget underligt år

Kicker på folden på Enghavelyst og det sidste, jeg tog af ham der

Troldekuglerne – en besættelse efterhånden, men dem skal der altså være næsten ingen af i året, der kommer

Ham her…..

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville skrive det her indlæg. Men for min egen skyld i et meget desperat forsøg på at fokusere på det positive, så gør jeg det, og håber andre måske også kan have gavn af.

Grundlæggende synes jeg jo, at jeg er et positivt menneske, og prøver mit bedste på at være en god ven for dem, jeg kalder venner. Når man så oplever at blive misforstået og fejltolket og endda misbrugt i sine forsøg på det, så bliver ens tro på ens eget værd og på det gode i mennesker, alvorligt skadet. Sådan er det ihvertfald for mig lige nu. Det er så sandt, at et ondt ord udvisker de mange gode, så hurtigt. Det er ikke retfærdigt, for jeg hár mange, mange gode venner og de viser også, at de sætter pris på mig på mange måder, rigtig ofte. Og til dem skylder jeg stor tak, og sætter uendeligt pris på det. Det er bare svært, at føle den taknemmelighed, når der sidder noget og gnaver og gør rigtig, rigtig ondt på en. Jeg prøver at sætte mig udover det, for jeg har ikke andre muligheder, men var ting blevet taklet anderledes fra flere sider, var det måske ikke gået helt så galt. Det er næsten det værste, hvis og når man også bebrejder sig selv i nogle tilfælde.

Noget andet der har “trukket tænder ud” har været mængden af mennesker, vi har mistet og som er blevet syge. Vi startede med at miste to kære i vores staldmiljø. Den ene direkte i min stald. Desværre skulle jeg selv til undersøgelse den dag, der var bisættelse. Nu er jeg ked af, at jeg ikke bare tog til bisættelse, for der kom intet ud af undersøgelsen. Men jeg er sikker på, at vedkommende ved, at de var i mine tanker. Begge tilfælde selvfølgelig cancer. Den ene var i starten af året og den næste, var mens sommeren var på sit højeste. Her sidst på året og på årets korteste dag, døde en gammel veninde, og jeg måtte til bisættelse på en af årets sidste dage. Ikke lige sådan, man vil slutte et år af. Men som ofte, er der ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Aftalt møde med en anden veninde, der også kendte hende, der gik bort.

Selv har jeg også rendt til undersøgelser uafbrudt næsten i året der er gået. Det har heller ikke være så voldsom sjovt, deriblandt en rygmarvsprøve, der heldigvis intet viste. Og sålænge jeg intet alvorligt fejler, så tager jeg det, men det kan godt slide alligevel. Det er ikke slut endnu med det.

Det er godt, at jeg kiggede tilbage på året der gik, for ofte er der langt flere positiver end jeg lige kan huske og faktisk har der været rigtig mange i år også. Jeg ville gerne have nået mere, men jeg synes faktisk, når jeg kigger tilbage på det, at jeg har været heldig. Det eneste, der har manglet, om man så må sige, er en udenlandstur, men af flere grunde, blev det ikke i året der gik, men jeg er meget opsat på, at komme på mindst en tur i år.

Som vides, er meget af det gode ophængt på hestene og stalden. Som det ses på fotos ikke mindst Kicker som jeg har brugt hele det her år på, at prøve at være uden. Jeg skal ikke undlade at sige, at jeg savner ham hver eneste dag. Han er uerstattelig. Men ja, det hjælper, at jeg ved, nøjatig hvor han er, og at han har det liv, han fortjener og jeg altid kan besøge ham. Fotoet, er det sidste, jeg tog af ham på Enghavelyst’s fold.

På fotos er der også et af Daurehøj, som er en yndling, og som jeg heldigvis får lov at tilbringe meget tid med. Han giver mig lidt samme følelse som Kicker og det er store ord.

Sommeren bragte en udflugt, som jeg var særdeles glad for, og som gik til mit store hjertebarn Finish First. Han har en ganske særlig plads i mit hjerte og vil altid have det. Så en tur til ham, var selvfølgelig en stor, stor glæde i året.

Nu vi så er ved hestene, skete der noget i året, som absolut er epokegørende, og som jeg faktisk havde opgivet. Jeg begyndte at ride igen. Hver mandag har jeg fornøjelsen, og glæden over det, kan ikke overdrives. Det er nok det mest positive hele året.

Normalt har stalden været et positiv hos mig og samværet der, har været det, der har reddet mig mange gange fra at gå helt fra koncepterne. I år har det været anderledes og desværre endte det på en meget trist note efter hele 11 år hos Bechmann Racing. Ikke at jeg ikke forstår og respektere beslutningen, det er bare meget underligt efter så lang tid, at blive spredt for alle vinde – hele staldfamilien. De er jo alle blevet nære venner gennem årerne, og vi holder selvfølgelig kontakten, og jeg holder den da også til Hanne vores træner. Men det er jo noget andet. Men øjeblikke som dette her, er noget at tænke tilbage på med glæde som meget andet. Jeg er heldig, at jeg rent fysisk, bliver hvor jeg altid har været. Under ny træner Søren Jensen, som jeg allerede jo kender godt og allerede har gået til hånde hos. Det er også noget at være taknemmelig for, at de vil have mig der. Så tak for det også. De fleste af vores heste følger jeg så også, for de går netop til Søren Jensen.

Et sidste relateret indslag var et besøg hos en veninde, der desværre kun blev et af i år, i hvad jeg betegner som Paradis. Det er det vitterligen, og jeg håber på mindst et besøg i det nye år. Ligesom jeg har lovning på andre nye eventyr andre steder også, men det hører I om.

Det hele skal ikke handle om heste, men indrømmet, de er infiltreret ind i næsten alting. For selvom det ikke lige foregår i stalden, så er aktiviteter udenfor der ofte med veninderne derfra også, således inviterede en staldveninde mig ud og spise, et sted jeg aldrig havde været før. Vi havde en fantastisk eftermiddag og aften. Det eneste negative er, at jeg endnu ikke har fået gjort gengæld, men det er ikke glemt, og det ved hun! Der stod pizza på menuen med to andre staldveninder, omend to forskellige steder, men begge dele superhyggeligt, og noget vi sagtens kan gøre igen og også har aftalt. Dermed fik jeg også der fotograferet noget andet end heste.

En anden ting, var første møde med, hvad nu er blevet en kær veninde. Først var hun her og senere var jeg hos hende i Odense. Det var absolut også en fantastisk positiv ting i året og Odense en rigtig dejlig by. Der håber jeg at vende tilbage til i det nye år også. Og næste gang, jeg skal derover, har jeg lovet at besøge en hestenven derovre også. Og det kunne være SÅ hyggeligt.

Midt i den dejlige sommer fik jeg en oplevelse, som absolut også var meget, meget positiv, omend den startede lidt “på den forkerte fod”, så endte det så meget bedre og var en skøn, skøn oplevelse og første gang med min søster – også tak for den.

En rigtig god veninde – hende med de to dejlige hundetutter og jeg var på en spændende tur også, til udstillingen “Mit Hjem er Mit Slot“. Som altid havde vi en dejlige tur og hyggede os i hinandens selskab.

Og nu vi er ved hende og hundene, så var der flere dejlige ture med de to små, som gav grobund for nogle dejlige fotos og masser af frisk luft. Altid en fornøjelse.

Den har have, kører jeg ofte forbi, men jeg var så heldig at køre forbi lige hvor alt var på sit skønneste og jeg havde overskuddet til at tage nogle fotos der. Det er om at gribe dagen, så meget har jeg da lært. Hvis overhovedet muligt, så det gør jeg så.

Jeg har længe villet se Carlsbergbyen og jeg fik endelig taget mig sammen, ikke mindst også for kagen. Sidste fejlede ikke noget, men omgivelserne lod meget tilbage at ønske sådan generelt, men jeg fik nogle gode fotos derude. Men jeg havde forventet, at de havde bibeholdt mere af det gamle.

Sidst men ikke mindst, så fik jeg ny mobiltelefon, takket være vores jockey i stalden og jeg har været vanvittig glad for den og er stadig. Den tager fantasiske fotos og jeg behøver ikke være helt desperat, hvis jeg ikke har fået det rigtige kamera med mig. Omend jeg stadig foretrækker det, så tager mobilen mere end hæderlige.

Sidst men ikke mindst, er det altid dejligt at fotografere også på banen, men som jeg nævner her, så må der “nye boller på suppen”, for som det går (eller rettere ikke går), er ikke holdbart. Man kan kalde det et luksusproblem, men det stresser og irriterer mig.

Så selvom jeg havde håbet på endnu et mirakel og egentlig synes jeg kunne tilkomme et (omend på en ganske anden front), så er der åbenbart nogen, der mente anderledes. Og det er jeg oprigtigt ked af, for nu at sige det mildt. Men på trods af den sorg, så har jeg oplevet mere end mange i året der er gået.

Og selvom der har været de, der svigtede, så har jeg rigtig gode venner som støtter og er der altid og det er uvurderligt og er også mere end mange har. Jeg må ikke klage, og humøret skal nok komme igen – det tager bare lige lidt…..

2 thoughts on “2018 – Et meget underligt år

  1. Godt du trods modgang stadig kan huske alle de positive ting, der trods alt har været……….
    Jeg ønsker dig et rigtigt godt Nytår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.