Coronacykeltur på toptunet cykel og fantastisk vejr

Jeg har haft supercyklen til mekanikeren. Den sprang pludselig over i gearene. Det var ikke så rart og blev tiltagende værre. Så jeg måtte have fat i Brøndby Cykler, hvor den er købt. Det viser sig, de formedlest 98,- kr. ville komme og hente og bringe min cykel igen. Det er jo genialt. Jeg har gruet for den tur derud. Det tager det meste af en dag for mig, al min energi på en sådan og jeg skal med 3 tog, for at komme derud. Med Coronakrise og færre tog, var den mission opgivet på forhånd. Det var jo lidt surt, for en cykeltur er noget af det, jeg kan p.t. Jeg kan også gå, men eftersom jeg også har problemer med hofterne, og de driller i større eller mindre grad, så er cykeltur ofte at foretrække. Ligeledes kommer jeg jo altså længere på cyklen med ekstra power. Så de hentede og bragte en toptunet cykel dagen efter. Super service, og det bliver klart løsningen fremover.

Altså var cyklen i superform og med det vejr der var i går, så var jeg altså motiveret til at cykle en tur. Jeg kørte mod byen, for jeg havde lyst til at se søerne. Desværre blæste det op, på vejen hjem, men jeg fik kørt en fin runde, ad Strandvejen, Østerbrogade, rundt en af søerne, Blegdamsvej og retur mod Nordre Frihavnsgade og hjem langs vandet ved Svanemøllen og retur ad Strandvejen igen. Jeg endte med at være ude i 1 time og 50 minutter, og var godt forblæst, da jeg kom hjem, men på den gode måde. og som det ses, fik jeg også taget lidt fotos. Jeg ved jo, hvor godt et motiv Søerne er, når vejret er sådan. Og hvis du undrer dig – nej jeg var langt fra, at være den eneste, der havde fået den ide og ikke alle holdt afstand.

Udover cykeltur fik jeg også gjort lidt rent, så alt i alt en produktiv dag. Dagen i dag bliver vist en af de mere afslappede. Jeg havde nogle planer, men jeg kan godt mærke, at jeg er lidt træt i dag. Meget ofte overrasker jeg mig selv, og får alligevel lavet noget, men vi må se. Hvad end du vælger for din søndag, så håber jeg, du får en dejlig dag. Har du nogle planer for dagen? Så vil jeg bestemt gerne høre om dem…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.