Ud og køre elektrisk for første gang

Så er det weekend igen. Jeg synes godt nok, det er hele tiden. Nå, men ugen er gået lidt “sløvt” for nu at sige det mildt, for jeg har ikke været frisk. Så jeg har mest bare hvilet og sovet.

I går var jeg ude for første gang hele ugen og nede og hente et par tilbud i Meny. På vej ud mødte jeg en veninde, og det endte med, at vi gik og sludrede, og jeg fulgte hende hjem til Klampenborg, og så cyklede jeg retur. Det var helt dejligt, at få noget luft og få rørt sig lidt. Selvsagt betalte jeg prisern bagefter, men sådan er det.

Da min hesteveninde skrev og opfordrede til møde til morgen, var jeg langt fra sikker på, hvordan kroppen ville have det med det. Men det lykkdes at komme ned og hilse på Monty, som her ses på folden i morges.

Som jeg nævnte andetsteds, så var jeg på jagt efter roser i går på vej retur, men fandt kun nogle der var afblomstret. I dag kom jeg på, at jeg havde set Stokroser i blomst nu, så dem tog jeg ned og fotograferede i stedet, eller rettere, jeg gjorde på vej hjem fra stalden. De er også meget smukke. Jeg har tidligere fotograferet en humlebi fuldstændig begravet i pollen fra sådan en, og jeg mødte også en i dag, omend den ikke blev så længe.

På vejen hjem mødte jeg på min egen vej, en Green Mobility bil, og jeg tænkte, at jeg nu for en gangs skyld kunne gøre alvor af at prøve dem. Jeg havde udset mig nedenstående espalier til min ene altan, hvor jeg har en meget fint voksende clematis. Den skal jo have noget at klatre på. Det får den nu forudsat, det altså lykkes mig at sætte den op i morgen.

Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har kørt i bil, men det gik nu ret godt med at vænne mig til det igen, og de er skønne at køre i de her biler. Jeg gad vide, om jeg gjorde noget forkert, for billigt var en tur på 25 km ihvertfald ikke. Men nu har jeg prøvet det, og jeg fik mit espalier og tager det som en oplevelse. Guderne skal vide, dem har der ikke været mange af det sidste lange stykke tid. Og sådan som alting går, bliver der det ikke lige foreløbig. Men det gjorde ikke min fristelse til at anskaffe en bil mindre – det skal ingen hemmelighed være.

Nå, men ihvertfald ville jeg lige (næsten som sædvanlig) ønske jer en rigtig god weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.