5 års Jubilæum

Seneste fotos i familiealbummet, som min bror lige har sendt mig næsten – Min oldemor og bedstemor

I dag har jeg 5 års Jubilæum med min familie i USA. Den 3. august var datoen, hvor jeg fandt dem. Det er stadig fantastisk for mig. Og når man har ledt i 30 år, så skal det jo nok lige trænge ind. Det at få svar, ihvertfald nogen, er stort, men hvad er noget af det største, er noget som de fleste andre, tager for givet. Nogen man ligner. Det er noget man som adoptivbarn bare ikke har medmindre, man er bortadopteret væk sammen med en søskende. Men stadig kan behovet for det mødrene og fædrene ophav være stor. Endnu større, når man ingen har. Og når det så viser sig, at man ligner dem så meget, at man næsten kunne have fastslået slægtskabet uden DNA-test, er det jo endnu bedre.

Det er meget tydeligt, at der er nogle bestemte træk, der slår rigtig meget igennem. Vi har altid sagt, det er fra min biologiske far, men når man kigger på min farmor her, så kan man tydeligt se, at det helt bestemt kommer i stor stil fra hende. Desværre har vi ingen fotos af min bedstefar, for han forsvandt ret hurtigt ud af billedet. Så det er svært at vide, hvad der kommer derfra. Det er en af de brikker, vi stadig gerne vil vide mere om. Også min bror. Måske får vi det.

I skrivende stund sidder vi stadig i Coronahelvede til halsen og hvornår jeg lige kan komme derover ved jeg ikke, men jeg vil meget gerne derover i år. Dels fordi det allerede sidste år var meningen, men der blev det udskudt af mange grunde, selvfølgelig også igen Corona. I skrivende stund skal min bror og svigerinde være bedsteforældre, da min yngste niece skal have en lille pige. Det er jo helt vildt spændende, og det kunne være fantastisk at komme derover til Jul igen, som sidst, men så blive længere. Hun skal føde til november, så det kunne være fantastisk at komme over at møde et nyt familiemedlem. De har en hel trailer stående til mig, som jeg kan bo i. Lige nu kommer min bror sig efter en alvorlig rygoperation. Han er lige kommet hjem fra hospitalet, så nu er det vigtige, at han kommer sig. Men heldigvis ser det ud til, at gå godt.

Mens jeg sidder og skriver det her (lørdag), har jeg lige fået en hilsen fra min nevø derovre. Han er god til at holde kontakten og vi skriver næsten dagligt. Han er sådan en sød dreng. Jeg håber, det går som planlagt, og jeg kommer over derover snart. Men 5 års Jubilæum, er da halvrundt og jeg synes bestemt, det er værd at fejre.

Hvis du ikke har læst historien før, kan du læse med her:

5. august 2016 – Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

28. august 2016 – Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Fotorestaurering

Der er mange, der har nok så meget skidt at sige om Facebook, og indrømmet det er der bestemt også fra min side. Når det er sagt, så er der også meget godt, og den her collage illustrerer en af de ting, rigtig godt.

Som mange nok efterhåden har fundet ud af, fandt jeg i 2016, min biologiske familie i USA. Desværre var det så for sent at møde min biologiske far. Dermed var både han og min bilogiske mor afgået ved døden, da jeg fandt dem. Så bliver fotos jo vigtige. Af min biologiske mor har jeg kun to. Fordi jeg jo har kontakt til min bror til´stadighed, og han heldigvis gerne deler, så er der flere af min far. Mit favorit er det her. Jeg ved ikke, hvor gammel han er her, men ikke særligt gammel. Uanset et sødt fotos af ham, synes jeg og ret tydeligt, at se, at jeg ligner ham.

Historien starter øvert til højre med det originale foto, som var i hænderne på min fars ex-kone og som hun havde fået skrevet bagpå, og det var gået igennem. tillige var der det trykte tekst forneden. Så faldt jeg over en fotoresturerings- og farvelægningsgruppe på Facebook. Jeg spurgte pænt, om nogen kunne fjerne teksten (det blev smukt gjort) og de lavede også en version der var lidt mere s/h, end originalen. Alt rigtig flot. Så nogle dage efter, kunne jeg se, at nogen havde kommenteret på det og at vedkommende, havde farvelagt fotoet af min far.

Det var noget, jeg ikke havde spurgt om, men jeg blev blæst bagover, da jeg så det. Det er så fint lavet og jeg er dybt taknemmelig over, at vedkommende tog sig tid til det. Jeg fik lavet 2 på tryk. Et til mig og et til min bror, som han nu har modtaget i en ramme, og derfor kan jeg nu offentliggøre det. Han blev meget glad for det, og det forlyder at også hans mor synes rigtig godt om det. Så man møder også utrolig hjælpsomhed og kreativitet derinde. Det her er blot et af mange eksempler.

100 år i dag


Hildegard Charlotte Weide (1921-1965)

I dag ville min biologiske mor have fyldt 100 år. Desværre nåede hun ikke engang at blive halvdelen af det. Ville jeg gerne have kendt hende – ja det ville jeg meget gerne, for selvom jeg ligner min biologiske far helt vildt af udseende, så tror jeg, at jeg af sind også har meget fra hende. Men jeg kan jo ikke vide det. Det er et af mange spørgssmål, jeg ikke får svar på, ligesom hvor og hvornår dette foto er taget og ikke mindst, hvem der har taget det….

Jeg kan kun håbe, at hun hvor hun er nu, sidder og er nogenlunde tilfreds med, hvordan ting går her for mig, og så er jeg sikker på, at vi ses, når det engang er min tur. Tillykke med fødselsdagen.

Veterans Day

I dag er det Veterans Day, som udover sit formål at hylde alle, der har tjent i Amerikas Hær (medmindre de er afskediget uærefuldt), også er en landsdækkende helligdag.

Jeg havde da hørt om dagen før jeg fandt min familie i USA, men ikke tillagt den særlig betydning, udover at jeg selvfølgelig synes, det er en fin tradition.

I og med, at min far og bror, har været henholdsvis i Hæren og Marinen, så har jeg nu min egne to veteraner. Og det er jeg da stolt af. Jeg kan jo kun tænke på, at var det ikke for det, var jeg ikke blevet til. Og min bror heller ikke. Min far mødte begge kvinder i Berlin og blev gift med min brors mor. Så derfor har Veterans Day jo fået en helt anden og meget vigtig betydning for mig. På foto ovenfor, er det min far til længst venstre og min bror til højre og er fotos, jeg har fået via min bror i USA. Han har også fået et kort i dag.

Jeg kan ikke påstå, at dagen har været særlig aktiv. Med en stor fest i fredags, og en tur til Sverige i går, er der ikke meget energi. Meningen var, at min veninde, skulle komme til te, men hun meldte fra. Chokoladekagen, jeg har lavet kan heldigvis sagtens fryses og bruges senere. Den står til afkøling nu. Og nu står den så på aftensmad af en slags. Nu må vi se, hvad ugen byder. I morgen skal jeg til en specialist om eftermiddagen, og på fredag også, men ellers ingen planer.

Opgave på biblioteket

I går skulle jeg et ærinde. Jeg forsøger stadig at få oplysninger om min biologiske familie. Det er lidt sjovt, for før havde jeg jo kun den tyske side, og selvom der manglede meget, så var det dog meget i forhold til den amerikanske, som jeg intet havde om. Nu er det næsten omvendt. At det føles som om, jeg ikke har noget på den tyske næsten. Der mangler faktisk en del. Ikke at der ikke gør på den amerikanske, for det gør der da.

Dagens øvelse var så, at få printet papirer, der skal til for at få oplysninger om min tyske morfar. Det endte med jeg helt misforstået, fik printet alt for mange skemaer, men heldigvis koster de da ikke en formue. Nu har jeg dem, så må vi se, om jeg skal bruge flere.

Hele processen med at udfylde stod lidt som en mare og der er så mange steder, at sende ting hen, at jeg var helt rundtosset. Men har jeg gjort forkert, er jeg sikker på de fortæller mig. Nu har jeg ihvertfald fået sendt afsted. Så langt så godt. Iøvrigt er øvelsen med at printe på biblioteket fuldstændig Gøg & Gokke, selv bibliotikaren gav mig ret. Men det lykkedes da.

Det lyder ikke af meget, men jeg var så træt, da jeg kom hjem, at jeg ikke troede, jeg ville få det gjort. Det endte det med, at jeg gjorde. Så det var dejligt. Så nussede jeg lidt med de fotos her, som jeg tog på vejen. På foto 4 ses det moderne grønne bibliotek i baggrunden. Grunden til, der intet foto er af det, er at jeg personligt finder det, mere end afskyeligt.

Ellers er fotos mest for at vise noget af alt det, der blomstrer lige i øjeblikket og vise nogle af de smukke gamle ejendomme, der ligger herude. Ligeledes, illusterer fotoet med de to vinduer, hvorfor jeg harsellerer sådan over nye vinduer. Her er forskellen tydelig! Vinduerne er på ejendom nummer 2 på foto nr. 4.

Nu vil jeg gøre det sidste øvelser inden jeg skal afsted til rund fødselsdag. I morgen bliver det galop, så jeg kender en, der er færdig som …..(vælg selv), når vi når til søndag. God weekend til jer.

Igang igen og hurtig respons

Som sagt sker der ikke meget her lige nu. Men lidt er der sket i dag. Som jeg skrev på Facebook i går, så har jeg fået mod på at grave lidt i min biologiske fortid igen. Nu er det lidt på den tyske side. Faktisk var det jo i mange år den eneste side, hvor jeg havde noget. Nu hvor jeg har fundet mine amerikanske rødder, så har jeg faktisk mere der end jeg har på den tyske. Der er flere ting i det. Det er 54 år siden min biologiske mor gik bort og at finde nogen der kendte hende, er nok nærmest umuligt. Havde hun levet, ville hun nu være 98 år gammel. Det vil sige, at nogen der kendte hende, i bedste fald måske er i 70’erne. Som eksempel er min bilogiske søster i Berlin 75 år nu, og det er mit store problem her. Hun ønsker ikke kontakt elleer dialog om emnet. Det efterlader mig med de svar, jeg kan finde i arkiver etc. Og der er jo mange af de svar, jeg ønsker, som ikke står i de arkiver.

Nå, men når hun ikke vil lege med, må jeg jo tage, hvad jeg kan få. Og jeg har kæmpet for hver eneste oplysning og heldigvis, har jeg været så stædig. For ellers var der meget, jeg ikke havde fået. Jeg har en klar mission her, og det er netop, at intet nogensinde er blevet bedre af fortielse. Og det er bedre at se sine dæmoner i øjnene. Der begynder at danne sig et billede af, hvordan tingene formentlig har været, men jeg er nødt til at grave lidt mere, for at blive mere sikker i mine formodninger. Det hører I om på et tidspunkt. Nu har jeg skrevet til et arkiv og fik de ville sende videre til et andet som så vil svare mig direkte, fik jeg at vide i dag.

Her i weekenden begyndte mit toilet at løbe, som i meget. Og det er jo ikke smart, så jeg måtte have fat i blikkenslageren. Jeg skrev her til formiddag og promte kom der en opringning fra blikkenslageren og han ville komme indenfor 3/4 time. Det var godt nok hurtig ekspedition, og med ny top og trykknap og det hele. Så helt uden aktivitet, er det ikke.

Desværre er jeg stadig sløj, og jeg tør ikke sige noget som helst om det, for det holder sjældent, så jeg vil hellere melde, når jeg er sikker. Af samme årsag, er fotoet fra Arkiverne, men et der bestemt godt kan tåle et gensyn fra marts 2013.

Bog, Burgere og Adoption

Det her er et rigtig god eksempel på, hvad Facebook kan. Så dette er så en lille hilsen til skeptikerne. For snart længe siden, begyndte Annette og jeg en dialog på Facebook, og hun var også i nogle adoptionsgrupper, jeg også er i. Det viste sig, at hun også er adopteret fra Tyskland og har en meget spændende historie at fortælle. Jeg vil tro, de fleste, der læser med her, er bevidst om min historie, men nu smider jeg linket til dem, som måske ikke har læst den.

Vi udvekslede lidt om adoption, og senere viste det sig, at hun har skrevet har skrevet en bog om sine oplevelser, med over lige så lang tid som jeg, at prøve at grave sandheden frem om sin fortid og ophav. Det er meget, meget anstrengende, og en process som man nok ikke overhoedet kan forstå, har man ikke selv prøvet det. Og derfor er det utroligt skønt, at kunne dele det med nogen, der vitterligen forstår.

Vi havde også snart for noget siden aftalt, at når vejen lå forbi hovedstaden, så skulle vi spise veganske burgere sammen. Egentlig havde vi et andet sted i tankerne, men varmen og en rabatkupon blev bestemmende for, at det blev Halifax Burger i Lyngby, nu her i går.

Først skulle vi dog mødes på Stationen og det gjorde vi, og gik ned på Hovedgaden og satte os udenfor Espresso House, og fik iskaffe. Også i går var det som bekendte ulideligt lummert..

Man er altid sådan lidt nervøs, når man skal møde nogen, man aldrig har set før, og dette var ikke anderledes. Dog havde jeg på fornemmelsen, at vi kunne tale helt vildt godt sammen og det fik jeg ret i. Vi havde det som om, vi havde kendt hinanden i flere år og snaken gik lystigt. Vi ville da slet ikke have haft tid til den bådtur, jeg havde oppe og vende på et tidspunkt.

Da kaffen var drukket gik vi lidt op ad hovedgade og sad på en bænk i skyggen og sludrede videre. Og så var vi ærligt talt blevet sultne og det var godt, vi gik ned til Halifax, da vi gjorde, for senere var der ikke et sæde at få. Så godt for os.

Jeg har jo været der nogle gange før, og jeg havde ikke prøvet med kartoffelpattie, så det gjorde vi i går. Jeg vil nok sige, at omend den selfølgelig kan spises, så er det den mindst vellykkede af dem. Den bedste synes jeg så er den jeg fik gangen før. ærtepattien. Men vi var sultne og spiste med god appetit og snakken gik stadig.

Men varmen sled på os og vi tog hjem til mig. Jeg havde tilbudt Annette, at hun kunne overnatte, og det havde hun sagt ja til.Vi fik en drink, kaffe og snakcs og snakkede til sent, hvor vi var megatræte. I morges kørte jeg til bageren og vi spiste dejlig morgenmad. Så tog Annette hjem igen med toget og vi har begge lovet at mødes igen på Fyn, og det glæder jeg mig meget til. Det var et fantastisk givende besøg og jeg er så glad for, at jeg har mødt Anette. Vi er begge sikre på, at det var startskuddet til et langvarigt venskab. Det håber jeg, det er.

Finding Family by Richard Hill

I’ve just finished with this book a week ago or so. I’m writing this in English, as you’ll have to understand that anyway, to read/listen Finding Family by Richard Hill (I have listened to it on Audible.co.uk. In general I’m crazy about stories like that, and finding my own family has not lessend that.

What makes this story even more attractive to me, is that Richard Hill, has been searching as long as I have. As I read the book, it came appearant, that another thing was the same His birthmother had also died young. Even younger than mine actually. And like me, he started a quest to find his birthfather who was about as elusive as mine has been for about as many years. What he started to do was to record every phonecall and what each person had said and he kept every letter (this was before emails). I was not as wise and I regret that now, but I have most of the letters that came back, just not the ones going out. But still not as efficient as Richard’s Cataloguing everything.

Anyway, as me, he found his mother and we follow his search for friends of her’s from the past, his visits to places she’d been etc. To me ottterly facinating and I wish I had the same oppertunity. Because my mother was and old mother (41), and died so many years back, finding anyone who knew her is otterly impossible now, and the one person who did know her a little bit, don’t want to talk (my halfsister in Berlin). So not an option to me, but one I truly wish I had.

After finding his mother Richards wants to find out who his father is. And as was the case for me, that was not a plain sailing by any means. I won’t give a way the circumstances, but let you read for yourselves. If you have any interest in Genealogy and finding your roots for whatever reason, you’ll find Richard’s story facinating and captivating. Apart from telling a very exciting story, he comes across as really nice man, one I’d love to meet and talk adoption with.

The book gave me a bit of inspiration to things I might be able to do, in search of a bit more answers on my birthmother. If I’ll do it, I don’t know, but if so, you can be sure I’ll tell you about it. I’m sure it’ll give you plenty of inspiration, if you’re searching too.

I thank him for writing this important book. As always please get in touch, if you’ve read it as well.

Links:

Dna Testing Adviser.com – A free information resource for adoptees, genealogists and
others exploring genetic roots

2. maj 2009 – The Wall Stree Journal – Family Secrets: An Adopted Man’s 26-Year Quest for His Father

4. maj 2009 – Adopted Man Identifies Birth Father thru Family Tree DNA Test …

Gåtur og godt selskab….

Var opvarming til eftermiddagens strabadser. Jeg havde i forvejen lavet den her aftale med min veninde, men da jeg fik tiltagende ondt i den her fordømte tand, måtte jeg jo ringe og bestille tid til at få skidtet ud. Heldigvis kom det ikke i vejen for aftalen. Vi gik en lang tur, købte kager med hjem og drak kaffe og sludrede hyggeligt. Så det var en dejlig måde at bruge formiddagen, når man vidste hvad der ventede. Turen gik også forbi Forstbotanisk have, hvor fotos er taget. Som det ses, er foråret på vej. Men vejret er langt fra så fint i dag, ihvertfald her. Til gengæld stormer det ikke så vanvittigt, som i går.

Klokken lidt i 16, drog jeg afsted. Jeg skulle lige købe et par ting først, og så ned til den søde tandlæge. Jo, han er megasød, selvom han har pint og plaget mig mere end nogen anden på så kort tid. Til gengæld måtte han arbejde for sagen og vi var ved at dø af grin, da hans finger begyndte at knage. Tanden – den var længe om at give sig. Til gengæld kom den hel ud, og det viste sig, at det var godt, den kom ud. Den var revnet i stor stil og ikke værd at gemme på. Så det var vi begge glade for. Nu forestår så en store rekonstruktion, så jeg kan få noget, der minder om tænder i undermunden. Det har jeg selvfølgelig, men ingen kindtænder. Så der skal tænkes kreativt og snakke godt for min søde bankmand, der altid hjælper hvis han overhovedet kan. Vi må lave en plan – håber jeg!

Morgenen bragte også en opringning fra journalist Maria Hollænder, jeg havde talt med omkring min adoptionshistorie og mødet med min bror og familie. Det har lige været i radioen på Radio Klik på DR. Men kan altid genhøres på nettet, hvis du ikke lige har hørt. Ellers hviler jeg og holder mig i ro de næste dage. Ondt har jeg og det er noget af et “krater”, jeg har i munden. Heldigvis har jeg masser af smertestillende. Nu mens jeg har skrevet, er solen kommer, så jeg håber, I måske lige kan nå at få lidt glæde af den. Jeg nøjes med at kigge ud på den.

Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife: