Philomena en film, men ikke kun…

Jeg vågnede i dag, og var træt. Men efterhånden vågnede jeg. Det er blevet en dårlig vane, at jeg har svært ved at falde i søvn, men selvom jeg egentlig i gamle dage var morgenmenneske, så har tingene ændret sig. Jeg kan ganske enkelt ikke næsten ikke vågne om morgenen længere. Jeg vil så sige, at det bliver lettere nu, hvor det bliver lysere. Uvist af hvilken grund har hele den her Coronating, ikke gjort sagen bedre. Gad vide, om det er fordi, man bare gerne vil hive dynen op over hovedet og blive der?? Muligheden forelægger ihvertfald.

Søndag plejer at være plantedag, men jeg har længe taget tilløb til, at jeg skulle omplante nogle af mine planter. Det havde jeg lyst til i dag, så det gjorde jeg. Det var dejligt at få gjort, ligesom jeg fik smidt nogle døde vækster ud, der stod og fyldte på altanen. Det er ligesom sådan noget, man får lyst til, når der er forår i luften. Senere blev det dog meget overskyet og det har ihvertfald støvregnet her, så der er ikke meget forår over det lige nu. Skaderne har været igang med deres redebyggeri til morgen. De bygger noget tid og så laver de noget andet – jeg gad vide hvad.

Jeg så lige reklame på TV, for en film med Judy Dench – Philomena (2013) her til morgen og skyndte mig og finde den, og begyndte at se den. Slukkede og tænkte, at jeg hellere måtte tage pligterne først, hvilket jeg så gjorde. Det viste sig, at jeg har set filmen før, hvilket jeg simpelthen ikke kan huske, jeg har gjort. Det undrer mig, for det er ellers et emne, der optager mig, af helt naturlige grunde.

Lad mit lige starte med at sige, at det her er en rigtig historie. Du kan læse mere her i artiklen i Evening Standard, men meget kort handler det om meget unge piger, der kommer “i uføre” som det hed sig førhen, og så blev skibbet afsted til et afsidesliggende kloster i det katolske Irland. Her fødte de resultatet af deres synd (ifølge nonnerne), og var det en sædefødsel og var der andre problemer, jamen så var det Guds vilje og ingen læge blev tilkaldt. Som følge af dette døde flere af pigerne og deres børn også selvfølgelig. Philomena, er netop sådan en pige, og det er hendes historie filmen beskriver. Hun får via sin datter kontakt til den forhenværende Journalist Martin Sixsmith, som hjælper hende med at finde frem til hendes søn. Det er denne proces filmen beskriver. Filmen ligger på DRTV. Derudover har Martin Sixsmith også skrevet en bog, der beskriver hele forløbet. Du kan låne bogen og filmen også faktisk på biblioteket.

Hvorfor er det her så interessant? Tjah det er det jo fordi Philomena’s søn ender med at blive adopteret bort. Sådan som den var skruet sammen var det overgreb på Philomena og de andre kvinder, og salg af børn. Mod en vis donation, fik de her amerikanere et barn i bytte eller flere. Philomena’s søn’s adoptivforældre får også en pige. Det interessante i det her er også, at det er angiveligt “gode kristne mennesker” der mishandler forsvarsløse unge pige under undskyldning af, de er hellige. Det er ærlig talt til at brække sig over. Udover filmen har jeg også personlig erfaring med katolske nonner og hele det hykelri, der omgiver det. Det gjorde, at min respekt for katalolisismen kunne ligge på et meget lille sted, allerede tidligt i livet. Og historier som denne, ligesom flere skandaler med præster, der har begået overgreb også, ikke har gjort sagen bedre. Filmen og historien generelt åbnede en Pandora’s box af skandaler af samme art som Philomenas, og Martin Sixsmith har også lavet en dokumentar (kan ikke ses online umiddelbart) om problemet.

Sådan helt pricipielt må folk jo tro, hvad de har lyst til. Mén når de misbruger den tro, til at gøre skade på andre og bruger deres tro som en undskylding for onde gerninger, så holder min tolerance op. At rive et barn fra en pige på 14 år på den måde, og andre onde gerninger, er ihvertfald ikke kristent, og bliver det heller aldrig. Tal om hykleri, som springer Richter Skalaen. Hold nu op.

Det her foregik for ikke så frygteligt længe siden. Og hele adoptionssystemet i USA, er indrettet til at undertrykke og manipulere unge piger til at opgive deres børn. Jeg har ofte undret mig over, om de overhovedet får nogen som helst oplysning derovre om, hvordan man undgår at få børn. For det er ofte man hører, at så fandt de ud af, de var gravide – hello, hvis man har sex og ikke bekytter sig, så er det en meget stor risiko! Det er, og burde være almen viden. Når det så sker, så er der altså muligheder også derovre. Men det lader ikke til, at det er noget, man bruger. Og det er heller ikke noget, jeg synes er super fantastisk, men i forhold til, de situationer der især derovre ofte komme ud af det, så var det nok at foretrække. Men netop fordi det er så almindeligt, er det åbenbart ingen stor katastrofe, for beholder man ikke barnet, står der jo masser i kø, der gerne vil overtage. De glemmer bare at tænke på barnet. De tror, det er i “den gode sags tjeneste” – og nej det er det altså ikke. Det er ikke altid lykken at blive adopteret – meget, meget langt fra. Det har vi også set rigtig mange eksempler på. Og så har jeg slet ikke berørt et mindst lige så stort problem, som er adoption fra 3. verdens lande!

Jeg kunne skrive meget mere om det her, men vi skåne jer for mere lige nu, men det var, hvad der sådan lige sprang frem i mig efter at have set filmen (igen). Jeg har også bogen liggende og den husker jeg så heller ikke, at jeg har lyttet, men det kan jeg da gøre igen også. Hvis emnet interesserer dig, så anbefaler jeg ihvertfald til en start filmen. God weekend til jer.

Veterans Day

I dag er det Veterans Day, som udover sit formål at hylde alle, der har tjent i Amerikas Hær (medmindre de er afskediget uærefuldt), også er en landsdækkende helligdag.

Jeg havde da hørt om dagen før jeg fandt min familie i USA, men ikke tillagt den særlig betydning, udover at jeg selvfølgelig synes, det er en fin tradition.

I og med, at min far og bror, har været henholdsvis i Hæren og Marinen, så har jeg nu min egne to veteraner. Og det er jeg da stolt af. Jeg kan jo kun tænke på, at var det ikke for det, var jeg ikke blevet til. Og min bror heller ikke. Min far mødte begge kvinder i Berlin og blev gift med min brors mor. Så derfor har Veterans Day jo fået en helt anden og meget vigtig betydning for mig. På foto ovenfor, er det min far til længst venstre og min bror til højre og er fotos, jeg har fået via min bror i USA. Han har også fået et kort i dag.

Jeg kan ikke påstå, at dagen har været særlig aktiv. Med en stor fest i fredags, og en tur til Sverige i går, er der ikke meget energi. Meningen var, at min veninde, skulle komme til te, men hun meldte fra. Chokoladekagen, jeg har lavet kan heldigvis sagtens fryses og bruges senere. Den står til afkøling nu. Og nu står den så på aftensmad af en slags. Nu må vi se, hvad ugen byder. I morgen skal jeg til en specialist om eftermiddagen, og på fredag også, men ellers ingen planer.

Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Retur

Det er næsten den værst mulige udgang. Jeg skrev forleden, at jeg ikke kunne forstå, jeg intet havde hørt. Af samme grund, var jeg godt klar over, at det nok ikke var godt nyt uanset. Jeg kom i tanke om, at damen på posthuset sagde, at jeg kunne “track & trace” mit brev via nummer på kvitteringen (anbefalet). Det gjorde jeg så og så følgende ovenfor, og var så klar over, at det var kommet retur. Og ganske rigtigt, da jeg tjekkede postkassen lå sedlen der. Nogle gange står der på brevet, hvorfor det kommer retur, men jeg sætter ikke næsten op efter noget. Men vedkommende kan have nægtet modtagelse, ellers forstår jeg ikke, for manden er jo i telefonbogen.

Om jeg er skuffet? Jo, lidt er jeg da, men jeg havde vitterligt med vilje ikke sat næsen for højt op efter noget, fordi jeg er blevet så skuffet ofte. Så vi er tilbage ved år nul. Nu har jeg en mulighed mere jeg vil prøve, og fungerer det heller ikke, så tror jeg altså jeg opgiver. Det er for belastende at blive ved at rode i, ligesom chancen for at finde ikke bliver større som årene går.

Dette har nu ikke kunnet ødelægge en superfin weekend, som I nok skal få mere om snarest. Lige nu skal jeg bare i seng lige om lidt. Den har bragt: Bakken, bistik, grillmad, masser af mennesker, galop, champagne, udsigt, og solskin og endnu engang, tro det eller lad være regn nu her – God søndag aften til jer.

Måske jeg skulle…. og andre torsdagstanker

Det var i fredags mit brev nåede frem så vidt vides. Måske mandag, hvis vi giver det 3 hverdage. Jeg har intet hørt. Jeg gav selvfølgelig alle muligheder for kontakt, og udbad mig besked uanset, hvad svaret var. Suk, bare jeg hører, gør det ikke noget, at jeg skal vente lidt endnu, men jeg kunne være bange for, at det måske betyder, at jeg ikke hører.

Nu har jeg været indendørs og syg i næsten en uge. Jeg er ikke helt frisk, men heller ikke meget, meget dårlig, og jeg føler, jeg bliver nødt til at prøve at teste formen, så at sige ved en lille udflugt senere. Hvortil skal jeg selvfølgelig nok fortælle, når jeg vender hjem igen. Desværre har stedet, jeg ville besøge ikke åben før meget senere, så….. indtil da, må jeg underholde mig her. Og det er heldigvis heller ikke noget problem – keder mig som sagt aldrig.

Vigtigt brev til 83 kr.!!!

Ved du, hvad det koster at sende et anbefalet brev? Okay godt nok til Tyskland, men alligevel. 83 kr. koster det nu. Det var et helt almindeligt brev, i helt almindelig størrelse. Nothing fancy. De påstod på posthuset, at taksten for det anbefalede ikke var steget – det var de 72,- kr., men at det var portoen, der var. Ja det kommer mig for. Rip-off siger jeg bare!!

Nå, men det her var et vigtigt brev. Til en mand, der potentielt kan være min biologiske far. Jeg sætter ikke næsen højt efter noget. Nu har jeg ledt i SÅ mange år efter ham, så det virker helt hysterisk, at det skulle være ham, jeg fandt ved bare at kigge i den berlinske telefonbog. Men så igen, det kan jo være. Så det er altså lidt spændende. Det skulle være fremme efter 2 hverdage, så det er snart, jeg forhåbentlig ved noget. Hvis han vel og mærke svarer. Det har jeg bedt ham gøre uanset, men det er jo ikke sikkert han gør.

Landeforvirring – nu “kun” to

Det går godt 🙂 Jeg har jo, som vides, skrevet fra Herodes til Pilatus for at finde oplysninger om biologiske bedsteforældre i sidste omgang. Så langt så godt. Men det viser sig nu, at jeg har lavet en bommert.

Forståelig, eftersom jeg faktisk ikke er stiv i det tyske, og da slet, slet ikke udi den polske geografi. Jeg er lidt undskyldt, for der er faktisk jo en by i Østrig, der hedder Bernstein. Men det er ikke Østrig, det er en by i Polen, der hedder (Bernstein, Soldin) Soldin. Det giver også mere mening i forhold til min biologiske mormors fødested, som jo også var Bad Altheide!

Så nu vil jeg da lige smide en mail mere afsted omkring det her. Pyh! Så nu er jeg altså knap så international, som troet, men der er da stadig et par lande involveret – min biolgiske mor er så hel polsk, men født i Berlin, og min biologiske far er afro-amerikansk. Men værende født i Berlin, er det vel stadig det, “man er” – tysk. Hm, tjah, hvad tæller egentlig? Er de forvirret? Hvad tror I så snart jeg er!

Weekendstart

Himlen var en flot afslutning på en god dag. Først stille nussen rundt her. Eller rettere bar sidden lige så stille, hvor jeg fik skrevet et par breve i den evige trækken informationer ud om mit biolgoiske ophav. Men der sker da hele tiden små fremskridt. Forleden fandt jeg ud af, at min biolgiskek søsters mand bor på adressenm, jeg havde på hende i sin tid. Det betyder også, at hun formentlig selv også bor der. Ikke at jeg kan bruge det til så meget, andet end, jeg kan få skrevet endnu et navn på mit samtræ:

Nu har jeg fået noget at spise (se indlæg efter her), og selvfølgelig et bad. Jeg var i stalden til aften for en gangs skyld. Det var rigtig hyggeligt, og fik snakket og gjort det, jeg skulle også. Så langt så godt. Nu er jeg godt og grundigt brugt op, og skal ind og hvile mig. Eller rettere, jeg skal snart i seng, kan jeg mærke. Imorgen skal jeg bare være her, og hygge mig. Det holder jeg meget af. Rigtig god weekend til jer derude.

Erstatning efter fejlslået kejsersnit – rimelig eller?

Jeg kunne i dag læse mig til, at Lone Johansen kræver erstatning i form af udgiften til to adoptioner, efter et fejslagent kejsersnit.

Hvad mener du – er det rimeligt? Eller mener du som kammeradvokaten og undertegnede:

– Vi anerkender fuldt ud, at erstatningen for varige mén ikke kan dække udgifterne til adoption. Men hvor forståeligt ønsket om adoption end er, så er det altså ikke en nødvendighed, lød det fra Kammeradvokaten.

– Og hvor skal grænsen i givet fald gå for erstatningerne? Skal man have ret til en, to, tre eller fire adoptioner? Og hvad med dem, der måtte have børn i forvejen, indvendte Kristine Schmidt Usterud.

Interview på Adoptionsbloggen

Som alle der læser med her regelmæssigt vil vide, så er jeg adopteret i tidernes morgen. Her for kort tid siden opdagede jeg så Adoptionscoachen på Facebook (findes ikke længere). Trine som driver denne og har også en blog – Adoptionsbloggen, som jeg selvfølgelig også skulle se, hvad handlede om. Det var meget interessant, men der var lige en detalje, jeg måtte skrive til Trine om.

Det gjorde jeg så, og vi fik en dialog igang. Det var en helt praktisk informativ ting på bloggen, som hun endda gav mig ret i, og som siden så blev ændret. Hun spurgte, om jeg ville være interesseret i, at medvirke i et mailinterview omkring det at være adopteret. Og det var jeg da. Som mange allerede ved, ligger Adoptionssagen mig meget på sinde, og har været noget, jeg har gået meget op i altid. Nu foreligger resultatet:

Du kan klikke linket her, eller på screenshot ovenfor – Personligt interview med adopterede Deborah Thorgaard, inkl. 4 råd til AdoptionsBloggens læsere.