At forene det nødvendige med det hyggelige

Så blev det tid til en lille hilsen igen. Onsdag skulle jeg til scanning/røntgen på Røntgenklinkikken på Trianglen. Det var fantastisk vejr, så jeg hoppede af toget incl. min cykel på Nordhavn og gik/cyklede ned mod Østerbrogade af Ndr. Frihavnsgade. En dejlig gade med masser af liv og butikker etc. Jeg satte mig ved Emmery’s og fik en kop kaffe i solen. Jeg var i god tid. Man skal gribe den slags øjeblikke. Så trillede jeg videre og havde stadig god tid og det kom der så ovensiddnde fotos ud af.

Jeg har altid holdt af de mange smukke ejendomme, der er på Østerbro. Det er dog utroligt indimellem, hvad der tillades af vandalisme på dem. Men sådan er det åbenbart. Heldigvis er de da meget fotogene uanset, og Søerne sådan en dag kaldte jo på at blive fotograferet. Det blev helt godt synes jeg.

Resultatet af scanning/røntgen var, at jeg har noget slid svarende til alder i den finger, der var årsag til besøget. Så langt så godt, bortset fra den jo gør ondt. Men det er jo så bare en ting mere. Men sålænge det ikke er værre, så må jeg virkelig egentlig ikke klage. En anden undersøgelse var også normal, og den var faktisk vigtigere. Det regnede jeg nu også med, den var, men stadig.

I dag er det galopdag, og jeg skal derned. Lige nu er der nul energi, men jeg tænker da, at jeg tager derned alligevel. Jeg kan ligge lige det i det, jeg vil og kan, men når man er så smadret som jeg er lige nu, så er bare det, at komme ud en overvindelse. Vejret er stadig lunefuldt og tåget, så jeg skal ihvertfald pakkes godt ind. Det bliver noget med de lange strømper og dynejakke tror jeg. Det er så svært, for senere, kan det blive næsten 20 gradder. Suk! Jeg må hellere se at komme under bruseren og førsøge at vågne. Jeg ønsker jer en god weekend.

Healthy Horse Festdag

I går var en dag, jeg hele tiden, havde planer om, jeg skulle deltage i, men som ofte var der flere parametre for, om det ville lade sig gøre. Første forhindring var selvfølgelig mit helbred, som aldrig er forudsigeligt. Så skulle logistikken på plads. Jeg kiggede Google Maps, og det lod sig gøre, og ifølge dem, skulle jeg kunne gøre det på ca. dobbelt tid af, hvad det ville tage med bil. Nå ja, sådan er det jo….Næste var, at jeg havde min venindes hunde fra fredag til lørdag. Så det afhang også af, hvornår hun kom og hentede. Jeg havde nemlig ikke besluttet, om jeg ville afsted, for sidste faktor var vejret. Var det dårlig vejr gad jeg simpelthen ikke. Det er for lang en tur/dag til, at orke den i regn, blæst, slud etc. og også alt for koldt. Som I jo alle ved nu, det var fantastisk vejr, omend det blæste lidt, så man skulle være i solen, for varmt var det ikke!

Jeg begav mig afsted, og som jeg burde kunne have vidst, at mine beregninger var alt, alt for optimistiske. Toget var intet problem, det går hvert 10. minut, og jeg havde nået et tog en halv time tidligere end beregnet og godt det samme skulle det vise sig. Togturen var som den slags er, men den i går udmærkede sig jo ved, at køre igennem noget af det smukkeste landskab, der næsten kan findes. De gule rapsmarker er på sit højeste lige nu, og de hjælper deres til at forskønne det hele.

Så landede jeg på Frederikssund St. og ifølge Google Maps, havde jeg set, det skulle tage ca. et kvarter til Skibby. Det var så ikke rigtigt, men om jeg har set galt, eller det vitterligen var dem, skal jeg lade usagt. Det tog ½ time, og også en rigtig dejlig tur, men eftersom arrangementet var til klokken 17, begyndte min tålmodighed at blive lidt tyndslidt. Og det skulle blive værre – bussen går kun en gang i timen!!! Og der var ½ time til den kom. Jeg var endda ude i at overveje en taxa, men det havde kostet en formue, for der var jo også meget længere end jeg troede, skulle det vise sig. Så Gudskelov, jeg ikke gjorde det, omend jeg havde spurgt til prisen først, og så havde jeg nok styret mig, tænker jeg.

En lang historie så kort som muligt. Vi ankom til Skibby, og jeg kom af det rigtige sted. Igen er Google Maps meget optimistiske af deres beregning af, hvor lang tid det tager at gå fra Bymidten ned til Sandie. Det tog mig ca. dobbelt så lang tid som ventet, hvilket igen var ½ time. Så da jeg nåede frem, havde jeg været 3 timer undervejs og gik ialt 13.951 skridt!! Og nej, det var ingen fest. Det er længere end det tager at køre til Lolland bare for illustrere det lidt. Men der må alligevel have været nogen der holdt hånden over mig, for jeg nåede at se noget, jeg ikke havde set før (Bo Høstrup), og en jeg så gerne ville have set sidst jeg var til åbent hus Shane Mosele. Det skulle vise sig, at være værd at vente på.

Jeg kom midt i Bo Høstrups ridt, men at han er en mand, der kan sit kram, var tydeligt og som jeg forstod det, var hesten en, der skulle bygges op helt fra bunden tillidsmæssigt. Og det havde han formået på fineste vis. En utroligt dejlig hest, som jeg også hilste på, da jeg holdt den for ham, mens han tog bandager af og gav den gamacher på til traileren. Det var en fornøjelse at hilse på både hest og Bo.

Shane Mosele lod vente lidt på sig, men vi blev underholdt af en lodtrækning om mange flotte præmier imens, og ellers var der jo gode venner, at tale med. Midt i det hele ankom nogle dejlige galopvenner, som jeg også fik et lift hjem med, så det var bare helt fantastisk. Jeg var faktisk allerede begyndt at grue for hele turen tilbage. Som det blev foretog jeg den tur i luksus og i det bedste selskab. Igen tak for det.

Shane lånte en helt “rå” (helt utilredet) 3-års hoppe, som bare var så smuk. Jeg ved jo godt, hvad hele ideen i det her “join-up” går ud på, for jeg har jo også læst om det i årene og set klip etc. Men at se det “live” er jo noget helt andet og ganske fantastisk, hvis man er interesseret i den slags. Hoppen var fantastisk flink og hun tænkte meget over tingene. Efter hvad jeg mener må have været ca. ½ time, var Shane oppe og sidde på hende. Hun havde lige 2 hop og det var det. Så lod han sig glide af og mindede hende om, at hun bare skulle stå, og så lykkedes det.

Normalt ville han, da han sluttede denne session, godt kunne lægge sadel på. Det er individuelt, hvornår man gør det. Det skal være med respekt for hesten, og følelse for, hvor meget mere, den kan tage. Problematikken er, at begynder man, er man nødt til at fortsætte, til man når et punkt, hvor der er “balance”. Hoppen her, var træt. Hun havde tydeligt tænkt rigtigt meget over det og bliver hesten for træt, kan den pludseligt ikke rumme alt det, der sker og så kræver det mere at “reparere” på det. Så han sluttede “mens legen var god” og det var der selvfølgelig fuld forståelse for. Så spændende og interessant at se.

Bagefter stod den på galop. Healthy Horse har fået en ny galopbane 1350 m, og den skulle indvies. Til det, havde Sandie “lånt” direktøren for Klampenborg Galopbane Carsten Baagøe Schou, som kom og klippede snoren over til den nye bane, hvor vi så sluttede dagen med at se to heste gå et arbejde (gå stærkt) på den nye bane. Det vil sige, vi sluttede egentlig med endnu en lodtrækning, for dem der ikke havde gjort krav på deres præmier, deres blev udloddet sidst på dagen. Og så var det hjemover mod København. Det gik som en leg, nu hvor jeg ikke skulle vente på busser og lignende.

Nu ved jeg jo ikke, hvad jeg gik glip af før, jeg ankom, men jeg var rigtig glad for det, jeg nåede at se. Jeg var lige ved at glemme, at Cathrine Dufour (hende behøver jeg vist ikke introducere) også var forbi. Personligt, var jeg ked af, vi ikke fik set hende ride. Men som var det tilrettelagt for mig, så så jeg hende jo sidst, jeg var til åbent hus, men hende kan man ikke se for ofte vil jeg sige. Hun har højsæsson nu, og det var svært for hende, at hive en hest ud til dagen. Det var vi nok flere, der var kede af, men forhåbentlig ser jeg hende en anden gang. Jeg er stadig glad for de fotos, jeg fik taget den dag. Jeg håber, I synes, om dem, jeg tog i går.

Tak til Sandie for et fantastisk arrangement og til jer, hvis I læste med så langt. Jeg skal med igen, men næste gang bliver det med lift frem og tilbage. Der er nemlig ikke mange steder, der er bedre at opholde sig, hvis man elsker heste, end oppe hos Sandie.

OBS! I skrivende stund har jeg ikke navn på de to heste som henholdsvis Shane og Bo håndterede, men så snart jeg får, skal jeg tilføje!

Bo Høstrup både til hest og arbejdende fra jorden

Cathrine Dufour og Sandie Kjær fortæller om deres samarbejde

Sandie trækker vindere i lotteriet om de mange fine præmier med hjælp fra sit dygtige personale

Shane med den skønne hoppe han lånte til sin demonstration – den er iøvrigt til salg

Carsten Baagøe Schou klipper snoren til den nye galopbane

Kiin Kiin (IRE) og Vejovis (GB) går et arbejde på den nye bane

Alle fotos er mine og omfattet af © Copyright og må ikke kopieres på nogen måde, uden min tilladelse/All photos are mine and © Copyright and is not to be copied in any way without my approval.

Blomstrende

Alt blomstre lige nu – syrener, kirsebær, æbler, clematis, guld- og blåregn med flere. Det er så fint derude. Og det gælder om at suge til sig. Syrenerne, er der så kort, så kort. Så når jeg endelig er ude, forsømmer jeg ikke muligheden for at fotografere et eller andet blomstrende, hvis jeg kan komme afsted med det. Og der er heldigvis muligheder nok lige her rundt mig.

Det går stille og roligt frem her. Med svimmelheden. Den er der stadig, men nu kan jeg dog bevæge mig ud og endda være aktiv, så det er jeg glad for. I dag var jeg i stalden og var særdeles produktiv, og fik vasket og nusset hele 6 heste. Det er nok noget nær rekord. Nogle var længere end andre, men alligevel. Det var dejligt og de firbenede virkede også godt tilfreds.

Det føles som om, det er weekend hele tiden. Og det er det så også nu igen. Jeg har ingen faste planer, men jeg lader en mulighed stå åben for i morgen, hvis jeg orker det. Ellers er der stadig nok at se til her. Kede mig kommer jeg ikke til, uanset.

Jeg har hyggeligt besøg, af min venindes hunde og de ligger på hver sin plads i fodenden og lige straks skal vi ud og lige have dem luftet af for natten.

Hvis jeg kommer nogen steder i morgen, vil det afspejle sig her, men for nu vil jeg ønske jer en god weekend.

På høje tid

Vesterbrogade med Axelborg og Axel Towers

Mikkel Bryggers Gade

Nytorv

Knarbrostræde

Gammel Mønt

Rosenborg slot

Gammel Mønt, fra den anden side

I går var en særlig dag. Hver dag er særlig egentlig. Som min mor sagde, hver dag er Nytårsaften. Og det er jo sådan set rigtigt. Men i går var særlig derhen, at jeg mødtes med en veninde, jeg har kendt i ca. 20 år, men aldrig har mødt. Nu skulle hun til København, og så skulle vi da helt sikkert mødes.

Hun er som jeg også adopteret og også fra Tyskland, og det var det fælleskab, der bragte os ammen for snart lang tid siden. Det bliver det så ved med. Det var hende, der tog sin test og fik resultater samtidig med mig. Det var fantastisk, at vi har kunnet dele oplevelserne. Der er stadig meget, at efterforske og hun kan være mig til hjælp for modsat mig, taler hun tysk og kan hjælpe mig med det. Og det er mest på den side, der skal “rodes” nu.

Altså skulle vi da helt sikkert mødes nu, hvor hun kom her. Hun skulle lande på hovedbanen klokken 12.40, men var der hele 40 min. tidligere, så jeg stod i Netto, da hun ringede og sagde, at hun var landet. Nå, men hun ventede og jeg kunne være, der på meget kort tid. Det var jeg, og så skulle vi ud og have noget frokost. Vi skulle på 42Raw. Vi gik derned og så gav det pludselig mening, at man ikke kunne bestille bord, men alt det skriver jeg mere om herovre senere. Mens vi ventede på, at der blev plads, gik vi en tur over i Kongens Have en tur. Min veninde har ikke været her siden sin skoletid for længe siden, så det var sjovt at vise hende rundt. Vi gør mere næste gang.

Efter et smut i Kongens have, gik vi retur og fik dejlig frokost og snakken gik i en grad, så pludselig var klokken 17, og vi var helt blæst af alt den snak. Så vi gik til Nørreport og fandt Metroen til hende og jeg susede så op og fik toget hjem. Hold nu op, jeg var træt. Men glad for en velllykket dag. Men ekstra træt bliver man, når man er svimmel og jo mere træt, og jo mere jeg gør, jo mere svimmel. Jeg gik over 11.000 skridt i går, så det blev da til noget. Og med tanke på, at jeg ikke har lavet noget rigtigt de sidste lange stykke tid, så trætter det i sig selv.

I dag har jeg slappet af her med computeren og så har Toby (min venindes hund) været her for en kort bemærkning. Men jeg siger så vidt muligt ikke nej til at have ham. Det er så hyggeligt og jeg elsker den lille fis. Min veninde kom forbi efter ham, og så havde hun købt et par persienner mere, jeg manglede for mig, lige som jeg skulle låne saven igen. Vi drak en kop te og spiste lidt kage.

Nu vil jeg sove og så må vi se, hvordan i morgen. Planen er banen, men hvis det bliver snevejr og hundekoldt, tror jeg, at jeg bliver her, men lad os nu se. Foreløbig vil jeg ønske jer god weekend og igen takke min veninde, for en dejligt selskab.

Udfordringer og forandringer, men det går frem

Så blev det, men fotos er taget for to dage siden. Da jeg for første gang i meget, meget lang tid var i stalden. Det øverste foto, er stalden set fra Ordrup Krat. Jeg har vist denne udsigt før, men bare om efteråret. Alt er bare SÅ grønt lige nu. Elsker det.

At sige, det var dejligt at se både 4-benede og 2-benede venner, er en underdrivelse. De ville gerne have, jeg kom både i går og i dag, men jeg er trods alt lige stået op, og har gang i en større oprydning herhjemme. Og det vil jeg også gerne være færdig med. Så jeg har været flittig her i dag. Eller så flittig, som jeg nu kan være p.t., men alt i alt, er jeg godt tilfreds. Selv under normale omstændigheder, har jeg jo færre “skeer” end andre, og det glemmer folk ofte, og det gør jeg såmænd også selv engang imellem. Men bare rolig, det skal min krop nok minde mig om.

Det har været hårdt de seneste måneder og det bliver åbenbart ved. Ihvertfald på helbredsfronten. Intet livstruende, men altsammen ting, der rendes om, og som er irriterernde. Derudover har der været andre ting, der også har gjort, at jeg har været ked af det, og så bliver summen af de samlede besværligheder lige lovlig meget. Men jeg håber, det lysner nu, så jeg kan komme videre ud i det liv, der nu er mit. Og en stor del af det, er hestene og ikke mindst senest ridningen, omend det sidste er i begrænset omfang, så er det dejligt og betyder meget. Desværre er jeg stadig svimmel, omend det er bedre, så før det helt okay tør jeg ikke binde and med ridningen. Jeg var endda usikker på benene et par gange i stalden onsdag, for igen, så hurtigt, jeg laver noget, bliver det værre. Jeg er nødt til at tage det med tålmodighed, men det er meget svært, for jeg vil jo så gerne en hel masse. Især vil jeg gerne ud og ride….men det går den rigtige vej.

Det er svært, når det er årstiden for alt det grønne og skønne og nye begyndelser, og man så føler sig låst fast både fysisk og psykisk. Men jeg prøver at være så positiv, jeg kan og igen må jeg takke fantastiske venner og veninder for at være søde og opmuntrende. Foreløbig skal jeg prøve, om jeg kan stå distancen i morgen, hvor galopsæsonen starter. Også der er planen stille og roligt og fokus er mere på at nyde det, end fotos omend, jeg nok tager en smule. Der er vendt op og ned på meget her i det nye år, og det tager tid, at vænne sig til, og jeg er i forvejen ikke god til nye tiltag. Så når det er så tæt på, som alt det har været her, så skal det nok også “trække tænder ud”.

Jeg håber, I får en dejlig weekend….

Som et P.S. vil jeg gerne lige nævne, at fotos er mobilfotos med min Huwavei Mobil – helt utroligt, så gode fotos den tager og så er det ikke engang den nye model. Jeg skal helt sikkert have sådan en igen.

Påskeupdate efter endnu et hospitalsbesøg

Det er ikke en weekend-update dennegang. Jeg ventede på, at jeg i dag skulle på hospitalet – igen for Guderne må vide, hvilken gang, her nyeligen. Jeg var også i fredags, og det er ikke slut endnu. Jeg skal have konklusionen på de undersøgelser, jeg gennemgik der.

I dag var det så en anden ting, jeg rendte om, og indtil i dag var jeg sådan set sikker på, at jeg skulle opereres, og det ville have været en alvorlig operation. Nå, men sådan gik det så ikke, og jeg kan ånde lettet op. Ikke at jeg har mindre ondt af den grund, men det er dog rart ikke at have udsigten til at skulle opreres. Nu mangler så bare det sidste svimmelhed, så jeg forhåbentlig snart kan komme ud og ride, hvis ellers jeg får styr på de her smerter. Det kræver det, for de er invaliderende, når de sætter ind.

Jeg savner stadig hestene, og samtidig er det et år med mange, mange omvæltninger på den front, hvorfor det føles endnu vigtigere, at være der. Det har jeg så ikke været, men kan kun håbe, at jeg ikke er helt glemt, når jeg forhåbentlig snart vender retur. Jeg tør ikke spå om, hvornår for det er lige så usikkert som hele tiden, omend det nu med elemination af operation, er noget mere optimistisk.

Det er Påske, og jeg har af alle ovenævnte grunde ikke de store planer, andet end projekter her. Dem er der især et, der trænger sig på, og det fortsætter i morgen. Derudover kommer min søster her på torsdag til frokost. Så jeg skal også lægge mig fast på, hvad vi skal spise. Jeg satser på noget relativt letlavet, men selvfølgeli lækkert og har nogle forslag oppe og vende. Jeg skal lade jer vide.

Jeg var fuldstændig masst, da jeg kom hjem, så der er er ikke sket meget siden. Fotos er fra i går, hvor jeg skulle på biblioteket med en lydbog, og så handlede jeg selvfølgelig også.

Det har været svært at holde humøret højt, i hele den her periode. Dels på grund af helbredet, men også fordi, det hele er “vendt på hovedet”, og det bliver det det vedvarende hele tiden. Derudover er der hele verdensistuationen, som bestemt heller ikke gør noget godt for ens humør for tiden. Det er næsten dagligt, der sker et eller andet voldsomt. Hvis ikke lige indenfor egne grænser, så kan de da ikke langt væk dagen efter. En dag ad gangen, og så ender det vel med at humøret kommer igen….

Foreløbig vil jeg ønske jer en rigtig god Påske, så må vi se, hvordan min bliver….Vejret var i går hvor de her fotos blev taget, helt fantastisk. I dag har det været mere skyet, men stadig godt. Dog hundekoldt, da jeg tog afsted i morges meget tidligt.

Weekend-update med forår i luften

Fra en meget kort tur ud med min venindes lille hund i går

Det er vist så godt som blevet forår nu. Temperaturene, er ihvertfald meget langt fra de snestorme, der før har truet også langt ind april. Jeg håber bestemt ikke, vi skal gå baglæns nu. Det ville også være katastrofe for alle de dejlige buske og træer, der nu er sprunget ud. Det gælder især kirsebærtræerne, der er lige på trapperne, hvis ikke de er sprunget ud, som det på mit foto. Men er de her, vil jeg tro, de er over det hele, uden jeg ved det.

Jeg har før været på jagt efter de mere celebre steder, at fange dem. Nu har jeg gjort det (se nedenfor), og så gider jeg ikke de samme steder igen lige nu, men vil heller se noget andet. Også fordi det er blevet så overrendt, at man dårligt kan komme til at tage fotos. Så skal man ihvertfald være der meget, meget tidligt om morgenen. Og det er jo som vides, meget langt fra at være aktuelt lige nu. Men jeg er godt tilfreds med de fotos, jeg fik, da jeg var der og synes godt de tåler et gensyn – se nederst på indlægget.

Hvordan går det så? Tjah, jeg går stadig, som er jeg fuld og tosset medmindre, jeg går meget, meget langsomt. Og det gør jeg så, men godt er det jo ikke. Derudover er der andre besværligheder oveni. Så at sige, jeg er på toppen, vil være mere end løgn, ligesom det ikke ligefrem højner humøret, at det her bare bliver ved. Jeg havde jo netop set frem til mine rideture i netop det her vejr. For slet ikke at nævne at sæssonen på banen også er lige om hjørnet, og jeg ikke har set staldvennerne i evigheder (det være sig 4-benede som 2-benede). Så alt, jeg kan sige, er suk!

Lidt får jeg da bedrevet, ikke mindst på fotosiden og blogs. Jeg får også lavet noget mad indimellem. Det kan jeg fordi, så snart jeg bliver for dårlig kan jeg gå ind lægge mig, men optimalt – nej langt fra.

Min venindes lille hund var her fra fredag til lørdag. Dejligt. Han er opmuntring, og da han er en ældre hund behøver han ikke nogen lange ture, så vi har ikke været ret langt omkring, omend vi fik taget foto ovenfor og dem, jeg også smed på min Instagram.

Jeg har opdateret siden her med lidt farver, for det synes jeg, at jeg trængte til. I ånd med kirsebærtræerne, får I lidt lyserød. Det har vi aldrig prøvet før. Jeg håber, I har haft en god weekend.

25. april 2016 – Så blev det også min tur – Kirsebærtræerne på Bispebjerg

20. april 2012 – Lyserøde himmelske skyer

Wild – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen

En selvbiografisk beretning om den unge kvinde (f. 1968), der beslutter sig for en 100 dages vandretur på den 1800 km lange Stillehavsrute efter at hun nåede bunden pga. morens død, skilsmisse, misbrug m.m. En udviklingsrejse med beskrivelser af naturen samt møder med mennesker

Jeg skulle finde noget at læse, og jeg havde gemt den her på “to-read-listen” og var egentlig lidt i tvivl, men trængte samtidig til noget livsbekræftende efter min seneste bog, som jeg synes, var noget dræbende om jeg så må sige. Så jeg sprang ud i den her, for det var helt anderledes, og det virkelige liv.

Jeg kan kun sige, at jeg ikke fortrød det et eneste sekund. Den greb mig fra starten af. Jeg lyttede den på engelsk, og det var en fantastisk oplæser også. Men ikke mindst, var det bare en fantastisk fortælling. Selvfølgelig om selve turen, men lige så meget om livet, døden, venskaber, forhold, og livet som sådan. Det eneste jeg kan sige er, at hvis I kan lide biografier og en rigtig god fortælling, og en rigtig velskrevet bog, så skal I altså læse den her. Jeg “slugte” den, fra den ene dag til den anden. Det skal så siges, at jeg jo heller ikke har meget andet, jeg skal lige p.t., men havde nok gjort alligevel.

Bagefter fandt jeg ud af, at bogen har ca. 3 år på bagen, og også er filmatiseret (trailer her nedenfor). Den vil jeg rigtig gerne se også. Jeg tænker, den kommer på TV eller en af mange streamingtjenester snart. Ellers fås den også at købe på CDon. Jeg lyttede den på Audible.co.uk, men den findes altså også på biblioteket. Det fandt jeg også først ud af bagefter, men det gør nu ikke noget. Men det er en nyttig oplysning for jer. Skynd jer hen og lån den. På dansk eller engelsk, efter smag. Cheryl Strayed, har skrevet flere bøger, som jeg også har tænkt mig, at lytte på et tidspunkt.

Det startede godt, men……

Som jeg har fortalt, er det ikke fordi, det ligefrem går strålende her for tiden. Men verden går jo ikke i stå, fordi jeg er dårlig. Jeg havde købt nogle værdibeviser, til Plads N, og inviteret min veninde ud og spise pizza. Egentlig var det meningen, at jeg skulle på hospitalet, og hun ville tage med, men jeg kom til før. Men derfor kunne vi jo sagtens spise pizza. Og jeg kunne få testet, hvordan jeg egentlig havde det. Som nævnt, så synes, jeg jo egentlig, at det gik fremad, men da vi kom afsted, kunne jeg godt mærke, at det ikke gik særlig godt. Det gik akkurat, men sige mig fri for at være svimmel og sløj, kunne jeg ikke. Ikke desto mindre nød jeg selskabet og pizzaen, men jeg skal så heller ikke lægge skjul på, at jeg glædede mig til at komme hjem bagefter.

For nu lige at komme til det, jeg som egentlig også var vigtigt for historien, talte vi om mangt og meget, og vi kom til at tale om en foodprocessor, som min veninde havde. Hun er igang med omlægning af køkken og har i den forbindelse ryddet ud i sine gemmer, og jeg vidste, hun havde den her foodprocessor, som jeg står og mangler. Hun havde i hele den her process givet mig sit køleskab. Fantastisk for mig. Det passer bedre end det, jeg havde og ikke mindst fungerer. Af den grund havde jeg ikke dengang spurgt til den famøse foodprocessor. Det skulle jeg have gjort, eller bare sagt, at hvis hun påtaænkte at skille sig af med den, så ville jeg gerne aftage den. For nu at gøre en lang historie kortere, viste det sig, at hun havde stillet den ned på gaden, og selvfølgelig var den væk på en halv time. Hun tænkte, at sådan en havde jeg da garanteret. Men nej, jeg har haft en, som afgik en stille død, da jeg boede på Lolland ved simpelt slid. Og egentlig synes jeg ikke, jeg havde plads til en, men jeg har samtidig et behov for, som hun siger, så laver jeg jo meget mad. Jeg bandede og svovlede, for det havde jo været rart at få den her foodprocessor. Nå, men gjort var gjort, og jeg kunne bande så meget, som jeg lystede, det ændrede da ikke fakta. Til gengæld fik jeg banket ind hovedet på hende, at fremover, så skulle hun vide og ikke tro, og i den grad spørge. Det lovede hun. Nå, men det bragte mig ingen foodprocessor.

Vi kom udenfor restauranten, og man kunne jo næsten tro på Guddommelig indgriben, for der midt i lopperne stod en foodprocessor. Til gengæld var der ingen sælger, men en som så efter og han kunne ingenting. Og de kom først om en halv time. Typisk! Nå, men så gik vi og jeg bandede lidt mere, men besluttede mig for at så måtte jeg jo efterlyse en på facebook.

Næste morgen kunne jeg ikke få den her foodprocessor ud af hovedet og tænkte, at nu stod den jo der i Blågårdsgade – potentielt ihvertfald, hvis ikke den var solgt. Jeg skulle ud efter nogle andre ting, og tænkte at den korte tur, blev jeg nok ikke mere dårlig af, og hvis belønningen var en foodprocessor til billig penge, så ……

Altså tog jeg afsted,og vejret var som dagen før (der er fotos taget), ganske fantastisk. Jeg havde medbragt min cykel og kunne med lidt god vilje godt cykle lige ud, men gik det meste af turen. Jeg ankom til destinationen og der stod foodprocessoren som ventede den på mig. Prisen var 350,- kr. og det synes jeg er billigt uanset, så selvom man måske skal prutte, så gjorde jeg altså ikke. Jeg synes, det var mere end rimeligt.

Vi testede, at den virkede, og han gave mig en fin pose til “dyret” og alle løsdelene, og afsted drog jeg hjemover. Dejligt. Desværre gjorde det mig helbredsmæssigt ingen tjenester, og jeg var monsterdårlig, da jeg kom hjem. Jeg skulle til en længe arrangeret komsammen senere, som jeg glædede mig meget til, men jeg var ikke stolt af det. Jeg fik ordnet alt,jeg skulle så jeg var klar og så lagde jeg mig og tog en lur. Det blev det ikke bedre af. Helt smadret var jeg. Havde det været alt muligt andet, så var jeg ikke taget afsted.

Det gik og det var super, super hyggeligt, men at sige, mit helbred har sat pris på, ville være en overdrivelse af de gigantiske. Jeg er langt, langt fra til pænt brug og nu ligger jeg her igen og føler virkelig de “3 skridt baglæns”. Så alle tanker om fremgang i en grad, så jeg kan optage almindelige aktiviteter, er desværre langt væk. Og så er jeg slet ikke begyndt at tale om alle de planer og projekter, jeg ingen vegne kommer med. Ikke kun p.g.a. svimmelheden, men også andre problemer, der også igen viser sig. Det er åbenbart skruen uden ende….. Om ikke andet, fik jeg da fotograferet en smule forår, da jeg var ude og den dejlige blå himmel. Lidt har bestemt også ret….

I din forbindelse tusind tak til søde venner for omsorg, beskeder med updates på livet ude i verden og for at ringe og sludre, når I ved, jeg ligger her. Det er højt værdsat, at I er derude. Uden jer gik det da slet ikke. I ved, hvem I er. Jeg prøver at tage en dag ad gangen, for andet kan jeg ikke. I det mindste, håber jeg, at I har haft en dejlig weekend……

To skridt frem og 3 baglæns, men…..

Jeg kan ikke sige mig fri for, at være noget negativ efterhånden. Jeg vil ud i det gode vejr, og nusse heste, gå ture, ride ture og alt det jeg brænder for. Fotografere forår ikke mindst, men mest af alt savner jeg stalden og alle venner der, både to-og firbenede.

Men som jeg talte med en hesteveninde om i går, så er svimmelhed og dyr på 450 kilo, altså en dårlig kombination. Selvom de er søde og rare, så det altså ønskeligt, at kunne stå på sine ben i det mindste. Man kan blive sårbar nok i den sammenhæng. Det ved jeg jo ligesom alt om. Og så taler vi ikke engang om, hvor dårlig man kan blive af sådan noget svimmelhed. Man har bare ikke lyst til noget som helst.

Når jeg skriver to skridt frem og tre baglæns, er det fordi, det kan gå nogenlunde den ene dag, og så være fuldstændig tosset den næste. Også derfor er jeg forsigtig, inden jeg drager konklusioner, om hvordan det går. Men hvis det bare ville fortsætte som i dag, så skal jeg ikke klage.

Ovenikøbet, har jeg fået lavet lidt her idag. Jeg havde en bunke pelargonier stående, der skulle gøres klar til foråret, og flyttes ind fra trappeopgang. Det blev de, ligesom mit oliventræ, som jeg håber, har overlevet. Desværre er flere af mine pelargoiner døde, hvilket ikke er sket før. Ikke helt forstået, for jeg har gjort det samme som altid, men “Hvor der handles, der spildes”, som det vides. Og med pågående udskiftning af altaner, er det udemærket, at jeg ikke har så meget, lige nu. Jeg har ingen ide om, hvordan den nye altan kommer til at føles at være på. Jeg er skeptisk, men lad os nu se. Jeg skal af samme årsag rydde altanen, og jeg har det meste flyttet nu, for i dag fik jeg taget næsten alle altankasser ned og flyttet ud på den lille altan, ligesom bunker af potter, og en reol. Reolen står i stuen nu, men skal ind i soveværelset og ligge. Alle planter, der stod i trappeopgang er vandet og har fået lidt frisk jord og kan godt begynde at gro. Så skal jeg bare hente noget gødning, når jeg bliver friskere. Og have ordnet alle stueplanterne også. Med ordnet menes plantes om, for dem der skal det, og ellers give frisk jord oveni og vande og gøre klar til foråret og voksesæsson.

På også den gode side, får jeg lyttet nogle bøger, når jeg ligger her og foreløbig, er jeg 2 bøger foran i min selvsatte udfordring på Goodreads. Hvis du kan lide bøger, som kom derind. Du kan følge forfattere, lave udfordringer, have venner og meget mere, alt centreret om bøgerne.

En af de bøger, jeg har fået læst er den ovensiddende, og den første, jeg har læst af Lucy Dillon. Grunden til, at jeg faldt over hende, var at jeg så en bog på bogudsalget af hende. Hvilken er jeg ikke sikker på, men coveret fangede mig og jeg slog hende op, da jeg kom hjem. Jeg har adgang til Nota, og således, ligger det først for, at lytte det, der ligger der, selvom jeg egentlig helst ville lytte på originalsproget. Der er kun to mere på Nota af hende, men masser på Audible, hvis jeg skulle blive helt bidt af hende.

Ovensiddende, er rigtig god. Jeg tænkte først, hm det handler bare om, at vi skal smide ud og smide ud (som du måske har opdaget, ikke noget, jeg er særlig god til, men jeg prøver dog nu og er bedre). Og ja det handler også om at smide ud men det handler lige så meget om, at få ryddet op i livet som sådan, møde nye mennesker, venner, kærlighed, forhold og bruge fortiden som en læremester til at komme videre i livet også. Jeg vil ikke røbe så meget mere, men sige, at I bestemt skal læse den. Her er som den bliver beskrevet:

Byggeprojektlederen Gina er blevet skilt fra sin mand. Hun har altid været en samler, men nu flytter hun ind i en ren, hvid lejlighed med alle sine flyttekasser. Hun beslutter sig for kun at beholde 100 nøje udvalgte ting

Fortæl mig gerne, hvis du læser den, og endnu bedre, hop ind på Goodreads, og kig mine bøger, og meget mere. Hvis du er typen, der låner bøger, fås den både som almindelig bog og på lyd på det almindelige bibliotek også. Der er iøvrigt også flere af hendes bøger, også på engelsk i et par stykkers tilfælde.

En lidt underlig dag i dag. Det er min fars fødselsdag. Han ville være blevet 87 år gammel. Men som det var, så blev det som det skulle være. Det betyder ikke, at jeg ikke savner ham, men selvfølgelig gør jeg det. Men far havde levet et langt godt liv (ifølge ham selv).

Så vågner man også op til nyheden om, at Master Fatman er gået bort, kun 53 år gammel. Det er jo helt surrealistisk tidligt. Man undrer sig virkelig. Han efterlader sig 5 børn og en hustru. Det er godt nok ikke altid, man forstår, hvordan tingene hænger sammen. Jeg havde ikke noget forhold til ham, som sådan andet end han var et finurligt indslag, uanset hvad han kastede sig ud i. Men man kan da ikke andet end blive berørt af, at han skulle herfra så tidligt. Mange tanker til hans familie og venner.

Det blev om lidt af hvert, men tak hvis du læste med så langt….