Lidt om den nye stol, kundeservice og lægebesøg

Som jeg fortalte, så har jeg købt en ny stol, istedet for den ikoniske “store stol” i min stue. Det er en beslutning ikke uden vemod, for jeg elsker den stol, og ikke mindst at sidde i den. Og jeg er helt klar på, at erstatte den, kan stort set ingen stol. Nu købte jeg jo også den nye uden at vide, hvordan den var at sidde i, så det var en risiko at løbe. Hvorfor en udskiftning var nødvendig, kan ses på linket i nævnte indlæg også. Den er ganske enkelt slidt op, som i fuldstændig næsten faldet fra hinanden. Den var stoppet ud med puder og et vattæppe, for den overhovedet var til at sidde i, og hullet foran, er megastort, og meget større end på fotos, som er nogle år gamle. Var min situation anderledes, havde jeg fået den ompolstret og betrukket helt sikkert, for det er en kvalitetsstol. Men som det er, og det også er andre ting, der skal gøres her, så må det blive sådan, at den nu “lader livet”. Men jeg vil ikke lyve, det gør ondt. Den stol stod i mit barndomhjem og har været med til alt og det var min mors stol, som hun sad i hver eneste aften.

Med andre ord. Da jeg så denne her nye stol, var det den rigtige stil, med skammel (hvilket jeg ville have) og ikke mindst i den helt rigtige farve, var der ikke meget at betænke sig på. Det havde jeg så heller ikke tid til, for nævnte skammel (ved ikke med stolen), skulle udgå, så skulle jeg have, måtte jeg slå til nu. Det gjorde jeg så. Jeg bestilte hos Møbeldamen direkte, for skamlen var som sagt taget ned i min farve, men de havde nogle få tilbage i Glostrup hos Daels Bolighus. Vi blev enige, og jeg fik betalt. Jeg præciserede, at jeg selvfølgelig skulle have leveret op i lejligheden, for min ryg, er da slet ikke til den slags, som vi nyeligen har konstateret. Ligeledes gentog jeg dagen for hende flere gange, for at være sikker (også fordi jeg godt kan tage fejl også). Og adressen havde jeg selv skrevet til hende, så den var jeg jo sikker på, var rigtig. Da vi havde lagt på, så jeg dagen var et problem, fordi hun havde sagt mandag den 17.! Mandag var ikke den 17., men den 16. Så var gode dyr rådne, som man siger. Jeg sendte hende en email med oplysningen om, at hvis ikke jeg hørte noget, gik jeg ud fra, det var mandag. Vi havde aftalt mellem klokken 8-15. Så da klokken var 20 min. over 15 ringede jeg, for at høre, hvor min stol blev af.

Jamen det var da i morgen!!

Jeg måtte jo så fortælle hende, at det var det måske nok, men at jeg jo havde sendt hende en email,hvor jeg gjorde opmærksom på datomix. Til det kunne hun kun sige, det kunne da godt være, hun havde sagt mandag den 17., men hun havde ikke set min mail!! Ja det gjorde hun, og jeg ved, jeg ikke tog fejl, fordi jeg netop gentog det flere gange!!! Samtidig bad sagde jeg så lige til hende, at jeg bor på 2. sal og ikke 1. som jeg kunne se, der stod på ordrebekræftelsen. Det ville hun rette med det samme!!

For nu at gøre en lang historie lidt kortere ankom gutterne dagen efter med min stol. Det var da godt, jeg holdt øje, for hun havde IKKE rettet min etage og hun havde heller ikke fået skrevet, at jeg skulle have leveret op og ikke kun til kantsten. Jeg er meget lidt imponeret. Hvis det er sådan de behandler deres kunder generelt, skal de dælmee stramme op. Nu var jeg hjemme af to knap så gode grunde, men havde det været under normale omstændigheder, kunne jeg sagtens have været gået min vej sådan en mandag formiddag. Det er bare ikke godt nok – hvad var der så sket. Dertil kommer, at jeg jo heldigvis gik og holdt øje og så da de kom og kunne lukke dem ind. Men jeg hørte dem jo ikke ringe på. Ikke så underligt, for de ringede på hos underboen og kiggde åbenbart ikke navne (mit står meget tydeligt dernede). Det blev en ubehagelig oplevelse for dem og for mig, fordi damen i møbelafdelingen ikke gjorde sit arbejde. Jeg skal have ny seng snart, og på baggrund af denne oplevelse, er jeg ikke sikker på om den skal købes der alligevel. Det er dog nogen penge potentielt at gå glip af, men eftersom madrassen skal passe i den ramme jeg har, der er købt der, bliver det nok sådan, men så håber jeg, de har strammet op næste gang! Ellers må jeg jo ringe og fortælle dem om denne oplevelse. Men jeg har faktisk overvejet at sende den til dem.

Læs resten

En Royal affære

Foto: Dominic Lipinski*

Jeg skrev det her indlæg kort efter, at nyheden om Meghan og Harry kom ud, men har ikke fået postet. Det gør jeg så nu…

Uha, som der har været skrevet op og ned om den har situation med Megan og Harry. Jeg tror, mange har en mening om det også. Mange danskere, er måske nok ligeglade, men jeg har altid fulgt det engelske kongehus meget også. Ligeledes er det ingen hemmelighed, at jeg synes, det er både vigtigt og godt, at bibeholde monarkiet, både her og da ikke mindst i England.

Det er et hus, der har haft sin del af skandaler, med hver ny generation, der har skulle tilpasse sig et liv i konstant overvågning af medierne. Forstå mig ret her, jeg er helt med på, at det bestemt ikke må være særlig sjovt. Når det er sagt, så hører det ligesom med i ihvertfald en vis grad. At det ofte tager helt overhånd og går over gevind (Prinssee Diana, var skræmmeeksemplet på dette), skal der heller ikke lægges skjul på. Jeg tænker, som meget ofte handler det om ballance.

Nogen har pippet om, at det var en dårlig beslutning, at Prince Harry sagsøgte pressen. Underligt nok, har hans bror gjort det samme uden samme skadelige virkning.

Min egen personlige opfattelse er, at pressen helt til en start, bare ikke synes om hele konceptet Meghan. Jeg kender hende ikke, men min egen opfattelse, er at hun er virker meget selvretfærdig og arrogant. Helt modsat, Kate Middelton. Parret har også udtalt, at det hele var meget værre end, hvad Meghan forstillede sig. Jeg er med på, at det er en situation, der må være meget svær at forestille sig. Alene af den grund, tænker jeg også, at man skal kende en kongelig relativt længe, før man tager “det sidste alvorlige skridt”, og Meghan og Harry har tydeligt taget det for tidligt.

At Harry naturligt, er påvirket af sin mors død og årsagen til den, hersker der ikke tvivl om. Men samtidig – det er William også! Han ballancerer det på en fin måde, og nøjatig det samme skulle Harry have gjort. Som tronfølger, har han en pligt, som man ikke bare render fra. Og skaden han og hans hustru nu påfører Kongehuset, er anseelig, og det kan jeg personligt ikke tilgive ham. Han kunne have håndteret det på så mange andre måder, end den yderst uheldige måde, han har gjort det på. Han kunne have søgt, om minimum af pligter og søgt hjælp og vejledning til at håndtere situationen for ham og hans hustru. Ville hun ikke spille med, så lad hende sidde i Canada. Der gør hun forhåbentlig ingen skade.

Nej det er håndteret så dårligt, som overhovedet vel muligt. Jeg kommer ikke til at savne dem, men har ondt af Hendes Majestæt, der skal stå model til Harry og Meghan’s teenageopførsel. Jeg håber og beder bare til, at pressen nu vil undlade at spilde vores tid med mere om dem….

*Will of course be removed upon request

Orker du? Nu med rustning og bobbelplast!

Jeg har tænkt over det her indslag noget tid. Og hvad kunne være mere relevant, end at spørge jer, mine læsere, hvad I gør.. Emnet er kærlighed og mænd

Ingen hemmelighed, at jeg elsker mænd, men de seneste mange år, er det blevet en lidenskab, der mest har været teoretisk. Og det har ikke været fordi, det har været sådan, jeg har ønsket det. Er jeg endelig faldet over en enkelt, jeg kunne forestille mig, så har det været det helt forkerte og ganske uopnåelige, til trods for alle mine gode intentioner. Dem kan jeg ikke bruge til ret meget, hvis ikke det udmynter sig i noget mere konkret, udover hjertesorg.

Ingen hemmelighed heller, at jeg er ganske og aldeles monster-mega hamrende træt af det sidste. Det er også grunden til, at det med mænd, er noget af en sagablot efterhånden, og noget jeg stort set har opgivet. Ret skal være ret – folk spørger – “Jamen hvad gør du så for at møde en?”. Og jeg indrømmer blankt, jeg gør intet for det. Det med netdating har jeg prøvet for mange, mange år siden og det er altså et konceopt, jeg ikke er særlig vild med, eller har haft held med. Men jeg ser jo, at andre har held med det indimellem og endda bliver gift med folk, de har mødt online. Så for nogen lykkes det altså. Er det mig, der er sær, fordi jeg ikke orker det? Jeg har det jo godt som jeg har det – egentlig. Og jeg gider sgu ikke mere bøvl, drama og hjertekval. Det må jeg være ærlig at sige. Så jeg har det lidt sådan, at skal jeg orke det, så skal jeg bare i den grad falde, som fra en 10. etagers ejendom. Det er jeg så også god til, når jeg gør det. Men indtil nu, har det så givet mig lige så store kvaler.

Nu er jeg der, hvor den risiko vil jeg ikke løbe en gang mere. Med andre ord, jeg pakker altså mit hjerte ind i rustning og bobbelplast nu, og måske for resten af min tid…..når det er sagt, så er det jo også lidt sørgeligt. er der nogen af jer, der har set “Mormor på mandejagt“? Nu er jeg jo ikke mormor, men alersmæssigt, kunne jeg godt være det. De ytre faktisk mange af tanker, jeg også gør mig.

Når man når en vis alder, så er mulighederne ligesom udtømt, i ens omgangskreds. Medmindre ens veninder får nye kærester/mænd, som måske har en ven, de vil have afsat. Der har indtil nu ikke været noget overhovedet. Så er der fritidsinteresser, hvor man også kan møde nogen, og det er da også hændt, men ikke noget, der er blevet til noget. Det er også et miljø, jeg er kommet i længe, men man skal da aldrig sige aldrig. Der er da eksempler på nye konstellationer indenfor miljøet der også, til trods for, at de faktisk har kent hinanden på afstand i mange år. Så igen, det kan lade sig gøre.

Indtil nu er jeg ikke nået længere, end jeg synes, der må være en meget sød og dejlig mand, derude der passer til mig. Men indtil nu, går han altså glip af at møde mig, for jeg tør ikke, selvom jeg egentlig synes, jeg har meget at byde på.

Giv mig jeres tanker omkring det her. Positive, negative og både og. Og fortæl jeres historier. Hvordan mødte du din mand/kæreste. Hvad tænker du om det? meget ofte møder jeg jo piger på min alder, der udtrykker, at de også synes de ther er svært. Ordet er frit ….. Selvfølgelig også for mændende, som kan have nøjatigt de samme tanker/problemer.

Bullshit – en bog om forgangne tider eller?

Privatfoto fra bogen – Længst til venstre ses Makrellen med sin kone Pia bagpå

Jeg har altid været facineret af dem – rockere. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det er jo ikke ligefrem fordi, jeg kommer fra sådant et miljø. Jeg fik måske noget af en forklaring nyeligen, da jeg fandt min biologiske familie, for også der, var der en fancination af nogle af de her ting. F.eks. delte min søster og jeg en afhængighed af virkelighedens krimeshows og i det hele taget lignede vi hinanden ekstremt meget. Desværre var der ikke megen kontakt til hende det sidste år, hun levede, men jeg nåede nok til, at vide, hvor det kommer fra – også via vores fælles far. Man kan ikke sige, at min bror er facineret den vej rundt, for han har meget af sit voksne liv været på den helt anden side af loven, der bekæmper dem.

Hvorom alting er, har den altid været der for mig. Altid på afstand selvfølgelig. Da den her bog kom frem, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle lyttes, så hurtigt som den kom på lydbog. Nu er det jo ikke alt, der kommer på lyd, men eftersom denne bog modtog 2017 Cavlingprisen, skrevet af Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, var jeg ret skråsikker på, at det ville ske. Det gjorde det også relativt hurtigt, og godt for mig. Den har så lige været gemt lidt, men nu har jeg lyttet den. Og jeg forstår, hvorfor den har fået prisen. Den er ualmindeligt grundigt gennemarbejdet og fanstisk fortalt og gør et stykke Danmarkshistorie meget levende.

Ekstra sjovt er den selvfølgelig at læse eller lytte (her skal også lyde en stor ros til oplæser Maria Garde, som gør et fantastisk arbejde også), når man har levet i den tid. F.eks. kan jeg jo huske mange af de steder der bliver nævnt. Ikke fordi jeg som sådan kom der, men om ikke andet ved man hvor nogle ting er, ligesom jeg som ung faktisk huske, at jeg var konfronteret med Bullshit på vores lokale diskotek Ryttergården, hvor der nu er børnehave. Det var ikke ligefrem en flok man sådan overså.

Bogen fortæller selvfølgelig Markrellens (Præsident for Bullshit) historie og flere af de mandlige medlemmer, men bogen fortæller i høj grad også kærester/koner og familiens historie, og vi hører fra flere der har været i kontakt med de her nøglepersoner, da de var unge og det hele startede.

Netop fordi det er så grundigt, og der er så meget historie med, er det ikke så vanskeligt at forstå længere, hvordan tingene havner, hvor de gør og hvorfor både de her mænd vælger det liv og hvorfor pigerne også bliver tiltrukket af miljøet. Mange gange, er det de kommer fra faktisk værre eller også har de simpelthen ingenting, og som det også nævnes i bogen – ingen, som i overhovedet ingen, viser dem en anden mulighed. Jeg tror flere af dem, måske kunne være “reddet” (hvis man ser sådan på det), men jeg tror bestemt også, at hovedparten aldrig ville ønske at blive reddet og måske aldrig ville se det meningsløse i volden, drabene og alle de efterdønninger det giver for de efterladte. Det gør det nemlig selv nu, så lang tid efter. For folk glemmer nok om en hals, at Makrellen, Jønke, Gnid m.fl. har familie og efterladte og det hele påvirker jo også dem.

Om Rocker/bandekrige er et fortidslevn, tror jeg vist roligt, vi kan konstatere, at det er det ikke. Der har været skyderier for ikke så længe siden. Og jeg tror ikke, det er et problem, der forsvinder. Måden man levede på i 70’erne og 80’erne var selvfølgelig anderledes, men de grundlæggende problemer vil nok altid være der i større eller mindre omfang og dermed også give grobund for, at folk søger de her fælleskaber.

Jeg kan kun sige, at interessere historie dig, og emnet som sådan, så skal du bestemt læse bogen. Den er vanvittig gribende og velskrevet. Vil du læse flere bøger om emnet, kan jeg nævne følgende:

2018 – Fra broderskab til mønsterbrud- En ex-rockers kamp for at overvinde fortiden af Rolf Hermansen

2018 – Oliver Louai – søn af Sandberg

2017 – Bad Company- fire år i Bandidos af Peter Graae

2017 – Når helvede fryser til is af Lars Toxværd

2016 – Exit Hells Angels af Søren Baastrup

2016 – Exit Sandbergaf Søren Baastrup

20½4 – Jeg lever stadig af Jørn Jønke Nielsen

2013 – Expect no mercy- en rockers erindringer af Søren Baastrup & Lennart Elkjær

2001 – Hell’s Angel – The Life and Times of Sonny Barger and the Hell’s Angels Motorcycle Clubaf Keith Zimmerman & Kent Zimmerman

Artikler:

5. februar 2018 – Vice – Rockerne i Bullshit ejede deres kærester. Nu fortæller kvinderne deres egen historie

25. okt. 2017 – B.T. – 30 år efter den første rockerkrig: Nu fortæller Bullshit-datter om mordet på sin berygtede far

15. marts 2017 – B.T. – Toprocker er død: Han skød rocker-krigen i gang

10. august 2013 – Ekstrabladet – Historisk rockermords-hus til salg

1. maj 2007 – Samvirke – Enken efter Makrellen

22. maj 2002 – Ekstrabladet – Sådan skød vi Høvding

17 år siden

Hold op, som tiden går. 17 år siden. Et sted ved jeg det jo godt og på en anden måde, så kan jeg ikke forstå, hvor tiden bliver af. Det er lidt skræmmende at tænkte på, hvor meget, der er sket siden dengang. Terrortruslen ligger stadig og lurer lige under overfladen og det har der desværre været mange eksempler på siden. Ingen med fly, men sikkerheden er jo også helt hysterisk, hvilket den desværre er nødt til at være, af netop samme grund.

Og ja, jeg husker stadig godt, hvor jeg var. Jeg gik på uddannelse dengang og var hos min veninde og skolekammerat. Vi er iøvrigt stadig veninder. Og hun var vist i køkkenet eller ihvertfald et andet rum, og jeg var i stuen, hvor TV’et var tændt og indslaget med tårnene kom på. Først troede jeg, at jeg så syner, at det var en film eller noget og så gik det op for mig. Og jeg råbte på min veninde og så gik dagen med at fatte, hvad der var sket og se nyheder. Ganske rystende, som det jo var for alle.

Det er noget, der ikke skal glemmes, og alle dem, der mistede livet, fortjener at blive husket, mindst den ene gang om året.

Jeg ligger stadig syg, vejret er heller ikke til andet. Men klart, jeg ville da hellere være ude i verden og det skal jeg helst seneste fredag. Men nu må vi se -jeg gør hvad jeg kan.

Skrækindjagende – Så fik jeg også prøvet det

Tjah, jeg er ikke helt sikker på, hvad der er mest skrækindjagende mig eller den oplevelse, jeg havde idag. Det må I vurdere. Jeg ved ihvertfald, at jeg blev gal, men lad mig nu starte med begyndelsen.

Jeg har, som I ved ligget syg, og gør til dels stadig. I dag var vejret så godt og ikke mindst tørt, at jeg tænkte at en lille gåtur var okay. Ikke mindst fordi, jeg nu havde resultat af blodprøverne, som alle var normale. Ikke at jeg får det bedre af det, men stadig. Virus som nu har stået på i 3 uger. Så langt så godt, planen var at gå over til min veninde og aflevere et Julekort, og det gjorde jeg, og medbragte kameraet. Min veninde, var som ventet ikke hjemme, så jeg afleverede bare kortet og gik hjemover igen. Jeg gik dog en lidt anden rute for variationens skyld.

Det var så her på hjemvejen det her lille optrin skete. Og set i lyset af den historie, jeg postede på Facebook tidligere, var det ironisk. Og jeg skal sige, noget lignende så vid jeg husker aldrig er sket før.

Jeg en middelaldrende dame (omend jeg godt ved, jeg til nøds kan gå for at være yngre, så dog voksen), kommer gående helt fredeligt og krydser gaden. Samtidig med, at jeg gør det stiger en ældre dame ud af sin bil og begynder at gå mod en gangsti, hvor jeg også går over mod. Hun er ældre og slæber på en nogle poser. Da hun ser, jeg stiler mod samme sti som hende, standser hun brat op og kunne hun have løbet, havde hun formentlig gjort det. Nu var hun som sagt ældre og havde poser på slæb.

Grunden til, at jeg ser, at hun rædselslagen stopper op og vender om og går, er at jeg stopper for at tage foto nedenfor. Og nu kunne det jo være, hun havde glemt noget, men nej det havde hun ikke, og derudover så jeg udtrykket i hendes ansigt. Først lader jeg som ingenting og går bare videre. Men netop for at bekræfte, hvad jeg allerede vidste, så stopper jeg op og vender mig, og igen får hun det her skrækslagne udtryk i ansigtet. Så kunne jeg ikke dy mig og råbte af hende

Jeg bider altså ikke!

Jeg ved ikke, hvad hun havde forestillet sig, men eftersom jeg er en, hvad mamn normalt ville kalde en helt almindelig pæn dame, så kan det kun tilskrives min anderledes hudfarve, at hun åbenbart troede, jeg ville springe på hende. Havde jeg været yngre, kunne det have været et spørgsmål om alder alene, men helt ærlig. Uanset, var det da en overreaktion udover, hvad jeg nogensinde har været ude for. Har jeg oplevet ubehageligheder før. Ja det har jeg, men det er heldigvis år siden nu, og det var faktisk på Galopbanen, men fra en person, jeg ikke forventer bedre fra. Men man bliver sgu noget sær ved det. Hvad den her dame ellers har oplevet og hvorfor hun reagerede som hun gjorde, ved jeg ikke. Og jeg burde måske have spurgt hende, men det gjorde jeg så ikke. Hun forsvandt ind i sin opgang, som var ligev ed, hvor foto er taget.

Men jeg synes historien var oplagt til bloggen og derfor kommer den her sammen med fotoet, der udløste det, og et par andre. Foreløbig vil jeg ønske jer god weekend.

Glade Jul – 2. søndag i advent

Jeg er normalt, langt fra at være lyseslukker. Tværtimod prøver jeg altid at være positiv, og indgyde det samme i andre. Julen er en højtid, jeg førhen elskede. Dette ikke mindst p.g.a. min mor, som elskede Julen også. Jeg tror ikke, det i min fars barndom, var noget sådan særligt af mange årsager.

Da min mor døde, så døde Julen faktisk også lidt for mig. I mange år, kunne jeg intet positivt se ved Julen overhovedet, og jeg sprang den helst over. Og gjorde alt for, at komme så hurtigt igennem den som muligt, uden at tillægge den større vægt eller iøvrigt deltage i noget, hvis jeg kunne blive fri. Vel også fordi, jeg aldrig har fået fornøjelsen at holde Jul for nogen. Det giver det jo en anden indgang. Jeg ved ikke, om andre har det ligesådan, at barndommens Jul, var den bedste, men sådan er det helt sikkert for mig.

Noget andet slog mig i går. Julen er i høj grad også facadernes tid. Julen er idyllens tid. Hyggeligt samvær, glade familier, forelskede kærester og lykkelige ægtepar og søde børn. Og jeg håber da, der er masser af dem. Men det er også tiden, hvor der er rigtig mange, der kører på facade, og hvis folk vidste, hvad der var bag facaden, så ville de i mange tilfælde få et chock. Mange ægteskaber er så ødelagte, at de burde have været opløst for mange år siden, der er sygdom, utroskab, dødsfald, manipulation, kontrol og endda i mange tilfælde sikkert også misbrug og mishandling. Det glemmer mange.

Normalt, er jeg heller ikke en dyt ked af at være alene. Slet ikke, men nogle situationer, bringer savnet efter den eneste ene op, for selvfølgelig ville jeg da gerne have en, at være noget for. Julen er også sådan en tid. Den bringer også savnet af de kære, man har mistet, og dem man gerne ville have kendt. Her tænker jeg på mine forældre, både dem her og de biologiske. Dertil kommer, at det også er traditioneres tid. Men når man ingen har, at lave traditioner med længere, så bliver det også årsag til sorg. Andre har bygget deres traditioner med andre venner, famlie etc., og så sidder man her og kan ærligt talt godt føle sig udenfor.

Lige nu fylder alt det lidt for meget, og jeg prøver at arbejde mig ud af det så godt jeg kan, på trods af, at jeg lige nu er langt fra motiveret og helbredet stadig driller. Lys i adventsstagen, godt fjernesyn, Julekortskrivning og snart en kop kaffe, for det har jeg ikke fået endnu. Til gengæld har jeg fået brasede kartofler og hjemmelavet vegansk pølse og grønlangkål (den var så ikke helt så vellykket som ønsket, men ikke værre end det kan rettes). Der er også flere malebøger der venter.

På mange punkter, har jeg det let og rigtig godt, og det er jeg også bevidst om.Jeg har tonsvis af dejlige venner (her er det en sorg ikke at have mere energi til samvær end tilfældet er og ofte må melde fra til ting, på grund af heldbred), en bolig jeg elsker og har mulighed for at dyrke de ting, jeg har lyst til og en rejse af og til. Det er altsammen noget, jeg er bevidst om, at være meget taknemmelig for og også er. Men trods min ellers altid positive tilgang til tingene, synes jeg ikke det gør noget, at I ved, at der også er ting, der gør mig ked af det og trist. I lige nu er det lidt svært.

Jeg tænker, der er positiver og negativer ved alt, men det kan godt gøre mig ked af det, når jeg nogengange ser, hvordan folk spilder deres liv, selvom det er deres beslutning. Hver eneste af os har ansvar, at være lykkelige og gøre det som er rigtigt for os. Man kan ikke gøre alle tilpas og det skal man heller ikke. Man har pligt til at være så lykkelig som muligt, og få det bedste ud af den tid, man har her. Ingen har ret til at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. At man undervejs selv bliver såret eller træder nogen over tæerne, er uundgåeligt, men tiden er kort, og det er afgørende, at du sætter dig og finder ud af, hvad der er vigtigt for dig, og hvad du ønsker af livet. Tro mig, det vigtige er ikke penge, position og status….Og så vil jeg iøvrigt prøve at finde mit positive jeg frem, så meget så vel muligt, for det har erfaringen også lært mig, at andet kan ikke betale sig…..Og tak, hvis I læste med så langt.

På falderebet minder jeg lige om, at jer der ikke er på Facebook og også dem der er selvfølgelig, kan synes om indlægget på det lille hjerte under indlægget.

Skræmmende tæt på – hvordan ved man det?

I min stue, har jeg den fine elpejs, og den er jeg meget glad for, og den er skøn, når det er lidt råt, og man lige fryser lidt, og vil man ikke varmen, kan man jo have den tændt bare med flammerne, som jeg jo endelig fandt ud af. De seneste gange, jeg har tændt den, har jeg undret mig for der bredte sig en fæl lugt som af brændt plastik. Det kunne jeg ikke få til at stemme. Jeg tænkte, at det måske var fordi det var længe siden, jeg havde haft den tændt. Den teori røg hurtigt, for det blev ved.

I går morges var netop sådan en rå morgen og jeg prøvede for sidste gang med samme resultat. Det lugtede så grimt, at jeg havde åbnet altandøren i stuen. Normalt åbner jeg i soveværelset. Men det viste sig at være megaheldigt (nogen har holdt hånden over mig), at jeg gjorde. Da jeg går hen for at lukke altandøren spotter jeg et lysglimt ude til venstre for mig og ser stikdåsen i flammer! Jeg troede først ikke mine egne øjne, men fik selvfølgelig benene på nakken ud og hente en klud til at slå flammerne ud med, og så fik jeg taget strømmen fra, og det gik stærkt. Som det ses, har det hele tiden været den, der lugtede. Men hvorfor? Det er som det ses en stikkontakt til flere ting, men der var selvfølgelig både TV en omformer (lyskæde), udover stereoanlæg. Anyway, jeg skal ud og købe en 2 nye stikdåser. Vores søde jockey i stalden fortalte at godt nok, ser de ud til, at være til flere ting, men de kan oftest ikke klare mosten. Nej det kan jeg så se. Det undrer mig bare, for jeg har brugt den på samme måde hele tiden. Så hvordan hulen sikrer man sig, at den slags ikke sker. Jeg tænker, man hellere må fordele på flere dåser, men det bliver jo en skov af dåser. Det er det i forvejen her, og det er et helvede, for her er næsten ingen stikkontakter. Er der nogen af jer, der har prøvet noget lignende?

Iøvrigt vil jeg så godt lige advare. Min underbo fortalte om tre tilfælde, hvor der var gået ild i en tørretubmler. Så lad aldrig jeres tørretumbler kører, uden at I er der. Jeg tør slet ikke tænke på, at dette let kunne være sket, når jeg ikke var hjemme, og følgerne af det!

Brev til Mor – en stærk bog

Jeg blev færdig med en bog i går, som jeg fik lyst til at dele med jer. En barsk affære, som jeg dog på trods synes, at I skal høre om. Det hele kom sig af,at jeg så dokumentaren, som stadig ligger tilgængelig (men se den nu, hvis ikke du så den forleden, og inden du læser bogen). Og så fik jeg lyst til at vide mere om denne fantastiske kvinde. Og der er altså så også en bog.

Inden du læser den, skal du bare være klar over, at Malene ikke ligger fingre imellem i sin beskrivelse af, hvad hun har været igennem, og de værste episoder gav mig fysisk kvalme. Men hold ud, for de stærke beskrivelser af det værste får en ende, og resten af bogen er mindst lige så vigtig.

Jeg har Gudskelov ikke selv oplevet noget i den her stil, men jeg kender flere, der har oplevet grimme ting, og ikke mindst har forældre, der er ALDRIG skulle have haft børn og som reagere noget lignende som moderen i det her, selvom der måske ikke ligefrem har været tale om Incest og den slags overgreb. Det er så ødelæggende.

Fantastisk, som Malene er lykkedes at komme ud på den anden side efter en barndom med års misbrug fra faderens side. En helt vildt stærk kvinde, som man kun kan få den dybeste medfølelse og respekt for. Jeg synes Malene skal have stor tak for at skrive en bog, som jeg er sikker på, kan give andre håb og inspiration og forhåbentlig lære systemet noget om, hvad man ihvertfald ikke skal gøre!

Brev til mor af Carsten Graff & Malene Lauritsen

Jeg har lyttet bogen på Nota, men har kun fundet den på lyd iøvrig på Politikens Plusbog. På Mofibo er den ikke og den er ikke til låns på lyd på biblioteket iøvrigt, men findes der som bog og e-bog.

Du kan kontakte/følge Malene her:

Website 

Facebook

I will never forget….

Yes today is the day, and I will never ever forget that day. Absolute horror. And I don’t think we ever should forget. In some ways it seems a long time ago, and in other ways it could have been yesterday. One thing is for sure, the threath is as large as it has ever been….